Om at starte igen

Egentlig startede jeg jo på seminariet igen i august. Og jeg har også været proformastuderende, men det er først nu at jeg egentlig begynder at føle mig som studerende igen. Og det er sgu med blandede følelser jeg sætter mig og læser og skriver opgaver, på mine velfortjente aftener og weekender.
På en måde syns jeg det er vanvittigt fedt at være ude i den virkelige verden igen. At mærke lidt af Line der mener noget om andet end bleer, spædbarnsdød og slynger. At være Line der elsker en god diskusion, går ind i opgaver med ild og sjæl og bare nyder at sidde med en kop kaffe og LÆRE(det er en superdejlig ego-tjans at være studerende!) !

Men på den anden side er det altså bare ikke det samme som det har været. Jeg har rigtig svært ved at finde melodien igen, og jeg kæmper med min indre stræber, for den vil så gerne komme til udtryk, men jeg orker det næsten ikke. Og min hukommelse er bare hullet som en si.
Jeg er heller ikke så fri som jeg en gang var. JEg er ikke så på. Jeg tager mig selv i pludselig at sidde at tænke: "mon Thor har husket at give Raja den karryfarvede hue på, det blæser jo så meget" når vi taler Europarådet... Og jeg siger ikke ret meget i diskussionerne.
Faktisk siger jeg kun noget hvis jeg er helt sikker på det jeg skal sige.
Skal jeg holde et oplæg skriver jeg alt ned, og jeg har allerede mareridt om den foretstående eksamen. Jeg har behov for enorm kontrol over det der sker. Jeg bliver helt panisk når jeg ikke forstår, og jeg bliver total stresset når diskussionen løber ud af en tangent så jeg mister overblikket. Sådan har jeg aldrig været før. Jeg plejer at være genial til at navigere i kaos. Jeg plejer at opsøge fagligt kaos. Det plejer nærmest at være mit varetegn; kaotiske Line der lige får bagt en kage i pausen.
Jeg tror jeg har en ide om hvorfor. Jeg tror ikke jeg kan håndtere situationer jeg ikke har kontrol over. Det minder mig om magtesløsheden jeg følte den dag i juni hvor en læge med hvid kittel sagde til mig at mit barn i min mave var død. Det var magtesløshed i den mest ekstreme form. Det var den værste form for mistet kontrol. Og nu er kontrolløshed min værste fjende.
Måske er det bare en gang lommepsykologi, men måske er det derfor. Jeg ved det ikke, men det er ikke et særligt godt fundament at studere med, for man har jo for hulen ikke kontrollen hele tiden på sit studie. Ej heller i sit private liv. Og det er noget jeg allerhøjeste grad skal arbejde med, det ved jeg godt. Men lige nu er det min strategi. At forsøge at kontrollere så godt jeg kan. Næsten lidt en freak af kontrol er jeg blevet. Og lige nu er det simpelthen den måde jeg kommer igennem det hele på; ved at forsøge at have kontrollen over de situationer jeg står i.

Jeg har længe tænkt om det går at jeg skal tage et fuldt fjerde år næste år... Det er et vanvidsår, og jeg har søgt om lov til at studere deltid istedet. Men det er en stor beslutning syns jeg. For det er en erkendelse af, at jeg stadig ikke kan hvad jeg har kunnet. At jeg måske endda stadig er i sorg, og at jeg ikke klare det hele som jeg kunne engang.

På studiet er jeg studerende. De andre på mit hold ved godt jeg er mor. Både til min døde India og min sprællevende Raja. Men mest er jeg studerende. Jeg må også indrømme at jeg er lidt ligeglad med at min sidekammerat er windsurfer(selvom det egentlig var meget skægt han sad og nærmest tissede i bukserne af fryd over at blæsten tog til så han kunne komme ud og surfe lige så snart vi havde fri)...
Det er jo sådan det er, vi er medstuderende til hinanden, og det vigtigeste er jo altså at vi har læst og alt det der. Og så alligevel er det vigtigt for mig at de ved min historie. Både fordi det bare er vigtigt for mig af uforklarlige årsager. Men også fordi de helst skal vide hvis jeg reagerer mærkeligt i nogle situationer. Da jeg fx skulle holde mit første oplæg rystede jeg så meget på hænderne at alle kunne se det når jeg pejede på overheaden. Der blev ingen opklarende spørgsmål stillet i det oplæg, alle var godt klar over at det var en meget presset situation for mig at stå der i centrum for første gang siden min datter døde. For som jeg har sagt lige fra starten; det er sgu somom jeg skal gøre alting for første gang igen.

