Rajas 1års fødselsdag

Idag har Raja fødselsdag. Min lille RajaBajaan er nu noget med år, ikke længere noget med måneder. For et år siden sendte vi denne besked til gud og hver mand - sån da;

Idag blev det Rajas fødselsdag... Line fødte hende kl. 18.40. Hun vejer 4 kilo. Hun ligner sin mor, sin far og sin India. Hun er helt fantastisk, smuk og dejlig. Og helt i live. Fødslen gik stærkt, vi har det alle godt. Kærlige hilsner fra familien Svendsen.

Fødselsdag har fået en ny betydning efter jeg er blevet mor. Det er jo dagen for fødslen. Indias fødesldag er et mangfoldigt spektrum af følelser. Rajas fødselsdag er kun fuld af glæde og kærlighed. Hun kom og blev vores, og hun er her stadig. Se selv nedenfor!

Det har været en vidunderlig dag. Raja er blevet begavet som jeg ikke troede var muligt. Alt fra en klapvogn til hjemmestrikkede bluser og mystiske dyr til en bog om sig selv. Alle mulige tanker, hilsner og gaver er sendt hendes vej. Og vores vej. Og Indias vej, og lige her midt i trætheden er jeg så skide overvældet. Overvældet over hvor mange der holder af min Raja. Holder af Thor og jeg. Og holder af og mindes min India. Mest er jeg overvældet og rørt over at Raja bare blir så dejligere og dejligere. Det er simpelthen et mirakel at være hendes mor og far.

Der var selvfølgelig dømt Cirkeline-tema. Men vi holdt det nogenlunde jordnært, kun de aller nærmeste var inviteret... Og jeg holdt på mig selv - det skulle være Rajas fest. Så jeg pev en del, jeg syns det er så rørende at hun har fødselsdag, men vi prøvede også at forholde os i rolig stemning - brød kun ud i jubeldans og skønsang et par gange - og ingen tis i buks!

Det er stort at blive et år. Ja ved ikke hvorfor, men det syns jeg. Og en lille bitte bitte del af mig tænker nok også at børn over et år dør ikke. Nu er hun helt sikker i favn, hun bliver hos mig min Raja. I armene, såvel som i hjertet. Gud hvor er jeg lykkelig ved det...

Er du klikket ind på indiaograja for at ønske mig tillykke med at jeg nu har to printede opgaver parat til aflevering!?!

For det er det jeg har! To gode opgaver endda! Og det er skam en stor bedrift...

Efter jeg mistede India har det føltes somom at jeg har skullet gøre alting igen for første gang. Og nu har jeg skrevet to opgaver for første gang, siden jeg blev mor. Og iforhold til India er der mærkeligt nok ikke det store rumsteren i mig. Derimod syntes jeg at det er svært at kombinere Rajamoren med den opgaveskrivende studerende. Det er svært at få tid til det hele. Og det er svært ikke at være lidt fraværende i samværet med Raja. Og samtidigt kan jeg også føle mig fraværende i fordybelsen i opgaverne... Aldrig er jeg helt i det jeg laver, for der er jo også liiiiiige det andet. Det håber jeg jeg lærer med tiden - mon ikke alle mødre skal finde denne balance?

Men jeg har opdaget noget andet de sidste par uger også. Jeg brænder for andet end døde og levende børn. Jeg brænder rigtig meget også for en masse andet. Det er i grunden en vigtig ting at opdage. Jeg brænder for at gøre Danmark et lidt mere anstændigt sted, ligesom jeg gjorde dengang jeg ikke var nogens mor endnu. Og mens jeg så sad der og brændte ved tastaturet, så kaldte faren at Bajaba kravlede... Og så var det jeg blev lidt ked over at jeg lige skulle brænde der da Bajaan lige skulle kravle for første gang... Sikke et perspektiv!

Og i morgen er det tid til fejring - gad vide om jeg - en grandvoksen kvinde - ender med at lave en tissetår i bukserne af fryd?

Tænk at I tør!

