Ximenas lille Hakim

Jeg aner ikke hvordan jeg skal skrive om det her, men det er noget der fylder meget hos mig i disse dage... Måske er det faktisk også en af grundende til at jeg har været trist. For jeg fik lige inden jul dette af vide om min studikammarat Ximena og hendes søn Hakim... Måske er jeg ved at acceptere hvad der skete for min India. Jeg er ved at forlies nig med min skæbne. Det blver aldrig ok at India er død. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. JEg må leve med det. Men jeg har stadig ikke accepteret at andre små børn følger efter hende. DEt er bare ikke okay at små børn dør. Og at det ikke stoppede med Indias død kan jeg ikke begribe.

Ximena er blevet mor til lille Hakim. Jeg har set billeder af ham, og han er bare så sød. Så lille, så klog, så smuk og så død. Han døde inde i hans mors mave 10 dage før termin, han blev født samme dag, og Ximena nærer præcis den samme stolte englemoderfølelse for ham som jeg nærer for India. Hun har dog grebet det hele en del anderledes an, men alligevel kan jeg nikke skræmmende meget med, til hendes tanker og følelser. Hakim døde af ingenting, åh den forbandede ingenting, kan den da ikke lade vores børn værre!

Det var tilfældigt at jeg fik afvide at Hakim var død. Ingen havde ringet eller skrevet til mig for at fortælle om Ximenas lille Hakim. Og det selvom vi har gået på stamhold sammen indtil jeg stoppede (holdt orlov efter India døde). JEg havde endda spurgt en af vores fælles bekendte hvordan det var gået og om Ximena havde født endnu. Hun svarede bare "ja, en lille dreng", hun ville ikke gøre mig ked af det og undlod at fortælle at lille Hakim var død inde i Ximenas mave inden han blev født.
Mange andre vidste det, men ikke mig. JEg fandt ud af det ialt for forsinket grad. Det er jo egentligt ligegyldigt i det store hele billede, men sætter alligevel tankerne igang, for er dødfødte børn ingen tragedie man bør fortælle Ximenas venner og bekendte om? Og jeg bliver også gal... Hakim er værd at fortælle om, og Ximena er værd at værne om, og jeg ville ønske jeg havde haft mulighed for at møde Ximena tidligere efter Hakims død... For hendes skyld og for hans skyld.

Jeg har lige siden jeg hørte om Hakims død tænkt at det var vigtigt at det ikke kom til at handle om India når jeg talte med Ximena. Jeg vil selvfølgelig meget gerne fortælle og svare på alle hendes spørgsmål hun måtte have. Men Hakim er Hakim, og hans død handler om ham. Og om hans far og mor og alle de andre der elsker ham. Det skal ikke være noget jeg kan "bruge" i min egen sorgbearbejdelse. Men Ximena må frygtelig gerne bruge India i hendes sorgproces. Det er Ximena og hendes Hakim det handler om lige nu når vi taler.
For jeg kan selv huske hvordan andres sorger, glæder, tanker og følelser var svære at rumme lige da India var død. Ikke fordi jeg ikke ville andre mennesker. Men jeg var fyldt op og kunne simpelthen ikke tænke på andet end mig selv. Det er ok at folk i krise stort set kun tænker på sig selv syns jeg. Det er jo ikke en kronist tilstand, men jeg tror det er nødvendigt for at sluge sin skæbne.

Ximena er et utroligt facinerende menneske. Hun tænker stort. Og hun tænker kæmpe om sin søn. Så jeg har alligevel ikke kunnet lade være at lytte og tage ind af hendes fantastiske tanker om at være mor til et dødt barn. Hun maler og skulpturere så meget af sin sorg ud, det er så smukt midt i alt det forfærdelige. Hun har Hakim med sig og morheden stråler ud af hende. Hun siger selv at Hakim døde inde i hende, så på en eller anden måde er hans sjæl stadig derinde i hendes liv. Åh Ximena hvor giver det god mening.
Kære Ximena, jeg tænker så meget på din Hakim. Og på dig. Jeg vil igen i aften tænde jer et lys.

