Ferien udskudt...

... Raja og jeg er nemlig blevet syge. Vi har lidt feber og er rigtig meget i muggent humør. Så stakkels Thor.
Forresten er jeg startet til psykolog idag. Det tegner godt. Han er rigtig dygtig, og det var lettende at få snakke snakket igen, med en der lissom fører en igennem.

Hvordan dyrker man sorgen?

Siden vi mistede India er der ofte blevet brugt sætningen "at dyrke sorgen" om det man ikke skulle... Jeg har gennem omveje hørt at nogle bekendte mente at vi dyrkede vores sorg. Jeg har altid undret mig over hvad dette egentlig betyder?
Jeg ser det som noget ret naturligt at man dyrker sine følelser og sine børn, døde eller levende, det ser jeg kun som et sundhedstegn, som noget varmt, smukt og menneskeligt. Og jeg tænker, der er vel ingen der holder af at sørge, så så længe man gør det er det vel fordi der er brug for det?!
Men jeg anskuer nok heller ikke sorg som noget skidt, jeg ser det som vanvittig vigtigt for at kunne leve igen efter at have lidt et tab. Sorgen er kærlighedens spejl, så selvfølgelig vil sorgen dukke op i mig resten af mit liv, jeg vil jo altid elske India...

Hva mener folk med det der "at dyrke sorgen"?

Ferie

Aaaahhhhh... Så er der ferie! Thor fik et tilfredsstellende 7tal igår i metode, nu er der ferie. Vi har fået blod på tanden mht det der med at feriere, så tirsdag drager vi på cykel/telt-tur rudt på Sjælland, med stop i to sommerhuse på vejen. Gad vide om det går! Dog bliver vi hjemme hvis Rajas svamp og hoste ikke bliver bedre(nøj det er slemt og trækker natte-tænder ud), eller hvis vejret blir skidt. Man er vel magelig.
Ja faktisk kredser vores tanker meget om rejserier i disse dage. Jeg troede aldrig at jeg skulle få lysten til at rejse vidt og bredt igen. Men jeg ved nu at India altid er hos mig, og jeg ved at jeg ikke er mindre hendes mor af at opleve livet i andre dele af verden end Bronx... Og jeg har lysten igen, lysten til at slippe håret og drømmene lidt fri igen.

Lige nu er jeg dog igang med at udforme jobansøgninger... Ak ak ak. Jeg er inde i kampen igen, men gosh jeg lærer aldrig at skrive de forbandede ansøgninger. Sender man egentlig digitalt nu til dags? Og skal man sende anbefaliger med når det blot er et uopfordret studiejob man søger? Og kan jeg nu også klare at arbejde 2 dage om ugen? Vores økonomi ligger i ruier og med en far der læser i Sverige så er det mor her der skal forsørge hele banden. Øj, så er der dømt ligestilling.

Indias fødselsdag

Først idag har jeg overskud og overblik til at skrive lidt om Indias fødselsdag. Det var en vidunderskøn Indiadag, og jeg er totalt helt og aldeles overvældet over al den opmærksomhed hun fik, og al den omsorg og omtanke der blev sendt mod os.

Indias gave bliver stor, meget stor, og jeg dagdrømmer om alle de børn der får lov at leve af den... Mange valgte også at give Indias have en lille ting eller sendte en masse hilsner og tanker, alt betyder så meget for mig og for Thor. Men selvfølgelig var der en lille skønling der glimtede ved sit fravær denne dag, som ikke alverdens blomster, penge, hilsner eller kram kunne abstrahere os fra, men det var jo heller aldrig meningen.

Thor sagde forleden at han ikke længere savnede Indias fysiske tilstedeværelse(omend vi ville give vores højre arm eller hele liv for hende), men hun har manglet i hjertet i en tid. Hendes nærhed har for en tid manglet, for hverdagen har fået tag i os. Sådan skal det være, sådan er det, men sådan en Indiadag hvor hun var så nær, så tæt, var stærkt tiltrængt. Det er nok med tiden blevet sådan at det ikke er så vigtigt for mig at folk spørger til mig og til hende. Men jeg elsker når folk gør. Når jeg kan lukke lidt op og fortælle om min døde India.

Jeg vænner mig aldrig til den rædselsfulde smerte i mit hjerte over hun ikke er hos mig. Og jeg vænner mig aldrig til at hun er død. Men jeg har vænnet mig til at det ikke fylder hele mit sind og min hverdag.

Indias fødselsdag forløb lige som den skulle. Vi gik over og satte flag om morgenen, og i løbet af dagen dumpede folk forbi hende, og når det passede mødtes vi med folk, ellers holdt vi os for os selv og krammede lidt, græd lidt og huskede en masse.

