Kan man være en død storesøster til fastelavn

Raja ville i et øjeblik være India til fastelavn. Altså hun har også ville være andre sære ting i processen, sære og usygelige ting. India var dog det mest absurde.
Min forestilling var; skal du så ligge i en kiste og se død ud.
Hendes forestilling; nej jeg skal da være en engel.
Det er måske det allerbedste billede på vores tos forskellige forhold til India. Er vild med hendes!

- Hun skal ikke være India til fastelavn, men hun er endt på Rosa fra Rouladegade. Satme godt. Hvis min reaktion var som fortalt, hvordan mon så de andre voksne omkring hende havde reageret, hvis hun var sin døde storesøster?
Men jeg er glad for at India er en del af hendes bevidsthed. Men mest glad for at hun er det på sådan en naiv og sorgløs måde. Nogle gange ville jeg ønske India lidt kunne være min storesøster, istedet for datter.

Endelig et ny år

For 2011 går sgu over i min historie som det næsten værste. Hold kæft hvor har jeg været syg. Og sur over at være syg.
Altså det betyder jo ikke så meget at vi skriver nyt år. Men okay, vi strukturerer vel hele tiden alting, så jo - noget betyder det nok - forhåbentligt.

Så nu bliver 2012 året hvor jeg får styr på balancen. For når det sker, så har jeg efterhånden alle forudsætninger for at leve lykkeligt til mine dages ende...

Julefred

Vi havde en helt fantastisk jul. Vi var tilpas mange, tilpas julede og tilpas hyggelige. Raja og Sibille holdt den kørende til klokken 00. Og selv ikke en sløj mor og en Sibille der havde kastet op om natten kunne ødelægge julefreden.
Vi var hjemme og havde 4 gæster. Og det var bare det helt rigtige. Vi var hos India i over en time om formiddagen, vi nussede bare rundt og hyggede og legede i vores eget tempo. Og pigerne var trygge og glade. Juleaften ifølge Raja:











Juledagene var der simpelthen for meget knald på. Vi var jo alle småsløje, lidt julejetlagede og sån. Men 3-4-5 dage i træk med julefester er for meget for alle. Den nød skal vi have knækket næste år. Men det er jo svært når man er sådan en hip moderne familie som os, med bedsteforældre der er skilt, gift igen, skilt igen.

Min lille Sibille

Min lille bitte bitte babyBille har fået tilbudt børnehaveplads! Hun er helt klar. Jeg er ikke. Jeg får brug for en lang indkøring. (Det er Rajas fantastiske børnehave, hende Sibille kommer til at elske det)

Glædelig december

December er helt særlig. Hygge. Mere hygge. Og endnu mere hygge. Det er vi gode til i vores familie.
Altså man kan jo blive ret så bange for at det hele falder til jorden fordi man havde for høje forventninger. Men indtil videre er det bare skide hyggeligt.

Raske børn

Mens københavns institutioner er halvtomme på grund af novembersnotfeber, så er mine unger friske som havørne. Og tænk hvor meget jeg engang bekymrede mig om deres sygdom - og dermed vores fremtid... Tak til Anette for tankeigangsættende kommentar!

At bekymre sig om fremtiden

I det store hele går det fremad for mig. To skridt frem, et tilbage.

Jeg er jo lissom bare et marathon bagud alle jer andre - bilder jeg mig ind.

I går aftes var jeg til netværksmøde om en elev. Sammen med hendes familie, hendes almindelige lærere (en af dem min mor :) og mig. Og på et tidspunkt blev jeg svimmel og bordet vi sad ved kørte rundt som en karrusel. Mødet gik skide godt. Vi fik lagt en god plan, til stor lettelse for pigen, hendes familie og os selv. (Har jeg mon nogensinde nævnt hvor meget jeg bøjer mig i støvet for mine elever? At komme til et nyt land i den allersværeste tid i et menneskes liv, og så gå til udfordringen med krum ryg? Godt det ikke er mig!).
Mødet var godt, alt var godt. Ingen opdagede at bordet snurrede, andet end mig. Er I klar over hvor meget man skal kaste op, når et bord snurrer rundt? Og hvor svært det er at skjule, til et vigtigt møde? Pis mig i øjet...

Jeg bekymrer mig om fremtiden. Om min fremtidige arbejdssituation. Om min evne til at være en rigtig mor - uden fysiske begrænsninger i denne kaliber. Om vores fremtidige økonomi, hvis jeg ikke kan arbejde (nok). Eller ikke få arbejde (nok). Og jeg er pisse bange for at få nederlag, i form af at begynde på noget jeg ikke kan gennemføre. Et job fx. Det er nemlig noget af det jeg er aller aller dårligst til. At måtte give op...

Og så mærker jeg en spirende bitterhed. Over at det her skulle ramme mig. Og det selvom jeg ved at bitterhed aldrig har gjort nogensomhelst noget som helst godt.