Og jeg blev valgt til bestyrelsen som suppelant, uden valg, så det var dejligt... Det var et godt møde. Der har været frygteligt meget rod i foreningen det sidste halve år, og nu skal den stille og roligt genopbygges. Det bliver spændende at være med til.
Raja havde hygget sig med far hele dagen. Jeg tog afsted kl. 05 gammel tid, og var hjemme kl.17. gammel tid. Jeg savnde hende helt vanvittigt meget. Man skulle ellers tro at jeg havde vænnet mig til at være adskilt fra mine børn, er det jo forevigt fra India. Men jeg mærkede helt nede fra maven igår hvorfor Raja ikke bliver passet mere end et par timer af gangen. Jeg er kompromisløs på det punkt. Raja hører til hos os, og hvis vi SKAL noget så blot hos en af os. Vi kommer aldrig til at tage på børnefri ferie mens vores barn er lille. Det har vi ganske enkelt ikke lyst til, og jeg tror sådan set heller ikke på det sån børnefilosofisk.
Det er fedt at finde ud at de ting man mener også er de ting der er rigtige for en. Og jeg kan mærke vi får mere og mere fod på det der med at være forældre til en sprællevende bøf. Også selvom det er på en lidt skæv måde...
mandag den 31. marts 2008
lørdag den 29. marts 2008
Turen går til Fåborg
Imorgen skal jeg til Fåborg. Forbandet tidligt endda.
JEg skal til generalforsamling i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, og jeg regner med at stille op til bestyrelsen som suppleant.
Landsforeningen er en god forening. Den hjælper så utroligt mange der mister deres små børn, hjælper til at møde andre der har mistet, hjælper til at lære andre om sorg og tab og hjælper til at de efterladte forældre får gjort deres sorgarbejde godt. Og landsforeningen tager et kæmpe ansvar for at der blir sat fokus på sorg og tab.
JEg vil gerne være med til at udfylde det ansvar. Jeg vil gerne have fingrene i det, og jeg vil gerne hjælpe med dette arbejde. Og selvfølgelig er der en million ting jeg syns kan gøres lidt bedre... Sån er jeg jo bare...
Imorgen drager jeg mod Fyn før fanden får sko på, og jeg skal være væk fra Raja i 12 timer... GISP!
JEg skal til generalforsamling i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, og jeg regner med at stille op til bestyrelsen som suppleant.
Landsforeningen er en god forening. Den hjælper så utroligt mange der mister deres små børn, hjælper til at møde andre der har mistet, hjælper til at lære andre om sorg og tab og hjælper til at de efterladte forældre får gjort deres sorgarbejde godt. Og landsforeningen tager et kæmpe ansvar for at der blir sat fokus på sorg og tab.
JEg vil gerne være med til at udfylde det ansvar. Jeg vil gerne have fingrene i det, og jeg vil gerne hjælpe med dette arbejde. Og selvfølgelig er der en million ting jeg syns kan gøres lidt bedre... Sån er jeg jo bare...
Imorgen drager jeg mod Fyn før fanden får sko på, og jeg skal være væk fra Raja i 12 timer... GISP!
tirsdag den 25. marts 2008
Når man har et lille Bajababarn
Får man ikke sovet så meget om natten. Og når man ikke sover så meget om natten så er man meget træt. Og når man er meget træt så drikker man meget kaffe. Og når man drikker meget kaffe og er træt så spilder man det ned i tastaturet. Damn den skrev skummelt... Håber Kim, en gammel kollega, kan redde den. For vi har altså ikke penge til en ny...
Forresten var det Indias månedsdag igår. og jeg havde helt glemt det. Men det gør nu ikke så meget. Hun er jo med mig og jeg er med hende, og min kærlighed og mit savn til hende er ikke afhængig af dage mere. Det er bare. Min dejlige store lille India, som jeg længes efter men som også hviler, i mere end en forstand.
Forresten var det Indias månedsdag igår. og jeg havde helt glemt det. Men det gør nu ikke så meget. Hun er jo med mig og jeg er med hende, og min kærlighed og mit savn til hende er ikke afhængig af dage mere. Det er bare. Min dejlige store lille India, som jeg længes efter men som også hviler, i mere end en forstand.
mandag den 24. marts 2008
Påsken hos familien Svendsen... Ak ak ak...
