Endelig nytår

Eller endelig NYT ÅR... Kunne man måske forestille sig jeg ville mene. For 2010 går fandme over i historien som svampens år. Og det gris er vi klar til at tage afsked med. Lægge låg på. Og bare komme videre!
Vi har boet i Emdrup, i Husumgade, i kolonihaven og nu i Kronborggade i 2010.
Året 2010 har også været præget af rakken rundt. Og vores sociale liv har været ikke eksisterende i lange perioder, hvor lejlighedsrenovering og hostende og hvæsende nætter dominerede.

I ved jo det meste - jeg har jo skrevet om det herinde.

Men selvom året har været kaotisk, stressende, hårdt og svampet. Så har det også været året hvor vi for alvor fandt vores ben som familie fire. Jeg famler ikke længere så meget i mit moderskab. Og det fylder heller ikke så meget for mig, hvordan hvad gøres bedst. Jeg er jo altså bare nogens mor. Og der er ikke helst så meget videnskab i det som jeg har tænkt det før. Og jeg har fundet ud af værdien i at være autentiske Linemor, fremfor at knokle min energi ind i perfekte Linemor - jeg vil hellere hygge med Raja og en disneyfilm, eller Sibille og en cookie, end forvirre mig selv i søgen efter det der helt rigtige.
Pigerne har deres eget bånd, og på kryds og tværs er der en masse relationer der skal plejes og passes. Også Thors og min.

Pigernes astma er der kommet ret godt styr på. Med massive mængder medicin. Og jævnlige tjeks af vores super børnelæge.

Studierne er ved at hænge os ud af halsen. Vi skal være færdige i år. Uden tvivl. Vi skal bare have papir på kompetencerne og ud i den virkelige verden.

Ironisk nok, slutter jeg året af i en karussel. I snart to måneder har jeg været temmelig svimmel og skidt (har dog fået det gradvist bedre). Drøn ærgeligt, for alt det andet begyndte lige at lette. Jeg tror ikke længere at det er stress. Og jeg vil forfølge afklaring indtil jeg får det. Eller får det godt igen.

Mit højeste ønske for 2011 er hverdag. Vi trænger til hverdag, hvor ingen er svimle, vågne det halve af natten eller kører i pendul fart til Hvidovre med hvæsere. Vi ønsker os ro, rytme og renlighed. Vi skal finde styrken i hverdagen.
Og jeg tror jeg er parat til at ofre min wuupti'itet og kaositet for rutinen.
Det meste ligger på vores bane, men vi skal nok også have lidt hjælp fra universet og bedsteforældrene...

Jeg tror faktisk på at det bliver et fremragende nyt år. Virkelig meget endda.

Juleaftens dag, 4½ år efter India

Ingen forestillinger havde jeg om fremtiden, den dag for 4½ år siden. Kun håb. Og frygt. Og her er vi. Og så er det bare sådan det er. Og du er med, det er bare sådan det er. For det er jo bare os.

Glædelig jul, mit lille Indiabarn...

Da julen blev lyserød

Det kræver sin mor og far at holde lyserøde prinsesser for døren. Og det er hvad vi har prøvet på indtil nu. Men er du gal denne jul må gå over i historien som den lyserøde jul!
Prinsesse dims på prinsessedims, lyserødt med glimmer på og andet (ækelt). Det er helt sikkert en kombination af flere ting, at det eksploderer i år.
For det første er Raja startet i børnehave, og med det følger inspirationen fra en masse lyserøde piger - hun giver udtryk for at prinsesser og lyserødt er spændende. For det andet har vi vist givet lidt op. Og for det tredje er der en klar forventning til Raja om at hun er tøseagtig, og en velvilje fra omgivelserne (og os) til at dyrke det, vi skrev jo selv hendes ønskeliste.
Hendes gode ven Carlo og hende har lavet en aftale (ikke med os forældres samtykke) om at Raja får en prinsesse ting med fra Carlo hver gang hun er der (han har arvet en bunke klæ' ud' ting). Og han får en bil med af hende hver gang han er her (Raja har mange biler). - Hendes lynet Mc-et-eller-andet får han dog ikke.
Jeg syntes det er svært hvor og hvor meget vi skal gribe ind. Jeg syntes ikke der er ret meget legeværdi i alt det lyserøde crap der er på markedet. Hvornår fik markedsføringen fat i mit barn, og hvordan stopper vi denne glidebane?
For fortsætter det i denne dur, så drukner vi i en lyserød suppedag, uden særligt meget legeværdi, men til tårnhøje priser...

Det er jo naturligt at hun spejler sig i sine omgivelser. At hun får andre forbilleder og indput end hendes brandkloge forældre.

Det jeg nok bare mener er, at med en pige på 3+ bliver det en udfordring i fremtiden at lære hende at skelne snot fra snot. Og at det faktisk ikke er muligt at have et taljemål på 2½ cm og smukhed ikke er en værdi i sig selv.

Glædelig jul. Vi har haft en ret så hyggelig en af slagsen... Begavet i allerhøjeste grad. Også med andet end lyserødt. Og 1. og 2. juledag er der blevet leget igennem. Det er børnefamiliernes 1. januar. Jeg elsker det!

De dejligste gaver at give

Jeg elsker at give gaver. For det meste. Nogle gang går der pligt i den, og så er det ik så fedt.
Der er nogle gaver jeg elsker at give mere end andre. Og dem jeg nok allerbedst kan li' at gi', er dem der ikke er forventet.


Hvert år giver vi en gave til dem der tager sig af vores børn (i de timer vi skal noget andet. (Selvfølgelig er det en gave i sig selv at de får lov at have fornøjelsen af vores lækre unger ;) - Men en gave fortjener de. Jeg syntes faktisk at vi er ret så privilligerede at vi kan aflevere vores unger i armene på dejlige mennesker. Og være trygge ved det.


Nå, men en gave er særlig for mig at give hvert år. (Det er det man kalder win/win, tror jeg... )

Jeg pakker den og nusser om den. Og jeg bliver glad i maven. Det er gaven til Indias gartnere. Et par timer hvert år, står der tre gaver på ræd og række på mit køkkenbord. Og jeg er mor til tre piger, i konkret form. Det er er der bevis på, i et kort øjeblik.

Jeg ved godt jeg ikke er mor til dem på samme måde - årk, det mindes jeg om igen og igen. Alligevel jagter jeg følelsen af og situationer, hvor det er tydeligt at jeg er mor til tre. En dag bundfælder det sig nok at jeg er det. At jeg er det så meget i maven at udtrykket ikke er nødvendigt for mig længere - sådan syntes jeg at det går, støt og roligt, i det tempo det nu engang går. Tingene bundfælder sig, og det falder i hak, selvom det i sit udgangspunkt er riv rav ruskende forkert.

Og det slår mig, at gaverne ikke er ens; der er alko-gløg i gartnernes, og æblegløg i pædagogernes - man er vel fornuftige forældre.

Om lidt kommer disse to hjem



Vi skal pynte det hjemmefældede svenske juletræ. Og skyde juleferien igang. Mens vi krydser fingrene og kniber ballerne, og håber at mave-omgangen har været på sidste omgang her hos os. Dog desværre sendt videre til stort set alle besteforældre; hermed en offentlig undskyldning!

Jeg er helt alene hjemme

Jeg sidder her og drikker min kaffe. Den er varm endnu. Og der er ingen der forstyrrer mig.

Thor og pigerne er taget til Sverige, og jeg er helt alene hjemme, indtil på søndag. Jeg er ved at gøre rent, og jeg skal nyde at der ikke er beskidt igen efter 20 minutter. Jeg skal tage alting i mit eget tempo. Og jeg skal savne mine piger og min Thor.
Det er første gang i 5 år jeg er alene hjemme en nat. Og selvom jeg virkelig har brug for det - ikke mindst for at få skrevet en opgave, så syntes jeg alligevel at det var meget besynderligt og vemodigt da de tre, med smil på læben og glade forventninger i øjnene, trissede ned af trappen i morges.

