Glædelig jul

Herhjemme er juleaften sån rimli aflyst. For Raja er syg. Og da det hele lissom var ret meget for hendes skyld, så er der ingen grund til at sætte karusellen igang.

Vi har dog åbnet lidt gaver her til morgen. Og har jo hele set-uppet klar til en anden dejlig dag... Såh... Sån er det. Det er faktisk helt hyggeligt bare at tulle rundt og vide det er juleaften, men at alle rækkefølger er nedbrudt - og vi kan bar vælge det der lige er sjovest og mest bekvemt.

Og så lige et billede fra Rajas møde med julemanden forleden;

Er der nogen der ved hvor længe en optøet and kan holde sig i køleren?

Sibille ½ år

Er du vimmer hvor tiden flyver, denne gang. Lige pludselig var hun en stor fuldfed baby. Der spiser alt muligt og som triller og møver og råber og griner. Og ved hvad hun vil. Og er så glad så glad. Og så dejlig så dejlig...

Og ligenu er Thor på tur med hende og Raja er hos sin mormor. Og jeg er alene hjemme. Og jeg burde nyde det, men føler mig lidt... forladt! Hvor skørt er det ikke. Jeg har vist virkelig vænnet mig til kaos og cirkus.

Det sidste ½ år har budt på op og nedture. Men jeg føler faktisk at det kun går fremad nu. Bliver skønnere og skønnere. Og at det faktisk er ret fantastisk at være mig - og Sibille, Thor og Raja Lys -... Dette er en god fase ;O)

Idag skal vi have lagkage! Ikke kun fordi det er Sibilles næsten-fødselsdag. Men også fordi jeg har følelsen af; "we did it"!

Måske var det en mors 11. sans

Måske blev jeg færdig med julerierne (så jeg kunne sprede en hørm af dårlig samvittighed og spørgsmålstegn ved voksenheden hos mine læsere ;) i så god tid fordi jeg vidste... At ugen op til jul ville stå i sygdommens tegn.
Ihvertfald har vi sløje, men hyggelige børn.

I dag var Thor til lægen med Raja for at få hendes lunger lyttet på, for hun hoster som en sørøver, og vi syntes ikke hendes spacer virker. Og det er fordi; der er INGEN astma at høre på det lille Lys' lunger. INGEN, som i INTET! Aldrig har jeg været så glad for at høre ordene; det er en virus. Tør man tro på at hun allerede er vokset fra det... Et lille julemirakel, lissom Billens treat til sin mor; 6½ time i streg i nat! Yep yep..!

Da jeg blev stor

Alle gaver er i hus.
Julemaden er købt.
Træet pyntet.
Konfekten er formet.
Snart ejer vi en tørretumbler.
Kagerne er bagt.
Julekortene er på vej fra Belgien til udfyldning.
Jeg er blevet voksen.

Hvis jeg var en malkeko var jeg nok blevet slået ned

Amningen af Sibille er kørt ret meget af sporet (igen)… Så meget at der nu er ammestop-piller, jeg kan ringe efter hvis det bliver nødvendigt. Og det gør jeg måske.

For et par uger siden gik mit svampe-angreb fra at være "udholdeligt" til "mega slemt". Jeg kom i systemisk behandling (med tabletter), som jeg blev temmelig dårlig af. Vi måtte tilkalde forstærkning i form af bedsteforældre der kunne underholde Raja. Og hun var til overnatning to gange på en uge. Okay, hun hyggede sig, men det var af nød og for min skyld...
Jeg fik det bedre og havde for første gang HELT smertefrie amninger. Jeg kunne sove fra amningerne om natten (og nu forstår jeg hvad nogle mener med at man bare kan amme i søvne)… I slutningen af min kur blev begge piger syge. Og Sibille kom på penicillin to gange. Om det var det der trickede det igen. Eller om det var stress og uro og bekymring hos mig, ved jeg ikke. Men tilbage kom svampen for fulde hammer. Og for en uge siden gik der hul på min ene brystvorte. Så der sad jeg med 5½ måneders gammel baby og havde sår på brysterne igen . Det slog mig pænt meget ud…

Jeg har lige nu en følelse i maven af; "hvor længe skal det gøre ondt at være mor?"… Sådan helt konkret og bogstavligt. Jeg har fandme haft ondt i 4½ år, alle mulige steder. Jeg har bare snart fået NOK!
- Til jer der har ammet med svamp og sår, I ved sgu nok hvor meget det fylder… Det er nasty…
En ammerådgiver (fra forældre og fødsel GUDSKELOV for dem!) sagde til mig at jeg kunne ændre min kost nok så meget, tage hundredevis af systemiske kure (Sibille og jeg har smurt os nærmest siden hun blev født med sån noget anti-svampe-halløj)… Men så længe jeg var stresset og presset ville det bare komme igen og igen. Hun foreslog en kur bestående af aflastning, systemisk behandling og søvn… I en måned (YEAHR, midt her i december)…
Nå, men sagen er den… Vi er sgu en enhed mig og min familie. Og selvom amningen er rigtig vigtig for Sibille. Så skal det store familieregnestykke gå i plus.

Raja har betalt en (for) høj pris for at blive storesøster. Det er nok uundgåeligt, men jeg syntes at omstændighederne omkring Sibilles fødsel og kolik har gjort det lige unødigt hårdt for den lille Raja Lys. Hun har været så brav. Og hun er sgu blevet kastet rundt i armene på alle mulige, for mor og far var ved at blive kuk kuk af Sibilles kolik… Og jeg syntes ikke hun skal betale for dette også. Så bliver jeg for skidt af pillerne, eller går det hele for meget op i ammestue herhjemme, så jeg vurderer det går for meget ud over Raja, så er det bar slut.
For mange kvinder er et ammeforløb på ½ år ganske fint og der føles det "færdigt". For det har jeg respekt, forståelse og anerkendelse. Men for mig har det været anderledes. Jeg havde forestillet mig, og håber stadig på et langt ammeforløb. Jeg har tænkt det som hyggeligt og dejligt, for både mor og barn at amme længe. Og rigtig sundt tilmed.
Men ikke altid bliver tingene som man havde forestillet sig...