Først blev Raja syg og det sneede hos India. Så smittede hun mig, der havde meget ondt af sig selv. Jeg havde helt glemt hvor hæsligt det føltes at være gravid og jeg måtte tage en graviditetstest for at vide mig sikker, for den maveinfluenza føltes FULDSTÆNDIGT som en Raja eller India! Og tankerne om en lillebror eller lillesøster blev om muligt endnu mere fjerne. Så fik Raja mellemøresbetændelse. Mormor kom og læste bog og lavede flæskesteg til Thor der løb stærkt hele "ferien". Og vagtlægen kom og kiggede til Raja, der jo igen igen er så kamp-sej selvom hun er syg(og det siger alle forældre om sine børn bla bla bla, men nu fik jeg jo også den der mave ting, og den var styg). Og så fik Raja to tænder(og jeg har aldrig forstået man blir stolt over det med tænder... Det betyder jo bare nul søvn).
Og nu er vi klar til hverdag og rutiner igen.
Og nu er vi klar til hverdag og rutiner igen.
fredag den 21. marts 2008
En rigtig god kop kaffe
De sidste par dage har jeg tænkt rigtig rigtig rigtig meget over, hvordan vi gør rigtig mange ting. Det er udsprunget af at vi er blevet konfronteret med at vi ikke heeeeeelt gør tingene som andre ville eller syns er det bedste. Og jeg er som jeg er; jeg tager det lige ind i mit inderste og begynder at ransage mig selv og vores liv... For gør vi det ikke godt nok?
Så jeg greb tastaturet og skrev til to mødre der også har mistet deres børn, for længere tid siden end mig, for jeg havde pludselig et stort behov for at spejle mig i nogen der er nået længere end mig. Nogle der har levet med sit døde barn eller børn i længere tid. Jeg ved jo at jeg ikke kan overføre følelser og handlinger fra andre på os, men jeg kan bruge det som spejl, og jeg blev satme spejlet idag... Og jeg kunne li hvad jeg så!
Frederikke kom ind og drak en kop kaffe med mig. Og når jeg tænker over det begyndte vi allerede at tale fra vi så hinanden, om alt det vigtige, og vi stoppede først da hun stod på bussen tre timer senere. Vi fik vendt rigtig mange ting, og jeg blev endnu klogere.
Noget af det jeg nok blev mest bevidst om er at jeg skal forsøge at skille tingene lidt ad. HVer gang noget går skævt, hver gang vi har en lille konflikt med nogen, hver gang jeg tvivler på mig selv som mor, hver gang jeg vil gøre tingene anderledes end før, hver gang jeg bliver ked, hver gang jeg fejler. Så giver jeg det at jeg har mistet India skylden. Og måske er det ikke altid det der er sandheden. Måske er det nogle gange bare fordi jeg er blevet mor. Måske er jeg bare blevet ældre. Klogere. Lykkeligere, og meget mere bevidst om hvad jeg vil, med hvem, hvorfor og hvordan. Simpelthen fordi jeg er blevet en lidt anden udgave af Line.
Det giver rigtig god mening for mig. Og det at jeg har mistet India definerer mig forbandet meget som menneske. Men i lige så høj grad det at jeg har fået hende, er blevet mor til hende. Og har fået Raja, som jeg nu har i armene, og vil gøre ALT for.
Jeg har rigtig store forventninger til mig selv som mor, og til os tre som familie, med mindet om India. Jeg er meget bevidst om vores værdier og om hvad jeg mener er den måde vi skaber de bedste vilkår for os som familie og for Raja, så hun kan blive den bedst mulige udgave af lige netop hende selv.
Vi talte meget om at være i sine omgivelser. Nogle mere end andre. Jeg er vist i allerhøjeste grad i mine omgivelser. Jeg definere mig selv helt vildt gennem det jeg forestiller mig er andres optik af mig. Jeg tror nu nok jeg tror på at vi skaber os selv i sammenspil med andre, jeg er sgu ikke så "man er sin egen lykkes smed"-agtig. Men Anja har jo ret. På mange punkter ved jeg jo hvad jeg vil. Jeg ved jo hvem jeg er. Nogle ting er ikke til forhandling, for jeg ved bedst selv... Nogle gange altså ;) Og derfor må jeg også tage skeen i egen skuffe eller hva det nu hedder, og tro på jeg kan rumme min egen skæbne, og til en vis grænse forme den.