Jeg sendte en mail ud til mit nye hold inden jeg startede og fortalte om mine piger og mit liv. Jeg fik et par svar tilbage, med velkomsthilsner og det var bare rigtig rart... Og helt ubevidst ender jeg altid med at sætte mig ved siden af en af dem der sendte mig et svar på min mail.

Jeg forsøgte også at starte på seminariet kort tid efter India var død, for så kunne jeg bare hoppe med på det hold jeg hele tiden havde gået på. Men jeg endte med at løbe skrigende væk. For alt for mange kvitterede min tilbagekomst med tavshed. Det var medstuderende der havde fulgt min tykke mave vokse, nogle havde mærket min mave, andre sagt de glædede sig til at se den lille baby. Alle vidste jeg var ved at blive mor.
De anede ikke hvad de skulle sige da India var død og jeg kom tilbage. Og den tavshed gjorde at jeg ikke kunne være der. Jeg stod midt i det. Midt i at have mistet mit barn, og kunne slet ikke bare være studerende. Jeg havde brug for at folk viste mig at de vidste hvad der var sket. Utrolig mange af mine medstuderende havde skrevet, sendt blomster og kom til begravelsen. Nogle enkelte var også ude at se India på hospitalet. De var grunden til jeg overhoved kastede mig ud i at starte så tidligt. Men tavsheden fra de få fyldte alligevel mærkeligt nok for meget.
"Man er ikke forpligtet ud over evne" talte jeg meget og længe med min (fantastiske) studievejleder om. Og det er jeg faktisk enig i. Men så må man satme give mine medstuderende evnerne, for det er simpelthen ikke godt nok at være så berøringsangst når man er et år fra at være færdiguddannet lærer.

Når jeg tænker over hvad jeg dengang havde haft brug for i forhold til nu, så er det måske slet ikke så forskelligt. Jeg har nok bare brug for at folk viser de ved hvad der er sket. At det er ok at jeg ikke er helt på toppen og at det er ok at jeg ikke kan hvad jeg kunne, lige nu.
Jeg tager det ikke så nært længere. Det slår mig ikke ud når en gammel medstuderende kommer og ønsker mit tillykke med Raja men strålede ved sin tavshed da jeg kom tilbage efter at have mistet India. Eller når nogle vender om på hælene og flygter når de ser mig. Det slår mig ikke ud, men det stikker. Hvad er det der gør mig så farlig?

Folk kan vise deres forståelse eller medfølelse for min situation på mange måder, bare jeg kan mærke det er ok at jeg er mig. Det kan være et lidt anerkendende smil, et klap på skulderen når jeg har holdt mit første oplæg, eller et par ord om den mail jeg sendte.
Jeg syns faktisk de fleste på mit nye hold viser mig en omsorg. På deres egen måde. Min lidt spøjse underviser giver mig f.eks. ordet ligeså snart jeg antyder en markering... Faktisk spørger han mig hvad jeg vil sige bare jeg klør mig i håret... så jeg håber dette semester blir lusefrit!

...Gad vide om nogen nåede bunden af det her indlæg uden bare at scroole ned...

Men det er forresten en dejlig dag idag. Jeg skal være tante igen, og mere må jeg hellere holde min kæft med! Og så har jeg været til super hygsomt slyngemøde, det er sådan et mægtig hyggeligt fænomen med en masse babyer, slynger og mødre. Dog en lidt trist aften. Raja er blevet småsyg igen. Øv.

Vi har besluttet os for at det er forår

Så vi har fjernet gran hos India. Og vi har givet Raja de her bukser på:

Som man kan se er billedkvaliteten væsentligt forbedret. Det er fordi Thors stedmor forleden kom forbi med et låne kamera til os... Raja er jo kun baby en gang tænkte hun! Nøj det er fedest, nu knipser vi løs, og mon ikke der snart kommer Raja-spam på bloggen.
På billeder holder Raja forresten fest hos tante skod... Tror snart hun er tilgivet for at rejse til Canada i alt for mange måneder. Hun aer ihvertfald sin tante Anna skod i håret hver gang hun ser hende... Gode tegn, gode tegn.

