Idag er det to år siden jeg oprettede http://www.indiaograja.blogspot.com/. Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i. Og bloggen her skifter ofte funktion i mit liv. Den bliver brugt til afløb i hverdagen. Men i særlig grad giver den afløb for mine tanker og følelser om at være mor til både India, Raja Lys og Sibille (jeg elsker når de tre navne står side om side, det gør de for sjældent).
India fylder i perioder ingenting herhjemme (andre gange fylder hun på sin helt særlige døde og søde måde). Det er bare blevet sådan. At når feberen siger 40, når natteamningerne er mange, når kvalmen bølger, når alting er i højt tempo - jamen så er det bare det øverste i bunken der bliver ekspederet. Det er dem med stemmer der bliver hørt, og dem er der efterhånden mange af herhjemme. Sådan skal det være, og sådan er det - uden at jeg fortryder og uden at jeg føler den mindste dårlige samvittighed over det. Hverken overfor mig selv eller overfor India.
India er død, hun har ikke længere nogen stemme.
Men hun har en stemme gennem mig. Nogle gange skriger hun nærmest til mig. For jeg mærker når hun er pakket for langt væk. Så skriger det i mig, næsten ligeså højt som da mine levende piger havde kolik - lige til mit hjerte.
Og så er bloggen her ofte det sted jeg får mit India-afløb. Den opfordrer og opmunterer mig til hele tiden at sætte ord på min sorg, på mit forældreskab og på mine følelser. Og jeg er faktisk lettet hver gang jeg trykker på "udgiv indlæg". Hver gang sættes et komma i den proces der startede engang...
Jeg fejrer bloggens fødslesdag med at sende den til print. Det skal være til Raja og Sibille, til når de engang gerne vil vide. Hvordan det var at være deres mor da de var helt nye. For lissom hele tiden, kan jeg mærke at mine tanker tager en lidt anderledes form i øjeblikket. Der er langt mellem tårer, og jeg er grundlæggende glad for mit liv. Glad for hvordan det hele har formet sig. Og det er blevet mit nye afsæt...
onsdag den 30. september 2009
søndag den 27. september 2009
Ind tikkede semesterplanen
Og jeg kan se på det hele at hende Sibille skal lære at sove om aftenen. For Linemor får travlt... Suk, det var den barsel!
fredag den 25. september 2009
Kun
Har lige skrevet et svar til en veninde der for kort tid siden mistede sit lille bitte barn, og det slår mig. Det er kun 3 år siden jeg sad med så tomme arme, og græd og plantede og vandede ved den røde bænk og min lille døde pige.
Og nu kun 3 år efter sidder jeg med armene helt fulde, er træt og har ondt i hovedet af at danse rytmik med 2årig, med skrigebillebaby i viklen…
Og jeg tænker om det virkelig kan passe, at det kun er 3 år siden…
Og så lukker jeg øjnene, og jeg kan genkalde hendes duft, og hendes tyngde i mine arme. Og jeg mærker at det er kun 3 år siden…
Og nu kun 3 år efter sidder jeg med armene helt fulde, er træt og har ondt i hovedet af at danse rytmik med 2årig, med skrigebillebaby i viklen…
Og jeg tænker om det virkelig kan passe, at det kun er 3 år siden…
Og så lukker jeg øjnene, og jeg kan genkalde hendes duft, og hendes tyngde i mine arme. Og jeg mærker at det er kun 3 år siden…
mandag den 21. september 2009
VELKOMMEN PÅ FORSIDEN
Min blog har, for en kort bemærkning, været lukket...
I går fik jeg nemlig en lidt underlig sms, der lød sådan;
Hej X
Line er blevet korthåret. Tjek billede på bloggen. Ved ikke helt hvad jeg syns om det, men det er sikkert meget mor praktisk :-).
Kram XXXXX
Den kom fra et nummer jeg ikke kendte, og jeg panikkede for en kort bemærkning - man er vel en dramaqeen. Jeg skrev tilbage og fik et langt svar om at Mary også i sin tid blev korthåret efter barn nummer to (nå men så er jeg jo et barn forsinket) og at det bare var lidt ærgeligt at mit lange hår var forsvundet... Jeg blev helt tummelumsk, og fik sgu lidt koldsved. Og Thor sagde; jamen Line, det er jo bare en frisure. (Og jeg ved bar han sagde lige netop det fordi han heller ikke ved hvad han syntes om den ;)
Jeg lukkede min blog - for at åbne den igen efter 3. sms. Det var en jeg kendte. En jeg kender i forbindelse med Indias død. Og mine paniktanker og sindsyge husmødre med dræberknive blev afløst af sån lidt pinlig fnisen...
