Raja Lys i billeder

Rajas dåbsdag var vidunderlig hyggelig. I kirken var det så smukt. Og det var ikke så parallel-følsomt som jeg havde forventet at gå med min sprællevende Raja op af det gulv vi bar stendøde India ud af. India er India og Raja er Raja. Og det pointeres mere og mere for hver dag der går. Og det falder på plads i mig. India er død, Raja er levende.



Vi startede dåben med at tænde India et lys - mange havde gjort det samme. Og også tændt for andre små engle.




Rajas faddere og forældre. Fra venstre; bedstefar Claus, Heidi, Fætter Frederik, FarThor, MorLine, Tante Skod (med Svend i maven), Bedstemor Lene. (Christina var i Tanzania, men er noget så meget fadder alligevel)

En sang skulle der åbenbart til syntes nogen - og Raja mente den var for fed...

Festen yngste deltager.



Der var rigtig mange gæster, og vejret endte godt. Det var så hyggeligt. Jeg er glad for at vi tog os mod til at holde hende en dejlig dåbsfest. Raja Lys er så dejlig at hun fortjener at blive fejret!

Raja Lys Svendsen

Jeg er så træt at jeg må ind og putte med min lille bøf, der på allersmukkeste vis blev døbt idag. Vidunderlig dag, vidunderlige gæster og vildt vidunderligt barn... Det var fint, smukt, rørende og dejligt - og helt stille og roligt. Lige som det skulle være.
Billeder og fortælling om navne følger en dag jeg er mentalt vågen, ikke blot skin-vågen...
Godnat allesammen, ved i godt at livet er vidunderligt?

Hvis nu bare vejret arter sig

Så er vi klar til imorgen, ja især hvis vejret arter sig. Maden er lavet... Det er ikke kun os selv der har kokkereret men også Rajas faddere. Jeg tænker at vores dåbsgave til Raja er fem faddere. Fem dejlige skønne mennesker der vil være lidt særlige for hende. Heldigvis sagde de alle ja til at gide det. Tænk engang, så er Raja også lidt deres...

Raja kan åbenbart mærke al spændingen, hun er ihvertfald stadig vågen, skørt skørt, hun plejer at sove på slaget syv, men hun myrer den idag...

Ro på...

Imorgen er det Rajas dåbsdag. Det føles som om det blir rigtig meget følsomt. Jeg har pevet lidt allerede. Det blir smukt, og måske lidt hårdt. Den lille Indiakiste var lige der, og den er printet på min nethende. Den stod lige der i midten af kirken, da vi talte til hende, Mettepræst talte til hende og Annisette sang så vanvittigt smukt for hende.
Imorgen skal min sprællevende Raja døbes, hun er helt i levende live, og hun er så dejlig. Jeg er frustreret over at det ikke er så umiddelbart det hele. Imorgen er jo hendes dag, og jeg er lidt træt af at det ikke er så lige til. At der også er sorg hvor der er glæde... Imorgen skal handle om Raja, og jeg ønsker ikke at hendes historie skal starte med India. Ej heller ønsker jeg at Indias historie skal slutte med Raja. - forstår I mon? Jeg ville nogle gange ønske at jeg kunne skille det hele lidt mere ad!? For Rajas skyld, og måske også lidt for min... Gad vide om det her gav mening for andre end mig?

Armene fri til dåbsforberedelser

Raja har de sidste to dage været i vuggestue i 5 timer alene. Hun har sovet dernede, og vil gerne kendes ved de voksne. Hun er glad, jeg er glad og lettet.
Og er I vimmer manner, man får noget fra hånden når man ikke har bøffen på armen. Vi forbereder dåb. Selvom temaet er "oppefra og ned", så er der alligevel en del at lave. Og man må gerne skændes lidt når man nu skal samarbejde om noget andet end sorg og levende bøf ik!? Der er nemlig riiiigtig god tid til at blive riiiiigtig gode venner igen, når man har sådan et barn der går i vuggestue og alting!

Cambodia

Det var en varm aften i Cambodia vi besluttede os for at få et barn. Vi var på rejse der for tre år siden. For mit vedkommende 2. gang, for Thors 3. gang. Vi elsker det land. Vi har lært nogle dejlige mennesker at kende der, som vi ikke har kontakt med når vi er i Danmark, for de bor så meget på pæle at de ikke kontaktes kan. Men når vi er der, er det som vi altid er der.
Cambodia er noget helt særligt for os. Det er et land i rivende udvikling, den helt gale udvikling, men fra en endnu galere fortid, med borgerkrig, folkeudrensninger og skrækkeligheder vi kun ser i dumme film. Befolkningen er så meget i nuet, så glade for livet, de har nemlig set det grimmeste grimme af livet, nu er det lykke at kunne putte sine børn uden at frygte at de om morgenen er forældreløse. Jeg er ikke ude i noget "der er ikke noget der ikke er så godt for noget". Det er bare sådan det er. Khmer folket(det cambodianske folk) er et folk med ar på folkeligheden, sjælen og malet i ansigtet. Men de er også dejlige dejlige mennesker at hænge ud med.
Ind imellem kan jeg genkende denne rarlighed hos nogle af alle vores med-engleforældre. Jeg kan også mærke at det at vi har mærket livet i yderlighedens yderlighed betyder at vi bare føler skide spektret! På godt og ondt. Jeg ville ønske min India var her hos os og ville til en hver tid bytte mine erfaringer og selvudviklingstur tilbage til en levende India. Det er ikke et ego-kick at få et dødt barn... Men at jeg er så lykkelig som jeg, er alligevel en stor (bedrift og) gave, jeg har ikke følt så godt som nu, det har jeg faktisk ikke.
Det er ikke en gave at miste et barn, men alle børn er gaver og bringer store udviklinger med sig, også selvom de dør.