Idag har jeg meldt mig til landsmødet i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød. Og jeg stiller op til bestyrelsen, det bliver spændende.

Man ved jo det sker på et tidspunkt

Og alligevel kommer det helt bag på en når det sker! Især når man har et super gumpetungt barn, der meget hellere vil putte i slyngen end at ligge på mavsen.

Raja er begyndt at bevæge sig rundt idag. Lige pludselig nede i Übercool legestue(og ja det hedder den). Det er en helt original møvemetode hvor hun kommer bagud, men rundt kommer hun. Tænk jeg har helt selv lavet det barn(næsten). Nøj jeg er en stolt mor! Og når man sådan har lært at møve, så skal man have en gave.

Tænk nu kan hun snart kravle rundt i verden, Thor kan putte hende og hun kan passes flere timer af gangen. På samme tid gør dette mig både stolt, lettet og vemodig. Jeg ved godt at hun stadig er en lille bitte pige, men hun får mindre og mindre brug for mig fra nu af. Eller hun får brug for mig på en anden måde. En måde jeg helt sikkert også vil nyde. Men jeg er ikke længere nødvendig at have inden for rækkevide hele tiden. Og det skal jeg lige vænne mig lidt til...Og når jeg om et par minutter har vænnet mig til det, vil jeg finde ud af hvor tante Anna og jeg skal hen og spille fransk bordfodbold en aften i nær fremtid.

Bare vent til far kommer hjem

Det hedder den bog vi lige har læst begge to, og den er vanvittig god. Den handler om hvordan Kristian oplevede at blive far for første gang, for anden gang, for tredje gang og for fjerde gang. Det er livsbekræftende og varm læsning. Og det er guf for min indre feminist. Og Thors!
Vi fik bogen tilsendt sammen med min vikle fra Kristian og Tinas slynge-hippie-butik Sneglehuset. Det var en "godt nytårsgave" fra deres familie til vores familie.

Vi kender dem fordi vi lejede fødekar hos dem da vi ventede India. Og jo VI ventede India, men det var mig der var gravid og mig der fødte. Vil altså ikke være vi når det gør så nas!
India skulle fødes derhjemme. Derhjemme på Amager, i vores lille toværelses ungdomsbolig. Gud det føles som 100 år siden vi boede der. Vi boede der også kun kort, lige præcis fra India blev undfanget til tre måneder efter hendes død.
Vi måtte nemlig ikke bo i lejligheden med børn, og så skulle vi fandme heller ikke bo der uden! Og i sådan en festlig ungdomsboligforening var folk også noget forbavsede da vi satte følgende seddel op i opgangen:

Kære naboer
Som nogle af jer måske har regnet ud er der en lille ny beboer på vej.
Vi har planlagt at han/hun skal fødes hjemme.
Det kan ske når som helst inden for den næste måned. Så bliv ikke forskrækkede og tilkald endelig ikke politiet hvis i hører mærkelige lyde fra lejlighed 12.
Mange hilsner fra de vordende forældre LINE & THOR

Jeg kan simpelthen smage forventningens glæde og lykke når jeg læser det brev. Vi ventede bare og var så spændte. Og vi var så forbandet cool. Så cool at jeg bliver en anelse stolt når jeg tænker tilbage. En lille bitte lejlighed med bjælker på Amager, der skulle jeg føde vores Rumle, midt i et kæmpe kar midt i det lille soveværelse.
India var en baby der virkelig var lavet og født på kærlighed og kildevand. Jeg savner lidt den tid. Hvor vi var så forventningsfulde og på mange måder også unge og uskyldige. Det føles som årtier siden. Det skulle nok gå det hele, vi var simpelthen så cool.

Det er meget paradoksalt at jeg på den ene side kan ønske mig tilbage til dengang. På den anden side kan jeg få ondt i maven over at vi dengang var uvidende om alt det der ville ske med vores barn. Og hvor meget vi ville ændre os på så kort tid. Den dag i juni blev jeg gammel. Jeg blev alvorlig og jeg blev sorgfuld.
Jeg er langsomt blevet den Line jeg er idag, og jeg ønsker mig egentlig ikke tilbage. Men jeg kan godt mindes med glæde og længsel efter dengang hvor vores liv var meget mere ukompliceret. Meget mere enkelt og rigtig meget mere sorgløst.