Det er og bliver bare dobbelt at være adskilt fra mine levende børn. Jeg både trænger til det, og hader det... (og springer den sikring ikke bare alt for meget når ens kæreste er på ferie?)

Juleblues

Den kommer snigende hvert år. Og jeg er stensikker på det er helt klassisk. Og har noget at gøre med urealistiske forventninger og romantiske forestillinger.
Jeg er pisse følsom. Og i anden i øjeblikket.
Og så det, at en lille pige på 4½ mangler. Og det selvom alle mine arme er fulde, og mit mantra er blevet; 2 børn er mange nok .
Og så måske noget med noget med et nytår, og en kiggen tilbage på det gamle. Et år der stank, af mug og svamp og kaos. Og at vi nok langt ind i det nye år tager os af efterdønningerne.

Jeg har simpelthen så meget brug for at putte mig. Gad vide om alle småbørnsmødre føler de vågner på et tidspunkt. Og føler sig brugt og udmattet - og ukendt. Jeg bruger ihvertfald en tid på at samle mig selv op. Og selvom det er corny, så prøver jeg at finde ud af hvem hulen hende Line er nu, fem år og tre børn efter. En begravelse. Et bryllup. 5 flytninger. Og to astmatikere senere. Men desværre ingen dimmension.

Der er en ting der er stensikkert i 2011. Og det er at jeg skal være færdig med mit studie. Nu skal det være, jeg gider simpelthen ikke at det trækker ud længere. Heller ikke selvom jeg bliver færdig til en folkeskole der fyrer lærere pga. besparelser. Hellere arbejdsløs end evighedsstuderende.

Der fik jeg taget hul på noget...

Vi elsker at bo her

Jeg har ikke så meget andet på hjertet end, at vi virelig elsker at bo her hvor vi bor. Vi er bare blevet top glade for det. Det føles helt rigtigt at vi blev på broen. Og helt rigtigt at vi forlod skimmelboet, til fordel for skimmelboet der kunne afrenses af os selv, fordi vi ejer lejligheden.
Vi ELSKER vores lejlighed. Vores nye gård. Vores hood. Og vi har rimlig nattero, aftenro til hygge og ro og renlighed.
Og når man så stopper op, et lille år efter det hele brød løs. Så er de blevet så store, de små. De leger sammen, bygger hule under bordet og det hele går lidt i idyl. Indtil Sibille får nok af Raja der kommendere, og bider hende i armen som kvittering for at skulle trækkes rundt fordi hun er hunden i legen, for 3. dag i træk. Og hvem trøster en klog mor først?

Og så er der lige den der stress diagnose, som jeg stadig tygger på. Mens jeg langsomt går igang igen med livet udenfor sofaen. I takt med at svimmelheden aftager.
Jeg tror på fremtiden, det gjorde jeg faktisk ikke for et halvt år siden. Der føltes det mere som; Er det virkelig det her vi drømte om? Hvad hvis det ikke bliver bedre?

Det er der bare ikke

Det der i fingrene der gør at jeg skriver derudaf her på bloggen. Mærkeligt nok. For jeg gør mig kvantespring i hoved og hale for tiden...

Knuz

Søvn er roden til alt godt

I nat fik vi søvn. Sådan rigtig søvn fra omkring midnat til ved 7-8 tiden hvor Sibille trippede ind til mig og Raja, kravlede op i sengen og hev ned i blusen (mere om vores soveorganiseringer en anden gang).
Nå men altså, dyb rigtig uafbrudt søvn i mange timer. Uden hosten og hvæsen og spacer. Jeg husker nærmest ikke hvornår vi sidst havde sådan en nat.

Idag har været så hyggelig. Med leg og hygge og overskud. Og hjemmelavet mad. Og rigelig med lunte til os alle fire. Og kage med frosting. Og jeg fik en smag af hvordan det skal være. Og hvordan det burde være. Og hvordan jeg virkelig har brug for at universet søger for at det snart bliver herhjemme (i overvejende grad).

Halleluja... Og så er det endda snart jul. Yeahr.

Er det ikke det ene, er der det andet...

Røven i vandskorpen... Sygdom og svimlen og udsigt til to uger i Spanien om to uger... Hurra og forhåbentlig.

- Og så går jeg og frydes over nye menneskebørn der kommer til - Selvom de lige er kommet til, kan man allerede ikke forestille sig det hele uden dem.

Det lille glade æg dernede

I indlægget under dette. - Hun har været på Hvidovre i nat. Og få ilt og astma-maske. Og få taget blodprøver og røngtenfoto af sine små lunger. Og hun har kold lungebetændelse og en hulens bunke astmatisk bronkitis. Og vi er på hjemgang nu, og det er dejligt! Selvom jeg i sådanne situationer tit tænker: behold hende, jeg skal ikke nyde noget af at sidde med hendes liv i hænderne.
Men så igen - det er jeg ved at være moden til - og jeg vil hellere space hende hvert 10. minut herhjemme end at byde hende den møg-maske på Hvidovre...

Det var Thor der var med hende. Første nat vi var væk fra hinanden. Jeg svimler, og da der kun må være en forælder med på børnemodtagelsen blev det Thor. Og hun var så rasende på mig da jeg kom i formiddags, selvom der intet morsyge havde været før jeg kom. Men med et, da jeg trådte ind af døren gik det op for hende; hende der har manglet, hvor fanden har hun været? Hun slog og skældte ud. Og det skal hun have lov til.
Jeg øver mig på at slippe kontrollen... I nat var et stort skridt.

Og vi spiste alle de andres kage og drak al deres saft. He he he...

Mit lille glade æg

Mor, kan vi ikke tage et sted hen hvor vi kan se India helt rigtigt, uden at hun er død?

Allenhelgens søndag på Nørrebro. Planen var Vor Frue Kirke. Til mindegudstjeneste. Vi har været der et par gange før, og det er så fint et arrangement. Det er ved at være mange år siden hende Indiabarnet døde, sidder jeg lige og tænker mens jeg skriver...

Men jeg var sgu for svimmel til at tage nogle steder, og alle var trætte og hostende. Og vi er begyndt at se fidusen i aftalefrie søndage (ender man ikke alligevel med 1000 ting, man blev bare ikke stresset over det står på kaldenderen inden!?)

Vi var bare hjemme, indhentede søvn og tullede. Og så var vi et smut hos India.

Raja spørger meget om India i øjeblikket. Hun taler meget om hende. Også til andre.

Hendes umiddelbarhed er så kær. Og hendes spørgsmål, som fx overskriften på dette indlæg, kaster os ud i nogle meget suspekte forklaringer og fortællinger. Og som regel slutter de på; ehm altså Raja, jeg ved det faktisk ikke.

Jeg tror vi har været meget optagede af vores egen sorg. Vores egen sorgforståelse. Og projekt efterfølgende forløsende børn, så den der del af India - den med at hun har nogle søskende der også forholder sig til hende. Det har vi ikke reflekteret så meget over.

Og Raja vil så gerne se billeder af levende India. Hun syntes det er rigtig synd hun er død, for hun var jo bare en baby. Og så vil hun bare også gerne vide om jeg også brænder hende når hun dør. Og jeg væver og forklarer og kysser hende i panden og siger hun er vidunderlig.

Og så spørger jeg hende hvad hun egentlig selv tror. Og så siger hun at hun tror at India lægger slik til hende under bænken til jul. Og okay, det gør hun så måske nok...

Hun kan godt lide at besøge India. Og vil gerne være der i lang tid. Og nogle gange tager fantasien over, og hun begynder at digte om India der kommer om natten og kilder hende under tæerne, og India er sur på mig fordi jeg laver suppe. Og andre skøre historier. Og jeg klukker lidt og skumler over hvor mon det kommer fra?!