Jeg blir rigtig meget tit rørt over de kommentarer jeg får her på bloggen. Og alle de mails jeg modtager fra læsere her fra bloggen. Og lige pludselig slog det mig. Der er faktisk folk der vælger at læse med om mig og mine. Mennesker der kunne vælge ikke at ville al den død, sorg og reflektion over livet... Og al den kærlighed - ej at forglemme.
Nogle dage kan jeg ikke engang rumme min egen historie, min døde piges historie. Og mange dage kan jeg ikke åbne op til alle de andre engles mødres blogge, for jeg kan ikke rumme deres historier, sorg og liv.
Jeg beundrer alle dem uden døde børn der vælger at rumme mig og mine. Både mine levende og min døde. Jeg varmes og jeg røres over at nogle der ikke bør, skal og burde, alligevel gør, tør, kan og vælger!
- Okay - kan godt se at the Line-style lige kammede over der - kunne bare ikke lade være!

Helt i stå - lige inden mål

(Måske derfor dette indlæg). 23 sideres opgave om regeringens integrationsstrategi, og så er jeg gået helt og aldelses i stå. Jeg syntes det er blevet brandgodt, men så lige pludselig blir jeg i tvivl, tør ikke skrive de sidste par ord, og savner min skrive-makker der jo ikke har fået børn, og blev færdig sidste år. Jeg kunne godt bruge et gavaldigt spark bag i... Eller et kærligt kys i panden, med forsikringen om at jeg ikke kan smadre 6 ugers arbejde på en halv sides konklusion!

Thors fingre er i midlertidigt udu

Han har fået en dropfinger(det yderste ledbånd i fingeren er revet over) og en brækket finger efter en fodboldkamp igår. Han har skinne på begge fingre, og skal have det i 3 og 6 uger...
Det er jo en mindre skade, men en stor skade når man skriver eksamensopgave. Så jeg tror faren skal til sygeeksamen... Det passer ikke lige skabs-stræberen, men det tager 3 gange så længe at skrive en opgave med en hånd, og gæt hvis læsetid det kommer til at gå fra!!!

Jeg under min dejlige Thor at spille fodbold... Men da jeg blev gravid med India lavede vi det kompromis der hed at han ikke måtte spille i marken, kun på mål. Han kommer nemlig altid til skade(han er jo en lille bitte smule klumpe dumpe), og jeg havde sgu lidt svært ved at rumme en kærester der hele tiden gik med krykker eller havde trykket riben. En af os skulle jo helst kunne bevæge sig rundt.
Men AK det hjælper ikke meget på skadesraten at han står inde på kassen og blir skudt ned...
Men han er fandme FAR... Det første han havde spurgt lægen om, var om han stadig kunne skifte ble - det kan han heldigvis godt - men Raja er bange for skinnerne på fingrene!

Hvor mange børn har jeg?

Ja det spørgsmål kan jeg godt svare på selv. Jeg har to børn. Raja i armene og India et andet sted end her. Det er lige til højrebenet, og det har indtil nu været det mest naturlige svar.

Hver eneste gang jeg har mødt forældre der har mistet små børn kort eller lang tid før mig har jeg spurgt dem hvor mange børn de siger de har. Det har været super centralt for mig at vide. Og hver gang nogle har berettet at de kun fortæller om det antal levende børn de har hos sig når nogle spørger dem hvor mange børn de har, har det stukket i mit hjerte.
For det mindste man kan gøre for sit døde barn er vel at vedkende sig det? Hun er jo min, og jeg er hendes mor, og at andre kan have det anderledes har gjort mig ondt, gjort mig bange, bange for at jeg skulle glemme min India en dag...

Men dagen hvor jeg selv kun har fortalt jeg har Raja, er kommet. Jeg har flere gange blot sagt jeg har Raja. En del af mig skammer mig. En del af mig er stolt af at jeg igen kan navigere i verden, sortere hver ting til sin tid.
For jeg har faktisk ikke lyst til at fortælle om India til den forhutlede mand ved lægevagten, der sprøger om Raja har søskende. Til den fremmede dame i bussen der ligner typen der fyrer en sårende floskel af ala der var nok en mening med det". Og jeg har slet slet ikke lyst til at fortælle Indias historie til en smuk, stolt lykkelig højgravid kvinde påvej mod de 40+4!

