fredag den 28. december 2012
fredag den 7. december 2012
Når andre siger det så fint
Jeg er ikke i blogform. Og at sætte ord på ny, gammel eller midt-i-mellem-sorg kræver at man er i stødet. Jeg syntes det er svært, uden at blive floskelagtig, og virke som om man flasher sin videre-kommethed.
Så er det godt at andre kan sætte ord på det svære. Dette indlæg gik lige i mellemgulvet på mig. Tak til Frederikke for at sætte knivskarpe ord på det helt basale. De er børn, de er døde. Og vi er nogen der savner dem.
Så er det godt at andre kan sætte ord på det svære. Dette indlæg gik lige i mellemgulvet på mig. Tak til Frederikke for at sætte knivskarpe ord på det helt basale. De er børn, de er døde. Og vi er nogen der savner dem.
søndag den 28. oktober 2012
Det tog 9 år
Og i torsdags blev jeg slut prut færdig med min læreruddannelse. Fik snøftet farvel til mine praktikklasser og fik breve og udtalelse med mig. Et par timer efter skulle jeg på arbejde. Det er ikke helt det samme at blive færdig når der ikke er ferie og jobsøgning i vente. Men føler mig meget privilligeret over at have det job jeg har. Og nu er jeg også ægte lærer, med papir på det og det hele. Det tog 9 år. Jeg fik 3 børn. Og en masse sygdom og sorg ind på livet mens jeg gik på det der seminarium. Nu er jeg færdig. Yeahr for det!
onsdag den 17. oktober 2012
Rajas kanin er væk
I juni fik Raja, efter mange lange plagerier, en kanin. Hun havde selv sparet op til buret osv. Den boede først hos os i kolonihaven, i august flyttede den med hjem til Kronborggade. Nu er den væk. Den stod i gården i sit bur, og en dag var den væk. Der bor rigtig mange kaniner i gården, og det er ikke sket før.
Vi hængte sedler op på Nørrebro, og vi fik flere henvendelser fra folk der havde set to piger stikke af med den under jakken.
Det er jo vildt stenet af nogen kan finde på det. Det er alligevel utroligt. Men mest utroligt er det hvor ked Raja er blevet. Jeg vil nærmest sige at hun er i en eller anden form for sorgproces. Hun græder og siger ofte hun savner den. Og hun bliver ind imellem ked og kravler op til enten Thor eller jeg og putter, og bare sidder og er stille og siger hun savner den. Det går lige i hjertet.
Hun vil ikke have vi taler om kanini. For så bliver hun ked. Jeg kan ikke helt hitte ud af om jeg skal snakke om den og presse hende eller bare lade vær.
Nå, men det er fandme synd. Håber sgu de to piger der har taget den passer godt på den, og ikke tog den fordi de havde en sulten slange derhjemme.!
Vi hængte sedler op på Nørrebro, og vi fik flere henvendelser fra folk der havde set to piger stikke af med den under jakken.
Det er jo vildt stenet af nogen kan finde på det. Det er alligevel utroligt. Men mest utroligt er det hvor ked Raja er blevet. Jeg vil nærmest sige at hun er i en eller anden form for sorgproces. Hun græder og siger ofte hun savner den. Og hun bliver ind imellem ked og kravler op til enten Thor eller jeg og putter, og bare sidder og er stille og siger hun savner den. Det går lige i hjertet.
Hun vil ikke have vi taler om kanini. For så bliver hun ked. Jeg kan ikke helt hitte ud af om jeg skal snakke om den og presse hende eller bare lade vær.
Nå, men det er fandme synd. Håber sgu de to piger der har taget den passer godt på den, og ikke tog den fordi de havde en sulten slange derhjemme.!
onsdag den 26. september 2012
Sådan står det til
For et par uger siden blev Thor færdig. Og for en uges tid siden fik han job - I Landsforeningen Spødbarnsdød. Han skal være rådgiver, og jeg er pivstolt af ham. Jeg tror at rigtig mange vil få glæde af hans rådgivning, undervisning mm.
Jeg er i praktik. Og om 3 uger er jeg helt færdig som lærer. Til næste sommer er planen at jeg skal læse videre på DPU. Dette år skal jeg bruge på at blive helt rask igen, mens jeg arbejder hvor jeg hele tiden har arbejdet. Plus jeg er blevet underviser og kursusholder for forskellige grupper. Lærere, lektiehjælpere mm. Det er alt i alt ikke fuld tid, og det passer mig super. Jeg har skullet for meget sidste år. Nu skal jeg være rigtig meget sammen med mine børn. Og passe endnu mere på mig selv.
Jeg får det bedre og bedre. Medicinen hjælper mig. Men den tager også noget fra mig. Jeg er meget træt, mere kortluntet. Og har sværere ved at huske. Det der dog går mig mest på er, at jeg har taget vanvittigt meget på. Så meget at mange ikke kan kende mig. Og så meget at jeg ikke kan passe mit tøj mere, og føler mig fysisk hæmmet. Det er rigtig ubehageligt. Både at være ude af kontrol i forhold til min vægt. Ikke at være fit. Men også at opleve hvordan omgivelsernes syn på mig ændres.