Men sms'erne satte alligevel en del tanker igen. Skid hul i at nogen ikke syns min nye frisure er sagen... Men både det, og andre episoder på det sidste, har gjort det lidt mere klart for mig at - jeg faktisk fortæller om mit liv, mine følelser, mine ufølelser og mine tanker til alle der trykker - http://www.indiaograja.blogspot.com/ !
Hun havde ikke kunnet lide at kommentere på mit hår her på bloggen (eller til mig iøvrigt, og vi er heller ikke så tætte). Hun mente at der er en uskreven regel om at man kun skriver søde og positive og opbakende kommentarer her på bloggen. Og det har jeg tænkt rigtig meget og længe over om jeg er enig i...
Sandt er det, at jeg enkelte gange har fået kommentarer herinde der har trukket spor og spekulationer ud i det virkelige liv og i sengen med søvnløse timer... Og Sandt er det, at jeg flere gange har tænkt om det nu også er sagen, eller Line-sagen at blogge.
Når bøger, artikler og lignende bliver udgivet får den kritik. Alle og enhver kan offentliggøre kritik, og nogle stemmer vægter højt, og bliver hørt. Jeg ligger mine tanker, mit liv og mine meninger ud i et offentligt rum. Og så burde jeg vel egentlig være temmelig indstillet på at få respons på mine indlæg. For hvorfor skulle jeg ellers udgive dem?
Og denne blog handler jo om mit liv. Så det er mig. Line. Der får kommentarer og kritik med på vejen. Det er mig, og ikke noget jeg skriver, der bliver talt om og kommenteret på. Og det er jo en væsentlig forskel fra når jeg får et tal for en opgave. Hvis jeg skrev en artikel eller lignende. Men alligevel er dette jo min version af livet, det er min arena, her skriver jeg om det der falder mig vigtigt at skrive om.
- Egentlig syntes jeg at kommentar-kutumen herinde i blogland generelt er ret så fantastisk. Mine læsere (som der er rystende mange af!) opmuntrer mig, og giver mig mod på at skrive mere. Og giver mig kram der er værd at tage med i en travl, glad og til tider sorgfuld hverdag. Og jeg får perspektiver og vendinger med på vejen, jeg ikke ville få af blot at vende tingene med mine nære.
Måske er kernen af alt dette, at jeg hjertens gerne vil have kommentarer. Jeg vil gerne vide at jeg er hørt. Og et tiltrængt skulderklap her på bloggen kan give mig det lille ekstra overskud i hverdagen. Lissom et spørgsmålstegn ved - og kritik af mine handlinger kan være det modsatte.
Jeg skriver om at være mor, på en lidt anderledes måde. Fordi vi er os. Og fordi vi har mistet India. Og denne fortælling håber jeg jo ender hos de rette, på den rette måde!
Set i retroperspektivet var sms-udvekslingen mellem X og XXXXX ;O) jo helt vildt fin. Jeg tror bare ikke helt at jeg vidste at min blog og mit liv og handlinger var en del af sån en "bogklub" hvor den bliver diskuteret mellem folk og nok mest folkinder. Men det må vel være en fjer i min hue, for hvorfor ellers skrive en blog på det store vide internet, hvis det ikke er for at mine ord skal optage folk. Blive læst. Og blive reflekteret over. - Og mit hår diskuteret.
Jeg kommenterer også ind imellem lidt kritisk på andres blogge. I bund og grund handler det vel om at jeg bruger andre som spejl. Og at jeg oprigtigt gerne vil have nogle ting uddybet engang imellem. Eller jeg er lodret uenig, og har svært ved at holde kæft. Det er en balancegang - men jo egentlig et ret stort udtryk for indlevelse. Det er med at finde det rigtige ben at stå på. Det er en hårfin balance.
Jeg er egentlig glad for at hun ikke kommenterede på min frisure her på på bloggen, hende der sendte en sms. Hvis vi alle hele tiden skulle give udtryk for vores holdning til alting ville det jo blive rent kaos. Vi har jo heldigvis (ikke mindst æstetisk) forskellig stil og smag. Og jeg ville sgu da også syntes det var mærkeligt hvis mine medfoældre i vuggestuen alle skulle fortælle hvad de syntes om min nye frisure. Sån er det jo bare...
I går fik jeg nemlig en lidt underlig sms, der lød sådan;
Hej X
Line er blevet korthåret. Tjek billede på bloggen. Ved ikke helt hvad jeg syns om det, men det er sikkert meget mor praktisk :-).