Forleden skubbede jeg Raja. Sån helt instinktivt. Hun kastede sig krammende om halsen på mig, og jeg skubbede hende væk fordi det gjorde så pisse ondt at hun omfavnede mig og trykkede mit bryst… Og det er bare ikke iorden. Hun er 2½ og forbandet dejlig. Og hun skal ikke føle sig afvist fordi at jeg har en forestilling om hvad der er den bedste Sibille-mor, hvis det får Raja til at føle sig afvist, og gør mig en ringere Raja-mor…

Sibille er i begyndt at få noget grød. For mine bryster skal have fred nogle gange. Jeg kan ikke sidde og bide sammen hele tiden (pillerne denne gang virker dog allerede så jeg har ikke så ondt længere). Sibille er vild med grød.
Jeg havde troet at jeg var blevet mere dogmatisk, bevidst, klog og ideologisk af at have været mor til en Raja i 2 år, inden jeg fik Sibille. MEn jeg er blevet møg-pragmatisk. På godt og ondt. På godt fordi det fungerer (fnis). På ondt fordi jeg sgu faktisk mener at det er ret vigtigt at have nogle værdier at pejle efter, trods alt!
Det er fedt nok og okay at det hele er pragmatisk lige nu. For det skal funge. Og jeg kender mine børn bedst. Og jeg kan tage mig selv i at forstå mange af dem jeg tidligere har fordømt, eller ihvertfald været meget forundret over… Sibille har givet mig en visdom, fået mig til at forstå. Ligesom India har. Og Raja Lys har. Jeg har kloge børn, eller jeg er blevet klogere af mine børn.

Nå, men det har sgu slået benene lidt væk under mig, alt det her. Blandt andet fordi jeg er blevet konfronteret med, at det fandme har konsekvenser når man er for presset. Jeg har hele tiden tænkt det som at det bare går ud over mit sind, krop og situation på lang sigt. At jeg måske blir en lidt mere bitterfisse af at der bliver drevet rovdrift på Linen. Eller at jeg mister et par tænder, får et par hæmorider, lidt tics eller andet. Altså at konsekvensen var sån ikke-akut. Det her er jo et totalt kropsligt signal der er umuligt at ignorere…

Og så at jeg syntes at vi er ramt af ualmindeligt meget uheld…
På den anden side vil jeg sgu også gerne begynde at afdramatisere tingene lidt. Nåhr ja, så får jeg lidt svamp, har lidt syge børn, og sån. Pyt, om en uge er det bedre. Og vi har det sgu godt nok… Og hva så om jeg giver Sibille flaske istedet, hun lever og er en ÜBER skøn baby… SÅ fårk det… Det har jeg besluttet at øve mig lidt på. For det lader til at vi har udfordringer på stribe, og derfor bliver vi nok nød til at indstille os på at det er sådan det er at være os. Og selvom jeg er en drama-kvinde af næste-natur... Så ville det måske nok klæde mig og os at få hevet det hele lidt ned på jorden igen.
Det kan blive et selvopfyldende profeti, gang på gang at italesætte vores uheld. Vores gå'en istå… Vores stakkels børn. Stakkels os. Og stakkels det skide hele
Jeg vil gerne ud af den der trommerum. Selvfølgelig allerhelst som følge af at uheldene bliver færrere ;O), men hvis vi istedet ser alle "uheldende" som vilkår! Jamen hallo, så er det jo vores afsæt, og det tror jeg bare ville være godt for vores liv nu og her…

Jeg er træt, men jeg tar mig en kop kaffe. Og jeg sender ingen julekort, for (igen) i år får jeg en masse uden at gi en skid. For sådan er det bare. Jeg går måske snart i karma-minus. Og så må jeg jo svede i helvede, den tid den sorg!

Indtil da vil jeg nyde mit liv, og gøre det der er nødvendigt for at vi har det så godt som muligt. Også hvis det indebærer et par ammestop-piller. Eller et par overnatninger for Raja hos sin dejlige mormor eller moster Dorthe!

Og så lige til afslutning et citat fra Anja, på min overskrift: "men du ville være blevet nogle herre lækre bøffer" … Yeahr!

Hvem stjæler fra en forsvarsløs død pige?

Hrmpf?
Indias fine lille ibenholt elefant fra hendes farfar, han havde købt helt nede i Sydafrika, er blevet stjålet. Hvem stjæler fra en lille død pige?
- Åbenbart en der ved at sån en figur er særlig og sej.
- RØVBANANER!
Håber nu bare sån jeg blir gjort til skamme, og en af Indias levende venner har taget den med hjem i oliebad eller bare puttet i lommen ved et hyggeligt besøg. Det ville være helt okay. Tror dog at en eller anden RØVBANAN har scoret den. Hrmpf...



Så fint blev der hos mit lille India-barn nu til jul. Og det var en ret så rørende oplevelse at Raja var med til oppyntningen. Måske måtte vi liiiiiiiige justere lidt på placeringerne af engledimser og nissedimser bagefter. Men hyggeligt og rørende er det. India er vores allesammens...

Klimaforandringer!?

Ihvertfald super sej funktion jeg lige fandt på vores kamera. Og super sej tur i kolonihaven. Er dog temmelig taknemmelig for at vi har rindende vand på Nørrebro.

Dejlige børn jeg har. Og rod er hyggeligt. Ik!?

Og hjemme igen på Nørrebro, efter en weekend i det grønne:

FANDEN TAG MELLEMØRESBETÆNDELSE! #2

Skål Sibille. Tillykke med de 5 måneder. Nu med jordbærsmag :O(

Sibille 5 måneder

Og hun er, uden sammenligning, det bedste uheld jeg nogensinde har haft...

FANDEN TAG MELLEMØRESBETÆNDELSE!

