Der er vist nogen der holder hånden over dig lille Raja

Sådan sagde brandlægen på Rigshospitalet til Raja idag, da hun havde tilset hende efter vi var kommet ind med ambulance. RajaBajaans første, og forhåbentlig sidste, ambulancetur!

Raja har verdens kærligeste, dejligeste og mest oprigtige far. Men han taber alt, spilder alt, falder over alt, kører ind i alt og kløjes i alt. Og i dag på toppen af Illum kom han til at stille sin helt nybestilte the lige foran Bajaan, der fik sine små pilfingre i den og væltede den ned over sig selv.

Jeg råbte op og løb afsted med hende med det samme og hun var under vand efter 10 sekunder. Efter et minut stod en ung mand, en læge og en kvinde og hjalp os, og der var blevet ringet efter ambulance og vagterne kom og var hjælpenisser(normalt kan vi jo ikke så godt li folk med uniformer, men de her var fandme gode)... Thor var ret forvirret, han havde nemlig ikke set hvad der skete.

Og Raja var jo så ked så ked. I fem minutter, så legede hun med vandet, bed sin mor og smilede til vagterne(hun har stadig meget at lære) og sprøjtede på lægen, der havde overtaget kontrollen... Hun tog det SÅ sejt. Hun var selvfølgelig ked, det gør jo ondt og er ikke rart at blive badet i koldt vand så længe, men hun er fandme en sej lille en min RajaBajaan...

Jeg græd også. Rigtig meget endda. Jeg gjorde det jeg skulle, og er faktisk ret overrasket over hvor hurtigt jeg handlede, men jeg rystede og græd rigtig meget. Gud hvor ville jeg tage det hele på mig hvis bare Raja havde kunnet slippe...

Nå men ambulancen kom. Og selvom vi havde fundet det noget overildet at tilkalde den, så forsikrede ambulanceførerne os om at det var det rigtige at tilkalde dem. Så vi blev kørt afsted til Riget med en nøgen bettutet Raja svøbt i tæpper med en vandpistol pejet mod sig...

Og hospitaler og læger er åbenbart en fest syns Raja bajaan... Der er nemlig dimser og dutter og knapper man kan pille ved. Og lægen sagde at hun var sluppet mirakuløst let og at "nogen måtte holde hånden over hende"... Og vi ved lige præcis hvem den nogen er...

Sikken en afslutning på en hæslig jul, som jeg skriver om en anden dag. Jeg er træt og stadig lidt rystet og begrædt. Og jeg kan ikke vente med at skulle ind og kigge og nusse min lille seje stakkels Raja, der uden tvivl får lidt flere kys, kram og timer i slyngen i de næste dage...
Mon brændende far nu skyer dampende the?

(billed 1 er fra undersøgelsesrummet på hospitalet, billed to er fra julen. Raja har fået en ?negerdukke. Han er kulsort og hun er bange for ham og det syns vi er meget pinligt, så vi træner meget med Omar, mon ikke de en dag bliver venner)

Kl. 17

Skal jeg i TV2 radio med Charlotte Grumme, fordi fladpanderne ude på Hvidovre sparer sorggruppen væk... Og man tisser ikke på en gammel rødstrømpes sorggruppe, så Charlotte er gået i aktion. Og jeg er hendes lille soldat i noget der hedder "nyhedsministeren". Vi kan vist ikke selv tage den kanal. Og det er ikke tv, så jeg skal desværre ikke sminkes. Det er ellers sjåu.

Er der overhoved nogen

Der timer det der med kalenderlys, så der bliver brændt et tal af hver dag i december? For det er aldrig lykkedes mig.

Og så er juletræet i hus. Thor fik lov at vælge og valgte selvfølgelig det største.

Men hjem kom det. I hans elskede cykel, som han påkørte en postbil med i går. Han kørte lige i sine egne Thortanker som så tit og BANG, så knaldede han posten ned.

Indias sækkestol er fyldt med gaver til randen, selvom der her ikke engang er halvdelen endnu. Det der gaveshow har taget lidt overhånd. På den ene side kan den kærlighed vi har brug for nu ikke vises i gaver. Materialle ting virker så meningsløst. Og at få og få og få er bare forkert når vi jo kun ønsker os en ting, at få India tilbage. Men på den anden side nyder jeg det der med gaver. Jeg nyder at finde dem, at pakke dem ind og at pusle om den helt rigtige gave til den helt rigtige person. Måske er det ikke gaverne jeg har avasioner mod. Men forventningerne om dem... Og tendensen om at de kan erstatte noget...

Oj det er tæt på nu. Og jeg glæder mig sån. Rajas første jul. Og bare råhygge herhjemme. Med Indias hjerte på træet...

Raja er sløj og søvnen er skør igen

Raja er blevet småsyg. Hun er forkølet. Nu er hun da et rigtigt menneskebarn. Snotnæse og leverpostejsmadder.

Hun sov jo igennem i to dage. Det var åbenbart ikke sagen, for nu er der fest igen om natten. Åh jeg er så træt. Og når Thor skal til eksamen på tirsdag, så er der ikke så meget at gøre andet end at prøve at holde ud om natten indtil videre. Hvem har iøvrigt planlagt eksamener så tæt på jul? Er de der lektorer norsorter eller hvad hulen..?

Vi har så småt forsøgt os med forskellige søvntræningsteorier. Og jeg må indrømme at jeg ret tit syns, de alle og en, er til at lukke op og skide i. Raja bider ihvertfald ikke på, men græder bare utrøsteligt, hvilket bestemt ikke får hende til at sove. Hun blevet bare endnu mere bange for sengen og efterlader to ulykkelige forældre uden troen på at de slår til. For hvis det virker på alle de andre børn, hvad er det så liiiige vi gør fokert? Så jeg er færdig med dem(lige nu). Jeg gider ikke mere, men må holde ud og forsøge at tro på vores intuition og fornemmelse for Raja. Også selvom det betyder at hun vågner 10-20 gange hver nat.
Lange kloge bøger med sovende børn på forsiden og glade overskudsagtige forældre på bagsiden er nu bandlyst herhjemme. Den eneste teori vi stadig ikke har forsøgt os med er "godnat og sov godt". Den vil vi ikke bruge. Vores børn skal ikke græde alene. Og selvom det virker så tror jeg ikke det er godt. Det ville ihvertfald ikke være godt for Raja.

Så jeg er træt igen, og beder til at det bare er den snottede næse der driller. Jeg tror stadig på julemirakler!

Ihvertfald fik jeg bare verdens bedste kalendergave idag. Det er viklen på billedet. Nøj manner den er flot og sej og fed...

Folket har talt

Og der er 10... TI der kan lide sylte. Det er et noget overraskende resultat. Hvad der er mere overraskende er at 31 har været herinde på min blog og stemme. Og jeg vil gætte på de også læser hvad jeg skriver. Det er både meget meget skræmmende og meget meget beærene. Tæn at så mange mennesker følger med i vores lille liv. Tænk engang!

Og så blev Raja entand til Raja totand. Og så var det faren spurgte; skal man så egentlig ikke have en gave af tandfeen? Og jo... Der må være en mening med at et tandfrembrud falder sammen med Urban Elg lagersalg!

Og Raja sov også igennem i nat.

Julemirakel

Der er sket et julemirakel. Raja sov i nat igennem(næsten). Helt af sig selv og lige pludselig. Jeg vågnede selvfølgelig hele tiden og undersøgte om hun trak vejret, og var ude og tjekke toilettet for rotter, for Heidi (http://laurtussen.blogspot.com/) havde lige inden sengetid fortalt mig en frygtelig historie om rotter på Frederiksberg der gik til angreb med ishockeystave... Eller hvordan var det nu det var?

Årets måske sidste loppemarked

Igår var vi på loppemarked. Måske årets sidste. Oj vi fik mange ting. Både julegaver, kalendergaver og ting til os selv.

Min retro-pusher havde en stand hvor jeg støvsugede, så alle vi kender med børn får retrotøj.

Jeg ender jo altid med at falde i snak med folk sådanne steder. Og Thor veklsler vist mellem at syntes at jeg er "sej at jeg tør tale med alt og alle" til at jeg er sån lidt pinlig at have med i byen... Jeg ender rigtig tit med at fortælle om India. Ved ikke hvorfor, men nok fordi at det definerer mig forbandet meget som menneske og mor, at mit ene barn er dødt.