Kram XXXXX
Den kom fra et nummer jeg ikke kendte, og jeg panikkede for en kort bemærkning - man er vel en dramaqeen. Jeg skrev tilbage og fik et langt svar om at Mary også i sin tid blev korthåret efter barn nummer to (nå men så er jeg jo et barn forsinket) og at det bare var lidt ærgeligt at mit lange hår var forsvundet... Jeg blev helt tummelumsk, og fik sgu lidt koldsved. Og Thor sagde; jamen Line, det er jo bare en frisure. (Og jeg ved bar han sagde lige netop det fordi han heller ikke ved hvad han syntes om den ;)
Jeg lukkede min blog - for at åbne den igen efter 3. sms. Det var en jeg kendte. En jeg kender i forbindelse med Indias død. Og mine paniktanker og sindsyge husmødre med dræberknive blev afløst af sån lidt pinlig fnisen...
Men sms'erne satte alligevel en del tanker igen. Skid hul i at nogen ikke syns min nye frisure er sagen... Men både det, og andre episoder på det sidste, har gjort det lidt mere klart for mig at - jeg faktisk fortæller om mit liv, mine følelser, mine ufølelser og mine tanker til alle der trykker - http://www.indiaograja.blogspot.com/ !
Hun havde ikke kunnet lide at kommentere på mit hår her på bloggen (eller til mig iøvrigt, og vi er heller ikke så tætte). Hun mente at der er en uskreven regel om at man kun skriver søde og positive og opbakende kommentarer her på bloggen. Og det har jeg tænkt rigtig meget og længe over om jeg er enig i...
Sandt er det, at jeg enkelte gange har fået kommentarer herinde der har trukket spor og spekulationer ud i det virkelige liv og i sengen med søvnløse timer... Og Sandt er det, at jeg flere gange har tænkt om det nu også er sagen, eller Line-sagen at blogge.
Når bøger, artikler og lignende bliver udgivet får den kritik. Alle og enhver kan offentliggøre kritik, og nogle stemmer vægter højt, og bliver hørt. Jeg ligger mine tanker, mit liv og mine meninger ud i et offentligt rum. Og så burde jeg vel egentlig være temmelig indstillet på at få respons på mine indlæg. For hvorfor skulle jeg ellers udgive dem?
Og denne blog handler jo om mit liv. Så det er mig. Line. Der får kommentarer og kritik med på vejen. Det er mig, og ikke noget jeg skriver, der bliver talt om og kommenteret på. Og det er jo en væsentlig forskel fra når jeg får et tal for en opgave. Hvis jeg skrev en artikel eller lignende. Men alligevel er dette jo min version af livet, det er min arena, her skriver jeg om det der falder mig vigtigt at skrive om.
- Egentlig syntes jeg at kommentar-kutumen herinde i blogland generelt er ret så fantastisk. Mine læsere (som der er rystende mange af!) opmuntrer mig, og giver mig mod på at skrive mere. Og giver mig kram der er værd at tage med i en travl, glad og til tider sorgfuld hverdag. Og jeg får perspektiver og vendinger med på vejen, jeg ikke ville få af blot at vende tingene med mine nære.
Måske er kernen af alt dette, at jeg hjertens gerne vil have kommentarer. Jeg vil gerne vide at jeg er hørt. Og et tiltrængt skulderklap her på bloggen kan give mig det lille ekstra overskud i hverdagen. Lissom et spørgsmålstegn ved - og kritik af mine handlinger kan være det modsatte.
Jeg skriver om at være mor, på en lidt anderledes måde. Fordi vi er os. Og fordi vi har mistet India. Og denne fortælling håber jeg jo ender hos de rette, på den rette måde!
Set i retroperspektivet var sms-udvekslingen mellem X og XXXXX ;O) jo helt vildt fin. Jeg tror bare ikke helt at jeg vidste at min blog og mit liv og handlinger var en del af sån en "bogklub" hvor den bliver diskuteret mellem folk og nok mest folkinder. Men det må vel være en fjer i min hue, for hvorfor ellers skrive en blog på det store vide internet, hvis det ikke er for at mine ord skal optage folk. Blive læst. Og blive reflekteret over. - Og mit hår diskuteret.
Jeg kommenterer også ind imellem lidt kritisk på andres blogge. I bund og grund handler det vel om at jeg bruger andre som spejl. Og at jeg oprigtigt gerne vil have nogle ting uddybet engang imellem. Eller jeg er lodret uenig, og har svært ved at holde kæft. Det er en balancegang - men jo egentlig et ret stort udtryk for indlevelse. Det er med at finde det rigtige ben at stå på. Det er en hårfin balance.