Jeg kunne jo vælge at fortælle jeg har to børn, Raja på et år og den anden på knap 2. Men på besynderlig vis føler jeg jeg lyver mere ved at sige sådan, end hvis jeg helt undlader at fortælle om India. Er det mon fordi jeg har vænnet mig til at se min virkelighed i øjnene? At jeg jo altså kun har et barn. Jeg havde to, er mor til to, men der er kun en hos mig? Eller hva hulen er det der gør at jeg ikke længere finder det livs-og-døds-nødvendigt også at fortælle om India, så død, så sød og så skide brændt!? Er det fordi jeg mister hende lidt mere hele tiden? Først ikke mit barn, hva hulen blir det næste? Sløjfer jeg gravstedet ARRRHHHGGG... STOP mig!
For med alt det her sorg-halløj er det så skørt. Det jeg føler imorgen var så utænkeligt for mig idag. Og måske jeg har det helt anderledes igen i overmorgen. Jeg flytter mig meget i øjeblikket. Det er rart og det er skræmmende. Mest skræmmende.

India vil for altid være ved mig og hos mig. Hun vil på besynderlig vis altid have pladsen i mit hjerte som var hun her stadig, og det siger jeg uden at blinke med øjnene, for det er netop sådan det er.
Men hun tåler også at ligge lidt gemt hos mig nogle gange. Måske for at bekytte mig selv, måske fordi jeg ikke altid kan rumme mit barns historie. Måske fordi jeg har vænnet mig til at opføre mig sån som man nu engang gør... Ikke bare braldrer ud med al den dødhed. For jeg kan jo også godt mærke hvad det gør ved andre. Det er jo en rå historie. Men den er min. Og den er Indias, og enhver der skal mig bare lidt tæt på vil altid høre den. Høre om hende. Og høre om hvordan det er at være mor til min India. Så død, så sød og så skide brændt...

Sol(for)brændt Raja

Snøft lille Bajaan har fået knaldrøde kinder efter en dag i solen. Det faldt os bare slet ikke ind at tage solcreme med, ak hvilke ravneforældre...
Gode råd modtages med kyshånd... Tror lægevagten får lidt tics hvis vi ringer for 11. gang i 2008!

Jeg er ved at tisse i bukserne af fryd...

... over Rajas fødselsdag. Det er om to uger, og jeg glæder mig helt vildt. Hun forstår jo ikke ret meget af det, men det gør jeg. Og jeg syntes det er det vildeste.
Tænk min lille Raja Bajaan har en helt rigtig levende fødselsdag lige om lidt. Jeg skal ikke sætte blomster og tænde lys og stjernekastere for hende, men derimod bage bolle og kage og sende (super seje Cirkeline) invitationer ud til rigtig virkelig levende fødselsdagsfest.

...Og selvfølgelig købe og lave en masse gaver!

Eksamensræset

Eksamensræset starter fandme tidligere og tidligere. I år var vi allerede igang fra februar.
Og mystisk nok er jeg faktisk ret bidt af det. Måske er det fordi jeg har lige tilpas med arbejdesbyrde, måske er det fordi jeg skriver om noget vanvittigt spændende eller måske er jeg simpelthen bare KLAR til at komme rigtigt igang med at arbejde med store fag-faglige-tanker, efter at have fået både døde India og sprællevende Raja.
Det er dejligt at mærke at jeg er blevet så parat. Og jeg tænker at det er fordi jeg har gjort det helt i mit eget tempo, at jeg nyder det nu...
Det skal dog siges at jeg selvfølgelig stadig har alt for mange overspringshandliger, der især indbefatter sol hos India med Raja løs på lidt græs og en tår kaffe...

