Gårdsangere

Jeg har den sidste tid været lidt trist. Rajas vuggestuestart tager hårdt på os alle. Hun kan virkelig ikke se fidusen i at være dernede alene, og det er svært at se hende så ked.

Vi er lige midt imellem hjemmepasserlivet og hverdagen som travlt børnefamilie, og jeg savner spontaniteten, samhørigheden, symbiosen og nærheden. Det skal nok blive godt i enden, men lige nu er det altså starten og den er svær. Jeg er ikke verdens bedste til ændringer, og det lader til Raja har arvet det...

JEg har også haft godyl bykrise. JEg er opvokset på Vesterbro, København er min by. Jeg har altid fået tics af græs, højt til himmelen og store dyr udenfor zoo. JEg vil have asfalt, brosten, liv og mangfoldighed.

Men Nørrebro har været sommerlukket og varmen har lammet os og givet moar kuller. Jeg har halucineret om egen have og skov, så gralt at jeg har tjekket huspriser i provisen - gisp...

Min bykrise er kureret. Igår var den dejligeste bydag, det er jo lige sådan en dag der er grunden til vi bor herinde. En morgentur hos India med dejlig meningsfuld snak med tilfældigt mødte Stinemor, gårdhygge med vandbassin, andre brobørn og forældre og Tante Anna(der har en dreng i maven), GÅRDSANGERE! og kaffe i Saxons gårhave til seeeeent... Glad Raja, glad mor og glad far...

Tænk en gang...

På Rajas garderobeplads i vuggestuen, er mærket den fineste lille mariehøne... Tænk en gang - en lille fin Mariehøne, der er noget med den der vuggestue der er lidt særligt...

Postferieblues

Her kommer min klagesang... Jeg er trist. Jeg er nedtrykt og jeg har en dum dag. Jeg vil have mer ferie, jeg vil hygge, bade, have græs mellem tæerne, jeg vil være sammen med Thor og Raja.

Raja er startet i vuggestue, det er et dejligt sted med de dejligste voksne. Thor står for indkøringen, det er jeg helt sikker på han er bedst til! Men Raja blir ked når han går fra hende, i dag havde hun bare siddet helt betuttet i hendes barnevogn med sutten i munden i en time. Om aftenen sover hun dårligt, og er ulykkelig når hun vågner og mærker vi ikke er der. Jeg føler vi svigter hende. JEg føler vi ikke lytter til hende når vi går fra hende selvom hu bliver ked ved det. Jeg ved det bliver en gave på sigt, hendes sted hvor Raja bliver lidt mer defineret, uden vi har hende i favnen. Men det er mine følelser der har taget totalt over lige nu...

Jeg kan ikke med ro nyde de dage der er mine egne. Jeg kan ikke gå erinder, spise brunch, drikke kaffe og nusse rundt. Det føles forkert, for når jeg "bare" skal dalre den, er det forkert min Raja ikke er hjemme hos mig. Så jeg er begyndt på min bacheloropgave, men det er somom det er lidt skørt at sidde i 27 graders varme og arbejde på en opgave der skal afleveres i bagjulen, og som december er frigivet til at skrive den i...

Derudover har jeg by-krise. Jeg finder byen klam og lugtende, og jeg syns ikke der er nogle steder at lufte mit lille tyttebarn, der jo skal træne sin nyfundne gåteknik. I gården er der skoder, kondompakker og lugtende skraldeskure, hos India er der klamme løse (kamp)hunde og på legepladsen er der ikke noget græs.

En sidste lort der skal luftes, er at jeg er tisse bange, for jeg har fået et mærke på mit ben der nu skal fjernes, for med hud og modermærkekræft i nærmeste familie tages der ingen chancer. Jeg har været så angst på mine børns vegne så længe, for første gang har angsten fat i mig for mig.

Det var lige luften fra en postferietrist Line, der måske også er lidt præ-agtig, men som lige måtte af med en spand galde. Det hjalp. Tak igen blogspot...

