Sidste mandag var jeg på Hamlet. De har en svimmelhedsklinik. Og jeg har kendt til den gennem hele forløbet, men har bestemt ikke haft lyst til at smide 7000 kr. efter et usolidarisk privathospital. Men sådan blev det alligevel, jeg fik besøget foræret i "gave", hvor heldig kan man være?!
Lægen, der er en meget svimmel-klog mand (der burde fedte tilbage i det offentlige, så alle kan få gavn af ham), var ikke i tvivl om min situation. Jeg fik lavet en omfattende undersøgelse på 2-3 timer. Og jeg blev diagnostiseret med vestibulær migræne. Diagnosen er definitiv, hvilket betyder at jeg opfylder alle kriterier og ligger lige i midten af diagnosen.
Jeg fik en artikel om sygdommen, og det var som at læse om mit fårking liv. Diagnosen er åbenbart meget anerkendt i USA, men ikke ret udbredt i Danmark. Men jøsses for en lettelse at kunne sætte en betegnelse på min årelange tømmermænd!
Behandlingen er i første omgang en ret omfattende migrænediæt. Herefter medicinering, hvis diæten ikke hjælper.
Det er uden problemer at følge diæten. Lidt ligesom da jeg stoppede med at ryge da jeg blev gravid. Der er jo ikke nogen vej uden om.
Han "skulle nok få styr på mig", jeg skal bare lige overbevises. Jeg har fandme næsten vænnet mig til at være dårlig. Det er da langt ude!?
Jeg har været helt i kulkælderen siden sommerferien. Og september brugte jeg ret meget på at tude. Jeg holdt ikke til det mere. Ikke at vide hvad imorgen bragte af bræk, svimlen eller okayhed. Og ikke at kunne sætte det i nogen former for rammer. Det har været, og er stadig pisse hårdt.
Nu er rammen på plads. Og jeg fornemmer en spirrende tro på en helt almindelig hverdag engang derude i fremtiden!? Tror det er både diagnosen og lykkepillerne der begynder at virke...
Det er hverken lange rejser, store huse, biler eller stormende karrierere jeg drømmer om. Det er en hel stille og rolig og almindelig hverdag jeg drømmer om. Hvor jeg ikke kvalmer, svimler eller har smerter i hoved og øre. Bare har det fint. Bare fint, er fint nok.
I dag da jeg afleverede Sibille (hvilket kun sker når jeg er okay) hørte jeg hende fortælle pædagogen at jeg er syg. Som det mest naturlige i verden. Ligesom Raja har sagt til sin Lene at "Line er syg, så hun må ikke spise burger". Alle de der bekymringer om hvordan de bliver påvirket. De er jo mine, ikke deres. Jeg tror faktisk at de er okay. Så længe vi fortæller dem at det er okay...
De er fandme så dejlige de to... Jeg er vild med dem.
I sidste weekend var Thor på kursus for frivillige i Landsforeningen Spædbarnsdød. Han vil gerne være med til at løfte en vigtig opgave. Og jeg syntes det er sejt. Og hvor var jeg glad for den forening, dengang India døde. Men hvor er det hele også så utrolig langt væk for mig. Jeg kan ikke mærke hende mere. Jeg kan ikke smage sorgen i munden, heller ikke når en af de levende får sagt noget Indiask, jeg ser en film om døde børn eller jeg lugter til hendes dyne. Jeg har endnu ikke prøvet at have mistet orienteringen til hende så længe før. Lidt klichesk, så er der noget andet der fylder. Men jeg tror ikke bare det er det. Jeg tror hun er ved at få en ny plads i mit liv. En plads hvor jeg skal genkalde hende, det (nærværet) og den (sorgen). Jeg er den der skal være den aktive, hive hende frem for gemmerne. Og spørgsmålet er hvor ofte jeg er modig. Eller hvor meget jeg vil putte mig i at hun ikke længere selv titter frem. Hun er kun alt det dejlige, når jeg også lader hende være alt det døde. Til kulturnatten kom en kvinde hen til mig og spurgte om jeg var mig. Hun var hende, og hendes stemme kunne jeg kende. Den var den rolige stemme. Livlinen når jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle gøre af ordene. Hun var min rådgiver i foreningen Spædbarnsdød, for 5 år siden. Endelig fik jeg givet hende et kram, og sagt hende tak. Og til spørgsmålet om hvordan vi havde det... Vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle svare - for det var vel spurgt i India-perspektivet. Og det perspektiv har jeg ikke set det hele i, i rigtig rigtig lang tid.
Egentlig er der sket en del. Endnu en kontrolskanning af hovedet mit, fordi der alligevel havde været en lille dims på den første skanning. Den var heldigvis bare en ubetydelig og uforklarlig dims. I venstre tindingelap, centeret for at finde rundt - hvilket jo betyder at jeg har en lille "skade" der, og derfor virkelig fortjener en Iphone med GPS i julegave...
Nå, men svaret kom et par dage efter valget. Lettelsernes dage. Og hvordan har jeg det så nu? Jeg har det sgu ikke så godt. Stadig skidt, ind imellem. Og når jeg ikke er skidt, så er jeg pisse frustreret over uforudsigeligheden i min tilstand. Frustrationen bliver også ind imellem til tristhed og kedafdethed. Jeg savner at kunne deltage, og jeg savner at have det godt. Ikke at kravle gennem dagen, men bare have det fint. Og det er bare ikke blogtid for mig i øjeblikket... Sådan er det jo bare. Alligevel er det svært at lukke den ned. For jeg ved selv hvor dejligt det er at følge med i de andres liv, når nu hverdagen suser derudaf og man jo bare ikke får drukket de der kopper the sammen, som man aftalte for 1½ år siden...
Pigerne mine er så skide dejlige. Billederne er fra 1. og 2. oktober, hvor crazy, hva...