Med Raja er også kommet mere glæde og lykke og skørhed og sjovhed i vores hverdag. Men hun er født ind i en meget betænksom og velovervejet familie. Jeg savner lidt af spontaniteten, sorgløsheden og kontrolløsheden. Men jeg syntes også at vi i øjeblikket gør os mange tanker om at forsøge at bevare og finde frem til nogle af de værdier vi levede efter dengang. Vi skal ikke blot være det døde barns familie, men en sprællevende familie med en død storesøster. Det sker helt i vores eget tempo, og jeg kan mærke det gør mig glad at vi er ved at finde os selv igen efter at have været i en "anden verden" i lang tid.
Det er ikke fordi vi glemmer India og forsøger at tage afstand til hende eller sorgen. Nærmere tværtimod. Jeg tror faktisk tværimod at vi er ved at finde tilbage til nogle af de ting vi følte for og var dengang India var her i live.
Dermed ikke sagt vi bliver som før, det bliver vi aldrig. Men vores syn på verden, livet, kærligheden, hinanden og familielivet er ved at blive mere os igen. På godt og ondt.

Shit et ærligt indlæg det her. Håber ikke jeg fortryder. Det er hvad der kommer ud af at Thor tager Raja med i ZOO alene, så mor kan "læse"!

Sejr!

Igår puttede Thor Raja... Og hun faldt i søvn af det. Masser af skrig og skrål, men hun endte med at falde i søvn, og faren er pavestolt og jeg tror de begge på sigt vil finde det super hyggeligt. Putningen har været en af de eneste ting Raja har nægtet sin far adgang til. Og når Raja nægter noget, så er der ikke rigtigt noget at gøre. Så sejr!

Historien om en (bloggende) moder

Nu er det februar. Så blir det marts og så bryder helvede løs, for så er det eksamenstid!
Måske skulle jeg lige have svar fra landsforeningen før jeg kunne få fingeren ud. Men idag satte jeg mig ned og forsøgte at få et bare nogenlunde overblik over studierne. Og det lykkedes... Sån da.

Jeg er ret overvældet over antallet af læsere her på min blog, men mon ikke mange falder fra når jeg begynder at sumpe rundt i min bobbel af fagtermer og eksamensstres, tihi... Jeg er nok også ret så meget så rørt over at så mange følger med i mig og mines liv.
Jeg ved egentlig ikke hvordan det startede med den her blog. Faktisk tror jeg det var ret så tilfældigt.

Jeg har lige siden India døde haft et stort behov for at fortælle hendes historie, hendes liv og hendes dejlighed til hele verden. Helst skulle ingen gå hendes liv forbi(selvom mange med garanti gerne ville være foruden at høre om døde børn). Det var i lang tid næsten en besættelse at historien om min India skulle udbredes.
Og Indias historie er fortalt meget og flot. Hun har været i Femina(tihi), i nyhedsavisen og Billie og Frank har skrevet en sang om hende (Little India der udkommer i år). Og så har jeg fortalt hendes historie til rigtig mange og rigtig mange gange. Jeg har nærmest også formuleret bogen "Indias sommer" i hovedet, (den skal nok også komme en dag:)
Det er ikke længere en autistisk nødvendighed for mig at fortælle om India til alle. Jeg taler stadig rigtig meget mega monster gerne om hende. Men det er ikke en nødvendighed længere.
Men hun er også meget bare min. Jeg er helt sikker i mit forhold og mine følelser til hende. Hun er min og det kan ingen rokke ved. Ingen og intet kan få mig til at få det anderledes med hende, og det har taget en rum tid at nå der til. I lang tid vaklede jeg og skulle lære at være mor til min døde pige. Nu falder det mig ganske ganske naturligt. Og jeg prøver hverken lægge låg på eller skjule min store kærlighed til hende, og ej heller det modsatte. India er som hun er, død og dybt dybt i mit hjerte.
Gad vide om det var det alle de kloge mente med at hun "skal have sin plads". Kald det hvad du vil men hun hører ihvertfald til.