Livet skal leves for de levende

Jeg støder tit og ofte på denne sætning. Tror jeg første gang stødte på den et par uger efter Indias død, og altid har den stukket til mit hjerte. Noget i den stemmer ikke med det jeg føler.

India er ikke levende, så jeg burde ikke leve mit liv for hende, men for alle de levende, skønlinge som fladpander der omringer mig i det levende liv.
Det har jeg det stadigt svært med at forholde mig til, for jeg lever stadig for India. Måske lever jeg endda endnu mere fordi jeg har India der er død.
Jeg har tænkt længe over dette indlæg, og jeg har tænkt meget over hvordan jeg har det med det med at leve livet. For nogle vil det være en del af at give slip - Sætte fri, at føle de lever for de levende, sådan har jeg det ikke. JEg har det lige omvendt.
Jeg føler faktisk at jo mere bedre jeg får det, jo mere sorgen letter, jo mere jeg bliver parat til at leve livet, som livet leves bedst af lige netop mig. Jo mere er India en del af os og af den måde jeg er. Jeg har aldrig følt hende nærere end nu, hvor jeg aldrig har haft det bedre. Sorgen har ikke bygget rede i mig hår, den er fløjet videre men skider mig stadig monomentalt i øjet... Alligevel er India tættere end nogensinde før, og kærligheden, den har ikke blot bygget rede, men har lavet dreadlocks. Jeg kommer stadig ofte på hendes gravsted og hendes dødhed skræmmer mig ikke, ej heller resten af familiens levendehed.

For mig er India ikke i sorgen. India er i os, og i den glæde og kærlighed jeg føler hver dag. Til hende og til livet. India har med sin velkomst og sin afsked vist mig spektret af livet, på en grusom og barsk måde og på en smuk og aturlig måde.
Og netop derfor lever og mærker jeg jeg livet i yderligheder der beriger mig. Jeg føler så yderligt hver dag, sådan er mit liv som mor til India, føleleser og erfaringer jeg har med mig i alle apekter af livet.
Og jeg ser det som en gave. Derfor er livet for den døde India ikke en modsæting til livet for de levende, tværtom, er livet med India det der gør at mit liv, mines liv, er noget særligt.

Det jeg mener er at jeg lever mit liv i særlig grad, for jeg lever det også for India, fordi hun ikke kan. Jeg tænder stadig så mange lys for hende, for det giver mig følelsen af at være forbundet med hende. Jeg taler stadigt så meget om hende(og nogle gange med hende, oj hva'), for hun er i minderne. Til jul (som jeg allerede glæder mig vildt til) vil der være englefest herhjemme, for så føles India så nær.
At leve for de døde kan også være en værdi, tænker jeg. For det gør os jo glade og varme og fulde af kærlighed. Men også fordi, at India stadig har værdi at leve for, selvom hun ikke kan være med til det sammen med os. Jeg kan godt både leve for de levende og de døde. Min stendøde India definerer mig forbandet meget som menneske, og hendes dødhed sætter spor i mit levende liv. Hun er med mig, ligesom nu, ligesom altid...

Er det det her Tue West kalder tankespind fra morgenstunden? Det har ikke faldet mig naturligt at italesætte det her, men nu prøvede jeg. Om ikke andet gav det mening oveni knolden på mig, og endnu en sten faldt på plads, lige der hvor den hørte til - tak blogspot!

Tasken er pakket

Tasken til vuggestuen er pakket. Det føles næsten som at pakke barsels-tasken til hospitalet, bare med modsat fortegn. Jeg er lidt trist, det føles mærkeligt. Det er fandme en underlig konstruktion at mit barn skal opholde sig i en institution mange timer hver hverdag fra nu af. Det føles forkert. Jeg savner hende allerede.

Må jeg præsentere; MOSTER DORTHE...

Min (kloge søster der snart har skaffet os en kolonihave) var fornærmet over hun ikke var at finde på nogle af feriespam-billederne... Hun var nemlig også med i to dage... Så her er et bonusbillede af moster Dorthe.