Sagen er at den medicin jeg tagerbåde påvirkerstofskifte og aktiverer sulten i hovedet på mig. Når jeg bliver sulten bliver jeg svimmel, træt, og irritabel, fuldstændig ligesom man altid gør. Jeg bliver det bare allerede omkring 2 timer efter jeg sidst har spist. Men jeg er ikke på nogen måde fristet til at stoppe medicinen. Den har givet mig meget liv tilbage. Og det er et bytte der er nødvendigt.
Indimellem føler jeg mig som; hende den fede med det døde barn og den kroniske sygdom. Det er også grunden til at det er meget vigtigt for mig at fortsætte med at forfølge mine karrieredrømme, selvom det helt sikkert også har en pris i migrænehovedet. Det er meget vigtigt for mig at være andet end syg, træt, fed og mor. Men også være tjekket, sej og dygtig. Jeg er meget glad for at det kan lade sig gøre.
Jeg er grundlæggende glad. Og har det godt. Og det er en lettelse, efter mange års rutsjebane (-og karusel) ture. Men der er selvfølgelig mange sten der skal vendes efter 2 år med rigtig meget invalidering.
At miste India har helt sikkert været den mest skelsættende oplevelse i mit liv. Men dette er stærkt forfulgt af at blive syg. Jeg er meget meget bevidst om at min dag i morgen kan se helt anderledes ud end den gjorde i går!
Raja Lys er blevet stor. Mega stor. Hun er så skoleparat. Og hun er faldet helt til ro i sig selv. Hun brokker sig sjældent over alt det hun skal, hvor hun for ½ år siden kunne ligge og skrige på gulvet fordi hun skulle have hue på, der er hun nu den første klar når vi skal ud af døren. Hun bruger virkelig lang tid på at finde tøj hver morgen, hun er meget selektiv, og har efter min mening en utrolig kikset og dårlig tøjsmag. Men jeg øver mig i at lade hende være hende. Hun finder selv sit spor. Hun er optaget af at være sig selv, og at være sammen med sine venner og veninder. Min opgave bliver mere og mere at følge med hende. Hun kan sgu godt selv. Hun har sparret 180 kr. op til en IPAD. Hun er determineret. Og skide dejlig.
Sibille giver mig sgu lidt grå hår i øjeblikket. Hun er tre år, hører ikke efter hvad man siger. Og snakker så meget at man tror hun forstår alt det som Raja gør. Når jeg spørger min børnepsykologveninde om jeg skal være bekymret, siger hun jeg spurgte om præcis det samme da Raja var på den alder. Hun skal nok falde til ro. Og ellers skal vi nok lære at takle det. Bedre end vi gør nu. Hvor der er alt for meget hævet stemme og alt for lidt tålmodighed. Ingen får det godt af at råbe eller bliver råbt af. Men for satan det udfordrer mig i disse dage.
Hun er også bare stadig så skide charmerende, sjov og fantasifuld. Og der er ikke noget bedre end at give sig tid til hende, og være en del af det der skøre hovedes univers.
Hun har haft mega godt af at skifte børnehave. Og det har allerede hjulpet en del på humøret.
India er stadig stendød. Jeg kunne fortælle at vi lige har ordnet på hendes gravsted, eller at jeg meget sjældent rigtig får mærket efter derinde inderst hvor hun hører til. Eller om alle de specielle, rørende og sjove ting pigerne får sagt om hende.
Men mest så er hun bare med mig, som en del af min historie, men med hendes egen historie. Og hun dukker ind imellem op i vores hverdag, lige præcis som jeg altid har håbet på at hun ville gøre det i hendes post-liv.
Sådan står det til...
Jeg er i praktik. Og om 3 uger er jeg helt færdig som lærer. Til næste sommer er planen at jeg skal læse videre på DPU. Dette år skal jeg bruge på at blive helt rask igen, mens jeg arbejder hvor jeg hele tiden har arbejdet. Plus jeg er blevet underviser og kursusholder for forskellige grupper. Lærere, lektiehjælpere mm. Det er alt i alt ikke fuld tid, og det passer mig super. Jeg har skullet for meget sidste år. Nu skal jeg være rigtig meget sammen med mine børn. Og passe endnu mere på mig selv.
Jeg får det bedre og bedre. Medicinen hjælper mig. Men den tager også noget fra mig. Jeg er meget træt, mere kortluntet. Og har sværere ved at huske. Det der dog går mig mest på er, at jeg har taget vanvittigt meget på. Så meget at mange ikke kan kende mig. Og så meget at jeg ikke kan passe mit tøj mere, og føler mig fysisk hæmmet. Det er rigtig ubehageligt. Både at være ude af kontrol i forhold til min vægt. Ikke at være fit. Men også at opleve hvordan omgivelsernes syn på mig ændres.