Jeg har dog stadig et stort opgør at tage med Danmark(ej faktisk flere opgør, men jeg snupper et af gangen). Der er Danmarks "mørkeræd" jeg frygtelig gerne vil hjælpe med at bekæmpe... AJ der er vanvittig mange der er vanvittig gode til at turde at være der! Eller også er jeg bare ualmindelig heldig over at kende alle de gode mennesker. Men jeg syns også at der er meget berøringsangst og misforståethed overfor sorg.
Min studievejleder, sagde at hun troede at grunden til at folk havde svært ved at takle mennesker i dyb dyb sorg var, at det minder dem om deres egen utilstrækkelighed. Forstået på den måde at når de ikke kan trøste, ikke gøre det "godt igen", føler de sig magtesløse og utilstrækkelige. Og det er jo ikke rart at have det sådan. Men det er altså endnu værre at have mistet sit barn og at hun ikke bliver anerkendt. At ens sorg, minde, kærlighed til og glæde af barnet og ens forældreskab ikke bliver anerkendt fordi nogle frygter at komme til at føle sig magtesløse og utilstrækkelige.
Og hvor om alting er, så er alle jo utilstrækkelige, for de er jo ikke mit døde barn, som er hende jeg grundlæggende mangler. Og så er de alligevel ikke utilstrækkelige, for al den varme, kærlighed, støtte og omsorg man får, skubber på så man igen tør møde verden. Møde lykken. Møde livet. Men i starten i små bitte bider. Omgivelsernes reaktion er så forbandet vigtig når man mister sit barn. Og det har fyldt meget hos mig og i perioder påvirket mit forhold til India meget.

Jeg kan se mange fordele ved at skrive på den her blog. Det er helt vildt hyggeligt syns jeg. At få formuleret alle de tanker der flyver rundt i mit hoved. Og at se på skrift hvad jeg tænker(nogle gange kan jeg blive helt forskrækket, og de indlæg med flyvende lyserøde elefanter offentliggør jeg ikke).
Det er ikke det samme at skrive det i en dagbog. For så får jeg det simpelthen ikke gjort. Så blir jeg en doven skid. Og ja det er skide netagtigt og måske en kende fremmedgørende, men alligevel, så er det skide hyggeligt, hvis man indgår på de præmisser der er i sådan et felt... Noget af den dejligeste opbakning jeg iøvrigt har fået er af min India-netmødregruppe. Så jeg gider godt være nørd, trods alt.

Måske vil Raja en dag undres over minder af en trist mor og far. Jeg ved det ikke. Måske vil hun en dag gøre oprør mod al den India. Jeg ved det ikke. Men måske vil hun en dag få brug for at læse hvordan hendes mor havde det dengang hun var helt ny. Jeg havde det vidunderligt med dig Raja! Men jeg har også mange tanker og reflektioner om hvordan mit liv nu er og skal være. Men jeg har altid haft det vidunderligt med dig Raja.
Måske en dag Raja vil læse alt dette og få en dybere forståelse for hendes mor og hendes start på livet. Og skulle hun have spørgsmål jeg ikke kan svare på fra dengang hun var ny, så kan hun måske finde dem her.

Det blev en lang smøre om mange ting. Og faktisk lavede jeg, uhyggeligt nok, et undervisningsforløb i historien om en moder i sprogcentret på Helligkors Skole, mens jeg ventede India. Men der anede jeg ikke hvor ondt i hjertet man kunne have. Jeg kendte ikke engang til at være moder. Det gør jeg nu!

Jeg får sgu da helt præstationsangst

Se lige den der afstemning til venstre... GYSP!

Møgaften

Jeg har fået afslag på min ansøgning til landsforeningen, Frederik røg ud af x-faktor(ja vi ser det skidt) og Rajas rumpe er så rød som en numseabes (gode råd modtages gerne!).

Vi spiste børnefri frokost...

...og talte om børn. Vi sad og kyssede på cafe BODEGA, det var dejligt, lidt mærkeligt ikke at skulle lytte efter Raja, men dejligt. Og vi fik kysset og taget store beslutninger.