Jeg vil nok ikke kunne lade være at være meget påvirket af andres mening, og jeg syntes også at det er super vigtigt at turde være i sine omgivelser, hvis blot man husker at man er sig selv tro og stole på den jeg er og at det er godt nok.
Vi fik også en lang snak om sorarbejde og hvor vanvittigt forskelligt det kan være at miste et barn. Vi talte om mange af de ting der kan anskues forskelligt. Og på mange måder tror jeg Frederikke og jeg er forskellige i vores tilgang til sorg, og så alligevel ikke. Det var vanvittigt givende at diskutere sorg og tab og lykke og kærlighed med en der tænkte super højt og meta-agtigt, på baggrund af sit eget tab. (Nu ikke for at blive faglig, men Iben Jensen ville klappe i sine små hænder over den måde vi "fikserede" samtalen). Og kan man tale om ret og vrang i sorgbearbejdelse? Er der et kodeks omgivelserne bør følge? Eller skal man som efterladt forældre selv være den opsøgende? Og har os engleforældre msåke tendens til at skabe vores egen virkelighed, som vi så inderligt hader "de andre gør"?
Det var en vanvittig givende eftermiddag. Og jeg fordøjer stadig alt det vi fik talt om. Men shit en dejlig kop kaffe!
Så jeg greb tastaturet og skrev til to mødre der også har mistet deres børn, for længere tid siden end mig, for jeg havde pludselig et stort behov for at spejle mig i nogen der er nået længere end mig. Nogle der har levet med sit døde barn eller børn i længere tid. Jeg ved jo at jeg ikke kan overføre følelser og handlinger fra andre på os, men jeg kan bruge det som spejl, og jeg blev satme spejlet idag... Og jeg kunne li hvad jeg så!
Frederikke kom ind og drak en kop kaffe med mig. Og når jeg tænker over det begyndte vi allerede at tale fra vi så hinanden, om alt det vigtige, og vi stoppede først da hun stod på bussen tre timer senere. Vi fik vendt rigtig mange ting, og jeg blev endnu klogere.
Noget af det jeg nok blev mest bevidst om er at jeg skal forsøge at skille tingene lidt ad. HVer gang noget går skævt, hver gang vi har en lille konflikt med nogen, hver gang jeg tvivler på mig selv som mor, hver gang jeg vil gøre tingene anderledes end før, hver gang jeg bliver ked, hver gang jeg fejler. Så giver jeg det at jeg har mistet India skylden. Og måske er det ikke altid det der er sandheden. Måske er det nogle gange bare fordi jeg er blevet mor. Måske er jeg bare blevet ældre. Klogere. Lykkeligere, og meget mere bevidst om hvad jeg vil, med hvem, hvorfor og hvordan. Simpelthen fordi jeg er blevet en lidt anden udgave af Line.
Det giver rigtig god mening for mig. Og det at jeg har mistet India definerer mig forbandet meget som menneske. Men i lige så høj grad det at jeg har fået hende, er blevet mor til hende. Og har fået Raja, som jeg nu har i armene, og vil gøre ALT for.
Jeg har rigtig store forventninger til mig selv som mor, og til os tre som familie, med mindet om India. Jeg er meget bevidst om vores værdier og om hvad jeg mener er den måde vi skaber de bedste vilkår for os som familie og for Raja, så hun kan blive den bedst mulige udgave af lige netop hende selv.
Vi talte meget om at være i sine omgivelser. Nogle mere end andre. Jeg er vist i allerhøjeste grad i mine omgivelser. Jeg definere mig selv helt vildt gennem det jeg forestiller mig er andres optik af mig. Jeg tror nu nok jeg tror på at vi skaber os selv i sammenspil med andre, jeg er sgu ikke så "man er sin egen lykkes smed"-agtig. Men Anja har jo ret. På mange punkter ved jeg jo hvad jeg vil. Jeg ved jo hvem jeg er. Nogle ting er ikke til forhandling, for jeg ved bedst selv... Nogle gange altså ;) Og derfor må jeg også tage skeen i egen skuffe eller hva det nu hedder, og tro på jeg kan rumme min egen skæbne, og til en vis grænse forme den.
