I forgårs fyldte Raja et halvt år. Det er et skråplan at fejre den slags, men det gjorde vi bare alligevel...
Vi havde en hyggelig dag hvor overmosteren og mormoren kom. Overmosteren havde sgu en klapvogn med til Raja og min mor en naturtandbørste... (Så bliver det vist ikke mere ØKO.)
Raja er heldig. Hun har et utal af bedsteforældre. De er så gode ved hende, og hun lyser op ved synet af dem. Hun er også lidt deres, selvom hun selvfølgelig mest er min... Og Thors og Indias.
Det har været et ret kaotisk halvt år. Vi har været både ubeskriveligt lykkelige, angste, glade, triste, sørgende, frusterede, fjollede og meget meget mere.
De første par uger af Rajas liv var svære. Vi savnede India så frygteligt. Det var somom hun manglede endnu mere, til at møde Raja. Til at blive storesøster. Og vi var helt ude af den af frygt for at miste Raja. Raja kastede op og vi fes til undersøgelser med hende. Jeg græd rigtig meget. Og amningen var et helvede og en kamp.
Lige så stille og roligt fik vi fod på amningen, på angsten(der dog jævnligt hjemsøger os igen) og vi fandt et leje hvor India var med i familien selvom hun er død og havde fået en lillesøster. Og vi blev lige så stille mere og mere forelskede i vores lille tiger-Raja.
Raja fik kolik! Fy for pokker. Raja skreg rigtig meget. Så meget at jeg flere gange tænkte;
mit første barn er død, mit andet barn skriger og skriger. Hvad er det jeg gør så forkert som mor? Desuden kunne ingen give os svar på hvad kolik skyldtes. Og at Raja skreg af ingenting og India var død af ingenting, gjorde at jeg var meget frustreret over bare at være ladt i stikken af ingenting.
Jeg tror ikke man kan forstå hvordan det er at have et barn med kolik med mindre man har prøvet det. Og vi måtte (igen) forklare, og indimellem forsvare, hvorfor og hvordan det var at have et barn med kolik. Vi kunne ikke overskue ret meget. Ikke engang at købe ind og lave mad. Og vi var presset meget meget langt ud.
Vi havde nok forestillet os, at det at få et levende barn i armene, ville være udelukkende lykkeligt. Vi havde slet ikke forestillet os at vi måtte sætte vores liv på standby på denne måde. Og med vores liv var jo også vores tanker og følelser for India. For der var simpelthen ikke plads til andet i vores liv, i lang tid, end Rajas velbefindende. Som vi endda ikke engang var herrere over.
Der er spejle overalt! Vi spejlede os i alle andre med små børn, og følte ikke vi magtede opgaven som forældre. For det så så nemt ud for de andre. Og vi kunne mærke at mange omkring os ikke forstod at vi ikke kunne noget andet end at være hjemme med Raja. Vi var uden tvivl selv vores egne værste dommere. Og vi følte os pressede, magtesløse og dybt dybt frustrerede over at Raja bare ikke havde det godt. Og vi kunne intet gøre. Og over at vi bare ikke magtede noget andet end at holde om Raja herhjemme.
Jeg kan godt mærke, når jeg skriver dette, at Rajas kolik har sat dybe dybe spor i mig. Jeg bliver meget påvirket af at tale om det og tænke på det. Måske har jeg stadig ikke erkendt at der intet var at gøre for hende. Måske bebrejder jeg stadig mig selv en smule for at jeg ikke kunne hjælpe hende dengang hun var så ulykkelig!?!
Rajas kolik har betydet meget for den måde vi er forældre på. Jeg kan stadig ikke håndtere når hun pjevser og græder lidt meget. For det sidder så dybt i mig fra da hun havde kolik; stopper det igen? Starter det nu forfra? Hvad er der galt? Slår jeg ikke til?
Det betyder nok at jeg i nogles øjne ikke udfordrer situationen nok. Men jeg magter det ikke. For jeg har stået i alt for mange situationer i de første tre måneder af Rajas liv, hvor jeg følte mig så magtesløs og utilstrækkelig. Så jeg kaster mig aldrig mere ud i situationer med hende der kan gå bare lidt galt. Jeg har altid sikkerhedsnet og plan b, c, d, e, f og å klar!
Jeg kan simpelthen begynde at ryste og græde og få en kæmpe klump i maven hvis hun græder lidt. Så dybt sidder det i mig. Jeg håber det bliver bedre med tiden. For dette blandet med angsten= en lidt overhys mor...
Kolikken stoppede på slaget 3 måneder! Raja blev ikke noget nemt barn, men hun var ikke længere grundlæggende ulykkelig. Nu er hun grundlæggende en bøf.
Hun blev ikke et andet barn, som nogle beskriver når kolikken letter. Men hun blev en gladere udgave af Raja. Hun er gradvist blevet gladere og gladere og græder mindre og mindre. Om hun stadig har haft lidt kolik eller om hun er det børnelægen og sundhedsplejersken kalder for; et signalstærkt barn, ved jeg ikke. Men hun lader til efterhånden helt og aldeles at nyde livet.
Hun er fantastisk. Til jer der ikke har mødt hende endnu; hun er simpelthen fantastisk.
Som sagt er hun ikke noget nemt barn. Men hun er fandme et skægt barn, med gang i det hele, fart over feltet, og en kende gumpetung. Hun er bare fantastisk.
Tillykke med din halvårs fødselsdag min lille bøf. Raja-Bajaaan... Du er fantastisk. Hvor er jeg glad for at det var lige netop dig der kom til lige netop mig.
Billede 1: Raja hos mormor på hendes ½års fødselsdag
Billede 2: Raja 1 dag gammel og mor med blodmangel:-)
Billede 3: Raja 2 uger gammel og far
Billede 4: Raja1½ måned faldet i søvn hos grædende mor efter en kolik-skrigetur
Billede 5: Raja 3½ måned og mor hygger
Billede 6: Raja ½ år og mor leger bide-hinanden-leg. (Sådan siger man jeg elsker dig på Svendsensk)
(Billede; Raja og mor foran den nye gadedør)
Rejsende tanteAnna havde sendt en buket til India, hele vejen fra det kolde store Canada, hvor hun laver feltarbejde og bliver klog.
Og vi slutter selvfølgelig lige af med et Raja-billede. Raja fik forleden lov at lege med maden. Ifølge hippie-mormoren, så skal børn have lov at kaste og lege med maden for at få et alsidigt forhold til den... Hmmm...