Raja 9 måneder

Jeg blev lige nostalgisk og sad og kiggede billeder fra Rajas første 9 måneder. Tænk at hun er 9 måneder. Hun har nu været ligeså længe i mine arme som i min mave... Hun har levet dobbelt så længe som sin søster, og hver dag tænker jeg, tænk at hun kunne blive dejligere end igår.
Og så faldt jeg over et par billeder fra julen, og jeg tror faktisk at den Raja ligner mest er hendes faster Vega... Men det er også ok, for Vega er en smuk faster... Ikke så grå og kedelig som faster lyder.

Syg igen

Vi både ammer og æder biodynamiske grøntsager og alligevel er stakkels Bajaan syg igen. DEt er en helt harmløs forkølelse men ØV. Gode råd modtages med kyshånd.

I zoologisk have i det dejlige vejr

Raja er bare blevet så stor. Hun pejer og siger ord, og jeg har en klar fornemmelise af at hun er helt med i alt hvad der foregår omkring hende. Hun siger til og fra og kan udtrykke sine behov og bestemt også hendes u-behov... Det er fantastisk at opleve hende blive et lille barn. Helt sin egen har hun altid været, men nu begynder hun også at kunne kommunikere hendes personlighed mere nuanceret. Aj hun er bare skide dejlig...

Idag tog vi springet ud i det dejlige vejr, vi hoppede på en bus og forsøgte med en tur i zoologisk have sammen med fætter Frederik og moster Dorthe.
Barnevognen gad Raja selvfølgelig ikke sidde i, men vi havde selvfølgelig vores nye slynge med, og der sad hun fint og fik øje på alle dyrene... Elefanterne, aberne, pingvinerne, papegøjerne og gråspurvene. Det var så hyggeligt, men hun var noget betyttet ved situationen. Men de var sgu også lidt ulækre de fleste af dyrene. Det var super hyggeligt og vi sluttede af med at købe en elefant til India, vi køber altid et dyr i zoobutikken til hende på vej hjem. Men vi havde ikke så meget tid i zoologisk have, vi skulle jo hjem og se Danmark vinde EMguld...

FAMILIEN SVENDSEN I ZOO med mosterDorthe & fætterFrederik:
Billederne er ikke så gode. Vi har kun det kamera der er i min telefon.

Og forresten så hyggede vi og spiste brunch på vores bryllupsdag. Og spiste lækker mad og så tonsvis af håndbold. Og så fik jeg de flotteste øreringe af Thor. Og jeg tænkte jeg ville forlænge mit liv sammen med min mand, og gav ham en cykelhjelm. Men det er fandme svært at finde en hjelm til en med dreadlocks!

Det hedder vist papirbryllup det vi har idag

Ihvertfald har vi været gift i et år idag. Så vi råhygger. Lissom den dag vi blev gift, hvor vi hyggede med vores forældre og tante skod. De anede ikke vi skulle giftes, de vidste bare de skulle møde op hos India kl. 10. Det blev lige det bryllup det skulle være, og jeg græd mig gennem dagen af bar lykke, følelser og hormoner. Egentlig var det en mærkelig tid, tiden omkring bryllupet. Både India og Raja var savnede, for India var død og Raja hyggede i hulen. Et lille tilbageblik.

Jeg får ikke skrevet så meget i disse dage herinde på bloggen

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg har virkelig meget på hjertet i denne tid. For jeg har det sgu ikke så godt. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor.
Det er ikke nogen højtid, der er ingen India-datoer i nær fremtid, tante skod er lige kommet hjem og Raja er simpelthen dejligere end nogensinde. Så jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke er glad...