Vidunderlig weekend, trods "seperationsangst"

Sikke en vidunderlig weekend vi fik holdt os. Så vidunderlig at også mandag blev inddraget til formålet.

Lørdag var vi på årets første loppemarked, og hjem kom vi med en gåvogn, en kjole, et par vinterstøvler til Carl, en trøje til Carlo og to "midsummer light" lamper.
De to lamper har jeg sukket over årevis, men de var helt "out off our leak" - eller noget i den dur. Jeg blev så glad for de lamper at jeg begyndte at pive. De er sgu lidt symbolet på det vi ikke har råd til men som vi får klunset os til alligevel.
Bagefter var vi på legeplads i en hel masse timer med Nørrebro-slænget, jeg drak en kop dejlig kaffe med Heidi & Bo og da jeg kom hjem var huset fuld af liv(fra især Carl, Raja og Carlo) og lugten af fiskefrikadeller ...
Søndag startede dagen med fornemt besøg helt fra Jylland i form af Cody & Cathrin og Louise & Fillippa. Det var meget rørende at have dem til kaffe på den røde bænk.
Louise er en barndomveninde jeg igen har fået kontakt til efter India døde. -I ved, en af de der der dukker op fra fortiden og siger; sikke noget lort, her er jeg og jeg kan rumme dig og dit døde barn! Cathrin er fra min India-netbaby-gruppe. De havde deres to meget milde og skønne børn med sig. Det var dejligt at vise Indias sted og Rajas liv frem. Jeg blev lettet af deres besøg, for det gav anledning til snak om dengang India var, og om sorgen og om kærligheden. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, og igen tænker jeg; India har givet mig mange gaver, og disse fire mennesker er en af dem...
En veninde spurgte mig om hvordan jeg egentlig har det med at se børn jeg ved er jævnaldrene med India. Egentlig tænker jeg ikke så meget over det. Mærkeligt nok. Jeg ved jo at Raja er vildt forskellig fra hendes jævnaldrene, eller nærmere bare helt unik og vidunderskøn. Og jeg tænker at India også havde været helt sin egen. Så det gir ingen mening for mig at sammenligne hende med andre jævnaldrene børn.
Men måske har alle de børn der er lige der omkring de halvanden og to år en særlig plads i mit hjerte. De overlevede da min døde, og det er et mirakel...
Resten af søndagen brugte vi i zoo med bedstemor Lene og Faster Vega og hendes nye giraf. Og vi afsluttet weekenden med at gå ud og spise... Skønt manner.
Mandag blev det til endnu en dag i det blå/grå og improhygge med endnu en veninde og en lille løbetur...

En skøn weekend, der dog også har været præget af Rajas helt vilde mor-syge. Hun skriger i halve og hele timer når Thor putter hende, og hun hun vil bare hele tiden være hos sin moar. Det er nogle aftener så slemt at hun kun vil sove hvis jeg ligger ved siden af hende hele aftenen-
Nogle ville måske kalde det seperationsangst, men jeg tror faktisk at denne mor-syge kan ledes lige vum-bums-tilbage til mig.
For jeg har de sidste par uger fået længsel mod verden udenfor. Raja er stadig mit vigtigeste vigtige... Men jeg har været afsted til møder, studerer, er i skole, ude og spise frokost og så videre. Det er ting jeg gerne vil, føler mig klar til og som gør mig til en bedre mor, fordi jeg blir en gladere mor ved også at være andet end mor. Og når jeg er ude at føjte den, ja så er far-Thor jo hjemme. Og han er da vel for hulen ligeså god som mig!?!
Og selvfølgelig dukker så alle de der tanker op med om jeg i virkeligheden ikke er en nærværende-nok mor. Om det er det hun reagerer på. Er jeg for lidt til stede i samværet med hende, har jeg for mange andre jern i ilden(for shit jeg har altid mange jern i ilden)? Er det det hun reagerer på... Nemlig at jeg ikke er der nok. Hun bliver ikke fyldt nok op af sin mor, og det reagerer hun på!?!
Ihvertfald føles det somom den lille Bajaba meget meget gerne vil lige fluks tilbage i min livmoder... Og Bajabas mor vil bestemt ikke have nogen som helst i sin livmoder lige nu!

