Motorvej

Øv, øv, øv. 150 meter i fugleflugt fra vores kolonihave, bliver der etableret en 4 sporet motorvej. Fårk hvor er det nederen.
Så tag dog toget og lad vores børn trække vejret i frisk luft. Og lad os lege i haven uden støj på 50 db. Satans da os'.

Tryghed

Der er gået putning i den herhjemme. De sidste par måneder er vi gået lidt i hi. Det har været så koldt udenfor. Jeg har været skidt. Og pigerne har haft al mulig småsyge. Og så har vi

haft rigtig meget brug for at komme HELT ned i gear efter et alt for hektisk 2010. Og vi har haft brug for at slå rødder i vores nye hjem. Og det skal jeg love for vi har gjort.

Vi er gået i hyggehuleselvsving. Det er sgu da meget hyggeligt. Men stenet. Virkelig stenet.

Økuller

Egentlig er de ikke ret syge de to trolde. Men for syge til at være i dagpleje og børnehave. Men for friske til at tulle rundt herhjemme. De farer i totterne på hinanden. Og driver mig til vanvid. Og jeg har fandme fået økuller midt på Nørrebro og stemmer snart nogen hjem - eller mig selv i kolonihaven. De hænger helt bogstavligt i mine skørter. De skriger på mig om aftenen inden jeg går i seng, som var de ved at blive stukket. Og de stikker tegninger ind til mig på toilettet når jeg gemmer mig derude.

Og så fandt jeg ulempen ved Rajas skønne børnehave; den ligger i Jersie - som i Jersie syd for Køge. Og vi har ingen bil. Og når hende Raja kaster op i børnehaven skal man til Jersie syd for Køge og hente hende.

To dage har vi haft to børn i pasning denne Januar. Jøsses.

Snart bliver det forår, sol og børn med bare tæer i grønt græs.

Frygt på film

Pigerne har været syge. Sibilles tur til skoldkopper. Raja med influenza. Og det er selvfølgelig altid synd når de er syge de små. Men det er på en helt anden måde nu.

Raja putter, ser film, sover ind imellem og leger hvad hun kan. Sibille er fandme bare det gladeste æg, også når hun er syg. Hun er vores lille lykkepille...

Min gamle seje gymnasieveninde Anita bliver færdig som dokumentarinstruktør til sommer. Og hendes afgangsfilm handler om at leve med og i frygten. Som et vilkår i livet, fordi noget engang skete, og altid vil være en del af os. Hendes film fortæller tre hstorier, en af dem er vores.

Det giver anledning til at bringe India lidt frem i lyset igen. Jeg tænker ikke på lærredets lys, men vores i lys. Og det giver os anledning til at se hende, og hendes påvirkning på vores liv fra nye perspektiver.

Og så er det en ret fin historie hun vil fortælle. En fortælling der rækker ud over vores familie.

I bund og grund rimer India og frygt ikke. På en eller anden skør måde var det hele så frygtløst. Hun var jo allerede død inden vi frygtede det, og frygten for at miste hende nåede vi ikke at opleve.

Selvom man ikke kan beslutte følelser, så gav vi hinanden hånd på, kort efter hendes død, at hun ikke skulle spredde frygt og rædsel i vores liv. Men nærvær og kærlighed.

Det ene udelukker nok ikke det andet. For ikke at være bange bestemmer vi jo ikke selv. Jeg ved ikke hvilken en mor jeg ville have været hvis jeg ikke havde mistet mit første barn. Om jeg ville have ringet mindre til vagtlægen. Flyttet langsommere fra skimmelbo. Eller fået passet mine børn mere.

Jeg tror ikke at jeg ville have været så meget en anderledes mor. Eller så meget anderledes en Line.

Tilgengæld tror jeg at både omgivelserne og jeg selv tillægger Indias død nogle ting der bare er Line. Jeg tror også jeg selv har en tendens til at forklare og forsvare mine handlinger med India - eller med manglen på India.

Aj, hvis jeg kunne finde ud af at lave etiketter på de her indlæg ik - så var det her i kategorien "tankespind"...

Jeg føler mig kommet ret langt (væk) fra sorguniverset. Jeg er et helt andet sted end midt i suppedasen. Indiauniverset er ikke - langt væk. Men hun har bundfældet sig, på en måde der gør at hun er en del af mit liv. Jeg trækker på hende, fordi hun er der. Hun er en del af mit liv og min historie. Men jeg har ikke behov for at have hende i spil hele tiden. Hun er talt tilrette. Lige indtil noget forskubber sig; men så kender jeg rutinen - så reflekterer jeg, taler, skriver og finder tilrette igen. Det hele er på min India-rad.

Jeg er jo ikke kommet mig over noget som helst. Eller det er ikke en sætning der giver mig noget særligt eller giver mening for mig.

Men noget af det jeg har fået ud af mine lange mange dejlige snakke med Anita på det sidste er, at det der har gjort at jeg kan grine nede fra maven igen og ikke føler mig traumatiseret eller ødelagt, at jeg har haft så mange at tale med om India. Mennesker lyttede og rummede og lod mig tage den vej der var rigtig for mig. Og tog del i hende, og i mig. Som Indiamor og som helt menneske.

Og så at jeg har haft modet til at tale. Og blive ved med at tale. Og taler stadig, når der er brug for det.

Mod og mulighed og anerkendelse. Det har været medicinen.

Noget vi også summer en del over i øjeblikket er, at vores historie efterhånden er ret eksponeret. Både i form af denne blog. Iform af artikler, både af os og om os. Radioprogrammer. Og nu også en film.

Jeg tænker at det gør noget ved mit forhold til India at min historie med hende er eksponeret. At jeg måske kan få en privat og offentlig Indiahistorie. Sådan vil jeg ikke have det bliver. For så ryger fidusen. Ærligheden og ægtetheden.