Det er en rejse at være de der tøsers mor. The never ending story af dejlige udviklinger - og nogle gange hårrivende episoder.

Men vi havde ihvertfald en fantastisk Allenhelgens søndag. Sammen med Raja og Sibille, i Indias nærvær.

Efterårskulde og en astmamors bekendelser

Jeg skylder updateringer om alt muligt. Det forpligter at lade folk følge med i sit liv. Det kan jeg fornemme på min mailboks. Beklager. - Jeg prøver selv at finde hoved og hale i det hele.

Buttumline; Vi tror lejligheden er okay. Vi har afrenset og undersøgt hvad der kunne undersøges. Vi tænker at sansynligheden for at her er mere svamp end nogle andre steder, er meget mindre. Og andelsboligforeningen har ihværksat en stor undersøgelse af tag mm. der skal afhjælpe at der nogensinde igen trænger vand ind igen (Halleluja)...

Og så blev det efterår - eller jo nærmest vinter (når man har små børn defineres det vel som vinter når flyverdragterne er fremme).
Og nærmest fra kuldeblæsten startede, begyndte Raja at hoste. Så meget at hun er hæs, kaster op af det - og hvæser og sprutter. Nætter på nætter med spacer, hoste, spacer... Tmevis. Gaaaaab.
Fuld dosis binyrebakhormon ned i de små lunger, og vi beder til at det, en ny behandlingsform i form af piller (som hun får ondt i maven af), to uger syd på i december og måske en uge mere i februar alene med far og masser af frisk juice og brocolli, kan gøre vinteren tålelig for hende - og os.
Vi er blevet medlemmer af Astma og allergi Danmark, og i sidste nummer skrev en far "en astmafars bekendelser". Jeg kunne have skrevet hvert et ord. Jeg hæftede mig især ved to ting (og Raja har vist to fædre):
... Hun stikkes, måles og vejes. Og skriger som en besat. "Stakkels pige siger moren" "Stakkels mig tænker faren". Lægerne sagde at hun nok vokser fra det en dag. Det er endnu ikke sket. Hun trækker stadig sin daglig dosis spirocot i spaceren. Og hun trækkes til stadighed med en far der har gjort hendes problem til sit eget...
Det der kunne være mine ord! Ligesom:
...At være passiv astmatiker er for mit vedkommende lig med et liv spændt ud mellem fornuftens faderlige omsorg og følelsernes barnagtige egenrådhed. I det spillerum må jeg kæmpe min indre kamp med en skyldfølelse over, at mit fokus retter sig mod mine egne frustrationer fremfor en empatisk imødekommelse af Fridas behov for støtte...
Jeg reflekterer en del over om det i virkelighed er mig der i en natte-hoste-spacer-tåge har skrevet det der. (Jeg mener Raja får hver aften meget livagtige godnathistorier om Freja. Måske jeg også har opfundet et parallelt univers om en Frida?)
En sidste ting jeg var ved at brække mig af grin over var at faren havde taget sig selv i at sige til sin datter; Frida vil du ikke godt prøve at lade være med at hoste så meget?
Godt jeg ikke er alene... Eller, bare jeg havde været det, og så alligevel ikke.

Anyways. Jeg sidder her, skulle have været på arbejde. Men er så svimmel, kvalm og udmattet at jeg har meldt mig syg.
Og mine tanker kredser om om det her liv på kanten, som vi åbenbart bare har i vintertiden - om det går over? Og hvordan fanden vi skal få det til at fungere med jobs og arbejde og voksenhed? Eller om vi skal gøre alvor af at søge nedsat tid på baggrund af Rajas astma. Eller om det er at... Erkende og acceptere det som en kronisk tilstand - en kronisk sygdom - der ikke lige rundt om hjørnet er borte. Men som skal definere dele af vores liv, som det allerede gør.





... PS. Sibille sover som en drøm - når hun altså ikke er syg. Når Raja vækker hende med gråd og hoste om natten beder vi hende bare om at lægge sig ned og sove igen. "nej" siger hun, og sover videre.

"Far, mor og børn"

Raja er begyndt at lege rigtig meget "far, mor og børn" i børnehaven. Hun er en del af et tæt slæng på 4 skønne skønne unger.
I legen er der far, to mødre, baby (bløde bamse), en død storesøster og en hund...
De andre børn taler nu meget om døden derhjemme! Bum, bum, bum...

EFTERÅRSFERIE

Vi har det godt. Det går godt. Vi holder efterårsferie i et par dage, og nyder hinanden og Nørrebro. Gyd, hvor er jeg mega glad for at bo på Nørrebro...
Go ferie, fra mig og mine.

Herfra hvor jeg sidder

Vi er hjemme. Og herfra hvor jeg sidder, kan jeg kigge ud over mit hood. Vi er hjemme. Vi håber vi kan blive. Tiden må vise hvordan det ender. Men lige nu er vi hjemme, efter en uge i Emdrup. Vi er hjemme fordi...
Vi simpelthen ikke rummede mere rakkeri. Vi har afrenset det svamp her var, og vi sætter alle vores penge på at andelsboligbestyrelsen sørger for at det ikke kommer igen (og lapper det der tag ASAP). Vi havde hjemve.
Måske får vi aldrig ro her. Måske bliver det svært at få helt ro nogen steder igen. For når man har fået så raffineret en viden om fugtproblemer og svamp - så er hjem ikke længere bare hjem. Og boliger kan gøre dig og dine unglinger syge.
Og det er egentlig lidt ligesom den der angst der bare altid lurer iforhold til vores unger, fordi vi engang for 4½ år siden sad med vores lille døde Indiabarn i armene. Det kom bare lige dernede fra helvede det der død. Og vi har nu den mest abskurte raffinerede viden om hvordan små børn kan dø. - Og vi får bare aldrig helt den samme ro som andre i forhold til vores unger. Sådan er det bare. Det kan vi ikke lave om på. Men vi kan tage hånd om det.
Og vi kan lære at skelne mellem frygt, angst og realisme - og så igen, hvem fanden kan det!?

Jeg har verdens bedste venner

Det var bar det jeg ville sige. Hej.

Hvad gør en klog kvinde?

Og hendes familie?

Vi aner ikke hvad vi skal gøre. Jeg er nu dér - af vrede, magtesløshed og træthed - at jeg bare vil have nogle andre skal tage beslutningen for os. What to do? Der er tændt op under dramaLine - What to do?

Vi bor stadig i kolonihaven. Jeg har udskudt min praktik (den der lærereksamen er nu længere ude i fremtiden). Vi pendler ind med pigerne og os selv hver dag. Vi bor 4 mennesker på 30 m2, uden varmt vand og uden bil at pendle med.
Vi bruger en time ind og en time ud hver dag. Herudover kører Raja 50 minutter ud igen fra Nørrebro til Jersie, og ind igen. Hun tager afsted klokken tyve over syv om morgenen, er "hjemme" igen klokken ca. halv seks. Hun holder mange fridage. Hun er rigtig ked. Der er udsolgt, hun er færdig med det her.
Sibille er jo bare det glade æg. Bortset fra at det er lidt svært at starte i dagpleje for hende.
Vi forsøger at afrense skimmelsvamp, ordne studier osv. mens pigerne er i pasning. Og vi forsøger at opretholde bare noget der ligner en hverdag.
Vi kan ikke blive i kolonihaven ret meget længere. Det er simpelthen ved at blive for koldt. Vådt. Langt væk. Og bare endnu mere dødsurt end Emdrup. - Og mon det klogeste er at flytte til Emdrup igen, indtil der (forhåbentlig) kommer en form for afklaring af lejlighedens svampesituation. (Ingen undersøgelse er igangsat endnu. Vores situation er åbenbart ikke pengene værd!?! Halleluja for solidaritet og kollektivt ejerskab...)
Eller skal vi flytte derud til det Emdrupske for en længere periode, prøve at sælge lejligheden og finde ro og ben og afklaring i os selv? Eller skal vi flytte hjem i lejligheden for at afprøve om vi kan tåle at bo her? Eller forsøge at finde en anden bolig på Nørrebro?
Pigerne har haft 4 (ja 4; Husumgade, Emdrup, Kronborggade og kolonihytten) på et halvt år. De er snotforvirrede - eller vi er ihvertfald. Jeg kan næsten ikke i mit moderhjerte rumme at de skal trækkes mere rundt. Rakkes rundt. Og flyttes rundt.