Måske er det fordi at der på en eller anden måde er en forventning om at jeg burde have det bedre nu. Jeg burde måske være kommet videre og jeg burde ikke ramle så tit som jeg gør. Raja er også ved at være så stor at hun nok kan fornemme når jeg er trist, hvilket bare gør det hele meget værre. Nu er jeg ikke bare ked, men har også dårlig samvittighed overfor Raja, over jeg er trist. For jeg vil så gerne være en glad dejlig mor der bare tager livet i hånden sammen med hende, men ind imellem er jeg bare trist... Helt nede fra maven, bare trist.

Det var det der gjorde julen slem i år. Jeg savnede India. Hun manglede. Virkelig meget. Til at danse om træet med og og være en glad lille juletrold. Istedet var der pyntet så fint op hos hende. Så mange af hendes venner og familie var forbi hende i julen. Så varmt der var derovre, og fint og rart. Men det er jo så forkert at hun ligger derovre. Jeg vil ikke have sten og bænke og rosenbuske og Cirkelinefigurer ovenpå mit barn. Jeg vil have hende i mine arme herhjemme hos mig og resten af hendes familie. Jeg syns det er svært at håndtere at hun aldrig kommer til det. Og jeg syns det er svært at håndtere at jeg har det sådan!
Jeg har lyst til at stampe i kirkegårdsmulden at jeg vil have min "store" pige tilbage. Det er ikke iorden og det giver ikke mening for mig at hun er død. Jeg vil have hende herhjemme sammen med Thor mig og Raja.

Jeg har egentlig ikke følt mig splittet mellem India og Raja. Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed overfor India over at jeg var bundlykkelig over Raja og vores liv. Og jeg har egentlig heller aldrig følt at jeg ikke var der for Raja, selvom jeg var bundulykkelig over India ikke var her.
Men i øjeblikket føler jeg mig meget splittet. Rigtigt tit er det første jeg har lyst til om morgenen at sætte mig lidt over til India.
Og juleaften lå jeg og græd og ville ikke have gaver, danse om træet eller lave and(altså mit hysteriske flip varede en times tid). Og det er ikke ok når det er Rajas første jul. Hun skal have en nissemor der juler og hygger om hende. Hun fortjener en mor der er nærværende og kærlig og overskudsagtig.
Jeg syns ikke det er godt nok at jeg ikke altid kan give Raja det. Raja har en mor, og det er mig, og jeg skal gøre det godt nok.
Det skal bare blive bedre, det skal det bare... For India skal ikke være en hæmsko i vores familie. Jeg ønsker virkelig at hun er noget smukt, dejligt og varmt. Hun skal være en naturlig og afslappet del af vores families historie, og aldrig nogensinde blive taburiseret. Jeg kan ikke bære hvis hun bliver det "triste indslag i familien Svendsens liv"... Det skal bare blive bedre, det skal det bare.

Noget andet der nok ligger og ulmer er, at jeg føler et pres om at tingenes tilatand snart skal normaliseres... At undtagelsestilstanden omkring os er ophævet. Nu skal vi snart kunne det vi kunne før. Presset er ikke kun fra vores omgivelser, men også i høj grad fra os selv. Jeg tror ikke på man kan sumpe i sorgen, men det føles somom andre ind imellem tænker at det kan man... Og at det gør man... Ihvertfald så tror jeg at mange meget gerne vil se os som de glade unge mennesker vi var engang. Men som Vivian så flot skrev det i artiklen i femina, så bliver det jo aldrig det samme igen. Og målet er jo ikke at blive lissom før. Relationer har ændret sig, vores livssyn og menneskesyn har ændret sig(eller er vist nærmere blevet forstærket), og vores forhold til hinanden og verden omkring os har ændret sig.

Måske er det også den erkendelse jeg er ved at nå frem til, altså at alt har ændret sig? Og hvem er Line egentlig blevet? Som mor til en død lille pige. Og mor til en sprællevende bøf, gift med deres far, og ikke særligt studerende eller engageret i verdenssituationen lige nu. Ikke særligt håndboldspillende eller syngende!... Hvem hulen er mon hende Line så egentlig nu?