Det var ikke så meget lagkagen, ballonen vi sendte til himmels eller alle lysene vi tændte der betød noget. Det var det at der var en hel dag hvor vi var sammen alle tre og som handlede om India der var vigtigt. Denne dag handlede det om India. Ikke om mig og min sorgproces, om hvordan vi er kommet gennem det hele, lærer at leve med tabet, og hvad der ellers er af udsagn vi bruger i flæng. Det handlede om India der var her engang, de dejligeste dage i Juni, og det var befriende at mærke at India var det lille menneskebarn hun var, ikke blot en kilde til selvudvikling og samtale, men vores lille kærlighedsbarn der ville have haft det så vidunderligt sammen med alle de mennesker der holder af hende.

Dagen sluttede af med et mislykket forsøg på at få Rajafisen puttet og passet af tante skod. De er jo ellers de bedste venner, men mor og far skal der altså til når det er aften. Vi ville gerne sidde lidt hos India på det tidspunkt hun blev født og tænde stjernekastere, og det var efter Bajaaans sengetid, så vi håbede hun lod siog passe lidt. Men vi blev ringet hjem til en meget meget ked bøf. Så ked og forskrækket at hun ikke kunne sove i sengen bagefter, og måtte sove på min mave hele aftenen, mit lille lys...

En dejlig ferie i Moffehus og optakt til en India-fødselsdag

Så er vi hjemvendt fra en dejlig "læse"-ferie i Moffehus... Vi hyggede og nyggede, og det var lige hvad jeg havde brug for. Raja og jeg tog på lang-ture for at faren kunne få læsefred, i 2½ dag rendte vi to Bro-boere forvildet rundt i kulhuse for at finde nogle dyr. Nogle rigtige dyr, du ved: køer og heste. Vi fandt dem, Raja var meget benovet, omend også en kende skræmt over de store dyr. Vi plaskede også i regnpytter, legede med frøer, gate-crashede grundejerforeningens sommerfest(der mindede os om hvorfor vi bor i byen - GOSH et hammer-hammer-fedt-tag-hunden-med-i-himmelen-kultur-chok!). Om aftenen spillede Thor og jeg kort, fik grineflip og hørte fodbold i radioen.

Regnvejrs-metode-læsning i sommerhusregn med pejsen tændt; så var det lige til at klare for den ambisiøse Thor, der får ferie på torsdag.

Hvis jeg forresten ser træt ud på alle billederne, så er det fordi Bajababarnet lavede kindtænder om natten.

Det var ren og skær hygge-lykke i Moffehus, tænk en gang. Jeg tror aldrig jeg har været lykkeligere end jeg er nu. Og det er igrunden underligt, for imorgen er det to år siden at India døde, og jeg har altid tænkt at mærkedagene ville være de hårde, nu hvor år er gået siden hun levede og døde.

Mit liv er gået videre, men Indias sluttede. Og måske har jeg givet slip på tanken om det der skulle have været, men istedet nyder at hun er nærværende som hun kan være det som død. For opmærksomhed har hun fået og får imorgen. Og det varmer hendes mor. For selvom det ikke længere er en nødvendighed i mine relationer at der bliver spurgt til mig og min sorg og min India, så er det stadig så befriende at få talt med om hende, at få talt om mine tanker om hende. Det letter, det varmer og det befrier, også selvom jeg grundlæggende har det pisse godt.

Imorgen er det Indias fødselsdag. Vi skal bare gøre hvad der føles rigtigt, go-with-the-flow-agtigt... Vi har ordnet ovre hos hende idag, vi har bestemt et beløb som vi selv sender videre til Indias gave, jeg har tændt en masse stearinlys og sat India Arie på. Men det er somom jeg ikke helt er der endnu - jeg tør sgu ikke give slip og lade mig rive med af minde-fødselsdags-stemningen. Jeg er så bange for at blive ved at falde, at knække hvis jeg lukker sorgen ind igen. Jeg ved at sorgen over Indias død vil være med mig altid, men jeg ved også hvor altomslugende den kan være, og kæmper nok lidt mod i øjeblikket. Måske også fordi jeg har behov for at imorgen skal handle om India. Ikke om mig og mit følelsesregister, men om hende, hendes eksistens og hendes væsen. For nu, to år efter, kan India-universet hurtigt komme til at være mig, mig og mit. Om min sorg, min proces og mine følelser, mine relationer til omgivelserne osv. Hun var mere end alt det, hun var et menneskebarn. Hun var mit menneskebarn, Thors menneskebarn, men mest sin helt helt egen, smuk, unik, død og fantastisk dejlig...

Det er snart Indias fødselsdag

Vi ved stadig ikke hvad dagen skal bringe, vi ved bare at det vigtigeste er at der er rum til at have det som man har lyst. Lige den dag må der ikke være grund til ikke at græde, grine eller danse rundt som aber. Vi skal gøre fuldstændig som vi har brug for.