Jeg ved godt at der ikke er nogen der kan tage denne beslutning for os. Den hænger på os, fordi vi er blevet så skide voksne. Og skal tage ansvar og alt muligt. Det er bare lige det, at vi ikke ved hvad der er ansvarligt, kærligt og rigtigt at gøre...

Jeg vil have et klarsyn. Hellere idag end imorgen!

Det her er et mareridt

Vi kom hjem, og rejste igen. En enten ny eller gammel vandskade op ad skorstenen på væggene bag tapetet var at finde i stuen. Væggene helt fyldt med skimmelsvamp. Og gad vde hvad der gemmer sig på og bag loftet. Og hvad skal der mon til at overbevise en andelsboligforening om at en vandskade der kommer oppefra (hvor vi er den øverste lejlighed - oppe over er taget der tydeligvist er utæt flere steder) lissom ikke er vores shit - men er blevet det!? Og at der skal igangsættes en prof undersøgelse der kan afklare problemerne? Jesus Crist.



Det her er et mareridt. Så ondt har vi af os selv:






Der er for 102 kr. bland selv slik.


Godt man har hinanden.

(Satans, jeg er hoppet med på den der "godt noget" bølge - ligemeget hvor skod det er, jeg har sgu mistet en del af mig selv i alt det her. Det er stensikkert.)

Endelig hjemme igen

Efter 2 måneder i kolonihaven er vi igen tilbage på Nørrebro. Den næste tid vil vise om her er svampe-clean. Vi har ingen plan B. Vi krydser alt!

Det store forsvar

Det har været nogle opslidende måneder. Men midt i det hele fik jeg afleveret min bachelor-opgave. Ved ikke lige hvordan jeg fik den kogt sammen, midt i skimmelsvamp og astma-nætter.
Jeg er ret så spændt på hvor meget de giver mig for den imorgen, når jeg forsvarer klokken 9. For den er skrevet på den vildeste omgang grødhjerne... Interresant eksperiment...

Lyden er lilla

Forældre syntes altid at alting deres børn siger er så sødt, finurligt, klogt og skægt. Så skægt at det må udgives på bloggen og facebook... Så trykker vi andre "syntes godt om", og det er et tryk der lige booster den der grundlæggende følelse af at være verdens heldigste mor, med verdens lækreste unge...

Raja mener lyden er lilla. Bare fordi den er det. Hun siger det mange gange. Til mange... Men hvorfor; lyden er lilla...

Først igår forklarede hun hvorfor. Den "bild a bear" hun fik sidste mandag - fordi hun stoppede med at bruge sut (og fik taget den lede priktest) - den siger "Raja bruger ikke sut mere". Den dims inde i den der siger det. Den hun selv optog "Raja bruger ikke sut mere" på. Den er lilla. Så det er jo klart - lyden er lilla.

Jeg elsker hendes umiddelbarhed. Hendes konkrethed. Og hendes så logiske tilgang til verden sin. Håber hun får lov at beholde det længe endnu...

Hey - er I der? Syns i ik bar mega godt om ;O)

En udmattende sommer

Satans da os'

Okay, hvad er det værste der kunne ske nu hvor vi er flyttet fra svampebo - og har købt en lejlighed?!

Sidste mandag flyttede vi. I 30 graders varme fra 3. sal og tre gader hen og op på til 4. sal. Vi har verdens stærkeste og modigste venner og familie!
Det er på mange planer hårdt at flytte. Jeg syntes ihvertfald det er hårdt. At sige farvel til et sted og goddag til et andet.
Vi glædede os helt vildt. Vores nye lejlighed var blevet så lækker. Og det var VORES (og måske lidt bankens).

Første nat i lejligheden hostede Raja helt vildt. Hun havde astmatisk vejrtrækning og vi sad oppe med hende i timer og gav hende hendes anfalds-spacer. Da det ikke havde hjulpet indenfor et par timer blev jeg ret utryg og ringede til vagtlægen. Det blev bedre idet han kom, og hun sov.
Næste dag var hun i børnehave, og da hun kom hjem i den nye lejlighed begyndte hosten og den astmatiske vejrtrækning igen.
Hva gør en klog mor og far så? Dagen efter gik vi på opdagelse. Vi er jo efterhånden trænet i det med at lede efter skimmel - og rigtigt nok - bag tapetet i 3 ud af 4 værelser, samt køkkenet er der smækfyldt med skimmelsvamp! Det er fandme til at tude over (og tro mig det har jeg gjort).
Vi pakkede vores sager og fes op i kolonihaven, hvor vi bor nu.
Raja har en gang været i lejligheden efter der er blevet revet tapet af. Der fik hun astmaanfald det øjeblik hun trådte ind af døren. Vi har produceret en sprællevende skimmeltest! Og det er ikke rart for hende (eller os).

Der skal nok komme has på svampen. Det er som følge af dårligt indeklima og isolering og for lidt opvarmning i lejligheden. (og til alle der læser dette; det er ikke for sjov man siger luft ud 3-5 gange om dagen og husk at tænde for varmen om vinteren - også i soveværelset)...
Men halvdelen af køkkenet skal rives ned for at kunne komme til på væggen der er inficeret, vi skal have fjernet radiatorer, tapet, træværk. Et svampefirma kommer så og afrenser. Herefter skal vi isolere, pudse op, male... Og først herefter pakke de 120 flyttekasser ud.
(Så i slutspurten på min bacheloropgave smuldre!? Og den Linetid jeg havde lovet mig selv i løbet af sommeren!?)
Og det er en vanvittig pebret sommeraktivitet, sån noget skimmelsanering.

Det er faktisk ret så dejligt at bo her i kolonihaven. Og når det nu skulle være (selvom jeg hader det der med "så var det jo godt at...") så er det jo fedt vi har denne plet.
Men omkuld er jeg slået. Eller er vi slået. Jeg skal lige samle kræfterne igen. Derfor bliver det nok også til en pause herfra bloggen. Jeg er træt af at være den evigt trælse historie. Og det ved jeg godt jeg ikke altid er. Der er så meget dejligt i mit liv. Jeg har bare ikke så meget at dokumentere lige nu, som gør mig glad at se på skrift (okay det lyder meget dystert, det er bare ret så svært at forklare!)...

Men altså... Vi ses på den anden side. Yeahr.

Satans da os'.

Sibille 1 år (og et par dage)

Jeg er stadig træt

Det er virkelig omstændigt at flytte, når man har huset fuld af unger. Og flytter til sin egen lejlighed, hvor man lissom selv skal skrue på det hele.
Og jeg er ualmindelig mør og sprød... Og jeg glæder mig til det hele er overstået.
Idag ser jeg lidt lysere på det, men jeg har godt nok været nede i kulkældren over projektet der kræver de kræfter vi ikke har. Jeg mærker meget tydeligt hvordag det sidste 1½ år har slidt på mig.
Jeg skal have gjort noget alvorligt ud af det der med Line-oaser når alt det her er overstået - hvis altså ikke vi så bare står overfor nye udfordringer der kræver os.

