Hvad skal vi med charter, når vi har Ballerup

Faktisk har jeg været mere begejstret for det der 20 graders vejr.  Og har ikke været med i klagesangen over sommervejret. Men pigerne er vilde i varmen. Og jeg er hoppet med i det nye kæmpe badebassin. Og så gudskelov for vores havebruser...
.
.
.
.
.
.
Og så lige et til: hun ved selv hvem..: 

Samlet igen

Det er underligt når en ikke er der. Alligevel gik dagene hurtigt, mens Raja var på Samsø. 4 dage var for lidt for Raja, men for meget for Sibille at være enebarn. Det var med blandede følelser at jeg fandt ud af det var Sibille der havde været mest savnet. Og de to krammede og puttede og legede i ren idyl... I sådan ca. 1 døgn. Så var de på nakken af hinanden igen, med kærlige kram og et lille bid.

Raja havde købt gaver til os alle. Med hendes hårdt tjente lommepenge. Hun var så pave stolt. Og det krævede sin skuespiller at være lykkelig for min gave. Som nok ikke kan undgå at få en central plads i en stilleben. Damn...

Sommerferie på må og få

Vi har mega lang ferie i år. Pigerne holder næsten 7 uger. Det er alt muligt logistik med at de ikke skal tilbage i den gamle børnehave, men istedet vente til de begynder i den nye  starten af August.
Vi skal ikke på længere ferier i år. Heller ikke i år. Jeg er stadig langt fra rask. Og at transportere mig er noget af det værste. Vi har fundet på nogle fede småferier rundt omkring. Samtidig med at bedsteforældre og mostre byder ind med sjove oplevelser (fx er Raja lige nu på cykeltur på Samsø i 4 dage. Jeg har fået en SMS om at hun idag har cyklet 20 km på de små ben - sejt nok.)

Det fedeste vi indtil nu har lavet, har været en tur på tivolihotel, med all inklusive i tivoli. Nøj det var sejt. Pjerrot gik rundt og tryllede til morgenmaden, der var pantomimeteater på vores seng. Og Sticks and sushi på 12. sal på hotellet.

 Vi er flyttet i kolonihaven, og det er faktisk helt i orden at sommerferien består af hygge i hytten og små ture ud i sommerlandet. Så selvom det måske ikke har været et frit valg af ferie, så er det et helt fint valg. Jeg begynder at tro at det frie valg er for de få. Os dødelige har alle mulige vilkår at tage hensyn til. Nogle flere end  andre.

Til den opmærksomme læser der studser over hvem hende den tykke dame er på familieportrættet, billede 3 fra neden. Så er det mig. Efter 7-8 måneder på medicin... over 25 kilo. Jøsses.

Der var også en India

Og hun havde fødselsdag d. 24. juni. Og det lod sig gå ubemærket forbi. Her på på min blog som jeg engang oprettede for at dokumenterer mit levende liv, med plads til hende. Sådan er det.
Jeg ved ikke om vi fejrer hende. Eller om vi markerer. Men ihvertfald er vi ikke et sekund i tvivl om at det er hendes dag. Og hun er i tankerne på en mere nærværende måde. Jeg er lidt mere grådlabil i dagene op til. Og jeg tænker at vi har fået skabt traditioner om hendes dag. Og det betyder vel at vi har gjort det nok gange til at der er noget der hedder skal, bør og burde.
Der blev holdt en anden fødselsdag i familien denne dag. Og det slog mig i år at det ikke betød så meget for mig. Jeg blev ikke trist over at hendes dag blev inddraget til noget andet. Eller følte de glemte hende. Det er ikke så afgørende for mig hvad andre gør af hende. Bare jeg har plads til at have hende som jeg har lyst til og brug for. Og det sørger jeg for at jeg har. Det er ikke længere en sorg at nogen glemmer hendes dag. Blot en kærkommen glæde når den bliver husket.

Igen i år var vi sammen med vores dejlige venner. To vennepar med børn. Egentlig kender vi hinanden fra gode gamle dage, hvor vi farvede vores hår lilla i protest mod karakterer, eksamen og autoriteter (og sammenhængen mellem de ting stod klare da jeg var 15 og havde en megafon og en årgangsøl i inderlommen - nu kan jeg ikke forklare dig sammenhængen mellem lilla og autotitære tal) Men vi gik alle hver vores veje i nogle år - men fandt sammen igen da vi alle skulle have børn inden for nogenlunde samme to måneder. Vores lille India døde. Deres levende drenge lever. Og de har haft de største ører. Og de er nok blandt dem jeg er tryggest hos, når det gælder India. Vi har i mange år holdt hendes fødselsdag sammen med dem. De har sågar holdt det et år uden os, da jeg blev sprættet op på Sibilles fødselsdag to dage før.
I år havde vi planlagt skattejagt på kirkegården. Der blev løbende samlet burgere og milkshake - kuponer sammen når opgaver blev løst. De kunne næsten hele "gi mig Danmark tilbage". Alle glade børn troede vi skulle på Mac D(til min store glæde vidste Raja ikke hvad det var). Men nix, vi endte med tykke maver på The Bronx. Det var lige som det skulle være. Fyldt med børnelatter, hygge, Indiatanker og kram.

Inden vi mødtes så vi med Raja og Sibille i Indias bog. Og det gik pludselig op for Raja at India ikke bare er en fin fortælling. En sød historie. Og en abstrakt storesøster hun er stolt af. Hun er også en stendød lille baby. Helt kold og slap. Død og med sjove farver på de sidste sider. Hun græd pludselig da vi kiggede bog. Fordi India er død. Det er også en barsk erkendelse. Det var jo faktisk en sørgelig historie, den om India. Selvom hendes tilstædeværelse på mange måder bare er fyldt med kærlighed. Lille Store Raja Lys. Lillesøster til en fin lille død baby. Men min lille fine døde baby...