Vi har besluttet at Raja ikke skal i institution før efter sommerferien. Det er jo ret meget senere end andre børn starter, og det er meget senere end vi havde forestillet os, og meget senere end vi oprindeligt har skrevet hende op til.
Men Raja er ikke parat. Og jeg er ikke parat. Og jeg har sovet vanvittigt godt i nat ved tanken om at jeg ikke skal aflevere Raja i en daginstitution om en måned. Ingen tvivl om at børn (til en vis grænse) har behov for at blive socialiseret i en gruppe fra de er små, men Raja kommer de næste rigtig mange år til at blive passet ude i byen, så jeg tror kun hun har gavn af at være herhjemme hos os lidt endnu.
Raja er meget glad for sin mor og far(og vi er meget glade for at hun er glade for os). Raja vil rigtig meget gerne have sin moar og sin far tæt på hele tiden. Hun elsker at sidde på vores maver i slyngen/viklen/Mei Tei'en, og jeg er aldrig i tvivl om at det er der, det er mest rigtigt at hun sidder lige nu. Hun er ikke meget for fremmede, og man skal altså gøre en ihærdig insats for at blive Rajas ven... Men hun er også en glad, tryg og meget meget kærlig lille pige.

Dem der kender mig ved at min filosofi og tilgang til min omverden er, at man hellere skal fylde på på på, end at vænne af af af. Og det gælder i høj grad også med hensyn til Bajaba. Jeg tror ikke på at man kan presse mennesker til at få det godt ved at fratage dem deres tryghed og ikke opfylde deres behov. Og jeg kan se på Raja når vi nogle gange i frustration (over eksempelvis manglende søvn) har benyttet os af en eller anden søvntræningsteori der jo bare er "fuuuuuuuldstændig fantastisk" ifølge bøgerne, så ødelægger det altså lidt af hende. Nej jeg tror på hun skal fyldes op op op, indtil hun er så fuld af kærlighed, omsorg og tryghed, at hun stiller sig på sine to små tykkeben og går ud og møder verden med den bedste balast og bagage...
Vi skal selvfølgelig støtte hende i hendes møde med verden. Vi skal støtte hende i høj grad i hendes selvstændighed, men i hendes tempo. Når hun viser parathed til det. Jeg tror på det, og jeg kan mærke at det er rigtigt for os at gøre. Også selvom vi på godt gammeldags fordoms-dansk forkæler Raja mega meget.
Men det betyder jo også at vi må sluge nogle kameler. jeg kommer jo faktisk aldrig ud om aftenen. Jeg får ikke min nattesøvn. Og vi kan ikke holde kyssedage særligt ofte. Men det er en invistering i mit barn, som jeg er helt sikker på kan betale sig i længden... Det er en invistering i Rajas tryghed som jeg ikke vil gå på kompromis med. Og det er så relativt få år af mit liv jeg skal være totalt opofrende... Og jeg syns faktisk det er mega dejligt og hyggeligt at få lov til bare at være mor. Jeg kan sgu godt undværre at danse på bordene et par år(jeg har alligevel taget så meget på at de ville brase sammen)

For lige at slå en ting fast, så fordømmer jeg altså ikke folk der gør det anderledes end os. Og hvis vores næste barn (GISP sagde jeg næste barn!) bliver en lille selvstændigdisse der slet ikke har ligeså stort tryghedsbehov, jamen så ville vi jo helt sikkert gøre alting meget anderledes. En ting ville jeg dog aldrig acceptere, og det er et uslyngeligt barn;)

Idag kysser vi os gennem dagen

For vi har kendt hinanden i 8 år. Det er rigtig mange år. Og Raja skal passes af mormor, så vi kan kysse til frokost på den græske 80'er restaurant nede på Jagtvej... Den ser så kitch ud at den må prøves.

Forsinket fastelavn

I søndags var vores familiegruppevenner her... Vi er en masse der har kendt hinanden da vi var 14 år og lillahårede, og har fundet sammen igen igen de sidste par år i takt med at der blev født børn. Vi hygger os super meget i hinandens selskab, og børnene har rigtig meget glæde af hinanden. Det er også nogle af dem vi har lænet os mest op af da India døde, og altid bliver hun nævnt på naturligeste vis når vi er sammen, aldrig føles hun glemt.

Billederne er taget med min telefon så de er ikke så gode, vi køber et super nyt mega godt kamera når vi bliver rige...