Jeg er egentlig glad for at hun ikke kommenterede på min frisure her på på bloggen, hende der sendte en sms. Hvis vi alle hele tiden skulle give udtryk for vores holdning til alting ville det jo blive rent kaos. Vi har jo heldigvis (ikke mindst æstetisk) forskellig stil og smag. Og jeg ville sgu da også syntes det var mærkeligt hvis mine medfoældre i vuggestuen alle skulle fortælle hvad de syntes om min nye frisure. Sån er det jo bare...
Jeg, mit liv og mine tanker er her på bloggen måske ikke så anderledes end en bog. Den kan kommenteres og menes om. Men man kan ikke skrive bogen om. Det kan ikke engang jeg, kun gøre det anderledes i fremtiden. Fortiden er skrevet, nutiden bliver beskrevet... Og fremtiden bliver nedskrevet derude i det uvisse- og det tegner godt, hvis jeg selv skal give et bud!
Så stay tuned, www.indiaograja.blogspot.com blir hvor den er, forhåbenbtlig med masser af dejligt jer i kommentarfeltet...søndag den 20. september 2009
Tillykke til mig
Igår inkaserede jeg min fødselsdagsgave. Min fødselsdag blev jo temmelig anderledes end den plejede. Lidt veer, et akut kejsersnit og den lækreste lille trold i fødselsdagsgavegave... Og min 29. fødselsdag blev vist min sidste. Nu er det en andens dag. Og det er mig helt okay.
Her er hvad jeg fik af min mor i fødselsdagsgave, 3 måneder forsinket:
Faktisk var det lige præcis hvad jeg havde brug for! At blive korthåret og lidt lækker. Og en lille smule India...
Faktisk var det lige præcis hvad jeg havde brug for! At blive korthåret og lidt lækker. Og en lille smule India...fredag den 18. september 2009
Jeg håber ingen er i tvivl...
... om at vi da på ingen måde lader Sibille være boksebold for Raja Lys' frustrationer!!! Vi mandsopdækker alle børn, og gør ALT hvad vi kan for at undgå at lille stakkels Sibille får rap over nallerne...
Hun ser dog lidt ud somom hun er klar til at slå igen :O)
Hun ser dog lidt ud somom hun er klar til at slå igen :O)
onsdag den 16. september 2009
Og så sad jeg der og græd lidt
Jeg er et bløddyr når det handler om mine børn. Og især Raja Lys' trivsel er noget der fandme definerer hele min sindsstemning. Jeg syntes faktisk hun har haft det for hårdt, måske lidt altid. Måske er jeg bare rigtig meget dårlig til ikke at få dårlig samvittighed. Det er ihvertfald svært for mig ikke at bekymre mig om, om hun nu også har det lykkeligeste liv muligt for hende. For hun har kun dette liv, og det vil jeg gøre alt for bliver hendes allerbedste!
Hun græd ubeskrivligt meget som spæd. Var aldrig rigtig det der glade lille babybarn. En sagde engang at hun savnede India. En anden sagde at hun måtte måske gøre lidt ekstra opmærksom på sig selv, fordi det var så kort tid siden at vi havde mistet India.
Mest tror jeg bare at Raja Lys syntes verden var for stor. Og bedre var det i favnen hos mor. Og der har hun fået lov at være, ubegrænset...
... Men så blev hun storesøster. Og selvom hun har været så brav til at være Sibilles storesøster, så er hun begyndt at reagere, og det smerter i mit moderhjerte. På en måde jeg ikke før har prøvet. For jeg kan ikke bare gøre alt blot for hende, for nu er der også en Sibille...
Raja river og slår Sibille ind imellem. Av mit hjerte. Min lille Sibille, hvor er det synd at blive knaldet ned som 2½ måned gammel. Og min lille Raja, hvor er det synd for hende at hun har ondt et sted inde i hende, så hun må gøre sådan mod sin lillesøster.
Det er især når hun er rigtig træt eller syg hun gør det. Av for helvede mit moderhjerte...
To eftermiddage om ugen laver jeg noget alene med Raja. Ikke for at skabe en forestilling om at alting er som før. Men fordi Raja og jeg bare har brug for det. Og fordi det gør os glade. Idag var vi til rytmik. Raja er træt og pylder, og jeg syntes hun er varm. Og så sidder jeg der, bandt dansende børn og syngende forældre og græd. For jeg har så svært ved at håndtere mine børns modgang. Og mit ønske for dem om det allerbedste er så dybfølt og ægte, at jeg er ved at sprænges af det...