Dagene der går

Sygedage, med bekymret mor og tårnhøj feber. Omar har fået en storesøster. Sibille blir så stor. Afsted til dagpleje.
Og det slår mig. Dagene bare går og går. For os.
Da India døde forstod jeg ikke at Roskilde Festival blev gennemført et par dage efter. Havde de ikke hørt tragedien? Eller at studentervognene kørte (altid vil deres lyd af jublende studenter minde mig om veer i Charlottes bil, med bumstille baby i maven)!? Eller at metroen kørte som igår, under vores hus, hvor alting bare aldrig nogensinde blev som igår!?
Nu går vores dage bare, en efter en. Næsten som igår. Og alligevel sker der så meget. Mens dagen idag, bare slet ikke er som dagen forleden hos nogle andre...

Det skøre liv. Det er bare så relativt. Og mon man nogensinde ligger det fra sig, følelsen af at når der er stilhed, er det før stormen. Når man altså har den erfaring som jeg har?
Og I det næste glimt, så alligevel kun at tro på det bedste. For som en klog kone sagde til mig, så er der ikke noget ved sorger på forskud.

Jeg håber ihvertfald at vi snart glæder os lidt på bagskud. Måske i julen. Glæder os over alt det India var, og bidrog med til vores liv. Inden det blev storm. For der var smuk stilhed før den grimme stilhed.

Se det var også tankespind, på en højhellig mandag formiddag. Hvor halsen snørrer, og lidt feber er på vej. Og min Sibille ligger og sover i slyngevuggen. Og min Raja er i dagpleje med Thor. Og jeg har slet ikke lyst til kaffe idag.

Et nyt kapitel

Idag stoppede Raja i vuggestuen. Hun vidste godt at der skulle siges farvel. Da Thor og hun drog derned klokken 14.
Jeg blev hjemme med lille febersyge Sibille. Raja er efterhånden på toppen igen efter en uges febersyge med tilstødende mellemøresbetændelse.
Hendes yndlingspædagog fik mange kram. De andre børn fik guf. Og de voksne gaver. Og jeg var egentlig lidt glad for at slippe for afslutningen. For jeg ville have været en meget pinlig mor der sad og pev. For netop det sted og de voksne var dem der tog imod Raja, da vi puffede hende lidt ud af reden for halvandet år siden. Og de har spillet en stor rolle i hendes og vores liv.

På mandag skal hun ned til den skønneste "dagplejemor". Og jeg er stensikker på at beslutningen om at tage hende ud er den rigtige. Der er bare for mange baktusser i de institutioner! Og jeg undrer mig faktisk lidt over at der ikke er mere debat om hvordan man kunne forringe baktusseklimaet og ændre smittekutume. Jeg syntes jeg hører rigtig mange fortælle, at deres børn ikke kan tåle at gå i institution.

Jeg tror det næste kapitel blir godt. For os alle fire.

Tankespind om den døde i det levende

En kommentar første til følgende tanker. Kald det tankespind eller ren volapyk. Jeg syntes faktisk at spørgsmålet var så meget på kornet, at det kræver sit helt eget indlæg...

Jeg tror sgu at India i øjeblikket er et lidt åbent sår. Og hun er jo meget mere end sorg. Når jeg giver hende lov til det. Men lige nu er hun sgu bar skide meget kontrasten til den fantastiske levendehed.
Ja, egentlig tror jeg gennemlever den der anden sorg lige nu. Den der mange beskriver som følge af det forløsende barn nummer to(altså den efter den døde).
Sibilles og også Raja Lys levende fantastiskhed sætter fut i Indias dødhed (ja fut var der ihvertfald i hende, så meget at hun nu er helt støv)... Alt det hun ikke bliver, er og aldrig kommer til at vise mig. Jeg kommer aldrig til at opleve hendes smil. Hendes grin. Amme hende. Ikke engang hendes øjne har mødt mine. Så meget nåede hun ikke. Så meget nåede jeg ikke med hende. Jeg ville ønske. Jeg havde fået bare lidt. Lidt mere. Aldrig havde jeg fået nok. Gid. Gid jeg havde nået. Bare lidt mere.

Der er ikke meget tid og rum til at dyrke det der er summen af India. Nemlig alt det smukke. Kærligheden som hun kom med. Og som hun var og som hun fik. Som ikke kan som ikke kan måles i minutter, dage eller øjeblikke.
Når hun ikke dyrkes efter behov, jamen så tror jeg at hun gør ondt i mig. Nej ikke hun. Men det. Altså at hun er død. For de to ting er ikke det samme. Det India gør ved mig. Og det hendes død gør ved mig.

Giver det mening?

Og måske var jeg så vildt opmærksom på at India aldrig måtte blive noget "lort i vores liv" i starten, at jeg har holdt fast i det gode. Nu smuldrer hun mellem mine fingrer, for der er ikke ret meget tid til hende. Og for at gøre noget stendødt til levende nærvær, så skal jeg have overskud. - Og det overskud bruger jeg lige nu på de levende... - Som igen måske ville være rigtig godt tjent med at få del i den døde!
- Se det her er tankespind ;)

Raja Lys 2½

Sidste fredag blev Raja Lys 2½. Vi fejrede hende med lagkage og sang. Og lækker mad og hygge.

2½ år lyder af ingenting, når man føler hun har været her altid. Og når man ser på hende. Og ser hvad hun har drevet det til, at være fuld af lys og liv.
Hun er det sjoveste menneske jeg kender. Hun er den dejligste at hænge ud med. Og hun er bare så meget min. 2½ år og forbandet dejlig.

Hun taler flydende. Og meget. Faktisk hele tiden. Faktisk så meget at jeg ind imellem bliver helt træt i hovedet. Og nogle gange må jeg sukke "Raja Lys, du taler så mine øre falder af", men det skulle jeg aldrig have sagt... "falder dine ører af mor?"... "Hvorfor falder dine ører af mor?"... "Gør det ondt på dine ører mor?"... "Er du et lille marsvin der hedder Pjuske der har ondt i ørene mor?"... "Skal du så på hospitalet mor?", "Så er jeg din dyrepasser der tager dig på hospitalet mor", "Og jeg siger, det er bare okay mor"...
Raja taler nærmest som en femårig. Jeg tror at en af grundende til hun taler så fint er, at hun har været så meget syg og har hørt på os plabre dagen lang. Og at der har været så stor fokus på sproget, fordi hun var klattet i næsten et halvt år.