Et babarisk Rajaliv

Lige som opkastningerne stoppede, begyndte skrigeture som dengang hun havde kolik. For nu laver hun tand. Åh stakkels Bajaan...

Tante SKOD er kommet hjem. Ahhhh det var dejligt.

Tynde tytte

Tyttebøffen er blevet lidt tynd igen. Hun kaster stadig op og spiser ikke ret meget. Men hun er en sej lille en. Hun tager det i strakt arm, og selvom hun pyldrer og helst vil sidde i slyngen, så har hun stadig tytteglimtet i øjet!

Endnu en tur på hospitalet

Igår var vi igen en tur på hospitalet. Vi blev sendt videre af vikaren for vores egen læge, til børnemodtagelsen, fordi Raja var blevet mere og mere fraværende i løbet af dagen, og havde blå negle...
Raja har de sidste par dage været skide-bræk-syg. Ja undskyld, men det er altså det hun fejler. Torsdag kastede hun op 20 gange, men var egentlig rimelig glad imellem opkastingerne(og endnu engang må jeg rose min seje datter, der bare tager sygdom og smerte i strækt arm). Vi havde vagtlæge der sagde det hele så fint ud og ingen fare på færde.
Men hun holdt intet indenbords, og fredag vågnede hun med drønhøj feber. Hun var meget puttet og slet slet ikke RajaBajaaan-agtig. I løbet af dagen blev hun mere og mere fraværende, og vi blev bange. Så vi tog til lægen, der sendte os videre til børnemodtagelsen fordi hun var så fraværende og havde blå negle... Og så var mor sprød!
Jeg er flov over at indrømme det, men jeg designede nærmest hendes sten på vejen derud til Hvidovre hospital! Jeg var skrækslagen... Og sikker på noget grueligt var galt. Tanker som; "Emil kravlede også dagen før han døde" (Emil er vores venners søn der døde for 2 år siden, og Raja krøb fremad for første gang i onsdags, det har hun selvfølgelig glemt alt om igen!) og "Vi skal huske at tage mange billeder" tænkte vi begge, og det er klamt at tænke på bagefter. For selvfølgelig dør Raja ikke fra os, men angsten for at hun gør stikker sit grimme hoved frem i de pressede situationer.
Vi kom ud til børnemodtagelsen og Raja livede lidt op. Og så kom der en sygeplejerske der var som sendt fra himlen. Gud hvor var det godt det lige var hende der skulle passe på lige os. JEg sagde som det første; "jeg er meget bange". Og så sagde hun"det forstår jeg godt, for jeg har lige set billeder af jer hos Katja,og jeg ved i har mistet jeres India" eller noget i den dur ihvertfald... (Katja er mor til englen Natalina og grisen Alicia http://grisen.ripavaleur.dk/) Og så behøvede jeg ikke at være mere flov over rystende hænder, våde øjne og panik i blikket når Raja ikke lige var at få kontakt med.
Hun var fantastisk, spurgte os om meget og var meget omsorgsfuld og vi blev beroliget af hende og lægen. Raja fik taget prøver, fik noget elektrolyt og her til morgen var hun næsten RajaBajaaan igen. Dog vil hun kun sidde hos mor, helst i viklen, ikke spise og kun drikke af mors glas... (Og eftersom Thor altid også drikker af mit glas, så er vi rigtig delene idag)...

Raja har rotavirus, og hun var nok blevet lidt dehydreret. De blå negle var nok pga. den høje feber. Så ingen alvorligheder, men endnu en forskrækkelse i rækken af mange, sådan er det nok at være mor til en sprællevende RajaBajaan!

Og hvorfor er vi så lige i Femina i denne uge?