Sidste år holdt vi stort åbenthus, på Indias fødselsdag, med invitation på bænken. I år tror jeg vi har brug for mere ro og nærvær, dagen skal helst ikke gå op i at bage boller og dække bord. Måske handler det meget om at vi er lidt travle i øjeblikket og at Raja udfylder vores tid og hverdag med glæde. Så Indias fødselsdag er en anledning til at give hende rum. Det er okay at hun ikke fylder i hverdagen og at hun bare er og var, men så bliver der også mere brug for de dage der er hendes, til blot at være hendes...

I morgen tager vi i sommerhus (og jeg er blevet fortalt at man aldrig må skrive den slags på sin blog for så kan røvermænd læse at de kan røve - men her er intet af værdi - virkelig ingenting tyvemænd - vi har været på SU snart 10 år!)

Det blir dejligt at komme lidt væk og mærke efter hvordan vi virkelig har det i disse dage. Uden forstyrrende elementer (herunder EM og internet ;o).

Den sidste tid har der være lidt kludder i kulissen. Der har været forventninger til mig jeg ikke har kunnet indfri. Eller måske ikke vil indfri. Jeg er fyldt op af mig selv og min lille familie, og det er svært for mig at leve op til den jeg var før jeg fik børn, før jeg mistede et barn. Jeg kan ikke overskue og rumme mere end jeg gør, og mit overskud og min omsorg bruger jeg på og giver dem jeg føler mig mest knyttet til. Og dem der føler sig knyttet til hele mig. Det er ikke besluttet sådan, det er bare blevet sådan, og det føles rigtigt, selvom det kan synes ensporet.

Det har været hårde tre år. Hårde graviditeter, hård sorg, hård start på Rajas liv. Hårdt at komme igang på studiet igen. Der er sket meget og mange ting har forskudt sig, og jeg skal afstemme mine forventninger til mine omgivelser, ligesom de skal afstemme deres syn og forventninger til mig. Det kan jo nok ikke gøres uden lidt kludder og konflikter.

Men jeg føler bare også et kæmpe behov for ro. For årene forinden nu har været rå, og nu ser jeg lyst igen, og det lys vil jeg dyrke. Og det styrende element er min lyst og kærlighed til mange mange mennesker der har fulgt mig, og det vil jeg give mig selv lidt fred til her i denne tid hvor Indias fødselsdag banker på døren. Måske den større rummelighed og engagement i alt det andet og de andre kommer snigende med tiden. Jeg ved det ikke, jeg er åben for fremtiden, men fortiden vil for altid spøge, og det er i mine øjne ikke nødvendigvis en skidt ting!

Den lille India-prut, tænk at du blev min, tænk at det var lige hende der var lige derinde for to år siden...

Tykke Line vil lære at strikke

Nu jeg er ved det der med at krænge mig ud i dimensioner højere end før, så kan jeg lufte mine frustrationer over stadig at veje 20 kilo - JA 20 KILO - mere end før jeg blev gravid med India! Jeg kan se det og jeg kan mærke det. Og jeg begynder at overveje om jeg kan have noget stofskifte-halløj, for jeg spiser altså sån nogenlunde okay... Jeg stor-røg før jeg blev gravid, men altså 20kilo!
Ja jeg er ikke til poppede hurtige slankekur'er. Nok mere til håndbold, cafesalat og cykling. Men ak, det er altså svært at finde overskudet når man er træt og bare tuller med sin datter... Men snart skal det være. Jeg skal for helvede stå på hovedet til idrætseksamen om et år! Og slå vejrmøller. Og hoppe længdespring. Kors. Og jeg har en hel masse fedt tøj der bare samler støv og rottereder i kælderen.
Og så vil tykke Line også gerne lære at strikke. Det er hele to ting på en gang. Men en mor kan strikke lidt tænker jeg - så kan jeg heller ikke bruge hænderne til at spise med imens.

Barselsbesøg der fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg blev mor igen...

Idag har Thor og jeg været på barselsbesøg hos NORs lillebror. Han var det kæreste, sødeste og mest puttede jeg længe har set. Mine æggestokke klaprede og jeg kunne ikke lade være med at nuldre hans tæer og beundre hans lille væsen. Mest er jeg bare så forbandet glad på hans forælres vegne over at de er blevet forældre igen, denne gang til en levende skønling. Men jeg kan dog også genkende mange af de modsatrettede følelser forældrene har i denne tid. Følelsen af at det ikke kun er en dans på roser at få et levende barn efter at have mistet et barn.

Dette indlæg er endt med at blive vildt langt, det har været en overvindelse at skrive det. Og det er med stor ængstelse jeg trykker udgiv, for det her er en stor del erkendelse og en hel del ærlighed der vist ikke rigtigt er blevet italesat før...

