Jeg er helt alene hjemme

Jeg sidder her og drikker min kaffe. Den er varm endnu. Og der er ingen der forstyrrer mig.

Thor og pigerne er taget til Sverige, og jeg er helt alene hjemme, indtil på søndag. Jeg er ved at gøre rent, og jeg skal nyde at der ikke er beskidt igen efter 20 minutter. Jeg skal tage alting i mit eget tempo. Og jeg skal savne mine piger og min Thor.
Det er første gang i 5 år jeg er alene hjemme en nat. Og selvom jeg virkelig har brug for det - ikke mindst for at få skrevet en opgave, så syntes jeg alligevel at det var meget besynderligt og vemodigt da de tre, med smil på læben og glade forventninger i øjnene, trissede ned af trappen i morges.

Det er og bliver bare dobbelt at være adskilt fra mine levende børn. Jeg både trænger til det, og hader det... (og springer den sikring ikke bare alt for meget når ens kæreste er på ferie?)

Juleblues

Den kommer snigende hvert år. Og jeg er stensikker på det er helt klassisk. Og har noget at gøre med urealistiske forventninger og romantiske forestillinger.
Jeg er pisse følsom. Og i anden i øjeblikket.
Og så det, at en lille pige på 4½ mangler. Og det selvom alle mine arme er fulde, og mit mantra er blevet; 2 børn er mange nok .
Og så måske noget med noget med et nytår, og en kiggen tilbage på det gamle. Et år der stank, af mug og svamp og kaos. Og at vi nok langt ind i det nye år tager os af efterdønningerne.

Jeg har simpelthen så meget brug for at putte mig. Gad vide om alle småbørnsmødre føler de vågner på et tidspunkt. Og føler sig brugt og udmattet - og ukendt. Jeg bruger ihvertfald en tid på at samle mig selv op. Og selvom det er corny, så prøver jeg at finde ud af hvem hulen hende Line er nu, fem år og tre børn efter. En begravelse. Et bryllup. 5 flytninger. Og to astmatikere senere. Men desværre ingen dimmension.

Der er en ting der er stensikkert i 2011. Og det er at jeg skal være færdig med mit studie. Nu skal det være, jeg gider simpelthen ikke at det trækker ud længere. Heller ikke selvom jeg bliver færdig til en folkeskole der fyrer lærere pga. besparelser. Hellere arbejdsløs end evighedsstuderende.

Der fik jeg taget hul på noget...

Vi elsker at bo her

Jeg har ikke så meget andet på hjertet end, at vi virelig elsker at bo her hvor vi bor. Vi er bare blevet top glade for det. Det føles helt rigtigt at vi blev på broen. Og helt rigtigt at vi forlod skimmelboet, til fordel for skimmelboet der kunne afrenses af os selv, fordi vi ejer lejligheden.
Vi ELSKER vores lejlighed. Vores nye gård. Vores hood. Og vi har rimlig nattero, aftenro til hygge og ro og renlighed.
Og når man så stopper op, et lille år efter det hele brød løs. Så er de blevet så store, de små. De leger sammen, bygger hule under bordet og det hele går lidt i idyl. Indtil Sibille får nok af Raja der kommendere, og bider hende i armen som kvittering for at skulle trækkes rundt fordi hun er hunden i legen, for 3. dag i træk. Og hvem trøster en klog mor først?

Og så er der lige den der stress diagnose, som jeg stadig tygger på. Mens jeg langsomt går igang igen med livet udenfor sofaen. I takt med at svimmelheden aftager.
Jeg tror på fremtiden, det gjorde jeg faktisk ikke for et halvt år siden. Der føltes det mere som; Er det virkelig det her vi drømte om? Hvad hvis det ikke bliver bedre?

Det er der bare ikke

Det der i fingrene der gør at jeg skriver derudaf her på bloggen. Mærkeligt nok. For jeg gør mig kvantespring i hoved og hale for tiden...

Knuz

Søvn er roden til alt godt

I nat fik vi søvn. Sådan rigtig søvn fra omkring midnat til ved 7-8 tiden hvor Sibille trippede ind til mig og Raja, kravlede op i sengen og hev ned i blusen (mere om vores soveorganiseringer en anden gang).
Nå men altså, dyb rigtig uafbrudt søvn i mange timer. Uden hosten og hvæsen og spacer. Jeg husker nærmest ikke hvornår vi sidst havde sådan en nat.

Idag har været så hyggelig. Med leg og hygge og overskud. Og hjemmelavet mad. Og rigelig med lunte til os alle fire. Og kage med frosting. Og jeg fik en smag af hvordan det skal være. Og hvordan det burde være. Og hvordan jeg virkelig har brug for at universet søger for at det snart bliver herhjemme (i overvejende grad).

Halleluja... Og så er det endda snart jul. Yeahr.

Er det ikke det ene, er der det andet...

Røven i vandskorpen... Sygdom og svimlen og udsigt til to uger i Spanien om to uger... Hurra og forhåbentlig.

- Og så går jeg og frydes over nye menneskebørn der kommer til - Selvom de lige er kommet til, kan man allerede ikke forestille sig det hele uden dem.

Det lille glade æg dernede

I indlægget under dette. - Hun har været på Hvidovre i nat. Og få ilt og astma-maske. Og få taget blodprøver og røngtenfoto af sine små lunger. Og hun har kold lungebetændelse og en hulens bunke astmatisk bronkitis. Og vi er på hjemgang nu, og det er dejligt! Selvom jeg i sådanne situationer tit tænker: behold hende, jeg skal ikke nyde noget af at sidde med hendes liv i hænderne.
Men så igen - det er jeg ved at være moden til - og jeg vil hellere space hende hvert 10. minut herhjemme end at byde hende den møg-maske på Hvidovre...

Det var Thor der var med hende. Første nat vi var væk fra hinanden. Jeg svimler, og da der kun må være en forælder med på børnemodtagelsen blev det Thor. Og hun var så rasende på mig da jeg kom i formiddags, selvom der intet morsyge havde været før jeg kom. Men med et, da jeg trådte ind af døren gik det op for hende; hende der har manglet, hvor fanden har hun været? Hun slog og skældte ud. Og det skal hun have lov til.
Jeg øver mig på at slippe kontrollen... I nat var et stort skridt.

Og vi spiste alle de andres kage og drak al deres saft. He he he...