I denne uge er der en artikel i Femina om Indias historie. Det er en rigtig fin og tro historie syns jeg. Der er et billede af India i artiklen. Meget modigt syns jeg. Fotografen insisterede på at Raja skulle have sele på i barnevognen, fordi de ofte fik klager på bladet af mærkelig karakter, men alligevel har de valgt at trygge et billede af India. Det gør mig til en meget meget stolt mor. Jeg syns jo hun er det smukkeste. Hun er jo min. Men jeg troede ikke at døde børn kom i avisen!

Og her er så historien om historien!
Da jeg var gravid med India blev vi spurgt om vi ville stille op til en artikel om hjemmefødsler. Det var vores tanker om at vælge en hjemmefødsel der var i centrum, men det var selvfølgelig også ren propagande for hjemmefødsler generalt, og det var vi helt med på. Som tak fik vi et hav af billleder taget af en fotograf af min tykke gravide mave, hvori lille India lå og hyggede i hulen.

Artiklen blev skrevet, eller første del af den. 2. del skulle skrives efter fødslen. Men India blev ikke født hjemme. Hun blev født død på hospital. Og det gav selvfølgelig ingen mening at lave artiklen.

Men vi havde og har et stort behov for at fortælle hele verden om India. Om hendes historie. Og om hvordan det har været at få og miste hende. Om at lære andre lidt om at være mor og far til en død pige. (Og nu også til en levende pige). Så vi ringede til Vivian, journalisten der er så sød og skøn. Hun havde sendt blomster og billeder og hilsner da India døde, og vi havde stor tiltro til at hun ville skrive Indias historie som den var. Som den var for os. Og som den skal fortælles.
Hun kom og talte med os, sammen med den samme fotograf som dengang vi ventede India. Interviewet tog det meste af dagen. Vi talte meget og længe. Og der blev grædt mange tårer den dag. Tror også Vivian følte sig lidt som en del af hele Indias historie. Det er hun jo også. Det er der mange mange mange der er.
Vi har fået lov at rette meget i artiklen. Så den er blevet lige som vi vil have den. For det er vores hjertes historie og den skal være tro mod os alle fire. India, Raja, Line og Thor.

Sikkerhedslinien

Varme ting og skarpe genstande skal blive på den rigtige side af sikkerhedslinien.

Og så har Thor brugt 2 måltider på at forklare Raja hvad en cylinder er. Og hun er tytteligeglad. Raja har forresten sluttet fred med Omar... Rigtig god søndag.

Det sner på Nørrebro

Englemødre og englefædre

Igår var en skøn dag. Vi fik et nyt super flot skab til alt vores l... Der er kun 10 dage til at Tante SKOD kommer hjem fra Canada. Og jeg var ude at bytte julegaver og drak kaffe med Heidi (http://laurtussen.blogspot.com/). Og talte i telefon i timevis(det var dog ikke særligt for igår) med bla. Mie og Adam...Med både Heidi, Mie og Adam fik jeg en dejlig dyb, relevant, aktuel snak om at være Line. Der blev lige taget temperaturen på humøret, på mavefornemmelsen og snakket fremtid og fortid. Gud hvor det lettede!

Mie og Adam, Heidi, Sofie, Sandra, Dorthe og mange andre er andre forældre der har mistet deres små børn. De er også englemødre og englefædre. Og vi kender dem fra forældregruppen gennem landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, gennem sorggruppen på Hvidovre, gennem efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet, fra kirkegården og bare fra rundt omkring.
Det er mennesker vi ikke kendte før India døde. Det er mennesker som vi kun har det til fælles med, at vi har oplevet det aller aller værste man kan opleve, nemlig at miste sit barn.
Jeg mistede ikke kun India den dag i juni. Jeg mistede også meget af mig selv. Jeg mistede den grundlæggende tro på mig selv. Som mor og som Line. Og den grundlæggende tro på at det nok skulle gå alt sammen. For der var intet godt tilbage i mit liv for en tid.
Stille og roligt fandt jeg tilbage til det gode ved mit liv, men for en tid var alt bare mørkt.