Jeg kan godt lide at jeg tør fortælle om hende. Men jeg får også mange sårende bemærkninger og holdninger at høre fordi jeg fortæller om hende til fremmede såvel som gamle kendinge. Hvorfor folk har en mening om en så ekstrem situation som døde børn, begriber jeg ikke. Men ikke desto mindre, har mange en mening om hvad der er slemmest, hvorfor, hvordan man bør gøre osv. Kommentarer som "det havde været værre hvis hun var blevet et par måneder". "Så var det godt i fik Raja istedet for". "Godt i er unge og kan få mange børn" osv. er noget jeg ofte støder på.
Men disse kommentarer giver jo ingen mening. Indias død kan ikke gradbøjes! Hun er død og det er intet mindre en tragedie. Det der er godt ved alt det her, er at hun var her. Vi nåede at få hende.

Forleden mødte jeg en der mente at der måtte have været en mening med at India døde. Hun havde måske haft et frygteligt liv. Det er jeg helt sikker på hun ikke havde fået. Hun havde haft det dejligste liv her sammen med Thor, Raja og mig(og en masse andre gode mennesker). Taget lige fra "en moder" af HC. Andersen.

Det er altså ikke godt at hun døde tidligt. Jeg ville give alt for at bare få en time med hende i live. Høre hendes gråd, klynken, lyde. Se hendes øjne og mærke hendes lille hjerte og vejrtrækning.
Jeg kommer forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig aldrig til at miste et barn der har levet udenfor min mave. Så jeg kommer forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig aldrig til at kunne lave en meningsfuld sammenligning mellem de to tab. Men jeg kan sige at jeg simpelthen ikke kan forestille mig det værre. Jeg kan ikke forestille mig en større smerte end den jeg føler ved savnet af India. Og selvom man måtte mene det er værre hvis barnet har levet, så fortæl mig det ikke. For det hjælper mig ikke. Tværimod gør det mig ondt.

Vi har altså ikke fået Raja istedet! Raja er sin helt helt egen(det vil dem der har mødt hende ihvertfald ikke være i tvivl om:) Vi har ikke fået Raja istedet. Vi har fået Raja også.
Og ja vi er unge, men selvom vi får 100 børn(det er jeg engang kommet til at sige til nogen at vi skulle... Tsk tsk) så vil India aldrig mangle mindre af den grund. Hun var sin egen. Hun kan ikke erstattes af nogen.

Men på en eller anden måde så praller disse kommentarer af på mig når de kommer fra fremmede. De kendte ikke India, så det er klart at de ikke forstår. Men dem der har set hende, kender hende og hendes historie håber jeg forstår. Forstår at India er vores lille menneskebarn der kom til verden den dag i juni. Var hos os alt for kort, men var her og altid vil være hos os på den måde hun nu kan selvom hun er død. Og det kunne ikke være værre end det er at hun ikke er her. Eller jo måske...
Ligegyldig hvor mange børn vi får vil der altid mangle India. Lige gyldig hvad, så bliver jeg aldrig ligeså hel og lykkelig som hvis India var her hos mig. Men jeg er lykkeligere end hvis hun aldrig havde været her.

Se lige hvor skøn hun var...

Raja er ved at blive et rigtigt dansk menneske

Igår spiste Raja en leverpostejsmad. Helt uden at blive kvalt og helt uden mor gik i panik! YES!

Gæster

Idag har vi haft morLone på besøg. Det er rejsende tante Annas mor. Hun kom for at hilse på Raja og for at hente Annas julegave, for de skal til Canada og holde jul med hende.

Lone havde 4 solsikker med. En til os hver. Og hun kommenterede en af billederne af India med; "der er den anden lille putte" eller noget i den stil...

Vi er bare så taknemmelige for at så mange gode mennesker omkring os husker India. Omtaler hende, og inddrager hende i samtaler.

Det kan virke mærkeligt at samtaler om vores døde barn, bemærkninger om hende og små ting der minder os om hende, kan gøre os lykkelige. Men det gør det. I aner ikke hvor meget det varmer. Det gør os i stand til at mindes og glædes ved India. Og det gør det muligt for os at have India med i vores evende liv, på en måde så Raja vil lære hende at kende som det mirakel hun var...

Og Raja hun var vild med Lone. Raja lider jo af godt gammeldags seperationsangst på 3. måned. Hun er total morsyg og fremmede skal holde sig væk. Det der med at charmere verden... Nixen bixen, verden skal bare holde sig væk, hun vil bare have sin mor og far uuuuaaaaahhhh... (Og måske mormor og Frederik). Men Lone var en fest. Hun er nu også sådan en varm en. Og Lone blev vist om muligt mere bedstemor-skruk. (Og jeg er tante skruk, Anna & Kristian!!!)

Og hvem hulen kan lide SYLTE?

En svimlende jul

Nå, men vi kom fra at vi er flyttet.

Ja, vi er nu flyttet op i vores mega giga lejlighed. Det var en lille smule vemodigt at flytte fra Rajas første hjem. Og vi kommer uden tvivl til at savne det store hyggelige køkken. Men er du gal manner et palads vi har nu! Og vi kommer ikke til at savne larm om natten fra kiosken under, eller lugten af røg i soveværelset! Og en ekstra lille bonus er at tante skod og Kristian flytter ind dernede, så vi kan udspionere dem og drille dem hele tiden.

Vi bor selvfølgelig stadig i kasser, og gør det nok et godt stykke inde i Januar, men her er så dejligt. Og der er ingen tvivl om at vi bliver her. Måske endda til vi skal bæres ud.
Her er plads til mange børn, og vi vil gerne blive på Nørrebro, lige tæt ved India. Det er ihvertfald vores tanker lige nu. Og "lige nu" er sandheden for os lige nu...

Vi elsker Nørrebro. Og det er på trods af at forhjulet på min cykel forsvandt natten til igår, og der bor rotter under bagtrappen. For ikke at tale om at der ligger et bordel i gården og ind imellem er undtagelsestilstand i nabolaget. Men det er også et spraglet område hvor ingen kigger langt efter nogen, for dem der glor er selv så ultrerede at det ikke giver mening at glo. Og vores børn vil ikke kun blive opdraget til mangfoldighed her på Nørrebro, men indgå i den, hvilket for os er meget meget værdifuldt at kunne give vores børn.

Nå men flytningen gik godt, og her virimlede med dejlige venner og familie der igen flyttede familien Svendsen fra A til B. Vi har altså nogle vidunderlige mennesker omkring os. De er der bare altid og hjælper, støtter og lytter. Og hold da kæft manner de er stærke.

Mangel på søvn og flytning og oplæg på studiet har taget hårdt på mig. Jeg har svimlet rundt og været rigtig rigtig skidt. Faktisk har jeg ikke turde været alene med Raja, og har måttet ligge på langs meget af tiden. Nu går det lidt bedre, men min læge mener det er stres, søvnmangel og sorg, og det er der jo desværre ingen medicin for... Ihvertfald ikke tilgængelig for mig. Lige nu.

Fordi India er død fra mig er mit filter sgu i stykker. Jeg frygter og forventer alt for tit det værste. For det værste skete jo den dag i juni sidste år. Og så kan det også ske igen(og lad være med at sige det ikke kan, for det kan det). Så tanker som hjernebetændelser, svulster eller andre hyggelige kroniske sygdomme er altså ikke fjerne.

Men på en mærkelig måde er døden alligevel ikke så skræmmende mere. Det er jo der India er. Ikke at jeg ønsker mig derhen(lige nu!), men den er ikke skræmmende. Men det er skræmmende at blive skilt fra Raja & Thor(hvorfor jeg IKKE ville til lægevagten, tænk hvis doktormanden indlagde mig!).

Jeg kan huske da jeg fødte Raja. Der blev jeg jo kørt ret akut til operation efterfølgende. Det hele var meget dramatisk, og både Thor og jeg nåede at tænke; "nu dør Line sgu, sikke noget rod, men ok, så er vi to her og to der"... På nogle punkter er jeg blevet så frygtelig sart, svag, bange, skrøbelig, tryghedssøgende, efter Indias død. Men på andre er jeg blevet godt gammeldags kynisk.