Sagen er at den medicin jeg tagerbåde påvirkerstofskifte og aktiverer sulten i hovedet på mig. Når jeg bliver sulten bliver jeg svimmel, træt, og irritabel, fuldstændig ligesom man altid gør. Jeg bliver det bare allerede omkring 2 timer efter jeg sidst har spist. Men jeg er ikke på nogen måde fristet til at stoppe medicinen. Den har givet mig meget liv tilbage. Og det er et bytte der er nødvendigt.
Indimellem føler jeg mig som; hende den fede med det døde barn og den kroniske sygdom. Det er også grunden til at det er meget vigtigt for mig at fortsætte med at forfølge mine karrieredrømme, selvom det helt sikkert også har en pris i migrænehovedet. Det er meget vigtigt for mig at være andet end syg, træt, fed og mor. Men også være tjekket, sej og dygtig. Jeg er meget glad for at det kan lade sig gøre.
Jeg er grundlæggende glad. Og har det godt. Og det er en lettelse, efter mange års rutsjebane (-og karusel) ture. Men der er selvfølgelig mange sten der skal vendes efter 2 år med rigtig meget invalidering.
At miste India har helt sikkert været den mest skelsættende oplevelse i mit liv. Men dette er stærkt forfulgt af at blive syg. Jeg er meget meget bevidst om at min dag i morgen kan se helt anderledes ud end den gjorde i går!
Raja Lys er blevet stor. Mega stor. Hun er så skoleparat. Og hun er faldet helt til ro i sig selv. Hun brokker sig sjældent over alt det hun skal, hvor hun for ½ år siden kunne ligge og skrige på gulvet fordi hun skulle have hue på, der er hun nu den første klar når vi skal ud af døren. Hun bruger virkelig lang tid på at finde tøj hver morgen, hun er meget selektiv, og har efter min mening en utrolig kikset og dårlig tøjsmag. Men jeg øver mig i at lade hende være hende. Hun finder selv sit spor. Hun er optaget af at være sig selv, og at være sammen med sine venner og veninder. Min opgave bliver mere og mere at følge med hende. Hun kan sgu godt selv. Hun har sparret 180 kr. op til en IPAD. Hun er determineret. Og skide dejlig.
Sibille giver mig sgu lidt grå hår i øjeblikket. Hun er tre år, hører ikke efter hvad man siger. Og snakker så meget at man tror hun forstår alt det som Raja gør. Når jeg spørger min børnepsykologveninde om jeg skal være bekymret, siger hun jeg spurgte om præcis det samme da Raja var på den alder. Hun skal nok falde til ro. Og ellers skal vi nok lære at takle det. Bedre end vi gør nu. Hvor der er alt for meget hævet stemme og alt for lidt tålmodighed. Ingen får det godt af at råbe eller bliver råbt af. Men for satan det udfordrer mig i disse dage.
Hun er også bare stadig så skide charmerende, sjov og fantasifuld. Og der er ikke noget bedre end at give sig tid til hende, og være en del af det der skøre hovedes univers.
Hun har haft mega godt af at skifte børnehave. Og det har allerede hjulpet en del på humøret.
India er stadig stendød. Jeg kunne fortælle at vi lige har ordnet på hendes gravsted, eller at jeg meget sjældent rigtig får mærket efter derinde inderst hvor hun hører til. Eller om alle de specielle, rørende og sjove ting pigerne får sagt om hende.
Men mest så er hun bare med mig, som en del af min historie, men med hendes egen historie. Og hun dukker ind imellem op i vores hverdag, lige præcis som jeg altid har håbet på at hun ville gøre det i hendes post-liv.
Sådan står det til...
mandag den 13. august 2012
Skolestart
Det har taget røven på mig, hvor meget jeg tænker på at India skulle være startet i skole. At Raja er en stor 5årig, født 10 måneder efter India, gør jo at rigtig mange af de ting vi har ikke-skullet med India, er kommet lige rundt om hjørnet med Raja.
Det er jo også rundt om hjørnet at Raja skal i skole. Men i år skulle have været Indias skolestart. Og det betyder åbentbart noget for mig. Jeg er grådlabil, og selvom det er med smil på munden over alle dem vi kender der skal starte nu - så ser jeg billed efter billed på facebook, med lidt tårer i øjnene over at jeg ikke kan poste et af India. Med skoletaske og rottehaler. Og uden fortænder. Og uden kolde hænder og sorte læber og gravsten...
Det er jo også rundt om hjørnet at Raja skal i skole. Men i år skulle have været Indias skolestart. Og det betyder åbentbart noget for mig. Jeg er grådlabil, og selvom det er med smil på munden over alle dem vi kender der skal starte nu - så ser jeg billed efter billed på facebook, med lidt tårer i øjnene over at jeg ikke kan poste et af India. Med skoletaske og rottehaler. Og uden fortænder. Og uden kolde hænder og sorte læber og gravsten...
torsdag den 26. juli 2012
Hvad skal vi med charter, når vi har Ballerup
.
.
.
.
.
.
Og så lige et til: hun ved selv hvem..:
Abonner på:
Opslag (Atom)