Jeg vil nok ikke kunne lade være at være meget påvirket af andres mening, og jeg syntes også at det er super vigtigt at turde være i sine omgivelser, hvis blot man husker at man er sig selv tro og stole på den jeg er og at det er godt nok.
Vi fik også en lang snak om sorarbejde og hvor vanvittigt forskelligt det kan være at miste et barn. Vi talte om mange af de ting der kan anskues forskelligt. Og på mange måder tror jeg Frederikke og jeg er forskellige i vores tilgang til sorg, og så alligevel ikke. Det var vanvittigt givende at diskutere sorg og tab og lykke og kærlighed med en der tænkte super højt og meta-agtigt, på baggrund af sit eget tab. (Nu ikke for at blive faglig, men Iben Jensen ville klappe i sine små hænder over den måde vi "fikserede" samtalen). Og kan man tale om ret og vrang i sorgbearbejdelse? Er der et kodeks omgivelserne bør følge? Eller skal man som efterladt forældre selv være den opsøgende? Og har os engleforældre msåke tendens til at skabe vores egen virkelighed, som vi så inderligt hader "de andre gør"?
Det var en vanvittig givende eftermiddag. Og jeg fordøjer stadig alt det vi fik talt om. Men shit en dejlig kop kaffe!
torsdag den 20. marts 2008
Højt at flyve
Det gik lige rigtig godt, men de sidste par dage har været fyldt med frustration og vrede over ikke at være forstået. Og af at føle sig presset af vores omgivelser til at gøre ting vi ikke er klar til. Jeg er så frustreret over det. For jeg troede det var så åbentlyst at vi var på rette vej.
Jeg tror kun vi får det bedre, bliver bedre og begynder at møde verden igen hvis vi får lov til at gøre det på vores måde og i vores tempo. Og selvom man ikke er enig i vores måde at sørge på, så er det vores måde at sørge på. Og vi gør det fordi det er det bedste vi kan. Og begynder vi at gå på kompromis, at trodse sorgen og at "tage os sammen", jamen så tror jeg at jeg næsten med sikkerhed kan sige at jeg vil blive ked og fjern. Og det går bare ikke når jeg også har Raja at passe på og være mor for. Så jeg er nød til at gøre det jeg ved er det rigtige for mig lige nu. Ikke at kaste mig ud i mere end jeg ved jeg kan rumme.
Der er mange mange ting jeg stadig ikke kan. Og som jeg stadig slet ikke har lyst til. Det havde jeg heller ikke selv troet der ville være efter så lang tid. Men det er der. Og det er altså ikke noget vi bare kan "tage os sammen og lave om". Vi nyder altså ikke at være hæmmede i vores levende liv. Vi nyder altså ikke frygt for uforudsigelighed, mange mennesker og fremmede. Vi dyrker altså ikke at at være kede af det. Tværtimod forsøger vi at dyrke de gode øjeblikke.
Vi skulle have været på ferie for første gang siden India døde i påsken. Det har været meget svært og overvældende for os at være væk fra hendes have, vores vante omgivelser og ikke mindst vores netværk. Og også meget overvældende at skulle have Raja med ud i det blå. For den lille Bajaan er altså en nemt påvirkelig lille fis. Sundhedsplejersken kalder hende for sart, jeg kalder hende for en bøf. Men omstillinger og forandring er ikke hendes forestukkende diciplin.
Det kan måske virke overraskende og forkert på nogen at vi har det sådan stadig. Men det er sådan det er... Og alligevel tog vi beslutningen om at ville på ferie. Og jeg var stolt og glædede mig. Thor var stolt og glædede sig, og Raja fattede ikke så meget, for hun har travlt med at lave tre tænder. Det har været så fedt at vi de sidste par uger har kunnet mærke lykke, glæde tro, håb og kærlighed helt dernede fra vores maver. Det har givet os en forsmag på en fantastisk fremtid.