Hun græd ubeskrivligt meget som spæd. Var aldrig rigtig det der glade lille babybarn. En sagde engang at hun savnede India. En anden sagde at hun måtte måske gøre lidt ekstra opmærksom på sig selv, fordi det var så kort tid siden at vi havde mistet India.
Mest tror jeg bare at Raja Lys syntes verden var for stor. Og bedre var det i favnen hos mor. Og der har hun fået lov at være, ubegrænset...
... Men så blev hun storesøster. Og selvom hun har været så brav til at være Sibilles storesøster, så er hun begyndt at reagere, og det smerter i mit moderhjerte. På en måde jeg ikke før har prøvet. For jeg kan ikke bare gøre alt blot for hende, for nu er der også en Sibille...
Raja river og slår Sibille ind imellem. Av mit hjerte. Min lille Sibille, hvor er det synd at blive knaldet ned som 2½ måned gammel. Og min lille Raja, hvor er det synd for hende at hun har ondt et sted inde i hende, så hun må gøre sådan mod sin lillesøster.
Det er især når hun er rigtig træt eller syg hun gør det. Av for helvede mit moderhjerte...
To eftermiddage om ugen laver jeg noget alene med Raja. Ikke for at skabe en forestilling om at alting er som før. Men fordi Raja og jeg bare har brug for det. Og fordi det gør os glade. Idag var vi til rytmik. Raja er træt og pylder, og jeg syntes hun er varm. Og så sidder jeg der, bandt dansende børn og syngende forældre og græd. For jeg har så svært ved at håndtere mine børns modgang. Og mit ønske for dem om det allerbedste er så dybfølt og ægte, at jeg er ved at sprænges af det...
søndag den 13. september 2009
Jeg syntes ikke det er hårdt at have små børn
Men jeg syntes det er rigtig hårdt at have syge børn. Kolikbørn. Og døde børn.
Det syns jeg altså bar.
Det syns jeg altså bar.
torsdag den 10. september 2009
onsdag den 9. september 2009
Det var ikke længe vi havde fornøjelsen af to blebørn
"Jamen jeg bruger jo ikke ble, jeg bruger jo bare underbukser"... Godt så.
mandag den 7. september 2009
søndag den 6. september 2009
fredag den 4. september 2009
torsdag den 3. september 2009
Hvor skal vi bygger og hvor skal vi bo...
Vi tænker stadig! Dødsur lyder nogle dage tiltrækkende, andre dage kan vi slet ikke bære tanken om at forlade Nørrebro. Vores dejlige dejlige lejlighed, Indias plet og alle de mange tilbud og kroge rundt om hjørnerne...
Vi har haft kontakt med et par firmaer der ved noget om sån noget svamp eller lignende. De spurgte om en masse og mente udfra vores svar at der ikke var noget galt med lejligheden.
Så er der noget galt med vores hjem, er det nok især omgivelserne - 10 meter fra nord-Europas mest trafikerede gade. Ojs...
Og så en glædelig nyhed! Meget glædelig! Sibille er holdt op med at skrige om aftenen. Hun har ikke haft en skrigetur på over 10 minutter i 2 uger. Så nu tør vi sige det. Sibille er kolikfri. Jeg aner overfladen nu... Og dog, jeg frygter hele tiden hvad imorgen bringer - efter 2 måneders cirkus. Stressen og nerverne sidder lige under huden, og jeg tror at de sidste måneder kommer til at tage lang tid at ryste af mig...
Vi har haft kontakt med et par firmaer der ved noget om sån noget svamp eller lignende. De spurgte om en masse og mente udfra vores svar at der ikke var noget galt med lejligheden.
Så er der noget galt med vores hjem, er det nok især omgivelserne - 10 meter fra nord-Europas mest trafikerede gade. Ojs...
Og så en glædelig nyhed! Meget glædelig! Sibille er holdt op med at skrige om aftenen. Hun har ikke haft en skrigetur på over 10 minutter i 2 uger. Så nu tør vi sige det. Sibille er kolikfri. Jeg aner overfladen nu... Og dog, jeg frygter hele tiden hvad imorgen bringer - efter 2 måneders cirkus. Stressen og nerverne sidder lige under huden, og jeg tror at de sidste måneder kommer til at tage lang tid at ryste af mig...
Abonner på:
Opslag (Atom)