TomKjær( http://www.kirkenherlevsygehus.dk/Artikler.aspx) der er sygehuspræst sagde i sin prædiken ved allehelgens aften sidste år; forældre der mister deres barn lever i mørke for en tid(efterfølgende sagde han så; og danskere er mørkeræd).
Gudskelov er vi kun få der har mistet et barn. Så gudskelov er vi kun få der kan mærke det helt ned i det nederste af maven hvordan det er. Og hvor ville jeg ønske at Thor og jeg INGEN havde haft at dele den fornemmelse med, men det har vi ulykkevis... Med alle de andre englemødre og englefædre.

For gud hvor har vi delt alting med dem. I 2007 har jeg krænget mine inderste tanker, følelser og fornemmelser ud til alle disse mennesker der før var så fremmede. Nu er de mine fortrolige på en måde jeg aldrig havde forestillet mig jeg skulle blive med nogen så hurtigt. Det har været en rejse at følge alle disse dejlige mennesker. At lære deres børn at kende gennem deres fortællinger. Ved at besøge deres pletter på jorden. Ved at købe små nipsting til dem selvom de er så døde, så døde. Ved at tale med deres levende forældre om deres glæder, sorger og frustrationer.

Mange af dem forsøger så inderligt at lave en lillebror eller lillesøster. Og i 2007 har jeg næsten haft styr på hvornår de allesammen havde ægløsning, skulle tage deres hormonnæsespray eller hvornår de skulle skannes næste gang. Vi har et fællesskab og en tæthed som er helt unik. Fordi vi har fulgt hinanden i den tid hvor det var nødviendigt at have nogle at spejle sig i. Så man kunne se man reagerede normalt i en ekstrem situation.
Og Thor og jeg havde behov for at dele vores paradokse forældreskab til India med nogle der forstod helt nede fra maven. At man i det ene øjeblik kan grine og græde af lykke over den orange morgenfrue på graven der står helt til december eller medaljonen med Indias billede i, for hun var der jo dengang i juni. Men i det næste øjeblik ligger man hulkende i hendes sækkestol, for hun er der jo ikke mere, og kommer aldrig tilbage.

Alle engleforældrene kan selvfølgelig ikke erstatte vores netværk fra før India døde. Og det gør de heller ikke. Nu har vi bare dobbelt så mange at ringe til når det hele brænder på. Men det brænder jo også mere på end nogensinde før. Men det er så vildt at vide at der bare er så mange derude omkring os der kan rumme os... Rumme vores India. Og nu også rumme vores RajaBajaan(hun er nu ikke svær at rumme, bare se hendes smil).

Jeg ved ikke hvad jeg vil sige med dette, andet end jeg ulykkeligvis deler skæbne med en masse vidunderlige forældre. Og jeg har lykkeligvis fået lov til at dele det hele med dem. Og jeg deler stadig med dem... Både de glædelige dage og de triste dage. Dem og deres fylder meget i mig og mines liv.
Jeg håber at vi får lov at følge med dette år også... Og jeg håber at 2008 bliver året hvor alle laver en lillebror eller lillesøster. Undtagen mig. For jeg har besluttet at 2008 skal være et graviditetsfrit år!

Om morgenen hos India den dag jeg jeg blev sat igang. Vi kaldte Raja for Lillen. Det var inden vi vidste at der gemte sig en lille Bajanpige derinde...

Jeg må være et bløddyr

for når jeg er alene med Raja kan hun bare ingenting!