Tid til hverdag

Vi havde en fantastisk ferie. Nu er det tid til hverdag. JEg kan næsten ikke huske hvordan man gør, for en rigtig hverdag lissom rigtige familier har hverdag, har vi ikke haft siden før jeg blev gravid med India, og det er altså mange år siden. Vores hverdag er bare præget af at det er den der er vigtig for os. Når vi feriere gør vi sådan set som i hverdag, ofte bare et andet sted...
Jeg syns jeg kan fornemme at det ikke er alle der har det sådan. Der er nogen der lever for pauserne fra hverdagen, deres prioritet og det de ser frem til er det der afviger fra deres hverdag. For os flyder alting sammen, men sådan blir det nok ikke ved med at være, selvom vi vil forsøge at holde fast i, at det vi skal se frem til hver dag, er hver dag. Ikke fordi vi ikke ved hvad imorgen bringer(det gør vi nu alligevel sjældent) men fordi vi vil have det dejligt hver dag, ikke blot tre uger om året. Vi skal være glade i det vi laver, nu...

Fra på mandag er jeg mor til vuggestuebarnet Raja fra bissestuen. Det er en del af verden jeg nænner hende at opleve. Livet er mere end mig og det jeg og Thor præsenterer hende for. Jeg ville ønske denne tid hvor vi drikker Latte, sover middagslur i ske og hænger ud med skønne mennesker hver dag aldrig stoppede. Men jeg må også erkende at jeg har et projekt der rækker ud over at rumme mit døde barn og elske at hænge ud med mit levende barn. Jeg har et fagligt projekt, der kalder på mig. Der er andre mennesker i verden(og underverden) end mine egne, og for dem skal der også slås et slag. Og der skal spyttes lidt penge i kassen, den er rungende tom, og det er aldrig sjovt at være på spanden.
Thor er kommet ind på genus vetenskab i Lund, han er ved at boble over af spænding og gåpåmod. Han blir en branddygtig kønsforsker. Han er min soulmade, og han udvikler sig bare skide meget i øjeblikket. Hans farhed klæder ham og han har nemt ved at kombinere det med sin faglighed. Han er cool min elskede.

Igår sagde en kær vendinde til mig at vi rykker os meget i disse dage. Det har hun ret i. JEg kan godt lide retningen. Men en lidt ny epoke starter nu. Lad mig håbe den ikke blir så forskellig fra det der er lige nu, for lige nu er vidunderlig...

Feriespam...

Jeg tror måske jeg kender en af verdens sejeste kvinder...

Stine

I en meget forkortet udgave...

... starter ferien 7-9-13 imorgen. Vi cykler til Kulhuse, måske videre derfra, måske noget helt tredje. Det er total dansk ferie; alt afhænger af vejret og forkølelsen...

vrede og bitterhed

Okay hvor kommer den fra?

JEg syntes at jeg er begyndt at blive vred og bitter over mange ting siden India døde. Jeg er tit blevet spurgt om det ikke var svært ikke at kunne rette min vrede over Indias død mod nogen, men nej. Jeg havde ikke behov for at vende vrede eller skyld nogle steder hen, selvom jeg måske alligevel nogle gange har gjort det...
Jeg føler mig indimellem som en vred gammel bitterfisse. Og jeg syntes det er noget der er kommet snigende siden vi mistede India.
Jeg gider ikke det skal være sådan. Jeg gider ikke at være vred og bitter på andre, ihvertfald ikke over små banaliteter eller uoverensstemmelser.
Det er okay være forankret i nogle værdier, følelser og holdninger. Men man skal jo også kunne rumme andres. Eller man skal ihvertfald ikke hele tiden relatere det til sig selv...
Og i alt det jeg lige har skrevet om "man", handler jo nok mest bare om mig...

Jeg vil jo bare gerne have et arbejde!

Jeg har været jobsøgende i 5 dage og er allerede frustreret over ikke at have hørt fra nogle endnu. Jeg har brug for at vide hvad mit næste år bringer.
Det må satme være hårdt for selvværdet at være arbejdsløs.