Det er et par måneder siden hun smed bleen. Hun har stadig en del uheld, men hun bruger ikke ble mere. Hun sover også sjældent til middag. Og har faktisk også bedyret at hun ikke vil bruge sut mere (jeg har dog min tvivl om hun nu også mener det). Disse tre ting er kommer ret pludseligt i forbindelse med at hun blev storesøster. Det kan godt være lidt bekymrende for en bekymret mor. For hun skal jo have lov til at være 2½, selvom hun er 5Xså stor som sin lillesøster.

Raja Lys er virkelig blevet storesøster. Hun er blevet helt utrolig glad for Sibille. I takt med at Sibille er blevet mere opmærksom og underholdende. Sibille er den første hun siger godmorgen til om morgenen og hej til når hun kommer hjem fra vuggestue. "Hej Sibille, jeg vil holde dig". Og så kan de to sidde arm i arm i sofaen længe. Sibille er lige så glad for Raja. Og det er rigtigt hvad en mange-mor sagde til mig da jeg var gravid med Sibille; "man bliver ydmyg af at se sine børn sammen".
Det er fantastisk at opleve den kærlighed (i levende live) som jeg oplever til mine børn. Og det sprænger simpelthen det hele at se dem man elsker, elske hinanden.
Og selvom jeg måske ikke altid tænker det er det smarteste, så definerer jeg tit og ofte mine børn gennem deres relation til hinanden. Jeg er stensikkert ikke den første mor der gør det. Men jeg er meget opmærksom på ikke at komme til at presse dem til at være noget for hinanden der gør dem for meget til dem og jer og ikke den og dig. Selvom det er svært. Nærmest en impuls. At ønske at de elsker hinanden meget og altid. Ikke også at sige Sibille (og/eller India) når man siger Raja.
Mine børn skal have værdi fordi de er lige netop den. Og ikke for deres relation til hinanden. Det har jeg lovet mig selv, dem og nu også jer!

Hvilket fører mig videre til Rajas mange og lange og reflekterende snakke om India ;O). For Raja Lys er altså en tænksom, reflekterende og følsom lille fis. Og hun taler meget om India. Om at hun er død. Og at hun derfor ikke kan tale. Og også er født af Charlotte (vores vidunderskønne jordmoder), men at India ikke skulle ammes, for hun var nemlig død og blev begravet.
Hun har taget mig lidt med bukserne nede. Jeg er slet ikke færdig med at tænke over hvordan jeg bedst muligt servere hendes døde søster for hende. Måske er det bare okay - at jeg må svare med umiddelbarhed. Det er jo med den selvsamme umiddelbarhed hun spørger.
Engang imellem får jeg lyst til at beskytte hende mod India. Jeg har svært ved at hun skal vide. For jeg frygter at hun så også kommer til at føle. Jeg ville ønske jeg ikke behøvede fortælle. Forklare og beskrive. Men istedet kunne præsentere hende for verdens dejligste sprællevende Indiabarn. det er en del af Rajas historie. Det er det altså bar.
Jeg ønsker engang imellem at jeg kan beskytte hende fra sorg og tragedie. Og India er jo en sådan. Så jeg opvejer og nedvejer og finder nok en dag en vej...

Men hun er jo også så utroligt meget andet end sin historie, hende den lille Raja Lys. Hun er en helt særlig lille en, som jeg er utrolig taknemmelig for er min.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle føle at mine børn kunne drive mig til vanvid. Den slags latterligheder har jeg nok altid tænkt jeg var opløftet over. Men det var jeg ikke.
For Raja Lys er 2 år, på godt og ondt. Og hun kan blive så vanvittig rasende og gal på mig. På Thor og på verden. Og vi skal engang imellem lige tælle til ti, og så huske os selv på; hun er kun 2½, hun skal hjælpes ud af det. Og det er vores ansvar som forældre at hun har en dør ud når det hele brænder sammen i et Raja-melt-down.
Og selvom det lille Lys kan diskutere som en 8årig, kan hun altså ikke konflikthåndtere som en! Hun er stadig totalt afhængig af vores hjælp og kram når det kammer over, og det får hun.

Vi forsøger stadig at holde fast i vores måde. At følge hende, netop hvor hun er. Vi fylder hende op op op, for vi tror at det er den måde hun bedst giver sig ud i verden på en dag.
Og dagene er kommet hvor hun ind imellem går afsted på sine små tykke ben. Hun har været i sommerhus med sin mormor og moster Dorhte, og Gude Frederik. Hun lukker os til tider ude fra hendes stue. Og når vi er i kolonihaven vil hun heller være sammen med naboen, end med os. Hun er en selstændig lille fis. Og jeg føler oprigtigt at vores "projekt" er lykkedes. At lade hende styre tempo og stil. Hun er en sund unge. Og en vidunderskøn unge. Og egentlig tilskriver jeg det ikke vores indsats, men bare at hun er hende...

Hun er vild med café Latte! Pasta. Rytmik. Bedsteforældre. Mostre, tanter, onkler, fastre. Mor og far, Fætter Frederik og hans marsvin. Omar er stadig favoritten. Ladcyklen. Men den hun er mest optaget af er Sibille. Og hun elsker vist stadig sin sut selvom hun påstår hun snart holder op med at bruge den.

Når man bliver 2½ og ens mor og far iøvrigt er blevet økolykkelige medlemmer af en indkøbsforening, så må man gerne får sin første sodavand!

Tillykke mit Lys. Hver dag er jeg glad, fordi du er min. Men mest din egen.

India - november 2009

Min lille tigerunge

Da Raja Lys var lille syntes jeg at den der tigerspringsteori var poppet og plat. Og jeg syntes slet ikke det passede på min lille sure baby-pige. For nu hvor vi har fået Sibille, så husker jeg tilbage og kan godt tænke at hun da var en ualmindelig sur baby. For Sibille er et glad æg. For det meste. Selv da hun havde kolik var hun glad, før klokken 20 om aftenen altså...
Bortset fra når hun tager de såkaldte tigerspring. Så er hun virkelig en lille tigerunge. Og det er hun lige nu. Og jeg ved at det er en fase. Og det hyler mig ikke spor ud af den. Jeg er nemlig i overskud igen. Og det er fantastisk.