Her i den nye lejlighed har vi taget os nogle tude-hulke-ture vi ikke har taget os længe. For lige pludselig ser vi vores fremtid for os i denne lejlighed. Og tydeligheden af at vi aldrig kommer til at råbe; "India der er mad", "Skru så ned for den musik" eller "kom og spil cococracy" ned af den store gang, ned til det der helt sikkert bliver pube-værelset, er bare så hårdt! Hun er jo storesøsteren der skulle have haft det værelse først. Raja skulle have brokket og skældt ud hver dag over at hun ikke havde det gode værelse... Nu får hun det som den første, selvom hun er lillesøsteren. Helt sikkert også snart storesøsteren, men hun er også lillesøsteren. Ihvertfald i Thors og min bevidsthed. Lige nu...

Gud hvor jeg savner min India idag.

Og Bajabajaaaan har bare klaret flytningen så flot. Hun syns den nye lejlighed er en fest. Især fordi fætter Frederik er så meget på besøg. HAN er ihvertfald en fest syns hun. Og det er også en fest at vi har pyntet op til jul. Så der nu hænger engle og nisser og hjerter overalt. Mest engle. Engle er noget særligt her i familien. Så dem er der mange af.

Gud hvor jeg glæder mig til jul.

Kalendergavetid

Glædelig 1. december... Så er det kalendergavetid. Her i familien giver Thor Raja, mig og India hver tredje dag. Jeg giver Thor, Raja og India hver tredje dag. Og så giver mormor os på skift... Så der er gaveorgie hver morgen... De dage hvor vi altså ikke har snydt og åbnet dem om aftenen før.

Idag fik vi alle tre hjemmestrikkede vanter af mormor. De var så fede. India fik en grim(undskyld mor) julebuk, som Raja fik mollestreret i løbet af nul komma fem. Mine vanter er lilla, Thors er blå og Rajas er en af hver farve.

Af mig fik Raja et par velour-smækbukser nede fra retro-pusheren. Og India fik det fineste lille juletræ af Thor.

Og så gik flytningen godt. Skal nok skrive mere om det... Og bare rolig, jeg skal nok lade værre med at udpensle detaljer om kalendergaver hver dag i december her på bloggen.

Tsk tsk tsk...

Ja så fik vi sgu nøglen alligevel og flytter imorgen!

Ja, efter en masse diskussion og frem og tilbage fik vi en undskyldning og har lige fået nøglen her til aften.

I formiddags da vi troede viceværten kom med nøglen, kom han for at sige vi ikke kunne overtage den. Vi havde pakket ALT, så vi var bare så gale. En bæbs på ½ år og 40 flyttekasser i en uge er bare ikke sagen. Så jeg stod bare med tåre i øjnene og sagde "nej nej nej". Endnu engang kom det bag på mig hvor skrøbelig jeg er blevet. JEg piver over det mindste, efter India er død. Og pressede situationer er bare svære at håndtere for mig.

Imorgen går det løs. Håber jeg får lidt søvn i nat. Ellers har vi haft besøg af moster Dorthe hele dagen, og Raja har vekslet mellem at syntes hun var en fest, og til at være stiktosset over hendes tilstedeværelse. Hun er et sjåut barn.

Igår var der en fotagraf og tage billeder til Femina... De er blevet mægtig gode. Her er et af dem.

Ikke alligevel - hrmpf...

De er ikke færdige med lejligheden. Så vi har med en dags varsel fået af vide vi ikke kan flytte før om tidligst en uge. Grrrr...
Øv øv øv. Surt, men så kan vi se det sidste afsnit af forbrydelsen, og lære Raja at sove igennem inden flytningen...(nogen der sagde naiv?)

BLOGpause

På lørdag flytter vi. Jubiiii... Det bliver så fedt, men hold da op hvor det holder hårdt at pakke ned med et barn der laver tænder hele natten...

Jeg skriver nok ikke herinde i et stykke tid, da vi først bliver online med verden igen d. 1. december.

(Billede; Raja og mor foran den nye gadedør)

Indtil da, hav det smukt.

Køb en ny regering

Ja der er ikke det jeg ikke vil give for at få dansk folkeparti med et fly til langbortistan... Og så ud af flyet i en faldskærm... gnæk gnæk... http://www.flytetmandat.dk/

HEHEHEHE... Vi gjorde det; hehehehehe; http://politiken.dk/politik/article442505.ece

Min allerførste AMO-blanding

Jeg har været en tur ved lægen idag, fordi jeg igår fik mig en forskrækkelse. Jeg fik synsforstyrrelser og kunne ikke formulere det jeg skulle sige til Thor. JEg måtte lægge mig ind og sove midt om dagen, og jeg var ret rystet. Da jeg vågnede fra min lur havde jeg dumdrende hovedpine og kvalme(og nej, jeg er ikke gravid) Min læge sagde med det samme at jeg skulle have noget søvn. Og ikke bare en lur om formiddagen, men dyb søvn om natten. Hun var hård og kontant og sagde at det var den eneste vej frem. For ellers ville det bare blive værre.

Vi er rigtig hårdt spændt for i disse dage. Jeg har haft travlt med oplæg på studiet, Thor skal skrive opgave og snart til eksamen, vi flytter på næste lørdag og Raja sover kun 1-2 timer af gangen om natten. Så vi har meget at se til. Jeg forsøger ikke at klage, forsøger at holde hovedet højt. Vi har jo et levende raskt og helt vidunderligt barn. Men min krop har vist reageret nu... Alt for lang til har den ikke fået søvn, og når Raja kun kan sove ved at man traver land og rige rundt om dagen, så får jeg heller ikke hvilet om dagen...

Sjovt nok vil jeg helst ikke have så meget hjælp. Sjovt nok hiver jeg Raja ud af armene på Thor for selv at gå tur med hende. Og sjovt nok laver jeg aftaler hver dag og forbereder mig grundigt til undervisningen.

Jeg har tænkt meget over hvorfor jeg ikke tager den lette løsning oftere(ikke at jeg aldrig gør det, men jeg får fandme dårlig samvittighed over det når jeg gør det). Det gælder alle mulige vigtige og uvigtige aspekter af vores liv. Det er ikke engang fordi jeg føler jeg bør gøre det...

Jeg tror jeg er med i den klub hvor "jo hårdede jo bedre". Jo mindre søvn jeg kan klare mig jo bedre. Jo mindre smertestillende jo sejere. Jo mere jeg kan klare Raja alene jo bedre. Jo mere hjemmelavet jo bedre... Men altså. Jeg tager jo ikke skade af at slække lidt på kravene. Og Raja tager bestemt ikke skade af at jeg får en lur eller en time-out ...

For en måned siden bagte jeg min første AMO-blanding kage. Jeg troede aldrig dette ville ske. Jeg ser jo opskrifter som en skændsel mod kreativiteten, så en AMO-blanding; oh skræk oh ve. Men den blanding smagte faktisk udemærket... Og jeg kunne smage at jeg havde smagt den før, måske på besøg hos nogle mødre der havde meldt sig ud af jo-hårdere-jo-bedre-klubben for at være sammen med deres børn!

Og blandingen var bagt for at være overskudsagtig, til de stakkels polske håndværkere der knokler rundt til sent ud på natten i weekenderne i vores nye lejlighed... Og de er sikkert ligeglade med hvilken slags kage hormonella kommer anstigende med medlidenheds-tåre i øjnene.

Jeg melder mig ud af den klub, for Raja har brug for en mor der ikke bruger al sin energi på at kunne klare det hele... Men istedet bruger det på at være hendes mor. Og Thor har brug for en kone der ikke ser dobbelt når han er på arbejde og som er hyggelig at være sammen med. Og India iagttager mig et sted fra jeg ikke ved, og hun skal smile når hun ser mig... Men det er nok en langsom tilvænning.

Nå men det jeg måske også vil sige er at jeg i dette indlæg har tænkt højt, til alle jer der læser med. Tit møder jeg nogen der siger at de liiiiige har kigget med herinde, og det varmer. For tænk at noget har lyst til at læse med om mig og mines liv. At være en del af vores univers for en stund. Det syns jeg er stort...