Men også en sikkerhed om at det er rigtigt det vi gør, det er rigtigt den måde vi forfølger vores føelelser og sorg, for kun derigennem får vi lysten, glæden og håbet til livet helt rigtigt igen... Jeg tror at hvis vi trodsede vores følelser og sorg og lyst, så ville vi kunne gøre alt det vi kunne før. Men vi ville ikke have os selv med i det og vi ville ikke finde livsglæden og den sprudlende følelse af at alt var godt igen, som vi ind imellem får færden af.
Ferien er aflyst, vi skal holde påske i København. Konceptet for ferien var pludselig ændret til at være andre end os, og det kan vi, eller måske rettere jeg, ikke rumme. For det var for uforudsigeligt og grænseoverskridende når det nu var første gang vi skulle være væk hjemmefra.
Måske er vi blevet kontrolfreaks af at miste India. Og endnu mere af at få Raja. Men det er fordi vi ikke kan det anderledes. Det er fordi vi har brug for at vide hvad vi bliver kastet ud i hele tiden. Vi er ikke klar til overraskelser.
Og dog... misforstår os ikke, vi er meget glade for alle gækkebrevene og og de improviserede kopper kaffe. Det er endda måske dem der smager os bedst...
Godt var det nu at vi ikke tog afsted. For Raja har kastet op hele natten. Det lille myr. Og når man er syg er det altså kun rigtigt at være hjemme i de helt trygge og vante omgivelser. Med sin moar og sin faar...
Jeg tror kun vi får det bedre, bliver bedre og begynder at møde verden igen hvis vi får lov til at gøre det på vores måde og i vores tempo. Og selvom man ikke er enig i vores måde at sørge på, så er det vores måde at sørge på. Og vi gør det fordi det er det bedste vi kan. Og begynder vi at gå på kompromis, at trodse sorgen og at "tage os sammen", jamen så tror jeg at jeg næsten med sikkerhed kan sige at jeg vil blive ked og fjern. Og det går bare ikke når jeg også har Raja at passe på og være mor for. Så jeg er nød til at gøre det jeg ved er det rigtige for mig lige nu. Ikke at kaste mig ud i mere end jeg ved jeg kan rumme.
Der er mange mange ting jeg stadig ikke kan. Og som jeg stadig slet ikke har lyst til. Det havde jeg heller ikke selv troet der ville være efter så lang tid. Men det er der. Og det er altså ikke noget vi bare kan "tage os sammen og lave om". Vi nyder altså ikke at være hæmmede i vores levende liv. Vi nyder altså ikke frygt for uforudsigelighed, mange mennesker og fremmede. Vi dyrker altså ikke at at være kede af det. Tværtimod forsøger vi at dyrke de gode øjeblikke.
Vi skulle have været på ferie for første gang siden India døde i påsken. Det har været meget svært og overvældende for os at være væk fra hendes have, vores vante omgivelser og ikke mindst vores netværk. Og også meget overvældende at skulle have Raja med ud i det blå. For den lille Bajaan er altså en nemt påvirkelig lille fis. Sundhedsplejersken kalder hende for sart, jeg kalder hende for en bøf. Men omstillinger og forandring er ikke hendes forestukkende diciplin.
Det kan måske virke overraskende og forkert på nogen at vi har det sådan stadig. Men det er sådan det er... Og alligevel tog vi beslutningen om at ville på ferie. Og jeg var stolt og glædede mig. Thor var stolt og glædede sig, og Raja fattede ikke så meget, for hun har travlt med at lave tre tænder. Det har været så fedt at vi de sidste par uger har kunnet mærke lykke, glæde tro, håb og kærlighed helt dernede fra vores maver. Det har givet os en forsmag på en fantastisk fremtid.
Men også en sikkerhed om at det er rigtigt det vi gør, det er rigtigt den måde vi forfølger vores føelelser og sorg, for kun derigennem får vi lysten, glæden og håbet til livet helt rigtigt igen... Jeg tror at hvis vi trodsede vores følelser og sorg og lyst, så ville vi kunne gøre alt det vi kunne før. Men vi ville ikke have os selv med i det og vi ville ikke finde livsglæden og den sprudlende følelse af at alt var godt igen, som vi ind imellem får færden af.
Ferien er aflyst, vi skal holde påske i København. Konceptet for ferien var pludselig ændret til at være andre end os, og det kan vi, eller måske rettere jeg, ikke rumme. For det var for uforudsigeligt og grænseoverskridende når det nu var første gang vi skulle være væk hjemmefra.