Raja er jo et super kvikt barn. Ik!?!!! Jo det er hun og hun kan spise selv, pludre, lege alene osv. MEN ikke når jeg er alene hjemme med hende. Så sidder hun og siger hyyym og skal have leverpostejmadderne puttet i munden, piver hver gang jeg går ud af døren,(og man skal altså også tisse selvom far er på arbejde) og vil bare HELE tiden være hos mig, allerhelst i slyngen.
1 time med skrig og skrål tog det i formiddags at få hende til at sove... Og hun var så træt at hun bare så og græd med lukkede øjne... Og jeg ville altså ikke give mig og vandre rundt med hende i barnevognen i storm og -5 grader(overdrivelse har altid fremmet min forståelse)

Hun er en BØF! Og en bøf der er så glad når hun er hos mig. Så bider hun mig mens hun griner og hviner. Men hun er et MONSTER når jeg sætter hende fra mig...

Vi spekulere meget over hvem der skal have fornøjelsen af hendes selskab på mandag når vi skal til psykolog, måske den der har givet dårligst julegaver ; gnæk gnæk gnæk!

FORRESTEN...

...har Raja sovet meget meget meget bedre siden juleaften. Så alle jer der havde stemt det lige ind i hendes bevidsthed; tusind tak...
Hun gav mig også det flotteste tæppe og India gav den flotteste pung. Liiiiige hvad jeg ønskede mig.

Og så har jeg opdaget hvordan man kan kommentere tilbage på jeres kommentarer. Den havde jeg ikke lige regnet ud før...

Nytårsaften

Nytårsaften plejer jeg at holde med Anna, og vi plejer at være hos min familie i Humleby. Men Anna er i Canada, og vi har slet slet ikke lyst til at holde fest i øjeblikket. Så vi valgte at holde nytår bare os selv herhjemme, og det var den helt rigtige beslutning. Vi fik både grint og grædt, kigget billeder og hygget. Og jeg tævede Thor 2-1 i trivial pursuit. Og det er en stor bedrift for Thor er klog. Faktisk så klog at nogle ville kalde ham for en nørde nørd!

Raja var tvær fordi hun ikke måtte spise terpentinerne, og hun sov tidligt, og blev ikke specielt forstyrret af fyrværkeriet. Vi havde den flotteste udsigt. Ud over kirkegården og ud mod Frederiksberg... Vi havde også nytårspyntet hos India.

Vi hyggede bare rigtig meget, så meget at vi helt glemte det der kl. 00-halløj. Og vi havde taget fint tøj på. Ja så fin som man nu kan lokke Thor til at være! Han havde strips istedet for mangetknapper til stor foragelse for hans kone(tænk vi har sgu snart bryllupsdag!).

Nå men jeg har to nytårsfortsæt. For det første vil jeg have et sundt og naturligt forhold til mad. Jeg vil ikke leve efter "hvad jeg ikke må" på alle mulige måder, men samtidig vil jeg ernæres rigtigt og godt. Især for Rajas skyld. Hun skal vokse op med et godt og sundt forhold til mad. JEg vil ikke give et forhold til mad videre hvor der er fokus på mad hele tiden. Det skal bare være. Det skal ikke være noget vi går op i. Så hellere leve lidt usundere og så ikke gå op i det. Mad skal spises og være brændstof og til tider hygge. Ikke en kilde til frustration, diskusion og spekulation...
Mit andet nytårsfortsæt er at jeg skal blive kendt så jeg bliver inviteret med i "vild med dans". Det vil jeg så gerne.

Raja og Thor har det godt overnpå i forgårs. Thor er måske nok den der er mest mærket af det hele. Han kan ikke forstå hvordan det kunne ske. Og har det skidt med at han var handlingslammet i starten. Men det er jo nok meget naturligt når der var andre der havde taget over. Og Raja tager nok sin tågede far ligesom han er. HVis han ikke var så tåget var han jo ikke lige netop ham...

Raja har ingen mén overhoved. Lægen har ret. Der er en der holder hånden over lille Raja...

Og mens hele Danmark beslutter hvilken nummer pizza de skal have, vil vi gøre det samme. Apropos mit nytårsfortsæt... Hrmpf.