Tempoet er svært at vænne sig til... Jeg vænner mig garanteret først til det når det er ved at være overstået... AHA! Det er DERFOR bedsteforældre har så forbandet meget energi!

Træt

Jeg er simpelthen træt som et alderdomshjem i øjeblikket. Det er somom at depoterne er sluppet op, og jeg bare ikke orker det der natteroderi i øjeblikket. Der er natte-astma, babytænder, ammebaby, 3 årig med mareridt og en snorkende mand. Ved ikke lige hvad jeg skal starte med at gøre noget ved, eller om det lissom er op til alle de andre der ligger i min seng at... komme til nattefornuft - Suk!
Jeg skal have mig noget mere søvn. Ellers blir jeg bims. Og en bitterfisse. Og en endnu surere mor og kæreste end jeg er nu, hvor jeg er... træt!
Det er simpelthen det der fylder det hele for mig idag. Halleluja, hvor denne blog dog gir mening...

Godnat...

India 4 år

Igår ville India være blevet 4 år. Hun blev 4 år igår. Hun har været død i 4 år. Jeg har været hendes mor i 4 år. Hun har været her & ikke været her i 4 år. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men hendes 4 års fødselsdag var det, det ved jeg, og det mærkede jeg.

Det var en hyggelig dag. Det var Indias dag på en lidt anden måde end tidligere. For det var også Rajas Indiadag. Hun er nemlig stor nok til at forstå en smule nu, og derfor bliver vi nødt til at indtænke hende i det hele. Planen var tivoli, Thors ryg udelukkede det temmelig meget.

Istedet var vi hjemme og en masse på kirkegården. Og jeg et smut i skin & bone med en veninde, der var rigtig god til at holde i hånd... Min lille stjernesol.

Jeg har tænkt det godt igennem. Og overvejet det nøje i 4 år. Min stjernesol...

(Og jeg har også overvejet om det var sån lidt cutting-agtigt at blive stukket i på Indias fødselsdag, det er det ik ;)

Vi startede dagen med at pynte op hos India. Og jeg blev ret så rørt da Raja Lys sad og satte flag og hjerter, mens hun sang "jeg har en flyvemaskine" - en sang vi sang hver aften for India. "En dag når solen skinner, så flyver du og jeg"...

Om aftenen spiste vi hos hende med dejlige venner. Og vi blev så glade i låget af alle de glade børnegrin og al den ballade der blev lavet hos India. Hold kæft hvor er jeg taknemmelig for at vi har så mange at dele India med. Ikke at fortælle til om India. Men at dele hende med. Og at Raja Lys har små venner og veninder der "kender" hendes døde storesøster, gør jo at det hele bliver hevet ned på jorden på en helt fantastisk måde!

Vi tændte stjernekastere og råbte hurra så højt at India kunne høre det. Men ungerne syntes det var for mærkeligt at synge fødselsdagssang når India er død... Det har de sgu da ret i! Der var lys, flag, liv og kærlighed ovenpå den lille døde fødselsdagspige. Vi sluttede af med is (i maverne og på stenen der idag er godt snasket).

Det var lige som det skulle være! Nemlig lige som kunne have forestillet sit at India ville have været med til, hvis hun altså ikke var så stendød.

Der var også plads til tårer. Men mange af dem var der ikke. Og hvor jeg de sidste år på Indias fødselsdag og dagene op til og efter, har savnet tårene. Rummet til tårene. Og følelsen af savn, sorg og hendes nærhed. Så var det i år anderledes. Dagen var som den var. Og jeg savner ikke savnet. Det er ikke længere væk end jeg kan genkalde det. Jeg bestemmer næsten selv hvornår - og den kontrol passer mig meget meget fint. Kun sjældent overmander tristheden mig. Så slår det måske også det hårdere.

Jeg ved at min kærlighed til India ikke kan gøres op i tårer eller besøg på kirkegården. Måske i kraft af mit moderskab overfor Sibille og Raja Lys er jeg blevet klogere og mere pragmatisk.

Jeg ved hun er hvor skal være, når nu hun ikke kan være i mine arme...

Jeg er klar

Til imorgen. Der er det et år siden jeg fødte Sibille, og 30 år siden min mor fødte mig.

Jeg har virkelig været træt af min fødselsdag siden India døde. Og måske egentlig også før det. Den ligger bare rigtigt dårligt, midt mellem eksamenshelvede og sommerferien (og jeg har nok været til mindst 5 eksamner på min fødselsdag i tidernes løb).

Jeg var syg den dag for 4 år siden. To dage før India blev født. Og selvom det at jeg havde halsbetændelse ikke blev kædet sammen med hendes død, så har det bare været en scene i filmen, der kører hvert år. Faktisk tror jeg at bundpunktet af Indias historie starter på min fødselsdag. Med at jeg vågnede, var syg, mærkede hende lidt mindre, havde tante skod med til lægen fordi Thor var til eksamen, var ked ked ked. Havde småveer/kraftige plukkeveer. Hørte Indias hjerte banke, men var ked ked ked...

Dagen efter, stadig ked, sankt hans aften og duften af bål, jordmoder Charlotte der prøvede at trøste, hjertelyd, kraftige spark. For livet, og for døden. Slut prut helt stille. Død var hun og det var den 24. Mens jeg havde veer. Det er svært at skille tingene ad, hvad der skete de dage før og dagene efter.

Indtil nu. For nu er der pludselig en Sibille, der kravler omkring vores ben og er sprællevende. Og det gør fandme min fødselsdag til verdens dejligste. For det er også hendes. Og imorgen blir hun 1 år. Og det er noget helt særligt.

Og jeg har fået købt (en masse) gaver. Og vi holder ferie i kolonihaven. Og jeg syns bare det er mega fedt (som Raja ville have sagt det) at have fødselsdag sammen med sin datter!

Imorgen blir Sibille 1 år og jeg bliver 30 år. Og festen er aflyst for Thor har hold i ryggen. Men jeg blir stadig 30 og Sibille 1 år. 1 år, det er jo for vildt. Sådan her så vi ud den dag hun blev født og jeg fik hende i verdens bedste fødselsdagsgave:

Jeg har brug for jeres hjælp

Jeg er ramt af rigtig dårlig samvittighed!

Sibille bliver fantastiske 1 år på tirsdag... Og dengang Raja var 5 dage fra 1 år, havde jeg alt på plads til den fineste fest - og de fineste gaver.
Jeg har INTET klar til Sibille. Jeg aner ikke engang hvad hun skal have i gave. Hun har alt fra Raja. Vi har legetøj overalt. Men man kan da ikke blive 1 år uden at få en eneste gave af sin mor, far og storesøster!?

Hjælp mig... Jeg sidder her i min egen bachelor-stressede verden, og mangler simpelthen et par links der kan lette min samvittighed... Så jeg kan få det ekspederet herfra pinden, og ikke behøver at bevæge mig ud i den der virkelige verden!

Hvad giver man lillebitten Sibille. Der har alt. Og mere til!

Bar det blir os...

... der vinder en halv times fotosession fra hende her...
Så skal vi have taget familieportræt på den røde bænk. På Indias fødselsdag. Inden vi tager i tivoli, men efter jeg har fået lavet min tatoo!

"Hej d'Line, Indias mor"

Sådan kommer jeg ikke til at ringe ned i børnehaven og sige. Ned i vuggestuen, til lægen. Håndboldtræneren. Eller i ungdomsklubben.
Men forleden fik jeg lov at ringe op og sige sån. Til Indias gartner, på Assistens Kirkegård. Hun havde nemmerli' lagt en seddel under den røde bænk med besked om at jeg skulle ringe. Jeg ringede til hende. Og hun ville fortælle mig at hun havde fundet en Malva. På en planteskole et sted. Hvor hun var forbi med sin søster en dag hun havde fri. Og hun vidste jeg havde prøvet at skaffe en Malva til min India, fordi den er så fin, så elegant og så sart og skrøbelig. Og alligevel smuk og lækker og stor. Og emmer lidt af Indien.
Jeg har ikke kunnet opdrive den nogle steder. Det kunne hun. Og hun havde købt en til India. Og jeg tænker bare, shit mand hvor er hun bare en pisse go' gartner, med alle de der fintfølende fornemmelser der er en gave når man arbejder på en kirkegård... Hende ligger jeg sgu gerne dødt barns plet til!