Måske er vi blevet kontrolfreaks af at miste India. Og endnu mere af at få Raja. Men det er fordi vi ikke kan det anderledes. Det er fordi vi har brug for at vide hvad vi bliver kastet ud i hele tiden. Vi er ikke klar til overraskelser.
Og dog... misforstår os ikke, vi er meget glade for alle gækkebrevene og og de improviserede kopper kaffe. Det er endda måske dem der smager os bedst...
Godt var det nu at vi ikke tog afsted. For Raja har kastet op hele natten. Det lille myr. Og når man er syg er det altså kun rigtigt at være hjemme i de helt trygge og vante omgivelser. Med sin moar og sin faar...
Så så man lige os...
...3 prustende kvinder og et heppekor på løbehjul. Tre lyn gennem Assistensen, startskudet har lydt og om 12 uger kan vi løbe 5 km. Yeahr...
søndag den 16. marts 2008
Årets første rigtige forårsdag
- brugte vi på at suge d-vitamin til os, især hos India. Vi hyggede os med Tante Skod. Og Karl & co. kom forbi den røde bænk. Her til aften har vi alle meget røde kinder. Den bedste dag i lang tid.
Jeg har det godt. Sådan helt rigtigt helt nede fra maven godt. Og jeg troede aldrig at jeg skulle sige sådan efter India døde. Men det har jeg. Sådan helt rigtigt godt. Jeg har det godt med India. Jeg har det godt med Thor. Og jeg har det særdeles godt med Raja. Livet er godt. Det er jo derfor det er så skrækkeligt at dø. Men mit levende liv er rigtig dejligt i disse dage. Jeg glæder mig til næste morgen hver aften, og glæder mig til stille tænksomme aftener hver dag...
Men det har været en lang rejse hertil. Og rejsen er ikke forbi. Men lige nu holder den forårspause, og det gør mig godt. Jeg har det godt.
lørdag den 15. marts 2008
Det virkelige liv
Det virkelige liv kalder i øjeblikket. Der er fart over feltet, og det er rart. Vi læser, skriver opgave, leger i Übercool legestue og drikker kaffe på Nørrebroske cafeer...
Og når Raja er puttet er vi så maste at vi sidder og glor ligegyldigt tv eller går selv på hovedet i seng.
Det er en god beslutning at Raja ikke skal i institution før til efteråret, men det betyder at Thor og jeg skal løbe stærkt. Vi strammer balderne, men når det nu er for Bajaans skyld, så giver det god mening. Det er en gave at få lov at følge hende, især i denne tid hvor alt går så stærkt...
På billedet pejer Raja og siger "adeh", og det er bare helt rigtigt at det er mig og Thor der kan fortælle hende hvad "deh" er, istedet for en pædagog... Jeg tror Heidi virkelig kan se symbolismen i billedet her...
Thor og Raja er i zoologisk have og nu jeg skal skrive opgave. Over and out...
Og når Raja er puttet er vi så maste at vi sidder og glor ligegyldigt tv eller går selv på hovedet i seng.
Det er en god beslutning at Raja ikke skal i institution før til efteråret, men det betyder at Thor og jeg skal løbe stærkt. Vi strammer balderne, men når det nu er for Bajaans skyld, så giver det god mening. Det er en gave at få lov at følge hende, især i denne tid hvor alt går så stærkt...
På billedet pejer Raja og siger "adeh", og det er bare helt rigtigt at det er mig og Thor der kan fortælle hende hvad "deh" er, istedet for en pædagog... Jeg tror Heidi virkelig kan se symbolismen i billedet her...
Thor og Raja er i zoologisk have og nu jeg skal skrive opgave. Over and out...
lørdag den 8. marts 2008
Kvindernes internationale kampdag
Må da ikke gå forbi uden at blive omtalt på min blog. Det er en vigtig dag, men kampen er ikke ovre bare fordi det bliver imorgen.
Glædelig kampdag kvinder. Og tak for støtten mænd...
Glædelig kampdag kvinder. Og tak for støtten mænd...
torsdag den 6. marts 2008
Snot
Nu er det mig der ligger i sengen. Og når man er syg så skal man have en gave...