Uforløste forventninger

Er min sorg over Indias død uforløste forventninger? For vi nåede jo kun at have hende i live inde i min mave. Hun var der jo, men så alligevel ikke. Så kort og så alligevel så fylder hun så meget.
Jeg kan huske jeg i sorggruppen engang sagde at den historie, den tid jeg havde med hende, den fortælling, de minder jeg har med min India ikke stemmer overens med de følelser jeg nærer for hende.
Og den plads hun har i mit hjerte. For hendes plads i mit hjerte er en plads som kun mit barn kan have. Mit hele rigtige eget elskede barn kan have. Og det er selvom hun var død da jeg fødte hende.
Måske er mit tab i andres øjne "blot" store "uforløste forventninger". Måske var barnet i min mave også abstrakt og mest forventninger om fremtiden da jeg var gravid med hende, men kun indtil det øjeblik India lå på min mave. Så var hun ikke blot forventninger, men så fantastisk konkret.
India er mit barn. Hun er ikke en oplevelse, braste forventninger eller en abstrakt størrelse. Mine drømme for hende er for hende. De drømme var kun Indias og mine. Mine drømme for Raja er nogle andre, hendes historie helt uafhængig af hendes søsters. India er ikke blot braste forventninger og drømme. Men et lille menneskebarn, unik, så sød og så død. Og helt uerstatelig...

Hvad skal der dog blive af mig?

Ja sådan tænker jeg sgu tit om min fremtid... Jeg er slået fuldstændigt hjem i karriere/studieræset, og jeg aner ærligt talt ikke hvor jeg bevæger mig hen i øjeblikket.

Jeg kan ikke stille mig tilfreds med at føde børn og barsle dem, det kan jeg bare ikke. Jeg vil gerne ud og lave lidt rav i den et sted, men studiet har jeg altså svært ved at finde gejsten ved. Jeg følger mit 3. liniefag samfundsfag og har gjort det siden september, men hver gang nogen siger vækst og konjukturer tænker jeg på Rajas vækstkurve, når nogen siger udbud og efterspørgsel tænker jeg på hvor mange gravsteder der mon er blevet solgt omkring India, og når nogen taler om økonomisk udvikling så tænker jeg hvordan vores økonomi kan udvikle sig så jeg har råd til en kleinsmekker Mei Tei slynge!
Sagt med andre ord, jeg kan kun pille navle i disse dage, jeg har meget svært ved at være med i spillet om den virkelige verden. Det er ikke noget jeg har valgt, jeg er bare skide fyldt op med mig selv og mine, og jeg tror der skal en ordentlig røvfuld til at få mig ud af min "mig og mine"-hule. Men det er vist på tide. Jeg skal lave noget andet end at drikke kaffe på den røde bænk med en sovende(i 42½ minut-præcis!) Raja ved min side. Ja, navlestrengen til mine børn skal kappes lidt mere(og det er kun iorden at sige det fordi det er mig selv der siger det. Alle andre ville få SÅDAN en overhæling hvis de nærmede sig dette emne)... SHit mand jeg skal ud i den virkelige verden lige om snart!
Men jeg har svært ved at håndtere den overfladiske virkelige verden. Jeg har det svært med at skulle fylde min hverdag op med(hvad for mig føles som) ligegyldigheder. Derfor bliver jeg nødt til at finde ud af hvad jeg skal foretage mig hver dag i rigtig lang tid fremover, uden at det skal føles meningsløst for mig.

Jeg har søgt et job. Det er som rådgiver i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød. Det er en stilling hvor man skal rådgive forældre der lige har mistet deres børn, man skal undervise forskellige faggrupper der skal møde mennesker i sorg og man skal arbejede med alt muligt på landsforeningen sekratariat iøvrigt. Nøj det job ville jeg bare gerne have, men ak ak ak... Der er over 50 ansøgere. Og sansyndligheden for at der er en med lidt bedre machende uddannelse end mig er nok rimlig pisse stor. En ting er dog sikker, og det er , at får jeg ikke jobbet, så stiller jeg nok op til bestyrelsen... Men det giver jo ikke smør på brødet, sagde min dårlige økonomiske samvittighed(Lene!).

Så tsk tsk tsk, den virkelige verden kalder. Jeg skal altså til at finde ud af hvordan jeg skal gribe den an. Ja faktisk sidder jeg her som 27 årig og føler jeg på pubertær vis igen skal til at "vælge retning". Og det kommer jeg helt sikkert til at skrive meget mere om, det her indlæg blev noget værre rod, men ja summa sumarum er, at det der fylder rigtig meget lige nu er, hvad hulen skal der dog blive af mig!?