Som sagt var Raja en sur lille brokkebøf, som jeg husker det. Men ikke alle husker hende sådan. Og forleden sagde en af mine og Rajas nære, at de faktisk ikke husker hende som så meget en brokkebøf, men som en glad, bestemt lille trold. Og på billederne af hende som baby ser jeg nu også noget andet end den sure baby. Måske var Raja slet ikke en lille sur brokkebøf. Men måske var hendes mor blind for smil og glæde? For da Raja Lys var så gammel som min Sibille er nu, da var det kun 14 måneder siden at min India var død.
Og jeg tænker om minderne om Rajas babyliv er forplumret af sorgen over Indias død. Om jeg måske slet ikke var så god til at jonglere med de utroligt modsatrettede følelser der var i mit liv I Rajas første tid!?
Jeg kan ikke bruge til noget at slå mig selv oveni hovedet over det der var dengang. Dog blot konstatere at mine børns identitet sgu er ret defineret af den fortælling jeg skaber om dem. Om jeg vælger at se dem som glade trolde, eller som glade æg. Eller som springende tigerunger eller som sure brokkebabyer. Og netop derfor giver den poppede "vidunderlige uger" mig lidt godt nu. Sibille er ikke skide sur og tvær. Hun er bare ved at lære nye færdigheder og syntes det er ret træls hun ikke kan kravle frem endnu. Tilgengæld kan hun nu tage et stykke legetøj fra hånd til hånd og ind i munden. - Åh favre nye verden.

Det jeg måske nok ville sige er, at få lille baby-Sibille sætter gang i tankerne og følelerne fra sidst. Og fra først. Og jeg kan mærke hvor meget jeg har rykket mig. Og det er dejligt. Og lidt vemodigt. For jeg har sagt farvel til at have India og sorgen helt helt tæt på. Nu er jeg kun tilbage i sorgen i glimt.
Tiden læger ikke alle sår (sorger). Men jeg er ikke længere i sorg. Men bærer på en sorg. Og der er koloenorm forskel på de to ting. Og det er bare okay.

Det er da skørt

Jeg undres over hvordan mine børns indre ur har stillet sig om til vintertid, mens jeg føler det somom jeg har jetlag på grund af en enkelt lille bitte time.
Raja har gjort det hvert år, det er da skummelt. Hun omstiller sig bare til den nye tid, somom det var det mest naturlige i verden. Sover bare en time ekstra, så klokken syv igen er klokken syv. Sibille gjorde det samme i nat. Det er da skørt!?

Man har et standpunkt til man tager et nyt

Skøn tur til Sverige. Og jeg er helt mast. Og det selvom der var et sæt varme ekstra arme med. Mine to trolde var lidt hektiske i den svenske skov. Og jeg er helt mast.

Og helt særligt var det, at jeg tænkte tilbage til den dag sidste år hvor jeg pissede på en pind på vej hjem fra Sverige. Og der var en Lillebittebitten på vej...

Vi fik hygget, løbet stærkt og fundet en masse mos og andet skovligt til India. Jeg tror hun blir lidt gladere for mosset end for den der cykel-elastik som Raja Lys har fundet til hende! - Men hvad ved jeg, jeg er jo bar voksen.

http://indiaograja.blogspot.com/2009/09/jeg-syntes-ikke-det-er-hardt-at-have.html

tandem-amning

Tilbage til India

Nogle gange er hun for langt væk. Eller det er hun faktisk hele tiden. Der ville ellers have været plads til hende inde i mega-sengen, men istedet ligger hun helt ovre på den anden side af Jagtvej og er stendød. Det er ligesom den del af India jeg sgu ikke kan gøre så meget ved. Og nogle kloge ville måske nok sige, at vi nu har lært at leve med tabet.

Men nogle gange er hun også for langt væk i tankerne og ikke engang i baghovedet er hun at opdrive. Og det er sådan det må være med to baryler i favnen. Selvfølgelig savner jeg at savne, at have hende nærværende. At græde og tænke over hende. Men for det meste er det bare okay. Men også kun for det meste.
I disse dage er jeg på vej lidt tilbage til India. Jeg har sat lidt ekstra billeder op af hende rundt omkring (de billeder ryger op og ned og rundt og ud og ind herhjemme). Jeg tænder lys for hende hver aften. Og Sibille og jeg lytter til "Little India" når hun bliver "puttet" om aftenen. Hun fylder meget i mine tanker, og jeg græder lidt ind imellem.

Sibilles graviditet var som Indias i årstider, terminer osv. Det kunne have føltes som en dårlig genudsendelse , at gennemleve. For kroppen husker. Dufte og billeder kan bringe mig lige tilbage til en dag i Indias sommer. I efteråret efter hende, da det blev nødvendingt med the og tæppe på kirkegården. Eller Den dag vi opdagede hun var på vej i min mave - for idag præcis 4 år siden. Jeg husker hende med hele min krop. Det er dejligt, og nogle gange benhårdt. Og det er svært at fortrænge kroppens minder.

Jeg har ikke haft rum til at huske på det sidste. Det handler ikke engang om at give hende plads. Der har ikke været noget plads at rutte med. Så enkelt er det. Jeg har armene fulde af levendehed - og jeg er taknemmelig og lykkelig for det.
Alligevel er det kommet snigende - den der India-knude i maven der bar kun kan løsnes ved at være lidt i det. Bare lidt. Bare så meget så jeg kan lidt igen. Og det har jeg så været, lidt...
Idag har vi haft møde med Gartner Sandberg (der også har hjulpet med Klemmens fineste have). Der skal ske noget hos India inden de der skovjordbær æder hele Assistens Kirkegård. Og jeg glæder mig til igen, (helt bogstavligt) at få fingrene lidt i hende der India igen... Det blir godt, ihvertfald for min indre englemor...
På den skøreste måde, kan det at beskæftige mig lidt med min stendøde datter, få mig i ualmindeligt godt humør. Det giver mig overskud, og det gør mig glad. Den lille døde skid...