Jeg fødte Raja 10 måneder og 6 dage efter India blev født og døde. Jeg var inden fødslen så optaget af min sorg at en af mine største bekymringer over at skulle føde var at jeg ikke kunne komme på kirkegården nogle dage. Og det fyldte vildt meget for mig om folk huskede India i forbindelse med at hun blev storesøster. Jeg var egentlig okay til at skille tingene ad, så sorg var sorg og "Lillen" var "Lillen", men alligevel var det en meget meget splittet tid for mig.
Jeg var ikke færdig med at være i krise, men et lille nyt menneskebarn havde brug for min omsorg nu. Og det skreg højere i mit moderhjerte at pleje min lækre kolik-Bajaba med hang til at bide brystvorter i stump og styker.
Og derfor blev min sorg også i nogen grad gemt lidt bort. Både fordi Raja skulle have hvad hun skulle have, hun var den levende baby. Men måske også i høj grad fordi, jeg havde et stort behov for at bevise for min omverden, at Indias død i ingen grad overhoved, ville gå ud over Raja... Jeg ville bevise at Raja ikke var kommet for tidligt, og at hun ikke led nød fordi vi led nød.

Jeg har altid være meget bevidst om at India var et menneskebarn. Ikke blot en kilde til selvransagelse. Eller et symbol der viste et glimt af noget der kunne have været. Hun var et menneskebarn, vores menneskebarn.
Alligevel gik det nok først op for os hvor død India var da vi fik Raja. Og hvor meget vi egentlig mistede og gik glip af ved døde-India. Vi har alle tider holdt fast i glæden, lykken og miraklet, at India var her og var vores. Nu var Raja der. Sprællevende i mine arme, mens jeg sad på Indias røde bænk. India ligger i jorden, kommer aldrig tilbage. Kommer aldrig med i ladcyklen, med i Astrid Lindgren-land eller kommer til at ligge i smørhullet i dobbeltsengen igen. Det er alt det vi er heldige nok at opleve med Raja. Men India er stendød.
Det var en rå kontrast. En kontrast jeg stadig kan få så ondt i hjertet over. Det var en kontrast der blev født med Raja. Og det gjorde også ondt i hjertet selvom jeg sad med min sprøllevende bøf i armene.
Og det rumsterede i mig igen og igen, at alle disse forbudte tanker og følelser af anti-lykke var farlige og forkerte. Farlige for Raja og en hindring for at turde livet igen. Det var nu det var nu. Det galdt ikke kun os, men også Raja. Vi skulle være glade igen.

Angsten havde ikke fået sit fæle tag i mig under graviditeten med Raja. Jeg var af den devise at "jeg ikke kunne gøre mere for mit ufødte barn end jeg gjorde". Så det måtte gå sin gang, det var ude af mine hænder. Lægerne skulle holde deres fedtede skanner-hænder fra min mave. Mit barn var mit barn, det skulle være inde i mig i fred, mens jeg rugede det færdigt. Jeg var en cool gravid med vold-meget kvalme.
Men da Raja kom ud var jeg så angst, så bare fornemmelsen af den angst overbeviser mig om jeg ikke skal have flere børn! Mange småting var der "galt" med Raja. Og hver en time frygtede jeg at hun skulle dø fra mig. Hun skreg meget de første mange måneder, og jeg var flosset og angst og sårbar. Mit første barn døde, mit andet barn skreg hele tiden - hvad var det jeg gjorde så galt som mor?
Desuden havde jeg mistet al tillid til mit moderinstinkt. En gang havde det slåetfejl med døden til følge. Jeg stolede ikke på at mine instinkter og fornemmelser for Rajas velbefindende var korrekte. Vi fik hende vejet, målt og undersøgt i et væk. Nogle andre end mig selv måtte fortælle mig at denne skrigeballon ikke var døende. For jeg havde ingen tillid til mine egne fornemmelser af hendes velvære!
Men jeg forsøgte med al vold og magt at bibeholde fornemmelsen og indtrykket af at alt var perfekt. Ingen skulle kunne sige at vi ikke kunne magte at blive forældre på ny... Ingen skulle kunne sige at vi ikke klarer det ligeså godt som hvis India var i live. Det er stadig mit ømmeste punkt. At min sorg bliver Rajas sorg. At Indias eksisten og mangel på samme gør at vi forhindrer Raja i at leve livet bedst muligt.

Jeg havde stadig et stort behov for at sorgbearbejde sa Raja blev født. Et stort behov for at dyrke min sorg. Komme hos India. Skrive her på bloggen. Tale om India og være i sorgen. Men at blive mor til et levende barn fylder jo alt, ihvertfald hvis man lader det fylde alt, og hvis barnet er Bajababarnet med kolik og underlige ideer om amning. Så jeg følte mig ofte splittet. Følte jeg ikke rummede Raja godt nok når jeg gik en pause over på den røde bænk, følte jeg svigtede India når jeg ikke sendte hende tanker nok. Eller følte måske nærmere at jeg svigtede mig selv ved ikke at gå mere ind i sorgen.
Det er stadig en kilde til bekymring hos mig. At fordele sol og vind lige. Ikke mellem India og Raja. For India er død og borte og behøver ikke noget målbart af mig, hun er i mig, jeg kan ikke gøre mere for min døde pige. Men om jeg fordeler sorg og glæde lige i mit liv. Det er en kilde til bekymring, frustration og mange tanker. Sorgen fylder ikke ret meget. Eller måske har jeg lært at lade den fylde når det er bekvemt. Jeg kan åbne for ventilen når det er bekvemt, og så får den fuld skrue en tid... Og så tilbage til livet med endnu fuldere skrue(for når man er mor til Bajaba er det bare med at holde skruen lige i munden - eller hvorn det nu er :o)!