Så kan man lidt bedre klare at være syg...
Så Raja tegnede en tegning til sin moar, og moar blev meget rørt...
Og hun spillede en lille sang for mig...
Gav mig et grin...
Og et kys...
Så kan man lidt bedre klare at være syg...
onsdag den 5. marts 2008
I må endelig ikke tro...
...at jeg kommer med tanker om mine evner som mor for at i skal rose mig... Ligesom dengang -kan i huske det- man var pubetær og altid sagde "aaaaaj den her bluse jeg lige har købt til 500 kr ser jeg bare sååååå tyk ud i", hvorfter alle veninderne brød ud i; "aaaaj du er bare slet ikke tyk". Sån sagde tante skod ihvertfald altid og det var vildt dejligt!
Men det er altså ikke derfor jeg nogle gange her på bloggen skriver at jeg kan "tvivle" på min morhed... Det er bare tanker. Tanker som nok alle mødre har og får ind imellem. Jeg er bare blevet frygtelig afhængig af at italesætte alle mine tanker og følelser. Og at få kommentarer er bare en ekstra bonus. Ja faktisk en så stor bonus at jeg blir glad i låget og dermed en bedre mor...
Og for lige at blive ved det med tykhed var der endnu en der idag spurgte om jeg var gravid igen... Tiho, så er det vist igang med den løbetræning. (skod og Sidse, jeg har måske brug for et meget kærligt skub i røven...)
Men det er altså ikke derfor jeg nogle gange her på bloggen skriver at jeg kan "tvivle" på min morhed... Det er bare tanker. Tanker som nok alle mødre har og får ind imellem. Jeg er bare blevet frygtelig afhængig af at italesætte alle mine tanker og følelser. Og at få kommentarer er bare en ekstra bonus. Ja faktisk en så stor bonus at jeg blir glad i låget og dermed en bedre mor...
Og for lige at blive ved det med tykhed var der endnu en der idag spurgte om jeg var gravid igen... Tiho, så er det vist igang med den løbetræning. (skod og Sidse, jeg har måske brug for et meget kærligt skub i røven...)
tirsdag den 4. marts 2008
10 måneder og 6 dage
Idag er Raja lige så gammel som India ville have været da Raja blev født. Kringlet sætning, men det er sådan det er. Jeg har tænkt meget over denne dag, for det er også 10 måneder og 6 dage vi var "barnløse" som man kun er det når ens barn er død. I lige præcis 10 måneder og 6 dage var vi mor og far til en død pige og ventede på levende Lillen.
Denne dag har sat mange tanker igang hos mig. Det er en mærkelig dag. Raja er alt for lille til at skulle være blevet nogens storesøster idag. Og mon Raja var blevet født 10 måneder og 6 dage efter India, hvis India ikke var død?
Vores jordmoder fortalte om en lille pige hun engang havde mødt. Hun havde sagt; jeg var aldrig blevet født hvis min storesøster ikke var død. Var Raja mon det? Eller var hun bare ikke blevet født endnu? Og vil Raja mon komme med en lignende hjertesskærende udtalelse om mange år?
Jeg kommer aldrig til at føle at der var en mening med at India døde, at så kunne vi få Raja. Det er simpelthen for langt ude. Men jeg kan ikke lade være med, idag at spekulere lidt ekstra over hvordan det hele havde flasket sig hvis India aldrig var død.
Jeg savner min India idag.
En veninde spurgte for noget tid siden om hvad jeg ville anbefale hvis nogen spurgte hvor hurtigt efter man har mistet man skal forsøge at blive gravid igen. Raja var ikke planlagt. Men noget så velkommen. Vi er så blændende heldige at vi kan lave børn som andre koger æg... Så selvfølgelig vidste vi at bi og blomst og kys i sommernatten bliver til små babySvendsner, men planlagt var hun ikke. Men helt rigtigt var det at hun skulle komme lige der 10 måneder og 6 dage efter India, for ellers havde det jo ikke været lige netop Raja.