Puha...

Har fået svar fra fødevarestyrelsen, der iøvrigt lover at svaret til os også kommer på deres hjemmeside en af de nærmeste dage. De havde slet ikke tænkt over at det kunne forskrække nogle i så høj grad... Men ok, gravide, engleforældre og nybagte mødre er nok ikke lige de mest rolige og slå-koldt-vand-i-blodet-agtige, så mon ikke der er andre end os der har skrevet til dem. Det var et rigtig fint og informativt svar, men stor forståelse...
Forsøg på rotter har vist en forøget riciko for tidlig spontan abort og påvirkning af forsterets legemsvækst... Med en kampvægt på 4318(India 4 dage over termin) og 4010 (Raja 16 dage før termin) kan man nok ikke lige sige mine børn er påvirket på deres legemsvækst... Men for hulen da også, det kan jo være det er tilfældet for så mange andre. Men helt ego-agtigt er jeg lettet. Puha, jeg slog ikke India ihjel ved en overdosis ingefær...

Raja har lungebetændelse

Og som sædvanligt, når hun er syg, er det hende der holder fanen højt for os alle tre! For Thor bliver mut og siger bare hele tiden "åh min lille tytte, det er så synd for dig" med en rigtig øm stemme, og jeg piver hele tiden... Raja hun pjevser og putter, men smiler og griner alligevel, hun er bare så bumsej hende Bajaba.
Vi tog til lægen selvom vi også var der i mandags, for hendes hoste er blevet værre, og så fik hun sgu blå negle igen. Vi har verdens bedste læger, der beroligede os, samtidig med at hun tager det alvorligt med de blå negle. Men Raja er ikke alvorligt syg, men syg er hun altså.
Jeg syns Raja er rigtig meget syg, og det er nok prisen for en social baby... Puha, tør slet ikke tænke på når hun skal staret i institution(vi har søgt plads fra om en måned GISP!)...

Jeg er hylet ud af den...

...efter at der i nyhederne igår blev sagt at man har fundet ud af at ingefærtilskud kan være skadeligt for fostret når gravide spiser det. Jeg levede af gravifrisk da jeg ventede India, for det var anbefalet af alle mod kvalme... Tænk hvis det er det der har slået India ihjel. Åh gud jeg er sgu slået ud idag! Og nyheden gav anledning til mange tårer igår aftes. Jeg kiggede alle vores 600 billeder af India igennem igen og igen. Kan ingefær have dræbt mit barn?
Jeg har skrevet til fødevarestyrelsen som er dem der har fundet ud af at det er skadeligt, og forventer at de kan svare mig på hvad det er for nogle skader det kan give fostret. Jeg må vide besked, selvom det jo ikke hjælper India og måske slet ikke er godt for mig at vide. Men jeg må vide besked...

Kan du gætte hvem jeg er?

For at hjælpe nogle af jer på vej kommer lige lidt ekstra billeder, vi er meeeeeeget stolte af det hjemmelavede kostume, som Raja jo bærer så smukt...

Marakas'en har intet med kostumet at gøre. Det var fordi vi ikke havde en sparebøsse at rasle med da vi skulle synge "boller op boller ned" for tante Anna...

Vi ved godt

at man fraråder brugen af hoppegynger.... Meeeeen se lige hvor sjovt det er!

Og så var vi på besøg hos lille Alfred igår. Han er en lille superbaby på 2 måneder. Alfred er Idas søn, og endnu en legekammarat her på Nørrebro, jubiiii.
Vi var derovre sammen med Carl og Christina. Carl er født tre dage efter India, og er en livsbekræftigelse uden lige. Han og hans familie er simpelthen et af de store lyspunkter i vores hårde periode efter Indias død. De er så varme, medfølelende og inspirerende at være sammen med. Og Raja er bare så glad for at hænge ud med dem også. Carls far er sjov at kigge på når han fjoller rundt, Christina er så smuk og hyggelig at sidde ved og Carl, han er bare for sej manner!

Og Carl ville sidde med Alfred, det var såååååå sødt. (Billedet er ikke så godt, men man kan godt fornemme stemningen)

Og det sidste billede er Christina og jeg med Carl og India i mavserne, vi slår et slag for kemifrit babyliv!