I disse dage tænker jeg mange tanker og føler mange følelser om mit liv som mor til en død India og en levende Raja. Måske især fordi Indias fødselsdag er snart. Måske fordi jeg lukker India lidt mere ind. Eller måske fordi Raja nu er så stor og selvhjulpen at jeg er mere Line der er andet end mor for hende.
Jeg har faktisk ikke kigget på billederne af India i mange måneder. Jeg har ikke kunnet lukke op og ind. Jeg har været bange for at knække hvis jeg først gav mig selv lov og gav mig hen til minderne, sorgen og kærligheden til min døde pige.

Mit liv rummer store kontraster og mange store følelser. Jeg kan nogle gange undres over at de på den måde kan flyde side om side i mig. Men det gør de.
Jeg håber at mit 3. år uden India og 2. år med Raja bliver et år hvor jeg bliver bedre til ikke at være bange for sorgen. En tid hvor jeg tør lukke den lidt mere ind igen, tør give lidt slip på mig selv og tårene, for jeg kan mærke de presser sig lidt på.
Jeg vil heller ikke være bange for glæden og lykken. For der er så meget i mit liv at være lykkelig over - og jeg er det. Nogle gange kan det også være en overvindelse at turde være glad og lykkelig når man er mor til et dødt barn. Men det er en virkelig lettelse når man giver slip og lukker lykken ind. Jeg ved det for jeg har prøvet det.

På denne fredag d. 13...

Blev det til en 12tal til min Thor, der nu kun mangler en eksamen inden vi (måske) drager på ferie. Det blev til vild leg i legestuen. Raja fik en bedste veninde på 27. Jeg fik spist nachos med Anja og shoppet lidt. Dejlig dag, der ender med fodbold og massage. Jeg har nemlig en aftale med min Thor der er selskabspapegøje. Hvis jeg gider glo fodbold med ham giver han mig massage... Og så kan jeg bare sms'e imens... Så forbered jer på at blive spammet fra om nu :o)

FNIS...

Thor har været på toilettet fire gange her til morgen... Han skal nemmerlig til eksamen idag. Fnis, hva er det mon der gør at det sætter sig i mavsen... Fnis...

Og så vågnede vi ved at Raja faldt ud af sengen. Gosh... Hun virker dog ikke synderligt påvirket af det. Blev vist mere forskrækket af morens "naaaaaarrrrjjjjj Raaaajaaaaa" end af selve faldet!

Er Raja nogens lillesøster? Part 2

Jeg har tænkt meget over det hele idag.. Og har faktisk været rigtig trist over det... Jeg har tænkt at jeg føler jeg har to børn, en der er død og en der er levende. Ligsesom jeg har en død farfar og en levende(om end noget senil)farmor. Det er måske et spørgsmålom ordvalg, men endnu mere om følelser,og jeg ved nu hvad der er rigtigt for mig at italesætte India som i min familie. Hun er min første datter der er død. Hun er Rajas døde storesøster, og Min mors døde barnebarn, Fætter frederiks døde kusine osv. Hun er min døde datter. Hun var min levende datter. At hun er datter er sådan det er. Og det samme gælder mit syn på hendes familierelation til Raja. Hun er hendes døde storesøster. Hun var hendes søster inden hun døde.
Og det er lige præcis det her der er lige i øjet på kornet af hele min sorg og morhed, India både er og var i mit liv!

Hvad Raja selv vælger at italesætte India som (ligesom det bliver op til hende selv at bestemme om jeg skal kaldes mor eller Line)... og føle for India i fremtiden er op til hende selv. Jeg har veninder der er meget involveret i India. Føler hun er deres lissom Raja er det. Og så er der nogen der er der for mig, men ikke helt har noget forhold til India... Hvad Raja vil føle ved jeg ikke... Men jeg tror at Raja vil være meget flakende i sit forhold til India. Hun vil nogle gange tænke hende som noget konkret, andre gange som noget historie, og tredje gange bare tænke det som fedt at vi skal i tivoli på hendes fødselsdag og irriterende vi skal på kirkegården.

Jeg tænker Raja som lillesøster i mit hjerte, men som ene-levende-barn, sådan rent fysiologisk. Men i min fortælling om India vil hun altid have en lillesøster og være en storesøster... De to ting er ikke modsætninger for mig. Og det føles rigtigt for mig at italesætte min familie på den måde.