Det jeg vil frem til, som jeg nu skriver her, så det ikke længere er hemmelighedskrammeri er, at vi arbejder hen mod at Thor skal i praktik/arbejde i Phnom Pehn i Cambodia fra oktober 2009 til engang i foråret 2010. Han søger i forskellige NGO-programmer, jeg skal fjernstudere og være expat-housefrau :O) Thor kan noget der måske kan bidrage en lille bitte smule til at Cambodia måske bliver et lidt bedre sted at være menneske? Hvis vi kan bidrage og give lidt med på vejen, vil vi gerne det. Og det vil også være en stor oplevelse for os selv.
Lige nu er det hele smadder uoverskueligt. JEg skal knokle på studiet i år, der skal spinkes og sparres så vi har råd til at tage afsted. Og jeg skal nå et langt stykke vej i mit sorgarbejde. JEg skal kunne være væk fra Indias gravsted uden det bliver en sorg, og jeg skal være sikker på at jeg ikke føler mig som verdens mest uansvarlige mor at tage lille Rajafis med til sån et skummelt rababerland.
Jeg havde svoret at jeg ikke ville rejse så længe igen. Være væk fra mit netværk, væk fra Indias grav. Al den usikkerhed, nyhed og kaos Cambodia vil bringe. Men jeg tror på at vi tre sammen kan klare alt, og jeg vil elske at vise Raja solen gå ned over Ankor Wat, lære hende Brom og Keo at kende. Lade hende se noget af verden når den er smukkest, grimmest og mest uretfærdig. Samtidig med hun er i min trygge favn.

Så nu er det sagt, gjort og tænkt, vi arbejder mod at tage et semester til Cambodia, jeg kan godt se det for mig, nu skal alle brikkerne lige falde på plads. Og det er sgu som regel det mindste af det.

Dåb

Nogle har spurgt hvorfor mon vores børn skal døbes... Vi er ikke så gudsagtige så man forventer den slags hellighed... Da vi ventede på Indiabarnet talte vi i evigheder(AMEN) om hvorvidt den skulle døbes. I min familie er der stor tradition for det, ikke I Thors.

Det hele faldt dog meget naturligt og i hak, den dag i juni...
Vi kom til hospitalet med vores jordmoder Charlottes bil. Jeg var i fuld-gang-fødsel, og hjemmefødslen var blevet overflyttet til hospitalet fordi Charlotte ikke kunne finde Rumles lille hjertelyd. Jeg var 4 dage over terminen, og det værste der kunne ske nu var jo et kerjsersnit, en kop eller andre grusomheder. Død og ødelægellese rimer ikke på fødsel og barndom, så vi var rolige, om end lidt forvirrede over situationen.
På hospitalet bliver jeg endnu engang lyttet på, på min Indiamave, der er absolut tysna. En skanner triller ind, forfulgt af en læge. Jeg siger med smil på læben at de lige skal sige at hjertet slår, så jeg ikke behøver at blive bekymret. Først der begriber vi en smule af det ubegribelige, for lægen svarer at det skal hun lige undersøge om det gør.
Det gør det ikke. Vi får lov at se lille Rumles helt stille hjerte på skærmen. Thor forstå, jeg græder. Charlotte er grå, jeg skal skide.
JEg vil ikke have min baby er død. Det stemmer ikke. Det er helt forkert. JEg siger jeg vil have den døbt, jeg ringer til min mor, jeg vil have min mor. Jeg vil passes på, jeg vil have mit barn i armene, jeg kan ikke forstå. Thor siger den skal hedde Rumle altid.
Jeg føder mit barn, jeg bliver mor. Indias mor, hun får dagen efter sit navn på allersmukkeste vis. Af præsten vores, i nærværet af nogle af dem der holdt af hende allerede før vi vidste det var netop hende der lå netop i min mave. Thor holdt, jeg svarede. Alt var så intenst, tårer trillede, smil blev smilt. Det var vores Indias 15 minutter, bare de var varet ved, ikke nok var de, men alt værd, og alligevel var hendes tid nok til at fylde hendes væsen ud... Tak fordi du kom lille barn.

Vores børn bliver døbt, fordi den førstes tid var så kort at kun den reneste, førsteste, følelsesbestemte indskydelse var bestemmende. India har banet vejen for mange ting i hendes lille familie.

Sverige-spam