Jeg omstiller mig

Jeg begynder at omstille mig. Jeg har skiftet skidebog. Fra "Lonely planet Cambodia" til "Den store bog om graviditet". Jeg begynder at forstå at det er den her retning vores liv går, og jeg begynder at glæde mig lidt...

Mor sover

Jeg er en meget træt og meget dårlig-syg mor i disse dage. Kvalmen har ramt mig som et bumletog. Der er nogle gravide der klarer dagens skær med lidt ekstra besøg på kummen. Jeg er ikke blandt de seje. Jeg ligger brak, og jeg har det elendigt. Og har forbandet ondt af mig selv.

Endnu mere ondt gør det i mit moderhjerte. For Raja Lys fortæller alle at "mor sover". Og det er rigtigt. Mor ligger meget på sofaen, og hun sover meget. Og jeg frygter så frygteligt meget at jeg svigter min store pige, ved at have en lille i maven.

Det er ingen hemmelighed at vi først havde tænkt os en lillebitten om nogle år. Jeg er virkelig dårlig til at være gravid (men brænd-god til at føde). Og jeg har været bange for at skulle være gravid mens Raja var for lille. For jeg kan ikke være den mor jeg gerne vil være, når jeg er så skidt.

I sidste uge var Raja syg. Hun var forkølet og hostede som en sørøver. Raja og jeg sad op mange nætter og sov, for at afhjælpe hosten. Måske kan jeg godt når jeg skal, men jeg ville ønske jeg kunne lidt mere for hende for tiden.

Vi finder nye måder at være sammen på, Raja og jeg. Vi læser bøger. Vi putter. Og vi ser film af Raja på min telefon (min lille narcisitsbøf)...

Det er i grunden sjovt som alting forskyder sig. Min kvalme er ikke centreret om mig og hvor urimligt dårligt jeg har det. Det er centreret om hvordan det påvirker Raja Lys. Mit liv får nyt perspektiv igen og igen. Jeg er spændt på hvordan mit perspektiv er om et år, jeg har mod på det hele, og det begynder at bundfælde sig at vi skal have et barn mere. Jeg er dybt taknemmelig, for siden mine to andre graviditeter har jeg også lært at ikke altid kommer børnene dumpende, og i det perspektiv er jeg om muligt endnu mere taknemmelig over at en lillebitten har fundet vejen til min livetsmoder. Jeg frygter ikke noget denne gang. Andet end at Raja skal lide afsavn. Hun er jo det vigtigste i mit lille liv lige nu, sådan er det bar.

Så lettede hun

Hun har øvet sig i uger. Og i morges lettede hun. Raja Lys kan nu hoppe.

Drømme kan gå i opfyldelse

Idag så jeg nemlig det fineste lille hjerte blinke til mig. Jeg tror det sagde; "jeg er her lille mor". Tak for blinket lillebitten. Det var meget overraskende, lettende og glædende.
Vi ses d. 6. Juli...

Så er det imorgen

Vi samler ind til dem her: http://www.flygtning.dk/
HEP HEP, der mangler stadig indsamlere. Og selvom verdenssamfundet burde løfte i flok og skabe bedre forhold for flygtninge, så tænker jeg der er nogen der har brug for noget nu...
HEP HEP!

På gensyn lille drøm

For 2½ uge siden fandt vi ud af jeg var gravid. Det var helt uventet. Lad os kalde det en meget glædelig overraskelse.

Det tog os nogle dage før det bundfaldt. Så blev vi glade, om end stadig ret ængstelige for fremtiden. Raja er jo endnu så lille, økonomien er temmelig kulsort, uddannelserne skal jo gøres færdige indenfor snart. Og tre graviditeter på tre år er mange!
Vi anede ikke hvor langt jeg var henne, og som engleforældre har vi frit valg på obstetrikernes hylder. Så jeg blev idag skannet for at se om der var noget, og for at se hvor langt henne jeg var.
Som ved alle de andre skanninger kørte Thor mig i ladcyklen derud. Kun os to, ret romantisk. Lægen der skannede var en nød, måske syns jeg det mest bare fordi at han ikke fandt noget foster i min mave. Kun en graviditet, men intet foster.
Der er to muligheder. Enten er jeg ikke så langt henne, eller også er fosteret gået til grunde. Det er mest sansynligt med det sidste. Jeg græder. Og det selvom den kom helt af sig selv.

Jeg skal skannes igen om to uger for at se hvordan alting har udviklet sig, selvom min mavefornemmelse fortæller mig løbet er kørt. Jeg syns det er råt. Jeg er rigtig kvalmesyg, banke træt og skide følsom.

Jeg har det sidste år været i tvivl om vi overhoved skulle have flere børn. Ihvertfaldt foreløbigt. Alt er jo perfekt lige nu. Men jeg mærker nu efter og siger "på gensyn lille drøm"...

Allenhelgens dag

I søndags var det allenhelgens dag. Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød arrangerer det fineste arrangement i Vor frue kirke. Vi har de foregående to år deltaget.
I år var vi istedet til KREA-dag med blomsterfamilierne. Man kan ikke være to steder samtidigt. Men at vi valgte at kreere og hygge, fremfor at mindes og synge i Vor frue kirke betyder ikke at India er glemt. Men det er nok lidt et udtryk for at hendes minde og min sorg ikke længere behøver være så udtalt. Og måske også et udtryk for at hun er hvor vi er, især når der er rigtig god karma omkring os...

Næste år vil vi nok deltage igen i Vor frue kirke. For det er så fint, hyggeligt og følsomt. Og der er så mange gode mennesker derinde, som bærer en stor del af æren for at vi står så fast og let som vi gør idag...
Men det går også mere og mere op for mig at jeg ikke aner hvordan vi har det næste år. De sidste 2½ år har vi taget den vildeste rejse. Vi er kastet rundt i livs-manegen, og jeg er blevet meget ydmyg over hvad fremtiden bringer. For selvom jeg tit og ofte siger "jeg vil altid...", så må jeg igen og igen sande, at jeg ikke ved en skid om altid. Og jeg aner ikke hvor vi er på Allenhelgens dag næste år.

Jeg håber dog at alle fik tændt, alle de lys, for dem de lige nu havde brug for at tænde lys for... Allenhelgens er en smuk tradition, og det selvom det kommer fra det store Amerika...