Idag har jeg

SOVET! Sån nærmest hele dagen...


Jeg er rigtig glad for mig liv. Det har artet sig det sidste år, som jeg ikke havde turde håbe på. Jeg har fået et rigtigt, helt almindeligt og vidunderligt liv.

Jeg arbejder med vanvittig spændende unger og projekter. Min mand er vidunderskøn og laver nu lige det han brænder for - hvilket er så tydeligt at mærke på hans glæde.
Vi har fået Raja Lys der er så ubeskriveligt meget utrolig. At have hende gør alting værd. Hun skal være storesøster, og så endda lige om lidt.
Jeg har meget at være glædelig over. Og det er jeg. Hver dag og hele tiden.
Vores liv er blevet helt almindeligt. Vi gør som folk er flest, og det passer mig rigtig fint at være en del af mængden. For det er faktisk opslidende at være de få, som vi har været det i mange år... Der har været meget forklaren og forsvaren. Nu følger vi mest bare strømmen lidt igen!

Men idag har jeg bare sovet. Sån hele dagen. For som gravid mor til en Raja Lys der har været syg i knap en måned. Som er ved at afslutte semester på arbejdet. Skal have sat de sdiste par punktummer i sin bacheloropgave. Skal forkæle sin sprællevende bøf mens tid er. Og har en krop der gør så ondt.
Så er livet fantastisk at leve, så fantastisk at jeg engang imellem glemmer at livet måske presser lidt mere ud af mig end jeg har.
Og så er det godt bare sån at sove hele dagen lang...

Storesøster Raja Lys

Stilhed

Her er stille på bloggen. Raja er syg på snart 4. uge. Det gør en gravid mor træt og bekymret. Og jeg drømmer om: SOL, SOMMER OG GLADE RASKE BØRN PÅ BARE TÆER I GRÆSSET!

Og så drømmer jeg om at den kolonihave vi har budt på på den blå avis bliver vores. (Og har nogen en tissebillig en til salg er vi de lykkelige aftagere... )

Jeg håber at jeres weekend har været bedre end min. Det eneste gode der er at sige om denne tid er, at vi er sammen alle tre meget mere end vi plejer. Og det er fantastisk. Jeg har nok endnu ikke vænnet mig til hverdagens travlhed, og savnet af mine to elsklinger.
Det er hårdt at være forkælet. Jeg vil både have al tiden med mine egne, og være noget derude i verden...

Glædelig kampdag til alle imorgen

Vi skal til det her, og jeg glæder mig som et lille barn...

PJIUHU...

Idag var jeg til skanning igen.
Moderkagen har rykket sig, den ser fin ud og er ikke vokset ind i livmoderen. Konklusionen er at Linemor kan føde selv, dog ikke herhjemme. De behøver først at bigbrotherere derind igen om ti uger.

Vi flyver, og tænker endda at jeg denne gang ikke vil sættes igang. Så er der bare lige det der med hvordan hulen jeg når til Hvidovre på de par timer det tager mig at føde... Vi må finde et stiklagen til taxaen...

En lille lilla krokus har fundet sin vej op gennem vinterjorden hos mit Indiabarn, jeg kan lugte foråret.
Raja er glade Bajabajan igen.
Livet er skønt idag...

Tredje gang

Det er nu tredje gang, tredje år, jeg gør mange ting i forhold til India. Det har været tredje jul uden hende, med hende. Snart er det tredje fødselsdag, tredje sommer, og endnu mere snart tredje forår.

Vi har skabt traditioner, relationer og sikkerhed i vores forhold til vores første elskede barn. Snart en af tre.

Det giver mig ro, glæde, lykke og forelskelse at hun er inddraget i mange af vores mærkedage, højtider og i det hele taget i vores liv...

Jeg har ind imellem spekuleret på om jeg har vænnet mig til at sådan er det med India. Hun er stendød, og hun for dødsting, og er i dødsting...

I sidste weekend var det fastelavn. Tredje fastelavn som mor. Til et dødt barn.

India har hvert år fået et fastelavnsris. I år fik Raja Lys et og hendes to venner Carl og Carlo fik et. Og jeg havde lavet et (uden rosiner og figenstang) til India.

Jeg har altid elsket at pusle om hendes lille plet på jorden. Gøre det påske i påsken, jul i julen, og lysende i mørkets tid.

I år kunne jeg ikke sætte fastelvnsriset hos hende. Jeg kunne ikke. Det var for svært i år. Jeg fik hendes far til det.

Og jeg tænker at det er et skridt tilbage. Og alligevel så tænker jeg at det er meget godt. JEg er ikke så skingrende vanvittig som nogle har tænkt jeg var. Jeg fandt ikke i år glæde, lykke og forelskelse ved at stille et fastelavnsris og en kattekrone på min datters gravsted. For det er nemtlig helt forkert at det skal stå der.

Glæden, lykken og forelskelsen er i at Raja Lys slog far i hovedet med hendes fastelavnsris og råbte "BOLLER NU" ind i hovedet på ham, mens lillebitten havde hikke i min mave.

Det er forkert at India er død. Det er dødforkert. Det er skide sørgeligt og pisse langt ude. Og det følte jeg helt ned i min mave den dag i februar, hvor kujonmoren sendte sin mand over til sin døde datter, for der var for dejligt under dynen, og jeg kunne ikke rumme den del af min virkelighed.

Nogle dage er det for svært at det endte her.

Andre dage er der minder og kærlighed nok i billedet til et helt liv...