Jeg har talt meget med en klog veninde om det med om Raja vil vokse op med fornemmelsen af hun ikke er nok nok hvis India fylder formeget i vores liv. Og det er noget jeg kan tænke mange tanker om. Men Raja vil med sikkerhed vokse op med bevidstheden om at der er en død søster. Men den tomme stol tror jeg kun vi fornemmer...

Er Raja nogens lillesøster?

Inspireret af et indlæg på Sofies blog (omend med noget alvorligere tema), blev jeg meget inspireret til at tænke tanker om mine piger, og om de er søstre. Om Raja er nogens lillesøster og om India er nogens storesøster?

I bund og grund er der jo kun en der kan svare på det, og det er jo Raja... Men hun siger altså kun; abe, appelsin, mor, op, far, ja, sut, tante anna, cirkeline og lidt mere. Så hende får jeg ikke så meget ud af at spørge. (For siger man India siger hun bare lyden af Indias propel og pejer op i himlen til flyvemaskinen med blå vinger!)

Måske handler det der med hvordan vi italesætter vores døde børn om noget så grundlæggende som vores syn på liver og vores tilgang til døden. Nogle tror jo på et liv i døden, andre tænker at livet er de minder der er her hos os, trods døden. Nogle tænker alt bare er slut i døden...
Jeg tænker nok ikke så meget. Jeg føler nok mere bare lidt endnu(det er jo næsten lige sket af hende India kom og forsvandt;).
Det jeg ihvertfald føler er, at jeg har to børn. Jeg har to piger. En India der er stendød og en Raja der er sprællevende. Jeg ved jeg ikke dyrker det døde, jeg ved jeg ikke dyrker sorgen eller presser noget usundt DØDSagtigt ned over Rajas hovede ved at føle og sige sådan. For jeg ved også at er der noget vi gør i vores lille enhed af en familie, er det at dyrke det levende... Så jeg er faktisk slet ikke så forskrækket over at italesætte mine følelser og tanker om mit morskab...
MEN at jeg faktisk ikke har behov for det er noget andet. JEg svarer ofte at jeg kun har et barn, og jeg fortæller faktisk ikke RAja om India som hendes søster. India er bare i vores familie som hun nu er. Nogle dage fylder hun meget, andre dage ingenting.

Idag har Raja og jeg plantet planter, renset lanterne og spist jord(og en regnorm aaaaaadr) hos India. Når vi går derfra vinker vi til hende. Og skraldespandene er en fest at åbne og lukke. For Raja er Indias gravsted et sted. Et sted hvor vi kommer og leger, hvor hendes venner kommer og leger. Og et sted der er hyggeligt og hvor der er bolde. Har jeg brug for en følelsestur til India-land, går jeg derover alene.

For 17 år siden mistede jeg to kusiner. De var tvillinger, og jeg har altid beskrevet dem som "jeg har to kusiner der er døde". Jeg har mødt voksne der både har sagt jeg har en død storesøster. Og nogle som har sagt min mor mistede et barn før mig... Jeg tænker at deres svar måske er mere betinget af deres livs og dødssyn, end af deres forældres sorghåndtering eller deres forhold til deres døde søskende...(og jeg er helt bevidst om at disse ting hænger vold-meget sammen) Jeg tænker at Raja bliver klog og selvstændig nok til en dag at beslutte hvad India er for hende... Indtil da vil jeg følge hende, mærke efter hvordan hun vil have det, med hende den der døde India... Engang ønskede jeg sån at Raja en dag ville drikke sin første øl eller noget på Indias røde bænk, eller give sit første kys måske... Nu tænker jeg mest bare at jeg håber hun kysser den rigtige, og først når hun er rigtig gammel. Vælger hun Indias bænk er det dejligt. Men jeg skal ikke diktere eller hemmeligt forsøge at påvirke hendes forhold til India. Ligesom jeg heller ikke skal gøre det ved hendes kommende levende søskende - omend det selvfølgelig er en heeeeelt anden snak...

Jeg selv vil blive ved med at mærke efter hvordan jeg er mor og for hvem og hvordan... Jeg føler forbandet meget jeg er mor til to. Jeg elsker to som mine børn, og jeg længes nogle gange så frygteligt efter den ene, og kan savne den anden, dog på en helt anden måde.
Men den ene af mine børn er i disse dage skøn og vidunderlig nok til at fylde mit liv med glæde og kærlighed, så det giver meneing og lykke det hele. Og det tænker jeg i grunden også er helt og aldeles okay...

Hemmelig hemmelig - dog ikke mere...

Idag var vi vidner til Troels og Mias hemmelige bryllup. Vi var meget beærede over at de valgte os, og det var en skøn dag, med masser masser masser af loooooveeeee... Og ikke mindst det lækreste mad på den fineste restaurant.