Rystende tankevirksomhed - jeg er i chok

Jeg har lige gjort rent(det var iøvrigt også rystende hvor sort gulvvaskevandet var) og mens jeg skrubbede gulvet tænker jeg; "når jeg lige har klaret den her stue, så er der rygepause"... GOSH! Jeg har ikke rørt en cigaret siden den dag jeg tog den sidste p-pille, og alligevel er det så fastgroet i mit stakkels underbevidste mig.

Kun en gang har jeg overvejet at ryge igen, og det var efter Indias begravelse, men gjorde det heldigvis ikke.
Jeg havde lovet mig selv altid at stoppe med at ryge inden jeg skulle være gravid, og storrygende Line slukkede den sidste cigaret da jeg stoppede med p-pillerne og det er den bedste ting jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg elsker at være ikke-ryger. Men til Indias begravelse var jeg ved at smide håndklædet i ringen, men Thor sagde så klogt, "det er en af de gaver India har givet dig". Og det har han ret i. Det er en gave India gav mig, at jeg aldrig mere behøver at ryge for at få det godt... Men ak, så hjernevasket jeg er i baghoved at kunne tænke sån midt i en gulvvask.

Og så tænker jeg... Hvor er det i grunden dejligt at mine tanker så ofte bliver ført tilbage til India. Selvom hun er min dødfødte datter der ikke fik et øjebliks liv udenfor mig, så har jeg så mange minder om hende. Hun er så meget i mig, for hun var her, så kort og alligevel så meget.

Rigtig god weekend.

Igår havde jeg virkelig brug for at gøre India til et menneske igen

Det er jo ikke fordi jeg ikke tænker på hende som et menneske, mit lille Indiabarn. Men nogle gange bliver det bare alt for italesat det hele. Jeg tager mig selv i at tale om at "jeg har mistet" istedet for at tale om det lille menneskebarn India, der levede og døde. Som nu er død, og jeg er hendes efterladte. Hun bliver pludselig til skovjordbær, bestyrelsesplads i landsforeningen, angst for at Raja skal dø og en historie jeg bærer med mig(med stolthed, sorg og varme)...Men igår havde jeg virkelig brug for at gøre India til et menneske igen. Og det gjorde godt at mærke efter og mindes det som er det centrale i mit moderskab til India, og det som var India, for hun var jo lige der.
Gad vide om det her overhoved giver mening for andre end mig?

India er død, jeg savner dig min lillestore pige

Nogle gange bliver Indias univers en fortælling jeg kan fortællle i søvne, stående på et ben eller over køledisken i Kvickly. Det er min fortælling om India. Det er en fortælling om hvordan jeg mistede min datter. Det bliver fortællingen om et tab og det bliver fortællingen om en oplevelse.
Mange kvitterer min fortælling med en forklaring af at "livet går videre", formuleret på forskellige måder. Men idag da jeg gik på kirkegården og en anden lille hvid barnekiste skulle i jorden slog det mig; det er jo løgn. Indias liv går jo ikke videre! Hun er død, og kommer aldrig igen. De ni måneder i min mave er det eneste hun får lov at leve. Hendes liv går jo ikke videre.

Og jeg er jo mig selv nærmest, så det er jo mig der taler på mine vegne, og derfor bliver det alt for tit mig og mit og mine tanker og følelser der er i mit fokus, når jeg fortæller Indias fortælling. Jeg har mistet, jeg har tabt, jeg er i sorg. Men det er også somom at disse ord ikke helt sætter ord på det der er det jeg føler... Og heller ikke sætter ord på det der jo skete. Det er India der har lidt det største tab. Det ultimative tab, hun er død. Og det er det der er tragedien. Og det er derfor mit liv ikke bare går ufortrødent videre selvom uret stadig tikker og bussen stadig kører. For tænk, det lille barn, så sødt, dejligt og færdigt bare er død. Hun er væk og kommer aldrig til at vokse sig stor, blive forelsket, vælge hylde i livet og gøre verden til et bedre sted. Hun døde den dag i juni inde i min mave, og det er hvad hun fik af livet...