Til alle jer der måske tænker at jeg ikke er så god til at få sendt sms'er, mails, ringet og drukket kaffe med jer i øjeblikket, så vil jeg bare sige at jeg kommer stærkt igen, når vi lige er kommet op til overfladen igen. Der er så mange ting vi gerne ville nå. At besøge en masse mennesker(døde og levende), komme til middage, kaffemøder og alle de der hyggelige ting og ting der gør andre og os selv glade. Vi skal nok finde melodien igen. Men den næste kage jeg byder på bliver måske en AMO-blanding.

En lille buket til India fra tante Anna, som savner jer

Sådan stod der på følgekortet...

Forleden ringede det, midt i puttetid, på døren, og det var et blomsterbud der kom med en smuk smuk buket i India-farver.

Rejsende tanteAnna havde sendt en buket til India, hele vejen fra det kolde store Canada, hvor hun laver feltarbejde og bliver klog.

Jeg tror ikke Anna er helt klar over hvor glad det kan gøre Indias mor og far at hun tænker sådan på hende. At hun husker hende, selvom vores samtaler jo ofte handler om alle de levende, frierier, gylperier, flytterier, lejligheder og studier... At India altid lige bliver nævnt. Det gør en englemor meget meget glad.

Måske svært for andre at forstå at omtale af mit døde barn kan varme. At samtaler om død, begravelse, tragedier og sorg, kan varme og redde dagen, ugen, måneden, venskabet!

Rigtig mange i vores omgivelser, familie, venner og kammerater husker på India. Og det betyder stadig, 17 måneder efter Indias død, ubeskriveligt meget. Vejen til mit hjerte går gennem mine børn... Både min stjerne India og min bøf Raja...

Og mht. valget idag; det kommenterer jeg overhoved ikke, men vi kigger nu på hus i Sverige!

GYS

Rigtig godt valg til alle(der holder med os). Puha det her er en gyser, det er jo næsten ikke til at holde ud.

Vi er rigtig ophængt disse dage. Vi har begge travlt på studiet(hvorfor falder det altid sammen), vi står i flyttekasser til halsen og Thor arbejder ind imellem, da det jo er dyrt at flytte i en rigtig voksenlejlighed. Så lige i øjeblikket kunne sangen "når min mor kommer hjem, så er min far lige gået" godt være skrevet om familien Svendsen.

Og så har lille Raja helt selv lavet en tand. Den er lille og hvid og fin, og skyld i at jeg ikke får særlig meget søvn.

Oven i alt det, så er vi optaget af det spændende valg i dag og den korte valgkamp, der har båret præg af den samme overfladiskhed, som vi bare ikke længere kan håndtere. Vi er nok blevet gode til at skære lige ind til benet. Gennemskue pladder og pludder, og gider bare ikke small-talk og væven rundt. Kom til sagen, den sag der er aktuel og vigtig. Det andet er vores liv lige nu for kort og vigigt til.

Og så en opfordring... Hvidovre hospital lukker sorggruppen. Det er den Thor og jeg har gået i. Den er ledet af vores jordmoder, Charlotte, og det er helt forkert og meget meget trist at den lukker. Hvis man ikke allerede har protesteret med sin underskrift, så skriv under på; http://www.bevarjordemoderomsorgen.skrivunder.dk/For ulykkeligvis kommer flere engleforældre jo til. Og for at lære at stå på sine ben igen når man har mistet sit allerkæreste, er det nødvendigt med al mulig hjælp og støtte. Sorggrupperne kan give støtte man har brug for.
God kamp idag. Håber at vi skal drikke sejrscola...

Og vi slutter selvfølgelig lige af med et Raja-billede. Raja fik forleden lov at lege med maden. Ifølge hippie-mormoren, så skal børn have lov at kaste og lege med maden for at få et alsidigt forhold til den... Hmmm...

Grisefest

Så er endnu en lillesøster født. En dejlig lille grisebasse (http://grisen.ripavaleur.dk/). Tillykke til familien Ripa Valeur. Vi glæder os som små børn til at se hende imorgen. Gæt hvem der helt sikkert ikke kan sove i nat. Lissom natten til onsdag(ok det var også fordi der var bøffest).

Yipiiiiiiii...

Raja ½ år

I forgårs fyldte Raja et halvt år. Det er et skråplan at fejre den slags, men det gjorde vi bare alligevel...

Vi havde en hyggelig dag hvor overmosteren og mormoren kom. Overmosteren havde sgu en klapvogn med til Raja og min mor en naturtandbørste... (Så bliver det vist ikke mere ØKO.)

Raja er heldig. Hun har et utal af bedsteforældre. De er så gode ved hende, og hun lyser op ved synet af dem. Hun er også lidt deres, selvom hun selvfølgelig mest er min... Og Thors og Indias.

Det har været et ret kaotisk halvt år. Vi har været både ubeskriveligt lykkelige, angste, glade, triste, sørgende, frusterede, fjollede og meget meget mere.

De første par uger af Rajas liv var svære. Vi savnede India så frygteligt. Det var somom hun manglede endnu mere, til at møde Raja. Til at blive storesøster. Og vi var helt ude af den af frygt for at miste Raja. Raja kastede op og vi fes til undersøgelser med hende. Jeg græd rigtig meget. Og amningen var et helvede og en kamp.

Lige så stille og roligt fik vi fod på amningen, på angsten(der dog jævnligt hjemsøger os igen) og vi fandt et leje hvor India var med i familien selvom hun er død og havde fået en lillesøster. Og vi blev lige så stille mere og mere forelskede i vores lille tiger-Raja.

Raja fik kolik! Fy for pokker. Raja skreg rigtig meget. Så meget at jeg flere gange tænkte; mit første barn er død, mit andet barn skriger og skriger. Hvad er det jeg gør så forkert som mor? Desuden kunne ingen give os svar på hvad kolik skyldtes. Og at Raja skreg af ingenting og India var død af ingenting, gjorde at jeg var meget frustreret over bare at være ladt i stikken af ingenting.

Jeg tror ikke man kan forstå hvordan det er at have et barn med kolik med mindre man har prøvet det. Og vi måtte (igen) forklare, og indimellem forsvare, hvorfor og hvordan det var at have et barn med kolik. Vi kunne ikke overskue ret meget. Ikke engang at købe ind og lave mad. Og vi var presset meget meget langt ud.

Vi havde nok forestillet os, at det at få et levende barn i armene, ville være udelukkende lykkeligt. Vi havde slet ikke forestillet os at vi måtte sætte vores liv på standby på denne måde. Og med vores liv var jo også vores tanker og følelser for India. For der var simpelthen ikke plads til andet i vores liv, i lang tid, end Rajas velbefindende. Som vi endda ikke engang var herrere over.

Der er spejle overalt! Vi spejlede os i alle andre med små børn, og følte ikke vi magtede opgaven som forældre. For det så så nemt ud for de andre. Og vi kunne mærke at mange omkring os ikke forstod at vi ikke kunne noget andet end at være hjemme med Raja. Vi var uden tvivl selv vores egne værste dommere. Og vi følte os pressede, magtesløse og dybt dybt frustrerede over at Raja bare ikke havde det godt. Og vi kunne intet gøre. Og over at vi bare ikke magtede noget andet end at holde om Raja herhjemme.

Jeg kan godt mærke, når jeg skriver dette, at Rajas kolik har sat dybe dybe spor i mig. Jeg bliver meget påvirket af at tale om det og tænke på det. Måske har jeg stadig ikke erkendt at der intet var at gøre for hende. Måske bebrejder jeg stadig mig selv en smule for at jeg ikke kunne hjælpe hende dengang hun var så ulykkelig!?!

Rajas kolik har betydet meget for den måde vi er forældre på. Jeg kan stadig ikke håndtere når hun pjevser og græder lidt meget. For det sidder så dybt i mig fra da hun havde kolik; stopper det igen? Starter det nu forfra? Hvad er der galt? Slår jeg ikke til?

Det betyder nok at jeg i nogles øjne ikke udfordrer situationen nok. Men jeg magter det ikke. For jeg har stået i alt for mange situationer i de første tre måneder af Rajas liv, hvor jeg følte mig så magtesløs og utilstrækkelig. Så jeg kaster mig aldrig mere ud i situationer med hende der kan gå bare lidt galt. Jeg har altid sikkerhedsnet og plan b, c, d, e, f og å klar!