Men faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville anbefale. At få Raja har bragt noget ubetinget lykke ind i vores liv. Og det eneste der kan opveje den smerte det er at miste sit barn. Er altså glæden ved at få sit levende barn. Men set i bagklogskabens lys, er 10 måneder og 6 dage ingen tid. Jeg var stadigt så sårbar og sorgfuld da jeg fødte Raja. Og India havde slet ikke fået den plads inden i mig som hun har nu. Hun var stadig mit døde barn jeg følte jeg så inderligt skulle værne om, forsvare og passe på.
Jeg føler ikke at jeg har svigtet Raja da hun var helt ny. Men jeg føler at jeg ind imellem gjorde tingene halvt. Både mit sorgarbejde og mit moderskab overfor levende Raja. Det kan jeg stadig føle, og nogle gange tænker jeg at det måske bare er en moderes lod.
10 måneder og 6 dage har jeg haft min Raja hos mig. 10 måneder og 6 dage ville India have været ældre end sin lillesøster og 10 måneder og 6 dage levede jeg med så mærkeligt tomme arme. Jeg ventede og kunne mærke efter så meget jeg kunne rumme. Men jeg savner ikke det tomrum der var så stort mellem mine to piger. Jeg har stadig et tomrum, det rum som India har efterladt, men alligevel både mangler hun og fylder hun sit rum ud, bare på en anden måde end levende børn. Nu savner og elsker jeg India og nyder og elsker min Raja, der idag er 10 måneder og 6 dage.
Denne dag har sat mange tanker igang hos mig. Det er en mærkelig dag. Raja er alt for lille til at skulle være blevet nogens storesøster idag. Og mon Raja var blevet født 10 måneder og 6 dage efter India, hvis India ikke var død?
Vores jordmoder fortalte om en lille pige hun engang havde mødt. Hun havde sagt; jeg var aldrig blevet født hvis min storesøster ikke var død. Var Raja mon det? Eller var hun bare ikke blevet født endnu? Og vil Raja mon komme med en lignende hjertesskærende udtalelse om mange år?
Jeg kommer aldrig til at føle at der var en mening med at India døde, at så kunne vi få Raja. Det er simpelthen for langt ude. Men jeg kan ikke lade være med, idag at spekulere lidt ekstra over hvordan det hele havde flasket sig hvis India aldrig var død.
Jeg savner min India idag.
En veninde spurgte for noget tid siden om hvad jeg ville anbefale hvis nogen spurgte hvor hurtigt efter man har mistet man skal forsøge at blive gravid igen. Raja var ikke planlagt. Men noget så velkommen. Vi er så blændende heldige at vi kan lave børn som andre koger æg... Så selvfølgelig vidste vi at bi og blomst og kys i sommernatten bliver til små babySvendsner, men planlagt var hun ikke. Men helt rigtigt var det at hun skulle komme lige der 10 måneder og 6 dage efter India, for ellers havde det jo ikke været lige netop Raja.
Men faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville anbefale. At få Raja har bragt noget ubetinget lykke ind i vores liv. Og det eneste der kan opveje den smerte det er at miste sit barn. Er altså glæden ved at få sit levende barn. Men set i bagklogskabens lys, er 10 måneder og 6 dage ingen tid. Jeg var stadigt så sårbar og sorgfuld da jeg fødte Raja. Og India havde slet ikke fået den plads inden i mig som hun har nu. Hun var stadig mit døde barn jeg følte jeg så inderligt skulle værne om, forsvare og passe på.
Jeg føler ikke at jeg har svigtet Raja da hun var helt ny. Men jeg føler at jeg ind imellem gjorde tingene halvt. Både mit sorgarbejde og mit moderskab overfor levende Raja. Det kan jeg stadig føle, og nogle gange tænker jeg at det måske bare er en moderes lod.
10 måneder og 6 dage har jeg haft min Raja hos mig. 10 måneder og 6 dage ville India have været ældre end sin lillesøster og 10 måneder og 6 dage levede jeg med så mærkeligt tomme arme. Jeg ventede og kunne mærke efter så meget jeg kunne rumme. Men jeg savner ikke det tomrum der var så stort mellem mine to piger. Jeg har stadig et tomrum, det rum som India har efterladt, men alligevel både mangler hun og fylder hun sit rum ud, bare på en anden måde end levende børn. Nu savner og elsker jeg India og nyder og elsker min Raja, der idag er 10 måneder og 6 dage.
mandag den 3. marts 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)