Jeg mistede en datter. Jeg led et tab, hendes far ligeså, og mange andre mistede hende også. Verden blev India fattigere, og jeg ved verden havde været et lidt dejligere sted hvis hun stadig var i live. Jeg vil idag huske mig selv på hvor rigtigt og konkret et menneske India var. Ikke blot et tab, et dødt barn eller en oplevelse. Det kan jeg nemlig nogle gange glemme i hverdagens trummerum.

I aften når Raja sover vil jeg kigge på alle billederne af min India. Dem har jeg ikke kigget på længe. For på de billeder kan jeg se hvor meget hun var, og det kan jeg mærke helt ned i den mave hvor hun fik liv og døde, og i lang tid har jeg glemt at huske på hvor rigtig meget hun var min, men endnu mere hvor meget hun var sin egen...

Raja har taget sine første skridt og jeg er træt

(af at skrive opgave), så selvom jeg har vanvittigt meget på sinde i disse dage og tænker rigtig mange modertanker, får jeg ikke rigtigt skrevet herinde. Så istedet for en masse ævl fra en dødtræt quinde, kommer der her en billedstorm fra familien Svendsen...

På det sidste billede kan i se at vi er begyndt at ekspermentere med stofbleer. Thor syns virkelig at det er noget miljøsvineri med det ble-halløj, og jeg gir ham jo lidt ret. Desuden kan det ikke være super rart at have numsen lukket inde i plastik dag ud og dag ind. På den anden side må jeg indrømme at jeg syntes vi har mere behov for at skære ned på de praktiske gøremål i hverdagen, og istedet slække på vores krav til husholdningen. For der er gået lidt for meget øko-hjemme-sylteri over det lille svendsen-køkken, og det tager altså alt sammen tid. Og nogle gange skal man liiiiiige tænke over om det er det værd? Nogle gange skal man måske vælge sine kampe med hverdagslivet med omhu!? Og så på den anden side, er kun det perfekte jo godt nok til vores børn, men måske er det mere perfekt hvis vi har tid til en ekstra historie om Cirkeline om musene!?

På Indias grav ligger der en lille sten fra Magne. Han har selv malet den og den kom med posten sammen med en kyse til Raja forleden dag. Tænk at den lille dreng der er født samme dag som India har malet den lille sten til hende. Det er altså rørende.

Jeg har det godt, og har nogle gange sommerfugle i maven. Foråret minder mig om da Raja blev født sidste år og livet blev lidt mere godt igen. Og nu blev det også til en masse ævl.

Bissestuen

Raja har fået vuggestueplads i 7-springeren fra 1. Juli. Hun skal gå på Bissestuen og jeg er helt skør, glad og ængstelig ved tanken. Det er vores 1. valg, vi har hørt mange gode ting om institutionen og så ligger den lige på den anden side af kirkegården, så vi hver morgen og eftermiddag kan trille forbi Rajas storesøster hvis vi har lyst. Men det er en mærkelig konstruktion at fremmede kvinder og mænd skal være sammen med mit barn mere end mig selv!

Den aften jeg fødte India lå en anden mor og fødte sin døde Valentin på stuen ved siden af mig. Lille Valentin er også begravet på Assistensen og hans mor, far og storebror fulgte ham også til Nørrebro, hvor de flyttede hen to måneder før vi flyttede hertil. Valentins mor, Heidi fødte lille Noah to måneder efter jeg fødte Raja, og vi har trillet rundt på Assistensen med vores levende børn i barnevogne mange gange og snakket snak som kun to englemødre kan snakke snak om livet. Vi er meget forskellige, men jeg føler mig helt særligt forbundet til Heidi og hendes... Og i formiddags tikkede en SMS ind om at lille Noah, på arbejdernes internationale kampdag, starter i 7-springeren på Kapelvej på Bissestuen...