Jeg kan simpelthen begynde at ryste og græde og få en kæmpe klump i maven hvis hun græder lidt. Så dybt sidder det i mig. Jeg håber det bliver bedre med tiden. For dette blandet med angsten= en lidt overhys mor...

Kolikken stoppede på slaget 3 måneder! Raja blev ikke noget nemt barn, men hun var ikke længere grundlæggende ulykkelig. Nu er hun grundlæggende en bøf.

Hun blev ikke et andet barn, som nogle beskriver når kolikken letter. Men hun blev en gladere udgave af Raja. Hun er gradvist blevet gladere og gladere og græder mindre og mindre. Om hun stadig har haft lidt kolik eller om hun er det børnelægen og sundhedsplejersken kalder for; et signalstærkt barn, ved jeg ikke. Men hun lader til efterhånden helt og aldeles at nyde livet.

Hun er fantastisk. Til jer der ikke har mødt hende endnu; hun er simpelthen fantastisk.

Som sagt er hun ikke noget nemt barn. Men hun er fandme et skægt barn, med gang i det hele, fart over feltet, og en kende gumpetung. Hun er bare fantastisk.

Tillykke med din halvårs fødselsdag min lille bøf. Raja-Bajaaan... Du er fantastisk. Hvor er jeg glad for at det var lige netop dig der kom til lige netop mig.

Billede 1: Raja hos mormor på hendes ½års fødselsdag
Billede 2: Raja 1 dag gammel og mor med blodmangel:-)

Billede 3: Raja 2 uger gammel og far

Billede 4: Raja1½ måned faldet i søvn hos grædende mor efter en kolik-skrigetur

Billede 5: Raja 3½ måned og mor hygger

Billede 6: Raja ½ år og mor leger bide-hinanden-leg. (Sådan siger man jeg elsker dig på Svendsensk)

Rigtig god søndag

Lille syge pige

Stakkels lille Raja har været syg i nogle dage. Hun har hat feber og været ked og pyldret. I nat vågnede hun og var meget meget ked ca. en gang i timen.

Det er svært for os at holde hovedet koldt når hun er syg. Vi blev hjemme fra studiet begge to, for vi bliver bange, kede og trætte når Raja er syg. Der skal ikke meget til at vippe os af pinden, så får angsten sit grimme tag i os. Og vi kan ikke tøjle den angst, hvorend vi gerne ville. Især jeg kan ikke lade være med at holde rigtig meget øje med hende om natten, tvinge mad og væske i hende og lade hende hænge i slyngen så meget hun vil.

Nu har hun det fint igen, så nu hvor hun er fuld af energi igen er mor og far trætte og skal samle kræfter til endnu en omgang RaaaaajaaaaBaaajaaan...

Aj altså, en gang i timen er altså for meget for små piger at vågne

Så hvis nogen har nogle vidunder-råd til at få små bøffer til at sove igennem om natten , så kom an. Og dem der hvor de skal skrige i 12½ minut gælder ikke...

Hvis Raja ikke var så forbandet skøn, smuk, dejlig og blød, så havde vi nok ikke holdt til det her natteroderi... Eller dvs. jeg ikke holdt til det. Faren snork-bobler fra det hele.

Og så har Raja-Bajaan været til sin første koncert. Det var en
overraskelses-demo-torsdags-koncert med Mano Chao. Det var sjovt med højt.

Livet går jo videre...

Forleden dag sad jeg på Indias bænk og havde en stille stund med mig selv og mine tanker og min India.

Ned af hendes sti kom en vuggestue trillende, og den ene pædagog sagde højt og begejstret "heeeeej Line"... "Har du fået en ny?" Jeg var lidt desorienteret og kunne faktisk ikke huske hvor jeg kendte hende fra. Pinligt, men det kunne jeg altså ikke. Efter lidt tid fandt jeg ud af det var en studiekammarat jeg havde fag med da jeg ventede India. Hun fik mailen om Indias død lissom resten af holdet. Og derudover har vi nogle fælles bekendte. (en kort historie fra det virkelige liv er allerede blevet lang:-)

Hun sagde med det samme at det var godt at jeg havde fået en ny... Ved ikke hvorfor, men nogle gange skærer denne sætning i mine øre... Jeg svarede at ja det var virkelig dejligt at have fået Raja. Hun er et mirakel i sig selv, helt sin egen. Men det gør ikke savnet af India mindre. Det sagde jeg til hende, og hun mumlede lidt videre. Hun fortalte så at hun selv havde mistet en lillesøster der blev 15 dage. Hospitalet havde sørget for begravelse osv, og de havde aldrig set hendes grav. Det var hun meget ked af. Og moderes drømte stadig meget ofte om lillesøsteren. Om hvordan hun ville have været, hvordan hun var og om det der dengang skete.

Så spurtge hun hvad der egentlig var sket med India. Og jeg fortalte i korte træk. Og jeg fortalte at vi var rigtig glade for at vi havde hendes lille plet på jorden med den røde bænk hvor vi kunne give hende rum, og hvor vi kunne fortælle hendes søskende om hende... Herfter sagde min studiekammarat; "men Line, livet går jo videre"... Jeg blev ret mundlam fordi jeg fakrtisk syntes vi havde haft en meningsfyldt samtale. Vi havde talt om stort(hendes lillesøster, India, Raja, hendes børn) og småt (studie, arbejde osv) og så pludselig mente hun at måtte fortælle mig at livet gik videre.

En gang før er denne sætning blevet sagt til mig. Og også på kirkegården. Der blev den sagt af min praktiklærer jeg var i praktik hos da jeg ventede India. Og jeg havde lovet mig selv at jeg, heldt uden at fortrække en mine, ville sige noget i retningen af "jamen for uglen i hulen da... Er det rigtigt, jamen så er jeg helt glad igen. Vi nedlægger gravstedet og drikker mig plørefuld og danser på borde igen. TAK fordi du fortalte mig det, nu er jeg fjong"

For det er mig meget svært at forstå hvad den sætning skal siges for; "...men livet går jo videre Line..."

Hmmmm... Jeg fik jo ikke sagt noget smart eller kækt. Jeg fik sagt at "ja det gør det heldigvis, og man tager sine børn med sig, hvad enten de er levende eller døde". Men jeg undres stadig over hvorfor man vælger at sige det til en mor ved hendes datters gravsted. Og så når man endda er derude i periferien. Uden at kende til morens tanker og følelser...

Livet går videre. Jeg er her endnu. India var her. Livet går videre. Og det jeg mener med det er at livet går videre selvom India er død. På trods af min ene datter ikke er hos mig, så lever jeg endnu. Sammen med alle dem jeg holder af. Jeg lever endda godt. Har det godt. Men kun fordi jeg har India inden i mig. Kun fordi at hun kom med mig videre i det liv af mit der gik videre... Giver det mening? Havde jeg skøjtet videre, uden at tage India med mig var jeg aldrig blevet hel igen.

Og det er der ulykkevis mange englemødre der kan give mig ret i. Alle de englemødre der ikke fik den hjælp og støtte og opbakning til at tage deres små børn med videre...

Alle dem der bare fik af vide "at livet jo går videre" inden de trådte ud af kapellet...

Nu ved jeg jo ikke hvad min studiekammarat egentlig mente med hendes sætning. Jeg kan kun gætte og ligge i den hvad jeg forstod... Og jeg tror desværre at hun mente hvad alt for mange nok mener og tænker om os engleforældre... "Nu må det da snart stoppe og blive som før. Nu må vi da snart få de gamle unge glade mennesker tilbage. Nu har de jo fået en ny. Så nu bliver det da at sumpe i sorgen"...

Men måske er det bare det der er min aller aller største frygt at nogen skal mene om mig og mit forhold til min døde datter. For hvis nogen tænker dette... Hvad gør det så India til?

Jeg havde lovet mig selv aldrig...

... at fremhæve og offentliggøre grødbilleder af mit barn. De er ganske enkelt ulækre. Og det er kun moren og faren der syns det er sjovt og sødt at se på. Alle der har hjemmesider, blogs osv. sætter stolte billeder af putten der spiser grød online lige så snart de har smagt den første bid. Jeg har aldrig forstået det.