Det får mig iøvrigt til at tænke på noget. Indias fødselsdag var en kaotisk dag iår. Raja Lys var syg og vi kom hjem fra hospitalet med den skønneste Lillebitten Sibille. Vi hverken kunne rumme India eller havde rum til hende. Det samme galt tiden efter, der var præget af her og nu - der iøvrigt ikke var så fantastisk baby-romantisk...
Lige da India og sorgen over hendes død var ny spøgte udsagnet "at dyrke sorgen". Og det var en hårfin balance ikke at se ud som om man dyrkede den, men samtidig give den rum - og helst på sån en måde at man blev "den gode historie". Jeg tror egentlig at disse forventninger var noget vi både skabte selv, men også oplevede fra vores omgivelser. Vi brugte i tiden efter Indias død hinanden og andre der havde mistet helt vildt meget. Simpelthen fordi der her og der var uendeligt rum til India og til sorgen. Og til både det smukke og det grimme. Og i virkeligheden er det måske bare okay at det grimme fik afløb hvor det ikke gjorde for ondt på vores nære at opleve. På den anden side, så er dele af sorgen altså grim.

Jeg har aldrig haft det skidt eller ambivalent eller mærkeligt med levende børn. Ej heller dem der var født lige omkring India. Tværtimod gav det mig et lille bitte pusterum fra al den der børnedød. De viste mig et glimt af den lykke som India ville have givet (og gav trods alt). Ligesom at deres forældre oplevede India som et glimt af det modsatte vil jeg tro...
Det jeg tror der har været afgørende for at jeg ikke har følt nogle former for stikken i hjertet over andre børns levendehed er, at jeg har fået lov til at tage Indias dødhed med overalt. Og har kunnet give hende al den rum jeg ville, hvorend jeg ville. Og hvor der ikke var plads til hende, har jeg holdt mig rigtig langt fra...
Alle børn har ret til livet. Til et fantastisk liv. Det blev mit motto. Og jeg mener det stadig helt nede fra bunden af min føle-mave...

Da Sibille var 2 måneder blev vi inviteret til 3års fødselsdag hos den skønneste lækreste lille store levende pige - en af Rajas veninder. Og for første gang nogensinde havde jeg svært ved at rumme en levende lykkelig fødselsdag... Jeg tænker ikke at det er fordi jeg er et skidt menneske, eller ikke syntes det var vidunderligt at den lille skønne pige blev 3 år. Men det var følsomt. Og Indias 3års fødselsdag var så uforløst. Og hendes døde væsen var bare gemt væk under lag af søvnløshed, blødende brystvorter, halsbetændelser og kolik. Og jeg græd over at skulle til en sprællevende 3års fødselsdag - fordi jeg savnede min 3 år store India. Men ikke havde grædt en eneste tåre over hende på hendes dag - men kun for hendes søstre og alt hvad de bragte med sig i dagene omkring...
Derfor skal India være med mig. Og have rum (når rummet byder sig). Fordi det er et nøvendigt onde at gå ind i sorgen engang imellem. For ellers tror jeg sgu den sætter sig i alle mulige afskygninger der grundlæggende ikke har en skid med en skid at gøre. Det handler jo bare om det døde barn for helvede...

Så vi tager en lille stund tilbage til India...

Raja går ud af vuggestuen

D. 15. November går Raja Lys ud af vuggestuen. Hun er vanvittig glad for at gå der i øjeblikket, og endnu engang har Thor og jeg måttet tage den beslutning vi mener er bedst for hende, selvom hun måske selv ville have valgt anderledes. Sådan er det vist at være mor og far. Og jeg syntes bestemt ikke at det er blevet nemmere med tiden at tage disse beslutninger på mine børns vegne...
Ofte er der ikke et entydigt svar, men så mange facetter at tage med i sine overvejelser. I dette spørgsmål er udfaldet blevet at Raja Lys fra d. 15. november, skal gå hos den skønneste dejligste dejlige kvinde her i gården... Hun passer sin 1½årige søn hjemme, og snart også Raja. Det blir godt tror jeg.
Sagen er den, at Raja Lys bare er alt alt for ofte syg. Hun er blevet udredt af en børnelæge. Og hun er helt fin og lækker (som om man nogensinde var i tvivl om det). Så den eneste behandling af hendes abstrakt mange sygdomsperioder er at skærme hende fra smitte. Og det er altså det vi må gøre. Med skeen i hånden og alt det der... Både børnelægen og vi er bekymrede for om dette på sigt skal gå ud over hendes generelle udvikling og trivsel.

I kølvandet af sån en beslutning lurer den dårlige samvittighed. Er dette nu også hendes behov, eller blot vores behov for mindre afbrudte nætter. Færre bræk-tøjs-vaske osv. Er prisen for høj for Raja, hun skal forlade det sted der jo altså udgør 1/3 af hendes hverdag? Hun har hendes venner der, har knyttet bånd der, til børn og voksne - og ikke mindst den skønne køkkendame.
Og så er der alle de skift hun pludselig står overfor. For hvis hun ender med at starte i en børnehave her på Nørrebro, og vi så rykker til Dødsur, så går vi fra 0 skift (hendes vuggestue er en integreret institution) til i værste fald 3 skift.
På den anden side er der for mange dårlige dage. Der er alt for mange dage hvor feberen overstiger de 40 og hun sidder der med sine blanke øjne og er så brav. Hele foråret og sommeren har hun enten været syg eller på rebound. Og nu skal det være nok... Godt nok har hun nu været rask i fem uger, hvilket ikke er sket siden februar, men jeg tror desværre kun der skal en lille forbandet møgvirus til, så kører karusellen... Og den håber vi at undgå at blive svimle af denne vinter...

Så imorgen ryger hendes opsigelse til vuggestuen afsted. Og ligeledes en dispensationsansøgning om at hun ikke skal starte i børnehave før hun er 3 år og 3 måneder... For at komme over på den anden side af foråret før hun igen kastes for snotløverne...

Jeg håber så meget, at det er den rigtige beslutning vi har taget...