Og hvor var det fedt at få lov at sige; "Hej d'Line, Indias mor"!
Og hvor er jeg glad for at mit Indiabarn får sin Malva. Så tæt på hendes 4års fødseldag. (En malva for en løbecykel)

Sibille i Nyhavn

Med mosterDorthe...

Forventningerne var store...

... dengang vi flyttede vores ting og sager og børn ned i kasser og op i lejligheden over gården, og op på 3. sal. Vi troede at her skulle vi bo her i mange, mange, mange år. 2½ år bliver det til.
Her er ikke svampeclean. Faktisk lugter der så grimt i det lille værelse at det er lukket helt til og bliver ikke brugt mere.
Jeg tror ikke på at vi kan få sat gang i de fornødne undersøgelser og afrensninger uden en kamp der kommer til at trække endnu mere tænder og bitterhed ud af os. Og vores børns helbred skal ikke ligge i hænderne på en skør bolighaj. Og jeg tror aldrig vi får den nødvendige ro her i denne lejlighed. Det var muligvis en fejl at flytte tilbage i første omgang. Men sådan er vi jo; vi er som regel positive(grænsende til det naive) indtil det modsatte er bevist... Det er det så nu. Og afsted med os! I en vældig fart...

Vi er ved at købe en lejlighed 3 gader væk. Lidt mindre. Uden bad. Højt opppe. Men lige i øjet til os. Der kan vi godt se vores familie vokse op. Vi bliver ikke flere levende, og den har den perfekte størrelse, form og fordeling. Og så trak det lidt tænder ud at få et lån når man sån er studerende og der har været en eller anden krise der ikke har berørt os før nu, med SU og lejebolig.
Vi glæder os, mens vi siger farvel til denne lejlighed. Det er sgu her vi blev en lille rigtig familie. Det er sgu her vi vandt livet lidt mere tilbage. Og det er sgu et svært farvel... På den anden side hader jeg det den her lejlighed har gjort ved vores børn. Føj da. Og jeg glæder mig som et lille barn til at indtage Kronborggade. Det er stadig tæt på India. Tæt på Coffee Kollektive, tæt på mange af vores dejlige venner. Og midt her hvor vi har slået vores rødder - og jeg kan sige med stor sikkerhed; for good!

Forventningerne var også store til børnehaven. Måske for store. For der var vist ikke nogen børnehave der kunne leve op til de forventninger Raja havde til det at starte i børnehave. Det går nu godt. Men det har været en hård start for alle. Selvfølgelig mest for Raja. Hun savner trygheden hos sin skønne dagpleje, men nyder udfordringerne i haven fuld af børn. "Lille store Raja Lys" er helt rigtigt...

Sibille skulle have været hjemme til hun var omkring 1½ (der er sådan set heller ikke nogen vuggestuepladser at få før alligevel). Sammen med Thor og måske et barn mere. Så ville Thor være blevet privat dagplejefar. En skøn måde at sende hende ud i verden på tænker vi. Men da vi skulle skrive et opslag for at efterlyse en legekammerat til Sibille i dagplejebiksen, faldt vi over et andet opslag, hvor en mor ville passe sit eget barn og et til hjemme. Fra september og indtil de skal i børnehave. 25 timer om ugen (hvilket egentlig passer os fint) ... Vi var til samtale i fredags og selvfølgelig valgte hun Sibille - kan man andet!?...

Så er der mig. Jeg skriver opgave. Mens Thor er på barsel. Og jeg arbejder lidt, og forbereder næste år, hvor jeg både skal studere og arbejde rigtig meget. Og pludselig blir jeg færdig og er skolefrøken...

Fra september sætter hverdagen for alvor igang. Den, altså hverdagen, har vi ikke set meget til de sidste mange år. Vores liv har vist været enten i untagelsestilstand eller på sommerferie.
Det bliver mærkeligt ikke bare at være sammen og tage tingene som de kommer, læse når børnene sover og arbejde når det passer ind i dagsformen.
Men jeg tror sgu vi er klar til hverdagen. Tror faktisk at ustrukturerede familien Svendsen får godt af lidt struktur... (man får pludselig lyst til at hoste voksen)
Ud kommer vi alle, og vender hjem med oplevelser hver især. Det bliver spændende... Indtil da nyder vi solen, kolonihaven, isene og en tid til hinanden der nok aldrig kommer igen på samme måde...

Det var lidt update fra en stille blog... Fordi jeg har holdt vejret mens låneansøgningen var afsted og tingene skulle falde i hak.

Tasken er pakket

Og imorgen drager Raja Lys afsted i børnehave. 3 år, forbandet dejlig. Stor. Og med mod på livet og udfordringerne i en have fuldt af børn.

Hendes 3års fødselsdag gik forrygende. Hun havde helt styr på rollen som forkælet og centrumsk førdselsdagsbarn. Jeg var pavestolt og bundlykkelig.
Jeg føler mig mere og mere som tilskuer til hendes liv. På den fede måde altså. Hun er mere og mere hendes egen, og det skaber en helt helt ny dynamik mellem hende og hendes medmennesker. Det er simpelthen så fedt at være vidne til. Og med til. Så fedt!

Jeg syntes Raja og jeg har fundet nye måder at være mor og datter på, de sidste par måneder. Alt blev sgu lige rystet i grundvolden da Sibille kom skrigende til verden. Det var sgu en brutal og rå måde vores lille symbiose blev brudt på.
Men der er ved at falde en ny og tiltrængt ro over os allefire. Sammen på forskellige leder og kanter, og det begynder at gå i vatter igen. Fedt mand...
Jeg har rejst mig op i mit morskab til Raja. Sådan helt bogstavligt. Der er ikke så meget bøjen ned. Jeg går ret meget oprejst sammen med hende. Jeg elsker virkelig at være mor til en 3årig. Det er en fed alder. Fedt mand...
Hun er fantasifuld. Fuld af ord. Stædig. Snaksagelig og alt muligt andet. Og så tager hun nogle skrigeture der får Husumgade til at ryste...

Nå, men hun blev 3 år. Imorgen tager hun bussen til Jersie. God tur lille store Raja Lys...

I morgen græder himlen

Det burde have været idag. I dag er det nemlig et år siden at Thilde døde.

Jeg har utallige halve indlæg om hende. Mine tanker om hendes død. Mit savn. Og min totale forvirring over at bearbejde min sorg over hendes død. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man kommer sig over en venindes død. Det er faktisk en meget ensom sorg... For den er for stor til at glemme og for fjern til at dyrke...
Thilde er død, kan jeg sige, men ikke forstå.

På mandag besøger jeg hendes plet for første gang. Der har simpelthen været for meget til at lukke det hele ind. Jeg har på fornemmelsen at jeg tager hul på en sorgbearbejdelse nu, et år forsinket. Fordi dette år har været. For vildt.

Sådan møder Sibille Thilde. Gid det istedet havde været sådan her:

Jeg savner hende. Mangler hende. Savner hende. Ser hende overalt. Mangler hende...

MORS DAG

Jeg ved godt hvad jeg ønsker mig...

For 3 år siden...

... var det dagen før dagen. Hvor lyset så lyset for første gang. Og jeg anede det derude i fremtiden...