Men det gør jeg nu... Tsk tsk, jeg er blevet en af dem der syns at Raja er det kæreste selv når hun har grød overalt. Og jeg forstår simpelthen ikke dem der ikke er enige!

Kulturnat hos India

Igår aftes var vi til kulturnat hos India. Man måtte egentlig kun være på nogle afmærkede stier på kirkegården, men vi stak af over til India med Moster Dorthe, Fætter Frederik, Overmosteren og mormor. (de kan fandme løbe hurtigt kan de)





Vi havde tændt et hav af lys hos India, og hendes lille gravsted lyyyyste op helt nede fra den anden ende af stien. Det var så smukt og hyggeligt.















Raja var på sin første natterend, og den klarede hun sgu ikke så godt. Hun vågnede i barnevognen og ville ikke derned igen og sove. (læs evt. nedenstående indlæg og sol og måne og mæhhhh)... Vi har snart opgivet at foretage os noget med hende om aftenen. Sådan er det altså åbenbart bare med Raja. Det er også ok... Men det er KUN fordi hun er så dejlig, at det er ok.

Det har været dejligt med nogle mindedage og arrangementer for India(vi var også til arrangement på Rådhuspladsen d. 9., se evt;http://kvinder.bt.dk/index.php?id=1415) . Så bliver hun lidt mere nærværende, og giver et sprængbræt til at tale om hende lidt igen. Det er dejligt. Og dejligt at der er nogle begivenheder der tydeliggør India. Og så så Raja kan være med i India-universet.

Mine tanker kredser meget om hvordan mon Raja får det med India. Bliver India hendes hemmelige usynlige ven der får skylden for de spiste småkager? Bliver India hendes storesøster der bor i en jordhule? Bliver India en sjov og farverig have? Bliver India nogensinde Rajas storesøster? Eller er det kun for os i vores hjerter at India er storesøster til Raja?






Jeg håber og ønsker og beder til at Raja vil kunne forstå bare en lille smule af den dejlighed India er. For selvom hun mangler og altid vil være savnet, så var hun en gave at hun var her...

PS. Hvis man vil skrive en kommentar/hilsen skal man trykke på kommetarer, så kan man skrive. Det er lidt sjovt hvis i gør det, så man kan se i har været her... Men det behøves skam ikke...

PPS. Hvis nogen er nævnt ved navn og ikke ønsker at være det, så skriv med det samme til mig; mosterline@hotmail.com

Indias historie

Nogen har skrevet til mig om hvad der egentlig skete med India... Hvorfor hun døde og hvad hendes lille historie mon er... Her er noget jeg skrev til Heidi, Laurits mor, et par måneder efter India var død. Vi gik til efterfødselsgymnastik sammen, og hun ville gerne høre Indias historie, men skulle ud og rejse den gang jeg skulle fortælle om mig selv...



Kære Heidi

Du kan tro jeg gerne vil fortælle om min datter India. Tak fordi du spørger. Det bliver jo nok en lidt forkortet version, men du kan jo evt. ringe når du kommer hjem fra ferie.

India er et lille kærlighedsbarn. Vi ville gerne have børn, vi ville have begyndt at prøve et par måneder efter. Men pludselig var jeg gravid og vi var jo vildt glade.
Jeg fik dog hurtigt den grumme kvalme, som varede helt indtil en måned før jeg fødte. Jeg prøvede alt, men det eneste der hjalp var sengen og mad. Det resulterede i en vægtstigning på 35 kg. Og et dårligt selvværd, da det eneste jeg kunne var at være gravid og dårlig hjemme bag lukkede døre.

Af forskellige årsager valgte vi at vi ville føde hjemme. Vi lejede et 1000 liters fødekar og var klar med både fødeudstyr og babyudstyr, da jeg var i 38. uge.
Jeg læste intensivt til eksamen indtil 2 uger inden termin, og da eksamen var overstået, åndede vi lettet op, og indstillede os på en lang sommerferie med vores lille barn(vi kendte ikke kønnet).

Da jeg var gået 4 dage over tid (d. 24.juni) vågnede jeg om formiddagen med småveer. Vi ringede efter jordmoderen, der kom, men hun kunne ikke finde hjertelyden med sit træstetoskop. Vi kørte på hospitalet, og Thor og jeg havde ingen mistanke om at noget skulle være galt på det tidspunkt(måske kaldes det benægtelse). Men da vi kom til hospitalet kunne min jordmoder heller ikke finde hjertelyden med doptonen, så en læge skannede mig. Glad og fro sagde jeg: ”kan du ikke lige sige at hjertet slår”(havde stadig ikke fattet en skid af alvoren) og lægen svarede: ”det er jo det jeg lige skal finde ud af om det gør”. Det gjorde det ikke. Vores lille barns hjerte var holdt op med at slå inde i min mave. Så kort før vi skulle møde den. Jeg råbte og skreg og vi satte os ned i et hjørne i lokalet på gulvet og holdt om hinanden og græd. Vi ringede efter vores forældre.

Jeg havde jo sådan set veer og var i fødsel, men efter beskeden om at barnet var død, syns jeg ikke at veerne gjorde ondt mere. Jeg blev tilbudt og opfordret til at få lagt en epidoralblokade, men den afslog jeg til at starte med. Jeg tror stadig jeg forestillede mig en fødsel i et kæmpe kar og uden smertelindring. Heldigvis kendte min jordmoder mig godt, jeg var med i kendt jordmoderordningen, så hun tog en hurtig beslutning og tilkaldte en narkoselæge alligevel. Jeg blev jo nød til at få lidt ro til at fordøje det hele!

Ret hurtigt blev sorgen alligevel vendt til glæde. Det var jo lige ved at vi skulle se det barn vi havde ventet så længe på! Og selvom vi ville miste vores længe ventede og højt elskede barn, så fik vi denne dag et barn. Vi ville blive nogens mor og far, og intet skulle stoppe eller sætte skår i denne glæde. Jeg tror at denne indstilling har hjulpet os utrolig meget med at tage India til os. Hun var vores barn, smuk, dejlig og lige præcis så fantastisk som vi havde forestillet os, faktisk endnu dejligere end vi havde forestillet os. Og følelserne over at være blevet forældre, endda til sådan et dejligt og fantastisk meneskebarn, overskyggede meget af tiden sorgen over at vi ikke fik lov til at beholde hende.

Jeg lå og var bedøvet og mærkede ingenting, og fik ringet rundt til alle mine nærmeste og bedt dem om at komme til dåb dagen efter. Min familie er venner med en præst, der ville komme og døbe vores barn dagen efter. 30 mennesker blev der ringet efter. Vi ville dele vores barn med alle dem der havde ventet hende i spænding og som allerede holdt af hende.

Efter 7-8 timers veer fik jeg presseveer, og var helt åben. Jeg pressede i ca. tre kvarter. Kun Thor, jeg og vores, engel af en jordmoder, Charlotte var på stuen. Det var fuldstændig udramatisk og det der med at føde faldt mig meget naturligt. Så ud kom vores smukke, skønne, dejlige og meget store datter ud. En stor tyk pige på 4318 gr. og 55 cm.

Selvom vi havde regnet med at hun ikke skulle hedde noget af det vi havde talt om på forhånd(situationen havde ligesom ændret sig), var der ingen tvivl ligeså snart vi så hende. Hun var simpelthen bare en India. Vores lille tykke datter, India.
Jeg mistede en del blod og hendes skuldre sad fast, og moderkagen ville ikke ud. Desuden måtte jeg ind og have fjernet rester fra moderkagen en uge efter fødslen. Men jeg husker fødslen som en vidunderlig oplevelse og som total ukompliceret. Denne opfattelse var helt sikkert meget vores jordmoders fortjeneste. Hun roste mig og os til skyerne og simpelthen tog sig af os, så det blev en god oplevelse alligevel. Så på det punkt var jeg heldig!