Ris skal der til efter en smuk ceremoni. En lille tåre eller fire blev det vist til.

Vi havde købt et figentræ til dem. Så kan de om 100 år fortælle deres børnebørn at disse figner er ligeså oldtussegamle som deres kærlighed... Og så fik de et af Thors billeder, et billede Troels vist i mange år har sukket efter.

Med hver sit plastiskkrus og jord at blive beskidt af, tænker Vila og Raja er livet en fest...

Vores venner er gode til altid at huske India. Men overrasket og meget meget rørt blev jeg da Mia fortalte at brudebuketten skal over til India...

Afsted med festfyrværkeri - lissom de kongelige...

Tillykke med kærligheden Mia og Troels...

Fra Indias have til Indias gave

Kære Indias venner, veninder, familie og kammerater

Snart er det Indias fødselsdag. D. 24. Juni ville hun være blevet to år. Vi mærker meget efter, men kan ikke finde ud af hvad der er det rigtige at gøre for hende og for os på hendes dag. Måske vil vi være os selv og bare kramme og kysse. Måske vi vil invitere på Indiansk børnefødselsdag...

Der er dog en ting vi sikre på. Og det er, at det ville gøre os utroligt godt, hvis de gaver man ville have givet til India istedet bliver givet til Indias gave, en gave til små ufødte børn i Etiopien. Vi forventer ikke store beløb, faktisk forventer vi ingenting, men vi vil selv sende de penge videre vi ville have brugt på blomsterudsmykning hos vores prut. Alt kan bruges når de små børns liv skal reddes og værnes om.

På Indias grav blomstre alt så smukt de næste måneder, og de buketter der vil blive købt til vores India, vores datter, vores barn, kan måske betyde en fatal forskel for nogle andres børn. Børn der ikke får en fair chance for at overleve, fordi de bliver født i det forkerte land. India fik alle de bedste præmisser for livet. Hvad der endte det ved vi ikke. Men jeg ved at smerten må være (om muligt) mere ubærlig hvis noget så banalt som penge kunne have forhindret hendes død.
Jeg ved India med stolthed vil give hendes fødselsdagsblomster til disse børn. Fordi børn har ret til livet. Og livet har ret til alle de børn der er på vej. Vi sender pengene videre med håbet om at de betyder et tillykke med livet til familier langt væk herfra...

HVIS man havde tænkt sig at give India noget af værdi denne dag (vi gentager, vi forventer intet), så send dem lidt videre... Her er nummeret til - Indias gave fra Indias have - : Reg. nr: 9860 (Oikos Andelskasse) Konto nr: 8929704917 - Indias gave bliver sendt videre til: http://www.maternityworldwide.dk/ d. 30. juni, den dag hun for to år siden blev begravet...

Kærlig hilsen Line og Thor

Vi nyder sommeren men jeg er træt...

Sommeren med Raja er ligeså dejlig som jeg havde drømt om inden eksamen. i weekenden hang vi ud med skønne mennesker, og dagene bare går derudaf - det er fedt.
Thor sveder over sine eksamner, den første er på fredag.

Idag har været en særlig dag. Det er Elisabeths fødselsdag. Hun ville være blevet 2 år, og Raja og jeg var til dejlig fødselsdag i Brede hos Elisabeths dejlige familie. Der var både sandkasse, jordbær og flag på graven, Raja syntes det var en mægtig fest. Hvis nogen ved hvorn man fejrer en toårig engel, så er det Sofie og Kevin...

Det blir også et andet lille barns fødselsdag idag. Angelica er ved at føde lillebror. Han er lillebror til Nor, Nor ligger også begravet på Assistens kirkegård, vi gravsitter disse dage... Og det er faktisk vildt hyggeligt, på den der forkert-rigtige måde. Jeg har lige fået en sms om at veerne bider... Lille Nor bliver snart storesøster.

På vejen hjem fra Elisabeths fødselsdag blev Raja dog stiktosset på mig, fordi jeg ikke ville kysse en gammel dame (med det vildeste stritte-gebis) ved busstoppestedet. Hun (altså Raja) både rev og slog mig, hun er lidt hård ved mig disse dage... Enten er det en fase (har jeg lært jeg skal bruge som mantra hver gang det spidser lidt til i morheden) eller også er det en reaktion på mit fravær den sidste tid... Eller måske er det fordi den lille - fisen brambisen hul i badisen - ikke sover så godt om natten. Efter sidste gangs lungebetændelse har hun hostet vildt meget om natten. Så meget at jeg mange nætter har måttet sidde timer med hende i armene for at hun kan sove. Det er synd og det er hårdt. I nat sad jeg med hende i arbejdsværelset svøbt i Indias tæppe. Duften af India og Raja på samme tid var vidunderligt. Jeg blev siddende selvom hosten stoppede. Lillesøster Raja i sin døde storesøsters tæppe, så var vi lidt tæt med vores engel der midt om natten...