Jeg er helt vemodig idag. Over hvad ved jeg ikke. Jeg går rundt om mig selv. Og jeg forstår hvorfor fødselsdage er så vigtige for en mor. Fordi dagen hun kom var min allerstørste (af tre)...

Det føles somom hun altid har været her. Kan næsten ikke genkalde før. Det må jo være fordi hun er havnet det helt rigtige sted. Jeg tænker stadig ofte, hvor vanvittig heldig jeg er at det lige netop var hende der blev min...

Tillykke med din fødselsdag imorgen Raja Lys. Så lille og fin du var, så stor og fin du er...

Tænk at jeg kan rumme det

I går var en helt almindelig Line-dag. Det var endda en dejlig dag. Hvonår mon jeg lærte at navigere i alt det forskellige?

Jeg startede dagen med at trille formiddagstur med Sibille i barnevognen over til India (og ja, jeg er en stolt mor der nu har en baby der kan sove i sin barnevogn. Yep yep!).
Her lå jeg med rumpen i vejret og ordnede. Rigtig fint og længe. Og plantede og vandede. Og tændte en masse lys og røgelse. Og såede lidt. Og hyggede mig. Og om hende. Og nød at få hendes jord under mine negle.
Herefter var jeg i legestue med Sibille, spiste frokost med min søster, var på arbejde og hjem igen (og lagde næsten sidste hånd på mit fantastiske pachwork-tæppe).

Det er en helt naturlig og almindelig begivenhed at svinge forbi India. Det har hele tiden været mit håb. Min drøm. At hun på den måde som hun er nu, var en del af vores families hverdag og hverdagserinder. At have noget af min døde datter med i mit levende liv. I min families levende liv.
Men alligevel så tænker jeg hvornår det blev så naturligt at besøge mit døde barn, i rækken af andre gøremål på en kold forårsdag. Jeg troede aldrig hendes manglende levendehed ville blive så vant for mig.
Det er da stadig forbandet forkert at hun er død. Men jeg har vænnet mig til det. Det er da glædelig absurdisk, tænker jeg...

Og om morgenen da jeg stod op

Midt om natten

Sibille og Raja er forkølede. Bare helt almindeligt forkølede. Men de der nætter er ret slemme for helt almindeligt forkølede børn, når de har astma.
Hende Sibille, hun må da tage prisen som verdens gladeste baby... Med verdens trætteste mor...

Raja hos India

Vi går ofte forbi India. Nogle gange hver dage. Andre gange sjældnere. I det gode vejr nogle gange flere gange om dagen. Til og fra. Alene og sammen.

Forleden var Raja og jeg forbi. Jeg bad hende sætte sig på bænken så jg kunne tage et billede af hende. Men hun ville hellere have jeg tog et billede af hendes akrobatiske numre på klapvognen...

Nogle gange bliver det så konkret hvor meget følelserne er mine, og barnesindet og glæden er hendes. Og hvor vidunderligt jeg syntes det er at have Raja Lys at dele det hele med, altså alt det levende. For hun får altså vendt det hele på hovedet. Og nogle gange helt bogstavligt.

Hvorfor skulle jeg dog ville tage et billede af hende på den røde bænk når hun kan det her!?:

Prioritering

Det jeg bruger meget krudt på at tænke over lige i øjeblikket er prioritering.

Med trolde på knap 3 og knap 1 (og det siger jeg med en stor stolthed i stemmen, somom jeg helt selv har lavet dem :) så skal der prioriteres. Rigtig meget endda.
Mange taler om at organisere sig ud af tingene. Vi kan vist ikke organisere os mere ud af det hele end vi gør. Så næste skridt er at prioritere. Og det gør vi nu. I stor stil.
Det der er med prioriteringer er jo, at noget skal nedprioriteres. Og det kan altså være en lidt sej proces at nå frem til hvad. For kan man undgå at skuffe og såre? Også mig selv...
Jeg tror jeg er ved at have en fornemmelse af hvad jeg kan sløjfe. Og hvad der er nødvendigt at sløjfe.
For vi kan sgu ikke få både i pose og sæk. Vi kan ikke både have to dejligste lækkerlinger, som vi gerne vil være meget nærværende for (i både fysisk og psykisk forstand), arbejde på spændende arbejdspladser, gå ud om aftenen, tage på romantiske dates, holde kolonihave (med store ambitioner om en fantastisk familiehave), vedligeholde rigtig mange venskaber og være der når nogle har brug for os, have et stort netværk af dejlige mennesker med liv der er så værd at følge med i, være familiære med kagen klar og kaffe på kanden og så videre og så videre...
Der er bare ikke tid til det hele. Og værre endnu. Der er ikke hjerterum til det hele. Så simpelt er det. Det giver mig følelsen af at være bagud hele tiden.

Når jeg prioriterer så forsøger jeg at holde mig selv fast på, at det ikke er for altid at jeg giver lidt slip her og der. Men for en tid, er der bare andre ting der optager mig. Og det er okay, for det hele skal fungere. Og når jeg mærker helt efter i maven, så ved jeg godt hvor der skal skæres en tå og hugges en hæl.

Og det skuffer mig faktisk ikke det mindste at jeg ikke kommer til Dizzi Mizz Lizzi koncert på fredag, selvom jeg har haft billet i ½ år.
Jeg er træt som et aldersdomshjem, og jeg er ved at erkende at hende Sibille sover dårligere end jeg lige har villet sige højt. Og så må den slags luksus-oplevelser simpelthen bare vente. Jeg vælger fx at arbejde ret meget, holde mange lange weekender med min familie i kolonihaven. Og så er det altså nu engang konsekvensen. At jeg ikke kan det hele, med den halve tid. Me den halve søvn. Og det halve overskud.

I det hele taget er det lidt skørt med det med forventninger til sig selv og mine prioriteringer. Jeg har på det sidste planlagt flere ture ud af huset, just for fun. Sån noget aften-halløj. Og når jeg sån rigtig mærker efter, så er det faktisk slet ikke et behov jeg har. Jeg har slet ikke lyst til at gå fra mine unger om aftenen. Slet ikke at få Sibille passet endnu. Når jeg sån mærker rigtigt efter er det nærmere et lille pres jeg føler(men fra hvem?). For er man virkelig sådan en kedelig-Kaj der helst bare vil hænge herhjemme aften efter aften (og når jeg så lige tænker over det er der sgu ikke meget hængeri over det; nærmere oprydning, oprydning, opryndning!).
En bekendt havde fået en mail fra en nær veninde da hun melte afbud til endnu en fest, og det ramte nok lidt en nerve hos mig. Veninden skrev; "jeg er med på du har travlt med al din morhed, men får man dig aldrig mere at se?"...
Jeg tænker at mange af mine veninder kunne føle lidt det samme med mig. Og jeg kan også have ret sort samvittighed over det. Og måske burde man sparke sin popo lidt ud i verden.
Men egentlig er jeg slet slet ikke klar til at opgive symbiosen med min (lillebitte;) baby herhjemme. Jeg ved at det at være bundet herhjemme er en meget begrænset periode af mit liv. Og jeg ved at om lidt sover mine piger hele aftenen og hele natten, og jeg får rig mulighed for at gå på cafe og drikke en lille øl.
Jeg hverken vil eller kan mene noget om andres behov for at gøre det. Det er sgu deres sag... Min sag er ret afklaret. Jeg bliver hjemme indtil jeg kan og vil afsted igen... Og indtil der er nattero og jeg igen har overskudet.

Og så tænker jeg at det der med at måtte prioritere, det bliver nok kun mere udbredt med tiden. Og det er bestemt noget jeg har været meget dårlig til i fortiden, og bare rigtig gerne vil være bedre til i fremtiden. Ikke for mine børns eller arbejdes eller veninders skyld. Men for Lines skyld...