Vi var bare så glade og stolte. Thor gjorde hende ren og pæn, vores familier kom ind på stuen og vi fejrede Indias fødselsdag, mens hun lå i vores arme. Kun Thors og mine. Ingen andre fik lov. Hun hørte til hos os, de andre kunne kigge og røre, men ikke holde, tænk hvis de tabte hende!
Kl. sent om aftenen kom vi op på en stue hvor vi fik sovet, grædt, grint, nusset India og hinanden. Men mest lå vi bare og kiggede på hende. Vi vidste vi ikke ville have hende så længe, så vi sugede India til os. Hun var bare perfekt.
Dagen efter kom nogle stykker på besøg, bla. vores nevø, der havde glædet sig utrolig meget til at hun kom ud. Han har været meget med i hele forløbet. Han blev meget glad for at se hende, og var mere skuffet over at hun var en pige, end at hun var død. Hun var jo så sød selvom hun var død, mente han, men dårligt arbejde af mig at jeg ikke kunne lave en dreng...

Kl. to mødtes alle vores 30 nærmeste udenfor afdelingen. Vi talte med præsten og alle kom ind på vores lillebitte stue. Vores lille pige blev på smukkeste vis døbt, "India Svendsen", og der var en utrolig intim og smuk stemning. Alle fik hilst på India. Nogle bare kiggede, mens andre rørte og talte til hende eller kyssede hende. Vi var denne dag så stolte og glade. Vi holdt fast i disse følelser og denne indstilling, for vi vidste vi ville have uendelig lang tid til at sørge over hendes død. Så nu gjaldt det om at nyde hende mens hun var der.

Om eftermiddagen og aftenen græd, grinte, nussede og kiggede vi igen. Om natten kom India ned ”på køl”. Vi ville nemlig gerne have hende med hjem dagen efter, og da det jo var sommer, blev vi nød til at give lidt slip på hende. Det var nu også rart at kunne græde igennem den nat da hun ikke var der.
Lige da jeg havde født hende havde meget svært ved at knytte mig til hende. Det var så opslidende at have hende hos os, hvorefter ”de tog hende”, til alle mulige undersøgelser. Det betød at jeg knyttede mig og gav slip hele tiden. Ind imellem tænkte jeg at jeg helst bare ville lade være med at knytte mig til hende. For så kunne vi jo bare lave et andet barn der var levende, og så var India en sen abort: slut-færdig.

Men gudskelov for Thor. Han hjalp mig med at knytte mig til hende. Han var bare smask-forelsket i hende fra han så hende første gang. Han satte sig hos mig når jeg skulle sidde med hende. Han talte til hende, viste mig hendes fingre, aede hende og talte til mig om hvor dejlig hun var. Når jeg skulle holde hende spurgte jeg også de første mange gange ham om lov. For jeg havde brug for at han havde kontrollen og at han hjalp mig. ”Må jeg ikke sidde lidt med hende” sagde jeg!
Thor fik talt med mig om hvorfor jeg ikke ville knytte mig til hende. Det var jo bare fordi det gjorde så pisse ondt at skulle give slip hvis jeg først havde knyttet mig! Men selvfølgelig knyttede jeg mig til hende… For hun er jo mit barn. Mit første barn. Min smukke, store, dejlige, rolige datter. Selvfølgelig skulle jeg knytte mig til hende. Jeg skal have hende så tæt hos mig altid. Jeg kan måske ikke have hende hos mig fysisk. Men hun er så tæt på. Og der vil hun altid være.
At knytte sig til nogen er jo at elske. Og sorgen er kærlighedens spejl, som vores præst sagde. Så vi knytter og sørger og elsker rigtig meget i øjeblikket.

To dage efter fødslen havde vi India med hjemme det meste af dagen. Det var simpelthen bare det bedste. Hun så alle hendes ting. Vi puslede og puttede og holdt og krammede hende, herhjemme hvor hun både skulle have startet livet og hvor hun skulle have boet med os.

De fem-seks timer hun var herhjemme er de bedste i mit liv. Vi var en lille familie. Thor, Line og India.

Om aftenen afleverede vi hende på hospitalet, for hun skulle obduceres dagen efter. Og vi tog hjem. Uden vores elskede datter. Ubeskriveligt. Burde ikke overgå nogen.

Efter obduktionen lagde vi India i kisten. Det var ikke så slemt som vi havde forventet. Vi var klar til at give slip. Men hvad jeg dog ikke ville give for at holde hende i mine arme, bare fem minutter igen! Vores drømme for India var store, og at vi ikke kan vise hende verden og at hun aldrig vil vokse sig stor og sej af vores kærlighed, er næsten ikke til at begribe. Vi har prøvet at forstå og acceptere det i to måneder nu, men jeg tror aldrig at det vil ske. Men det kender du jo selv alt for godt!

Jeg trækker det med den korte version i mig igen, tror jeg! Puhadada en smøre!

Kære Heidi. Jeg håber du får en rigtig dejlig tur til Sydafrika. Og at du finder glæde i din nevø.

Mange kærlige hilsner fra Line

BØF, nu med en Mei-Tai fra Ditte Marie og Magne

Puhada for nogle dage. Vi prøver at træne Raja i at sove længere lure end ½-1 time... Men det er satme svært... Hun sover kun hvis sol og stjerne står i en særlig vinkel, man står på et ben og synger "ole lukøje" baglæns, mens man siger mæææhh hvert 7. sek.... Eller ihvertfald noget i den stil!

Idag tog Raja-Bajaan sig lige en skrigetur næsten på højde med hendes kolikture... Fordi vi ikke liiiiige gjorde som ovenstående.

Og så er Thor begyndt at arbejde en del igen, så jeg har være meget alene med hende. Så bliver man sgu lidt træt i hovedet.

I forgårs kom der pakkepost. Det var DitteMarie og Magnes Mei-Tai-slynge. Ditte Marie kender jeg fra Netbaby og hendes søn Magne er født samme dag som India. Vi har byttet slynger, for Raja kan ikke rigtig være i strækviklen mere. Og Magne skal have en lillebror, så det passer jo fremragende.

Det er lidt vemodigt at vinke farvel til strækviklen. Raja har fandme siddet i den i mange mange timer. Men det varmer mig at Magnes lillebror nu skal sidde i den.

JEg har nok altid haft et lidt godt øje til Magne... Jeg tror at fordi han er født samme dag som India, så har en lille ekstra stjerne hos mig. Det har mange af de børn jeg kender der er født omkring samme tidspunkt som India. For på en eller anden skør måde, så er India jo en lille smule af alle dem.

Jeg finder jo aldrig ud af hvordan hun ville være som 2 måneder gammel, 14 måneder osv. Så jeg tænker hun kunne gå som Magne, spise som Carl, grine som Carlo, kravle som Isobel, danse som Cody... Men bare være som India...

Det der med slynger er måske lidt skørt for nogen... Men jeg siger det bare; prøv det. Vi havde aldrig overlevet kolik uden slynger og vikler. Og vores hverdag er hyggeligere, nemmere og sjovere fordi vi kan putte Raja i en bæredims.

Men nogen siger man ligner en hippie med dem... Jeg er bare ligeglad, min mand har dreadlocks!

Vi håber på skybrud

For der lugter af øl hos India! Vi har prøvet at vande det væk, men det hjalp ikke.

Da vi kom derover i formiddags havde der siddet nogle på hendes bænk og drukket øl. De havde hældt/spildt det udover hendes bænk og stien-af-sten.

Okay... Det er på Nørrebro. Så fair nok der er nogle der ind imellem sætter sig på hendes gravsted. Nogle er endda helt velkomne, selvom de ikke kender India. Jeg ville faktisk blive helt glad hvis et par trætte fnidrende skolepiger, en lidt skæv eksistens med ondt i benet, en autonom der var øm og omtåget af lidt gadekamp, satte sig hos hende. Hvis de havde respekt for stedet. Ænsede at det var Indias sted. Og måske endda sad og tænkte på hvem mon dette lille meneske var.

Men at efterlade flasker og skoder, hælde øl ud over hende! Hvem fanden gør sådan noget... FLADPANDER.

Jeg har lyst til bare at blive derovre. Bare at sidde og passe på hende. På ny føler jeg mig langt fra hende. Jeg kan ikke passe på hende som en mor skal passe på sit barn. Vores India er ikke hos os. Og FLADPANDER kan sætte sig hos hende uden vi kan gøre fra eller til.

Jeg savner mig store pige idag.

