Vi er hjemme igen. Eller det vil sige vi er tilbage i Emdrup igen. Efter en vidunderskøn uge på Gran Canaria. Det var på ingen måder charter på den ufede måde. Eller måske har jeg bare totalt fået andre kriteríer for hvad der er det fede og ufede ;O)
Vi hyggede så vildt. Pigerne var så glade. Og jeg tævede moster Birla og Thor i kortspil om aftenen. Hvornår havde vi sidst tid og overskud til at spille kort?
Maden var skøn, vejret var skønt og vi fandt varmen på alle mulige måder. Det var FANTASTISK!
Pigerne klarede rejsen så fint. Vi var begge veje ca. 12 timer undervejs. Det er altså lang tid for så små unger. Det største problem var at Raja var vanvittig angst for flytoiletterne. Og ville bare "hjem i Husumgade og lave lort".
Sibille og Raja er nogle dejlige rejsekammerater. Når vi en dag er færdige på studierne (og der tikker menneskepenge ind på kontoerne) skal vi vist pakke rygsækkene noget mere!
Varmen havde den helt ønskede effekt på Raja. Hun løb 1½ km. op af en snoet bjergvej flere gange om dagen når vi havde været nede i byen. Eller løb 200 trappetrin op af bjergtrappen. Herhjemme har hun hostet bare af at kravle op på en rutjebane!
Hun er i topform. Og hendes humør var præcis lige så fantastisk som når vi er i kolonihaven. Det store glade æg! Vores lille udebarn.
Hjem kom vi iøvrigt til et brev fra pladsanvisningen med tilbud om en børnehaveplads. I en ønsket udflytterbørnehave. Det bliver vanvittig svært at sige farvel til dagplejen. Men jeg tror Raja Lys er klar. Hun glæder sig, og det bliver stensikkert godt!
Hver dag undres jeg over hvor den lille babyRaja blev af!? Igår ringede hun hjem til os for at huske os på fætter Frederiks gave som han havde glemt. Tænk, jeg har et barn der ringer hjem!?
Sibille, det lille myr, var sgu ret skidt på ferien. Eller ikke sløj. Men for satan hun har slem astma. Hun lyder virkelig slem når hun trækker vejret. Piver, hvæser, hoster og hakker. Det var lidt skræmmende at være langvejs med en så astmatisk Sibille. Men så igen; Gran Canaria er sgu ikke vanvittig eksotisk...
Jeg har desuden fået en astma-hot-line som jeg også benyttede mig af på ferien. En venindes veninde har en dreng på 5 år der er rigtig slemt ramt af astma. Hun er en af de der der virkelig sætter sig ind i tingene. Og så har hun en finurlig måde at håndtere det hele på. Hun har fingrene helt nede i alt hvad der rør sig på området, samtidig med at hun på ingen måder dyrker det der syge-halløj. Så hun er simpelthen en gave midt i det hele. Og jeg mærker igen hvor vanvittig vigtigt det er at have et spejl og et sted man ikke kun føler sig forstået, men virkelig medfølt. Jeg kan se det ikke behøver at ende med døde børn og skilsmisse, alt det her. Men jeg kan også se at man ikke er så nerve-agtig-hvordan skal det her nogensinde gå-!? ALTID. En dag bliver det hverdag, og man omstiller sig, og dette bliver vilkårene. Og livet går og det fylder ikke så meget.
Sibille fik også mellemøresbetændelse på begge ører på Gran Canaria. Men det klarede drænene. Lidt feber, men ingen smerter. Det flød bare ud med sjask fra ørene. Adr. 5. mellemøresbetændelse til det lille myr. Men HALLELUJA for øredræn! Dem snupper vi igen næste vinter!
Hold kæft hvor jeg håber at den forebyggende astmamedicin hun får nu hjælper snart. Og at hun forskånes for flere forkølelser i denne vinter. Og at tiden arbejder for hende. Ellers går vi flere hårde år i møde. Og det føles lidt som om det er de aller aller sidste pumper der får maskineriet til at dreje - så tanken om flere lignende år virker... Temmelig uoverskueligt.
I går skulle vi være flyttet hjem i skimmelfri lejlighed. Vi glædede os som små børn. Vi havde nået at indkalde flytteteamet. Og fortalt det til en glad Raja Lys. Selv Sibille var glad da vi var på visit inde på Nørrebro.
Vores afstik til Emdrup har gjort det klart for os; vi er Nørrebroere. Ihvertfald lige nu. Den anden dag var jeg inde for at besøge India og ordne nogle småting i lejligheden. Og der på en bænk ikke så langt fra India, midt i en snedrive. Der sad en mand og spillede guitar. Og selvom der lugtede lidt mere af os end i haven i Emdrup, så fik jeg det der sug i maven af manden med guitaren, kirkegården og kaoset på Jagtvej af; genkendelse, glæde og tryghed. Her hører vi altså hjemme.
Derfor har det været et hårdt slag at vi dagen før hjemflytningen opdagede nye fugtpletter på gulvet i soveværelset. Gjorde kort proces; borede et hul ned i gulvet, tog en skimmelprøve der viste; rigtig rigtig meget skimmelsvamp.
Lige nu er vi slået ud (ikke hjem). Mærkeligt nok slår det ikke mig helt så meget ud denne gang. Måske fordi mine depoter er fyldt godt op efter en fantastisk ferie!? Måske er jeg bare lidt langsomopfattende ;O)
Ihverfald så begynder tvivlen igen at melde sig; kommer vi mon nogensinde hjem til Husumgade? Hånden på hjertet; jeg tror det ikke! Jeg tror den skimmelskade er så omfattende at den er umulig at komme til livs. Og vores børns helbred er alligevel vigtigere end; genkendelse, tryghed og følelsen af at høre hjemme. Og lidt tænker jeg; måske kan man ikke få det hele!?
For Thor er det sværeste ved alt dette vist nok at vores eneste handlemulighed er at vente. Vente på at udlejere, advokater, håndværekere og ingenører finder tid til at kigge på vores hjem. Finder pengene til det. Og finder velviljen til at hjæle os.
Og det er sgu da også bare røvsurt!
Ved ik lige hvordan jeg skal slutte dette indlæg. SLUT.