Noget andet igen er, at Raja er så stor nu - at jeg faktisk syntes at hun har krav på at fortælle sin egen historie. Når jeg skaber hendes fortælling deffinerer jeg en masse.

Nu læser hun jo ikke med endnu ;O) Men en dag gør hun. Og jeg syntes at det er en balancegang. For hun bliver mere og mere hendes egen. Jeg kan ligesom fornemme at det er den vej det går og går og går.

Jeg elsker mit arbejde

Jeg elsker det simpelthen.

Magen til motiverede elever skal man lede langt efter. Og de er simpelthen så sjove. Jeg griner hele vejen hjem. Idag af hende der fortalte at hun fejrede nytår ved at skære halsen over på deres næstældste ged. - Der midt på Vesterbro, med hundelorte og BMV'er om ørene, fortæller hun om hendes ged fra Ghana.
Og jeg piver lidt, fordi en anden elev fik våde øjne over opgaven "beskriv et minde om din familie fra dit hjemland".
Og det slår benene væk under mig når en af dem fortæller at man bliver rigtig dansk når man drikker alkohol. Meget alkohol. Og har mødt dronningen når hun vinker. (Og de mente at de også en dag ville møde hende)

Ja, jeg begriber ihvertfald ikke hvordan hulen myten om den dovne indvandre der blot kommer for at nasse, stammer fra? Måske fra den samme måne hvorfra den med at man er dansk når man har mødt dronningen stammer fra?

Jeg ELSKER mit arbejde. Fordi jeg bliver udfordret på min hvilen på vanen og trækken på det kendte, hver eneste mandag og torsdag. Og fordi jeg møder fantastiske unger fra hele verden. Der står med benene det mest usikre sted - nemlig på helt fremmed jord. Nogle af dem endda uden deres forældre.
Og på trods, trods, trods - stadig er de mest smilende elever jeg nogensinde har undervist...

Den sut, den sut...

I august skrev jeg om den lilla lyd i Rajas suttestop. Og efter mange nætter hvor Raja hapsede Sibilles sut. Og midt i det der kaotiske pendleri mellem Nørrebro og kolonihaven hver morgen og aften. Så fik hun den igen. Det var nok det aller dummeste tidspunkt at tage hendes højt elskede sut fra hende.

Nu prøver vi igen. Og det går fandme ikke særligt godt. Det er altså sårbart når man har en lillesøster der får lov at sutte løs. Og hun er nærmest sørge-agtig over det. Ligger bare stille og græder ind i dynen. Det er sgu da ik til at bære.
På den anden side så stritter hendes fortænder fandme snart vandret ud af munden på hende, og hun bliver 4 år om et par måneder.

Der er vist aldrig et rigtigt tidspunkt til alt det besværlige og nødvendige, hva...

Inddoktrinering

Sæt igang

Året startede med pletter. Skoldkoppletter til Raja. Hun er sluppet ualmindeligt billigt. I det hele taget er der kommet nye boller i hendes suppe.
Hun er sjældent syg, og når hun er det er hun ikke ret hårdt ramt. Hun er på alle måder kommet ud på den anden side. Godt hjulpet på vej af rigtig astma-medicinering. Og svampefrit miljø, vil jeg tro.
Men hun har jo ikke måttet komme i børnehave mens hun plettede, til hendes store fortrydelse. Thor skriver opgave, og Raja og jeg har hygget. For Sibille har været i dagpleje, selvom Raja er hjemme. Og det har givet anledning til nogle rigtig dejlige timer, bare mig og Raja.
Hun er blevet så stor. Hun kan, vil og skal selv. Og jeg nyder at tilbringe noget rolig tid med hende alene.
At se Sibille og Raja have så meget gavn af hinanden som de har, er en fest. De har nok i hinanden og har et univers af lege og tullerier, og taler nærmest kodesprog nogle gange. Det er helt sikkert gevinsten ved at vi fik dem så (uplanlagt) tæt. Benhård for os var starten. Og også for dem. Men det vinder ind, ja det gør så.
Alenetid med Raja er sjælden. Og på netop det punkt kan jeg godt være lidt grøn i kanten overfor dem der har store børn, hvor der ikke er en lille trold der afleder hele tiden. At kunne fordybe sig, spille spil, tegne og hygge på den ældstes præmisser. Det sker bare fandme sjældent.
- Og jeg føler mig sgu tit degraderet til madsmørrer og mælkeophælder, når den står på kvalitetstid i weekenderne. Og jeg syntes hele tiden man hænger, med tanke på at der liiige mangler lidt her og der - og hvor helvede er nærværet?
Jeg tror at det meget snart forskubber sig igen. Og Sibille i sin adfærd bliver mindre tumlingesmadrende, og mere barnelegene.
Indtil da nyder jeg lidt alenetid med Raja Lys i fulde drag.

Hun er en følsom en, hende Raja Lys. Og jeg genkender så mange træk ved hende. Og så overvejer jeg om det er forelskelse i dette lille menneske der gør dyrkelsen af vores børn acceptabelt. Eller om det er en form for socialt anerkendt narsicisme?
Den tygger jeg på. Men jeg skriver videre på det her indlæg, istedet for at læse om koldfronter.
Skrive, skrive, skrive.

Igår så jeg den dårligste skodfilm om en en metro-mor der havde sit liv fyldt op af sine børn og sin blog. Jøsses den var ringe. Motherhood.
Godt jeg fik den fineste mail kort før jul, med en historie så rå, men en bekræftelse af at en blog kan være nogens spejl, og at en blog der havde afsæt i sorgen, kan være nogens håb i begyndelsen.