(billedet er fra i foråret. Nu er der vildt tilvokset og smukt. Og helt holdt i alverdens farverVores kamera er i udu, så de billeder vi tager udendørs bliver dårlige. Så der er desværre ingen billeder fra denne tid)

Putte-hygge

Thor sover til middag med Raja. Han påstår hun sover meget bedre når han sover med. Thor har taget kones anden sygedag. For jeg er blevet syg, og det er altså bare ikke sjåv med et lille barn på armen.

Nu rabler det for dem; -de flytter sgu igen

Vi har lige været oppe og se vores nye lejlighed -igen-. DEn er fandme grande. 4 værelser og 100m2. Lille køkken og bad, så værelserne er virkelig store.

Det bliver skørt at flytte derop. Det er en lejlighed hvor vi bare kan blive boende. Måske for evigt. Når man læner sig mod vinduet har man udsigt til India. Og vi flugter med trætoppene, den er på 3. sal.

Alt har været meget usikkert for os det sidste år. Alt har vi gjort for første gang igen, efter Indias død. Det har vendt op og ned på vores verden. På vores syn på verden. På vores syn på os selv. Og vi har forandret os rigtig meget. Mange har fulgt os i denne forandring. Fulgt os og støttet os til igen at kunne stå på vores ben igen. Som Line & Thor, men på en hel ny måde.

Så kom Raja, og det hele skulle omtænkes på ny. Hun kom skrigende, bøvsende, gylpende, hulkende, grinende ind i vores lille liv, og væltede benene væk under os igen. Men på en anden måde end India.

Derfor betyder det vanvittig meget for mig at vi har fået en lejlighed hvor vi har fast base i mange år endnu. Hvor vi kan få alle de børn vi vil have. Uden at jeg behøver at spekulere på hvor næste lag børn skal puttes...

Og hvor jeg ikke behøver at lægge vågen om natten fordi der lugter af røg fra kiosken neden under. For jeg er jo bange nok i forvejen... For at miste Raja. Og når man ved at røg forøger risikoen for vuggedød... Såååå kan en englemor sgu gå hen og blive plimmelims.

Vi flytter 1. december. Så vi skal holde jul i den nye lejlighed. Og hos India selvfølgelig. Det bliver spændende hvor mange vi får samlet til flytning denne gang:0) Eller om folk er ved at være trætte af os... Det kan man vist ikke fortænke dem i med 4 flytninger på 2½ år...

Men denne gang bliver vi hvor vi er, det lover vi... Og der er frikaduller og blandselvslik og øller til alle der bærer en kasse. Undtagen alle mine engle-med-mødre. De er nemlig forhåbentlig allesammen gravide. Undtagen Katja... Hendes grisebasse bliver forhåbentlig ikke i maven så længe. Og Sofie hvis 2. lille barn er et sted derude.

Og så flytter vi jo ikke længere væk end at der stadig er gang i gaden lissom igår... Vi flytter bare rundt om hjørnet så vi stadig har udsigt til bål og brand når de stakkels unge forsøger at synliggøre at psyko-Ruth er skør...

Thor elsker at hænge ud af vinduet og følge med i dramaet...

Må man være glad selvom man er mor til et dødt barn?

Jeg har længe tænkt på om man kan danse rundt til glad musik. Grine højt. Trille en tåre over hvor skøn Raja er. Holde om Thor og bare glædes over at jeg har ham. Glæde mig som et lille barn til på lørdag hvor vi igen skal ud og loppe den alle tre. Få kilden i maven over at sætte forårsløg hos India. Spise lækker mad. Bare være rigtig rigtig glad, selvom man er mor til India, der er død!?

Jeg læste en bog "I kan jo altid få en ny" lige da India var død. Forfatteren havde røget smøger og drukket sig fuld i rødvin i ½ år efter hendes datter døde. Hun havde ikke kunnet foretage sig andet. Hun havde været handlingslammet og bare grædt og drukket sig hen i en lang periode.
Sådan har det aldrig været for mig. Heller ikke lige da India var død.

Og nu hvor Raja er kommet, så er det virkelig meget glæde i min hverdag. Mere end nogensinde. Men er det ok? For India er jo stadig død? Indimellem overmandes jeg af dårlig samvittighed over at have det godt med mit liv. For hvordan kan man nogensinde få det godt med sit liv når ens lille datter er død?

Jeg er bundulykkelig over at India er død. Jeg er bundlykkelig over at have fået Raja. India er død og jeg savner hende som man ikke kan forstå man kan savne nogen. Men jeg føler mig meget privilligeret over at have fået de to piger. Jeg er gladere og lykkeligere end hvis India aldrig havde levet. Jeg er knust over hun ikke længere er her. Men jeg er så fantastisk lykkelig over at hun var her...

Og så er Raja jo skøn... Så det er vel ikke noget at sige til at jeg er glad. Også. Jo man kan godt være glad selvom man er mor til et dødt barn.

En lille fast grøn lort

Jeg skal lige lære det her med at skrive på min blog. Hvad skal den bruges til? Skal jeg være hudløst ærlig, eller skal jeg bare fortælle lidt hvordan det står til.. Måske ender det med en blanding.

Da jeg ventede Raja (som vi kaldte Lillen, for vi vidste ikke hvad kønnet var) var jeg sikker på, at set i lyset af vores kæmpe tab, så ville det live ren jubellykke at få dette barn ud levende.
Det har også været en helt fantastisk lykke at få Raja. Men det har også været meget meget hårdt.

For det første fordi det er så svært at Rajas storesøster mangler. Det er og bliver bare hårdt. India mangler i vores familie. Og lad os slå en ting fast, Raja har ikke lappet noget hul. Hun har ikke erstattet India. Hun har ikke udfyldt Indias plads.

Raja har fyldt sin egen plads. Hun har fået en ny plads i familien., I familien på 4 er hun den fjerde. Det første barn mangler ikke mindre af den grund. Men vi har det godt. Vi er glade og på mange måder har vi det godt. Blandt andet fordi at Raja har bragt os livsgnisten tilbage.

Faktisk kan India ind imellem mangle endnu mere end før Raja blev født. Fordi hun ikke længere bliver nævnt. Ingen vil nogensinde glemme India. Men meget få taler om hende mere. Derfor mangler hun endnu mere end da hun stadig blev spurgt til hele tiden.
Vi har gjort meget ud af at India skal nævnes og tales om igen og igen og igen. Men efter Raja er blevet født bliver hun kun sjældent nævnt. Og det gør at vi ikke blot savner India nu. Vi savner også at hun mindes og huskes. Vi savner dengang at India fyldte hos vores omgivelser også.

Raja fylder meget. Hun er en bøf og hun er et meget besværligt barn. Det betyder selvfølgelig at vi taler meget om det. Og det fylder meget. Og det skal det også.
I dag kaldte Thor på mig fra puslebordet. Meget indgående, og jeg skyndte mig til… Raja havde lavet sin første faste lort. Helt grøn og fast. Og vi studerede den og talte om den og var en lille bitte bitte smule stolte af at vores lille Raja kunne lave en lille fast lort! For sådan er det for os at have et levende barn. Alle mulige små lækre og ulækre ting fylder.

Men India fylder også så usigeligt meget… Så lad os tale om hende og mindes hende igen og igen og igen… Også selvom hun ikke er det der ligger øverst i bunken.

Jeg blev grebet af stemningen

Mange af mine med-englemødre har oprettet blogs. Og nu er jeg blevet grebet lidt af stemningen. SÅ må vi se hvad det fører til.

Jeg har ikke så meget tid at rutte med. For jeg er mor til to piger. En inde i vuggen og en i himlen. India er mit første barn. Hun døde ved fødslen sidste juni af uforklarlige årsager. Hun er begravet overfor hvor vi bor på Nørrebro. Vi besøger hende hver dag og hun fylder så utrolig meget i mig. Lissom nu lissom altid.
Raja er den lille sprællevende tytte-bøf der fylder vores hverdag ud med skrig og hvin og grin og kys. Hun er 5 måneder idag. Hun er ikke noget nemt barn... Men hun er vores dejlige Raja-Bajaan... Eller mest er hun bare sin egen.

Nu må jeg i seng. I nat vågnede bøffen hver time, så jeg er lidt træt.