Det er ikke kun Rajas søvn der er bøvlet. JEg bøvler også om natten. Jeg kan ikke finde ro, og jeg ligger vågen og spekulere som en gal. Det er somom jeg ikke kan geare ned efter eksamen. Måske også fordi jeg har skubbet mange ting foran mig mens jeg læste. Det er ting der nu bliver preserende, men ting jeg ikke kan overskue. Der skal slås et par slag og trækkes et par grænser den næste tid, men jeg kan ikke helt finde overskudet, og stikker hovedet i en busk som den fejeste struds. Jeg tror faktisk jeg har brug for ferie fra mit følelsesliv en kort tid, mens jeg bare hygger med min Thor og min Raja... Kan og må man det?

Tante skod

I Januar måned bliver jeg selv tante skod. Tante AnnaSkod er nemlig gravid. Det er lidt længe ventet, og jeg er så glad så glad. Anna og jeg har været noget nær uadskillelige siden vi var 5 år, og at se hende få Raja til at blomstre når de er sammen varmer så meget. Nu er det mig der skal være sjove tante SKOD. Anna og Kristian bor i vores gamle lejlíghed, og vi kan vinke fra køkken til køkken, deres lille baby får aldrig fred i armen...
JEg glæder mig... Så meget at jeg har lavet en pakkekalender til det lille barn. En gave hver gang Anna går ind i en ny uge. Jeg varmer op til at blive yndlingstanten - jeg har jo også et stærkt kort på hånden - nemlig Raja...

Rajas og min sommer... -det her kunne jeg godt blive afhængig af...

Så holder Raja og jeg sommer

Så er jeg samfundsfagslærer, og endda en god en af slagsen, hvis man tror på den der karakterskala. JEg fik mit første 12-tal, for det var første gang jeg blev bedømt udfra den nye skala. Det er fuldstændigt uventet og overvældene, og jeg skal vist lige sluge den før jeg rigtig blir glad... MEst er jeg bare glad for at jeg har Raja-ferie nu...
Jeg syntes det var gået vanvittig dårligt da jeg kom ud fra eksamen, og da de gav mig karakteren vendte jeg mig bare om på stolen og græd... Rigtig modent og voksent! Og typisk mig overvejer jeg at skrive en mail og høre min underviser om han nu er helt sikker på det var tolv jeg skulle have. Men jeg så jo selv papiret 12-12-12 i de tre delopgaver, ja det giver jo et gennemsnit på... 12!
Tænk engang. Min første eksamen som mor. Jeg skal vist arbejde lidt med mit selvbillede, lære at se lidt positivt på tingene, for at tro man dumper når man får 12 - tsk tsk - Men med Indias lilla fe i den ene lomme og Rajas Budda i den anden så kan det åbenbart ikke gå galt...
I aften skal vi fejre. Thor laver lam og han skal have mange kys for at have holdt skansen herhjemme mens jeg stræbede den... Raja skal have masser kys fordi hun bare er mit lys, og India skal have et lys fordi hun er min stjerne. I aften er en god aften.

Så er det igen tid til at sætte det sidste punktum

Dette indlæg er en sludder for en træt sladder fra en eksamenslæsende mor, så er du advaret!

Denne gang skal punktummet sættes på mine oplæg til eksamen. JEg har nu tjekket alle de blogs jeg kender til, tjekket nyheder og hele tiden haft mit dokument med oplægget liggende åbent nede i bjælken. Det er bare svært at sætte det skide sidste punktum, sige det var det, og bare lade talestrømmen flyde.

Det er en led satan denne eksamen. JEg skal op en hel time alene. Jeg skal forsvare min store opgave om diskursanalyse af regeringens vision og strategi for bedre integration, jeg skal tale ud fra min didaktiske opgave om kultur, identitet og undervisning. Tilsidst skal jeg trække et spørgsmål indenfor pensum, et pensum jeg den sidste måned har svedt over. Det er kæmpe stort, kæmpe bredt og kæmpe uoverskueligt. Og jeg HADER denne eksamensform. Jeg tilegner mig viden for at kunne fyre det af til eksamen. Det er formålet, jeg bliver ikke dannet til noget, udvikler ingen kompetancer, jeg husker bare en masse jeg bagefter glemmer - øv. Troede jeg var færdig med den slags røv til sæde læring efter jeg fik huen på hovedet! Mine opgaver derimod, de sparker røv :o)

Jeg er skide nervøs for eksamen på tirsdag. Jeg er ligeglad med hvilken karakter jeg får, oplevelsen skal bare være god, og jeg skal føle det er okay at gå til eksamen...
Og så skal jeg på barsel med Raja en hel måned bagefter - det er tiltrængt. Vi savner hinandens selskab. Vi har aftalt at vi skal drikke cafe latte i solen hele juni mens far sveder til eksamen, og i juli skal vi feriere den. To dage Raja, så skal vi holde sommer...