Sol og vind

I mit liv lige nu...

Vi er nu ejere af den skønneste lille kolonihave med hus på. I Ballerup. Tæt ved http://www.grantoftegaard.dk/, højt til loftet og ren luft i lungerne.
Vigtigst af alt, er det vores lille have med plads og rum til os. Og til at være os. Jeg er så glad så glad. Det er svært at forstå vi er så heldige, at vores drømme skal opfyldes gang på gang.

En helt anden drøm, eller håb, er at jeg imorgen får sagt et smukt farvel til Thilde. Hun skal begraves, og det er med tunge skridt vi tager til kirken. Jeg har ondt i mit hjerte over hendes død. Jeg begriber ikke at hun er helt færdig med at leve her på jorden. Jeg var ude og se hende i kapellet igår. Hun var så smuk. Så fredsfyldt og så stendød. Helt forkert var det at hun lå så stille. Men hun så så rolig og klog ud. Jeg husker også denne klogskab i Indias ansigt. Jeg tror man bliver klog af at dø.
Jeg fortalte hende farvel. Og bad hende hilse min store lille India. Jeg bad en lille bøn. Det føltes helt rigtigt at have sagt farvel til hende fysisk. Og alligevel så vanvittigt forkert.

Den forbandede død

Igår fik jeg et af de opkald man aldrig kan forberede sig på. En veninde er død, kun 26 år gammel. Af kræft. Og jeg forstår det nok stadig ikke. Hun var så fuld af liv, fyrede den altid af, var så lysende. Nu er hun slukket.
Jeg sidder her tilbage med ondt i hjertet. Jeg har taget min broche på hun gav mig for nogle år siden. Og jeg har været ovre hos India og tænde lanternen i træet. Den var nemlig fra Thilde, hun satte den hos India til Indias første jul.
På toilettet står min graviditetsbog fremme som skidebog. Den gav Thilde mig da jeg blev gravid med India. Hun var den 3. der fik afvide jeg var gravid.

Der er mange følelser på spil. Men i dag og igår er det minderne der fylder. Somom jeg ser Thildes & mit "liv" passere. Jeg ser hendes levendehed så klart for mig, at det ikke er til at forstå at hun er død.

Jeg er gået på barsel

Idag var jeg til jordmoder. Thor var med. Og et simpelt "hvordan går det så Line" fra jordmoderen satte en lavine af tårer igang, og det endte med en barsel.

Min plan var at gå på barsel den dag jeg føder. Jeg skulle liiiiige have en bacheloropgave ud af verden. Men det går ikke. Jeg er så træt at jeg ikke kan tænke to sammenhængende tanker og jeg har svært ved at overskue fra næse til mund... Og jeg går og småtuder af smerter og ondt af mig selv et par gange om dagen.
Så nu har jeg taget beslutningen om at gå på barsel. Det bliver en oplevelse at prøve!
Nu skal jeg bare lige have det formidlet videre til min stakkels studievejleder der virkelig får udfordringer af mig og min situation. Og jeg skal have fortalt det ud i verden... Og så skal jeg lige selv sluge kamelen; At jeg er en trumletyk svagpisser, med en lille baby i buddastilling i maven...

Og så er der Lillebitten og mig

Og jeg er jo gravid (siger jeg nogle gange sagte til mig selv, for lissom at huske på det), og det er en skør graviditet. For den bager sig selv den lille baby. Jeg ligger lissom bare krop til. Altså det er bestemt ikke nogen nem graviditet - men den fylder ikke så meget, for vi har hænderne fulde.

Jeg har haft kulsort samvittighed overfor babyen i maven, for den fortjener jo præcis ligeså meget kærlighed som dens søstre, i dens vej mod verden vores. Men vores virkelighed er bare ligenu sådan at Raja Lys kræver os rigtig meget. Jeg tror på at vi nok skal kunne give den hvad den skal have når den kommer ud.

Jeg begynder at glæde mig. Jeg glæder mig og er ængstelig. Over at Raja skal være storesøster, over om vi vil blive nervevrag igen af angst for at miste. Og over om vi kan omfavne dette barn i samme grad som vi har gjort det med India og Raja Lys.

En klog kone sagde til mig forleden, at det at se sine to børn sammen gør én ydmyg. Det er det eneste mirakel der er større end at få et barn. Samspillet mellem sine elskede afkomlinger. Det har jeg jo stadig til gode at opleve, selvom jeg er mor til to, snart tre. Jeg glæder mig til at give Raja Lys en søskende. At opleve dem sammen - og til at blive mor på ny.

Raja glæder sig. Eller hun ved jo nok ikke helt hvad det hele går ud på. Men hun fortæller glædeligt til alt og alle at hun får en baby til sommer. Og så viser hun hendes egen mave, puster den op og i og siger at hendes baby i maven også sparker. Godt så...

Jeg er nu i uge 32. Jeg har kun lidt kvalme. Tosseondt i mit bækken. Jeg er rigtig træt, men meget glad. Jeg begyndte først at tage på rigtigt for et par uger siden, men det er jeg kommet godt efter - og slæber jo stadig rundt på 15 forbandede kilo fra India og Rajas graviditeter. Så jeg føler mig tung, tyk og træt... Men jeg er meget glad.

Jeg skal føde om ca. 6 uger. Enten ved igangsættelse eller kejsersnit. Det har vi ikke besluttet endnu. Vi hælder nok mest til en igangsættelse. Redebyggerierne er udskudt til min bacheloropgave er afleveret, måske endda lidt droppet denne gang. Tæller det at købe en kolonihave? - for så er redningen igang...

Det skal nok gå alt sammen, det er jeg stensikker på...

Glædelig 1. Maj

Og tak for tillykkerne til Raja Lys. Det varmede helt til Nørrebro. Og jeg er bare så blød i knæene over al den kærlighed hun har rettet mod sig. Hun er en heldig snegl hende Bajaan!