Bennys Badekar

Rigtig god weekend

TO ÅR

Idag er det to år siden jeg oprettede http://www.indiaograja.blogspot.com/. Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i. Og bloggen her skifter ofte funktion i mit liv. Den bliver brugt til afløb i hverdagen. Men i særlig grad giver den afløb for mine tanker og følelser om at være mor til både India, Raja Lys og Sibille (jeg elsker når de tre navne står side om side, det gør de for sjældent).


India fylder i perioder ingenting herhjemme (andre gange fylder hun på sin helt særlige døde og søde måde). Det er bare blevet sådan. At når feberen siger 40, når natteamningerne er mange, når kvalmen bølger, når alting er i højt tempo - jamen så er det bare det øverste i bunken der bliver ekspederet. Det er dem med stemmer der bliver hørt, og dem er der efterhånden mange af herhjemme. Sådan skal det være, og sådan er det - uden at jeg fortryder og uden at jeg føler den mindste dårlige samvittighed over det. Hverken overfor mig selv eller overfor India.
India er død, hun har ikke længere nogen stemme.
Men hun har en stemme gennem mig. Nogle gange skriger hun nærmest til mig. For jeg mærker når hun er pakket for langt væk. Så skriger det i mig, næsten ligeså højt som da mine levende piger havde kolik - lige til mit hjerte.
Og så er bloggen her ofte det sted jeg får mit India-afløb. Den opfordrer og opmunterer mig til hele tiden at sætte ord på min sorg, på mit forældreskab og på mine følelser. Og jeg er faktisk lettet hver gang jeg trykker på "udgiv indlæg". Hver gang sættes et komma i den proces der startede engang...


Jeg fejrer bloggens fødslesdag med at sende den til print. Det skal være til Raja og Sibille, til når de engang gerne vil vide. Hvordan det var at være deres mor da de var helt nye. For lissom hele tiden, kan jeg mærke at mine tanker tager en lidt anderledes form i øjeblikket. Der er langt mellem tårer, og jeg er grundlæggende glad for mit liv. Glad for hvordan det hele har formet sig. Og det er blevet mit nye afsæt...

Ind tikkede semesterplanen

Og jeg kan se på det hele at hende Sibille skal lære at sove om aftenen. For Linemor får travlt... Suk, det var den barsel!

Kun

Har lige skrevet et svar til en veninde der for kort tid siden mistede sit lille bitte barn, og det slår mig. Det er kun 3 år siden jeg sad med så tomme arme, og græd og plantede og vandede ved den røde bænk og min lille døde pige.
Og nu kun 3 år efter sidder jeg med armene helt fulde, er træt og har ondt i hovedet af at danse rytmik med 2årig, med skrigebillebaby i viklen…
Og jeg tænker om det virkelig kan passe, at det kun er 3 år siden…
Og så lukker jeg øjnene, og jeg kan genkalde hendes duft, og hendes tyngde i mine arme. Og jeg mærker at det er kun 3 år siden…

VELKOMMEN PÅ FORSIDEN

Min blog har, for en kort bemærkning, været lukket...
I går fik jeg nemlig en lidt underlig sms, der lød sådan;

Hej X
Line er blevet korthåret. Tjek billede på bloggen. Ved ikke helt hvad jeg syns om det, men det er sikkert meget mor praktisk :-).
Kram XXXXX

Den kom fra et nummer jeg ikke kendte, og jeg panikkede for en kort bemærkning - man er vel en dramaqeen. Jeg skrev tilbage og fik et langt svar om at Mary også i sin tid blev korthåret efter barn nummer to (nå men så er jeg jo et barn forsinket) og at det bare var lidt ærgeligt at mit lange hår var forsvundet... Jeg blev helt tummelumsk, og fik sgu lidt koldsved. Og Thor sagde; jamen Line, det er jo bare en frisure. (Og jeg ved bar han sagde lige netop det fordi han heller ikke ved hvad han syntes om den ;)

Jeg lukkede min blog - for at åbne den igen efter 3. sms. Det var en jeg kendte. En jeg kender i forbindelse med Indias død. Og mine paniktanker og sindsyge husmødre med dræberknive blev afløst af sån lidt pinlig fnisen...

Men sms'erne satte alligevel en del tanker igen. Skid hul i at nogen ikke syns min nye frisure er sagen... Men både det, og andre episoder på det sidste, har gjort det lidt mere klart for mig at - jeg faktisk fortæller om mit liv, mine følelser, mine ufølelser og mine tanker til alle der trykker - http://www.indiaograja.blogspot.com/ !

Hun havde ikke kunnet lide at kommentere på mit hår her på bloggen (eller til mig iøvrigt, og vi er heller ikke så tætte). Hun mente at der er en uskreven regel om at man kun skriver søde og positive og opbakende kommentarer her på bloggen. Og det har jeg tænkt rigtig meget og længe over om jeg er enig i...
Sandt er det, at jeg enkelte gange har fået kommentarer herinde der har trukket spor og spekulationer ud i det virkelige liv og i sengen med søvnløse timer... Og Sandt er det, at jeg flere gange har tænkt om det nu også er sagen, eller Line-sagen at blogge.
Når bøger, artikler og lignende bliver udgivet får den kritik. Alle og enhver kan offentliggøre kritik, og nogle stemmer vægter højt, og bliver hørt. Jeg ligger mine tanker, mit liv og mine meninger ud i et offentligt rum. Og så burde jeg vel egentlig være temmelig indstillet på at få respons på mine indlæg. For hvorfor skulle jeg ellers udgive dem?
Og denne blog handler jo om mit liv. Så det er mig. Line. Der får kommentarer og kritik med på vejen. Det er mig, og ikke noget jeg skriver, der bliver talt om og kommenteret på. Og det er jo en væsentlig forskel fra når jeg får et tal for en opgave. Hvis jeg skrev en artikel eller lignende. Men alligevel er dette jo min version af livet, det er min arena, her skriver jeg om det der falder mig vigtigt at skrive om.

