Tillykke min lille Raja Lys

Raja næsten 2 år

På torsdag bliver min Raja Lys 2 år. Hun har helt styr på hvad det betyder. Nemlig; flag, gaver til Raja og lagkage. Jeg glæder mig, ikke det mindste mindre end sidste år, da hun blev 1 år.

Raja Lys er uden sammenligning det mest vidunderlige der er sket mig. Hun gør mig sådan helt bundlykkelig. Hun gør mit liv sjovt, og hun er bare helt sig selv og sin egen. Det er en helt vild følelse at jeg har lavet hende sammen med Thor. Og så kigger jeg på hende og tænker, at hun vist mest laver sig selv. Hun er den sejeste, sødeste, smukkeste og sjoveste jeg kender. Jeg elsker hende ubeskrivligt, og jeg er så taknemmelig for hver eneste dag jeg har hende hos mig. Og jeg er ikke længere i tvivl om at hun bliver hos mig.

Hun taler som et vandfald. Hun knævrer hele tiden. Hyggeligt men lidt ondt i ørene kan man nu godt få. Hun spørger om alt muligt hele tiden. Hvad der er under malingen på stolen, hvad vi hedder, hvem den og den er, hvad det og det er osv. Hun suger alt til sig.

Hun tuller meget. Og det er ikke altid lige til at deltage i hendes lege. For hun har vist systemer og planer i hovedet som vi ikke helt begriber.

Hun er klodset og kommer ret meget til skade. Vi bliver bedre og bedre til at håndtere det. Og Raja tager det som regel i strakt arm, selvom vi skal puste på ugegamle sår flere gange om dagen.

Det er vidunderligt at være vidne til hendes udvikling i øjeblikket. Hun rykker sig hver dag, og rigtig meget. Uden at miste Raja-glimtet...

De sidste to måneder har været benhårde ved Raja. Hun har været syg næsten hele tiden. Det har også været råt for os. For 1½ uge siden fik hun konstateret asmatisk bronkitis. Hun hoster som en sørøver og får anfald hvor det er svært for hende at få vejret. Jeg kan se angsten i hendes øjne. Også når hun skal have sin medicin i maske. Hun er helt ulykkelig, og siger de mest hjertesskærende ting. "Mor du må ikke holde mig", "mor jeg kan ikke li det". Det føles som at vi laver overgreb hver gang. Når hun har fået medicinen får hun hver gang to små stykker chokolade. Det lille spiser hun selv, det store putter hun i min mund. Og jeg græder lidt i skjul bagefter hver gang.

Det er for svært at Raja Lys ikke kan trække vejret når hendes storesøster døde af akut ilmangel. Og det er for svært at se min lille Raja Lys lide, selvom hendes barnemod er så stort at man ikke kan andet end at lettes.

Det gør ondt i mit hjerte når Raja løber rundt på legepladsen efter de andre børn, for at måtte stoppe fordi hun ikke kan trække vejret for hosten. Og det gør ondt i mit hjerte når vi holder hendes kæmpende lille krop og tvinger masken over næse og mund - vi ved det er for hendes bedste, men gør hun?

Hun reagerer på al den her sygdom. Hun er begyndt at slå os. Og jeg kan jo ikke fortænke hende i det. Jeg siger jeg ikke kan li det og hun skal stoppe. Det siger hun jo gang på gang til os, hun græder på hjælp om natten når hun kaster op af hoste - vi kvitterer med at putte en brutal maske på hende.

Som forældre tager vi mange valg på vores børns vegne. Vi må tage en masse ting på os, fordi vi ved det er for vores børns bedste, selvom det er hårdt lige nu.

Alligevel syntes jeg det er rigtig rigtig hårdt at være den kloge og den voksne mor lige nu.

Jeg tror faktisk at jeg med rette kan sige at det ikke har været så hårdt som nu at være forældre til en sprællevende Raja Lys. Jeg troede vi kunne klare alt uden at pive, blot fordi hun er i live. Men desværre er virkeligheden ikke sådan.

