Bloggen startede fordi min datter Indias liv sluttede. Nu handler den om lidt af hvert. Her er et godt sted at få markeret Indias tilstedeværelse som død datter i mit levende liv...
mandag den 28. november 2011
Raske børn
Mens københavns institutioner er halvtomme på grund af novembersnotfeber, så er mine unger friske som havørne. Og tænk hvor meget jeg engang bekymrede mig om deres sygdom - og dermed vores fremtid... Tak til Anette for tankeigangsættende kommentar!
torsdag den 24. november 2011
At bekymre sig om fremtiden
I det store hele går det fremad for mig. To skridt frem, et tilbage.
Jeg er jo lissom bare et marathon bagud alle jer andre - bilder jeg mig ind.
I går aftes var jeg til netværksmøde om en elev. Sammen med hendes familie, hendes almindelige lærere (en af dem min mor :) og mig. Og på et tidspunkt blev jeg svimmel og bordet vi sad ved kørte rundt som en karrusel. Mødet gik skide godt. Vi fik lagt en god plan, til stor lettelse for pigen, hendes familie og os selv. (Har jeg mon nogensinde nævnt hvor meget jeg bøjer mig i støvet for mine elever? At komme til et nyt land i den allersværeste tid i et menneskes liv, og så gå til udfordringen med krum ryg? Godt det ikke er mig!).
Mødet var godt, alt var godt. Ingen opdagede at bordet snurrede, andet end mig. Er I klar over hvor meget man skal kaste op, når et bord snurrer rundt? Og hvor svært det er at skjule, til et vigtigt møde? Pis mig i øjet...
Jeg bekymrer mig om fremtiden. Om min fremtidige arbejdssituation. Om min evne til at være en rigtig mor - uden fysiske begrænsninger i denne kaliber. Om vores fremtidige økonomi, hvis jeg ikke kan arbejde (nok). Eller ikke få arbejde (nok). Og jeg er pisse bange for at få nederlag, i form af at begynde på noget jeg ikke kan gennemføre. Et job fx. Det er nemlig noget af det jeg er aller aller dårligst til. At måtte give op...
Og så mærker jeg en spirende bitterhed. Over at det her skulle ramme mig. Og det selvom jeg ved at bitterhed aldrig har gjort nogensomhelst noget som helst godt.
Jeg er jo lissom bare et marathon bagud alle jer andre - bilder jeg mig ind.
I går aftes var jeg til netværksmøde om en elev. Sammen med hendes familie, hendes almindelige lærere (en af dem min mor :) og mig. Og på et tidspunkt blev jeg svimmel og bordet vi sad ved kørte rundt som en karrusel. Mødet gik skide godt. Vi fik lagt en god plan, til stor lettelse for pigen, hendes familie og os selv. (Har jeg mon nogensinde nævnt hvor meget jeg bøjer mig i støvet for mine elever? At komme til et nyt land i den allersværeste tid i et menneskes liv, og så gå til udfordringen med krum ryg? Godt det ikke er mig!).
Mødet var godt, alt var godt. Ingen opdagede at bordet snurrede, andet end mig. Er I klar over hvor meget man skal kaste op, når et bord snurrer rundt? Og hvor svært det er at skjule, til et vigtigt møde? Pis mig i øjet...
Jeg bekymrer mig om fremtiden. Om min fremtidige arbejdssituation. Om min evne til at være en rigtig mor - uden fysiske begrænsninger i denne kaliber. Om vores fremtidige økonomi, hvis jeg ikke kan arbejde (nok). Eller ikke få arbejde (nok). Og jeg er pisse bange for at få nederlag, i form af at begynde på noget jeg ikke kan gennemføre. Et job fx. Det er nemlig noget af det jeg er aller aller dårligst til. At måtte give op...
Og så mærker jeg en spirende bitterhed. Over at det her skulle ramme mig. Og det selvom jeg ved at bitterhed aldrig har gjort nogensomhelst noget som helst godt.
fredag den 18. november 2011
Rajas usynlige storesøster
India er begyndt at komme på besøg. Hun er omkring 30 cm. stor. Hun har hvide øjne fordi hun har set himlen. Hun har vinger, og langt sort hår i en fletning. Og hun er den eneste der må kysse Raja. For hun kan kun li' englekys. Ikke mor kys.
Sibille kan ikke se hende. For hun er en splejs. Kun Raja. Og Raja er smukkest...
Jeg har lidt svært ved at finde grimassen...
Sibille kan ikke se hende. For hun er en splejs. Kun Raja. Og Raja er smukkest...
Jeg har lidt svært ved at finde grimassen...
Abonner på:
Opslag (Atom)