Jeg mangler tiden

Jeg har en hel masse indlæg i ærmet. Men desværre ikke tiden til at ryste dem ud. Jeg er i allerhøjeste grad ramt af småbørnstravlhed. Og kolonihavekuller.
Og så har jeg altså et vildt spændende arbejde der tager mine aftener. Og som sagt en familie der tager dagene.

Der sker en masse herhjemme. Stort som småt. Jeg er lidt træt. Men grundlæggende glad og tilfreds. Det er faktisk ret dejligt at føle sån igen. Sån lidt zen-agtigt!

Vi har også udfordringer. Især Raja Lys er sgu mere en ekplosiv olietank nærmere end et lille Lys. Og jeg er virkelig en temperamentfuld mor, og vi aner nogle gange ikke vores levende råd. Og jeg tager mig selv i (i allerbedste uifavnske stil) at tænke; en måned til hun starter i udflytterbørnehave, så er hun kørt så træt at hun er from som Sibille. Og ja, jeg lærer nok en dag at lige med det med mine børn nytter det der med den hækken der er lav ikke hver gang. (og den højeste side prøver jeg også at undgå, det er jo mit forårsfortsæt). Vi prøver os frem, men uden nogen fællesfronts-agtig strategi. Det duer bare ikke for os. Vi er vist mest til det der med at tage det som det kommer.

Gisp i skulle have set mig med Sibille i slyngen, pizza i den ene hånd og skrigende Raja i den anden hånd ned af Jagtvej idag. Det var meget lidt zen!

Fik jeg fortalt at Sibille har lært at kravle? Yay. Fik jeg også fortalt at hun laver tænder hele natten og holder sin mor vågen? Pjay!

Men altså. Ret zen og ret meget kolonihaveidyl. Når vi ikke lige konflikter...

Ferie

Alle er raske igen. Sibille er på toppen og har fået sine lår tilbage. Stadig vidunderlig glad.

Rajas dagplejemor er på ferie i tre uger nu. Så det er vi også. I sommerhus, kolonihave og rundt omkring. Det blir fantastisk.

Imorgen starter ferien med et børnebyt. Min søster og jeg bytter barn en dag. For jeg savner min nevø noget så meget. Siden jeg har fået mine egne børn er det ikke blevet til meget tid med ham. Og nu har vi opfundet koncept "børnebyt". Jeg skal stene 3d-film med Frederik og spise popcorn og slik, mens Dorthe kan løbe efter Raja Lys i kongens have. Helt okay deal... Yeahr...

Jeg har det godt. Faktisk er der mange ting der letter for mig. Sibille og Raja er sjove, "selvkørende" og har et sammenspil der får mig til at smelte helt væk af lykke.
Jeg har fået nogle fantastiske udfordringer på arbejdet, og har droppet min eksamen til sommer. Jeg har fået sat ord på nogle frustrationer.
Mine børn er lige så syge som alle andre børn i øjeblikket - hverken mere eller mindre. Se det er store sager.
Forleden var jeg på cafe. En aften, to timer. Uden børn. Så vildt og så dejligt. (at det skulle have været en koncert på Vega og at jeg syntes Vesterbro var aaaalt for langt væk fra Sibille er hvad det er)
Vi er ved at være på plads igen i lejligheden efter en storstilet makeover.
Og jeg har ikke blot accepteret, men lovpriser nu, vestlig medicin mod astma til børn og øredræn. Halleluja!

Det er små ting der gør det hele lidt nemmere. Jeg har ikke følelsen af at halse efter min forestilling om lykke og tilfredshed. Næ nej, jeg er ganske godt tilfreds lige nu. Fantastisk!

Ik så cool

Sibille blev skidtere og skidtere, og natten til igår måtte vi tilbage til børnemodtagelsen med en Sibille der var meget meget afkræftet og sløv og dehydreret. Og jeg var alligevel ik så cool som jeg lige havde blæret mig med.
Jøsses en omgang. Og jøsses det var ikke sjovt at stå med en lille slap Sibille i armene med India-lugtende hospitalstøj på.
Hun blev dog ret hurtigt bedre igen efter hun fik erstattet væske om elektrolyt-dimser. Og nu er hun en tynd og lidt meget mere træt udgave af sig selv igen. Min lille glade ål...

Tilbage til start

Igår var vi en tur på børnemodtagelsen med bræk-syg Sibille, der havde kastet alt op et døgn og ikke havde tisset i et ½ døgn. Hun var allerede i bedring og havde kun svag væskemangel. Vi kom hjem igen. Med et stk. syg far.
Det er kun 2½ uge siden hun sidst var bræksyg. Så har den været rundt i familien, her og der og hos bedsterne og nu er den så tilbage til start. Jøsses.
Sibille hun er altså fandme sej! Hun præsterede at grine og kaste op samtidigt en gang. Ojs altså.
Da Raja var præcis ligeså gammel som Sibille er nu, var hun også et smut forbi børnemodtagelsen med præcis samme sygdom. Men med en Line der var sent til tælling på en helt helt anden måde en rolige Line var igår.

Jeg er faktisk ret imponeret over hvor lidt påvirket jeg var af det hele igår. Jeg ville bare gerne have Sibille hjem i vante omgivelser. Var sikker på hun restituerede bedst herhjemme.
Jeg fortalte ikke læger og sygeplejersker om India. Kun om Raja.
Og det gør mig både lidt trist og lidt stolt. Trist at hun er bundfældet så meget i mig. Lettet over at hun er bundfældet så meget i mig. Hendes væren i mig er mere rent. Ikke forplumret af angst, usikkerhed på mig selv og frygt for at miste Sibille og Raja, der bliver aktiveret ved det allermindste (og alligevel er jeg stensikkert mere på mærkerne).

Det er så underligt når jeg mærker jeg har rykket mig. Det er altid den samme lettelse over at være nået hertil. Lettelse over ikke at skulle mærke den der angst og usikkerhed i min mave i tide og utide. Lettelse over ikke at være så hudløs, følseom og på stikkerne. Samtidig er det et skridt længere væk fra de varme dage i juni 2006. Da jeg havde en svag fornemmelse af alt det jeg skulle igennem før jeg... Kom hertil?
Jeg er stækt modstander af sorgforståelse i fase-tænkning. Stærk som i: "jeg tror ik på det pis, lad så vær med at boks'ér mig"! Alligevel kan jeg fornemme på mange af mine med-engle-mødre at rejsen er ens på mange måder. At mange der har fået levende barn nummer to, tænker og beskriver de samme ting (eller bliver vi blot inspireret af hinanden, til pludselig at syntes vi føler så ens?!).
Vi går Indias 4. fødselsdag i møde. Hun er stadig stendød, og hendes univers har forandret sig så vildt meget siden hendes første fødselsdag. Jeg ønsker mig ikke et sekund tilbage.
Og så alligevel kan jeg i split-øjeblikke savne den tid hvor alt blev følt igennem. Hvor alt var husdløst, følsomt og tilladt. Da jeg ikke holdt på mig selv. Da hun stadig var tæt på og fyldte. Da erfaringerne og følelserne fra India stadig dominerede. For det gjorde at hun var nærværende.
Og jeg tænker også om det at jeg ikke flippede ud på børnemodtagelsen igår også er et resultat af, at jeg blot har lært at håndtere mine følelser bedre. Lært at holde på mig selv. Eller om jeg virkelig er blevet cool? (Kan i se på alle mine !? at jeg har opdaget vi har haft tv3 i 2 år uden at vores fljernsyn har været indstillet til det, og at jeg nu, efter at have fundet denne freaky kanal, ser "sex in the city" hver aften når jeg godnat-ammer?)
Jeg skal finde en ny måde at have India nærværende på. Jeg føler mig totalt moden til lidt India-forandring. Den udfordring tager jeg med mig når vi nu går foråret i møde...

Indtil det der forår kommer, så vil jeg pleje mine syge børn. Og måske kaste op en gang eller 7.