- Egentlig syntes jeg at kommentar-kutumen herinde i blogland generelt er ret så fantastisk. Mine læsere (som der er rystende mange af!) opmuntrer mig, og giver mig mod på at skrive mere. Og giver mig kram der er værd at tage med i en travl, glad og til tider sorgfuld hverdag. Og jeg får perspektiver og vendinger med på vejen, jeg ikke ville få af blot at vende tingene med mine nære.
Måske er kernen af alt dette, at jeg hjertens gerne vil have kommentarer. Jeg vil gerne vide at jeg er hørt. Og et tiltrængt skulderklap her på bloggen kan give mig det lille ekstra overskud i hverdagen. Lissom et spørgsmålstegn ved - og kritik af mine handlinger kan være det modsatte.
Jeg skriver om at være mor, på en lidt anderledes måde. Fordi vi er os. Og fordi vi har mistet India. Og denne fortælling håber jeg jo ender hos de rette, på den rette måde!

Set i retroperspektivet var sms-udvekslingen mellem X og XXXXX ;O) jo helt vildt fin. Jeg tror bare ikke helt at jeg vidste at min blog og mit liv og handlinger var en del af sån en "bogklub" hvor den bliver diskuteret mellem folk og nok mest folkinder. Men det må vel være en fjer i min hue, for hvorfor ellers skrive en blog på det store vide internet, hvis det ikke er for at mine ord skal optage folk. Blive læst. Og blive reflekteret over. - Og mit hår diskuteret.

Jeg kommenterer også ind imellem lidt kritisk på andres blogge. I bund og grund handler det vel om at jeg bruger andre som spejl. Og at jeg oprigtigt gerne vil have nogle ting uddybet engang imellem. Eller jeg er lodret uenig, og har svært ved at holde kæft. Det er en balancegang - men jo egentlig et ret stort udtryk for indlevelse. Det er med at finde det rigtige ben at stå på. Det er en hårfin balance.

Jeg er egentlig glad for at hun ikke kommenterede på min frisure her på på bloggen, hende der sendte en sms. Hvis vi alle hele tiden skulle give udtryk for vores holdning til alting ville det jo blive rent kaos. Vi har jo heldigvis (ikke mindst æstetisk) forskellig stil og smag. Og jeg ville sgu da også syntes det var mærkeligt hvis mine medfoældre i vuggestuen alle skulle fortælle hvad de syntes om min nye frisure. Sån er det jo bare...

Jeg, mit liv og mine tanker er her på bloggen måske ikke så anderledes end en bog. Den kan kommenteres og menes om. Men man kan ikke skrive bogen om. Det kan ikke engang jeg, kun gøre det anderledes i fremtiden. Fortiden er skrevet, nutiden bliver beskrevet... Og fremtiden bliver nedskrevet derude i det uvisse- og det tegner godt, hvis jeg selv skal give et bud!

Så stay tuned, www.indiaograja.blogspot.com blir hvor den er, forhåbenbtlig med masser af dejligt jer i kommentarfeltet...

Tillykke til mig

Igår inkaserede jeg min fødselsdagsgave. Min fødselsdag blev jo temmelig anderledes end den plejede. Lidt veer, et akut kejsersnit og den lækreste lille trold i fødselsdagsgavegave... Og min 29. fødselsdag blev vist min sidste. Nu er det en andens dag. Og det er mig helt okay.

Her er hvad jeg fik af min mor i fødselsdagsgave, 3 måneder forsinket:


Faktisk var det lige præcis hvad jeg havde brug for! At blive korthåret og lidt lækker. Og en lille smule India...

Jeg håber ingen er i tvivl...

... om at vi da på ingen måde lader Sibille være boksebold for Raja Lys' frustrationer!!! Vi mandsopdækker alle børn, og gør ALT hvad vi kan for at undgå at lille stakkels Sibille får rap over nallerne...


Hun ser dog lidt ud somom hun er klar til at slå igen :O)

Og så sad jeg der og græd lidt

Jeg er et bløddyr når det handler om mine børn. Og især Raja Lys' trivsel er noget der fandme definerer hele min sindsstemning. Jeg syntes faktisk hun har haft det for hårdt, måske lidt altid. Måske er jeg bare rigtig meget dårlig til ikke at få dårlig samvittighed. Det er ihvertfald svært for mig ikke at bekymre mig om, om hun nu også har det lykkeligeste liv muligt for hende. For hun har kun dette liv, og det vil jeg gøre alt for bliver hendes allerbedste!
Hun græd ubeskrivligt meget som spæd. Var aldrig rigtig det der glade lille babybarn. En sagde engang at hun savnede India. En anden sagde at hun måtte måske gøre lidt ekstra opmærksom på sig selv, fordi det var så kort tid siden at vi havde mistet India.
Mest tror jeg bare at Raja Lys syntes verden var for stor. Og bedre var det i favnen hos mor. Og der har hun fået lov at være, ubegrænset...

... Men så blev hun storesøster. Og selvom hun har været så brav til at være Sibilles storesøster, så er hun begyndt at reagere, og det smerter i mit moderhjerte. På en måde jeg ikke før har prøvet. For jeg kan ikke bare gøre alt blot for hende, for nu er der også en Sibille...

Raja river og slår Sibille ind imellem. Av mit hjerte. Min lille Sibille, hvor er det synd at blive knaldet ned som 2½ måned gammel. Og min lille Raja, hvor er det synd for hende at hun har ondt et sted inde i hende, så hun må gøre sådan mod sin lillesøster.
Det er især når hun er rigtig træt eller syg hun gør det. Av for helvede mit moderhjerte...

To eftermiddage om ugen laver jeg noget alene med Raja. Ikke for at skabe en forestilling om at alting er som før. Men fordi Raja og jeg bare har brug for det. Og fordi det gør os glade. Idag var vi til rytmik. Raja er træt og pylder, og jeg syntes hun er varm. Og så sidder jeg der, bandt dansende børn og syngende forældre og græd. For jeg har så svært ved at håndtere mine børns modgang. Og mit ønske for dem om det allerbedste er så dybfølt og ægte, at jeg er ved at sprænges af det...

Jeg syntes ikke det er hårdt at have små børn

Men jeg syntes det er rigtig hårdt at have syge børn. Kolikbørn. Og døde børn.
Det syns jeg altså bar.

I ♥ my life