Livet er råt nogle gange, også selvom alle er levende. Indias død kan ikke for altid sætte alting i perspektiv. Nogle gange er ressourcerne bare brugt op. Og man går i knæ. Selvom man er mor til min sprællevende Raja Lys. Og vi er i knæ lige nu, det er nogle dage svært at forestille os det bliver bedre.

På torsdag er det 2 år siden jeg gav hende liv. Og hun gav mit liv lidt mere liv igen. Det er et ubegribeligt mirakel at jeg hvert år ved denne tid, kan fortælle om hendes levende liv, hendes vidunderlighed og mit konkrete moderskab.

Tillykke med din fødselsdag lille Raja Lys. Jeg er så taknemmelig over at det var lige netop dig der kom til lige netop mig.

Hverdagens små helte

Kender I dem?

Som for eksempel hende lidt længere nede af gaden, med den lille hvide puddel der fik "fat i nakken på mig" en af de dage jeg var helt knust over at være blevet forskrækket og bange på kirkegården.
Hun talte med mig og gav mig en masse kram, selvom vi kun meget lidt kender hinanden. Jeg var rigtig ked og havde rigtig meget brug for hendes kram.
Hun har taget affære. Fundet ejeren og hunden jeg har været så forskrækket over, og overbevist ham om at lige der ved India, var et rigtigt dårligt sted at lege slåskamp med sin kamphund.
Hun kom og ringede på her til aften og fortalte mig om hendes samtale med hundeejeren. Han har lovet at finde et andet sted at lege med den.

Hun reddede lige min uge. Mest bare fordi hun viste at hun tog sig af.
Tænk at nogen bare gør sådan noget for at lette hjertet for andre. Tænk engang. Hun er sgu da en helt!

Aj, okay - det reddede også min uge at jeg igår fik lov at pusle møffere. Nøj de er skønne!

Jeg har snart fået nok

Brok herfra. Og jeg gør det med gerne. Jeg har nemlig lige hørt et klogt program på P1, om at blogging fungerer som meningsdanner i rigtig mange sammenhænge.
Dette er hverken politisk eller klogt. Det er bare rigtig træls, og jeg er så ked, så ked. Og dette indlæg bliver som taget ud af en sølvbryllupssnak... Så er I advaret.

Sagen er den at det vrimler med løse hunde på Indias kirkegård. Ikke kun små bitte hunde, men også de rigtig store hunde, og dem der populært kaldes kamphunde.
De løber løs derovre, løber hen til en og rundt omkring ved gravene uden deres ejer i snor... og jeg er rædselsslagen for dem.
Og jeg er ikke mindst rædselsslagen vor at have Raja med derovre.
Min forestilling om at tulle rundt med vores levende børn og pusle om Indias gravsted er sunket i grus. Jeg tør ikke længere at have Raja med på kirkegården. Og jeg er selv gået fra kirkegården af frygt, selvom jeg bare var mig.

Jeg er meget frustreret og også ret ulykkelig over situationen. Og vi er faktisk begyndt at tale meget alvorligt og konkret om at flytte hende til en anden kirkegård.
Indias røde bænk skal være et sted i ro og fred - så må det være underordnet hvor det er. Det skal være hendes plet, hvor hendes minde fylder. Og det er svært at finde den karma frem, når man har øjne på stikker og angst-bankende hjerte...
Så måske India skal flytte... En fjern tanke, men måske nødvendigt for at vi igen kan bruge hendes plet og røde bænk som healing i en proces der kræver ro, fred og kærlighed.

Så så man lige mig

Ja, så så man altså lige mig ikke helt have tid til bloggen. Fordi jeg stadig har en skrantende datter. Er gravid, på den benhårde måde. Har en mand der halter. Og har alt alt for travlt med alt muligt i det virkelige liv.

Idag så man for eksempel lige mig hænge bleer op i gården mens mp3-afspilleren drønnende med Bob Marley. Sov længe fordi Raja Lys var vågen hele natten fordi hun kastede op af hoste og kun vil have sin muar. Såede omkring 1500 frø på Indias 3 m2. Spiste boller med blåbær i. Dansede med Raja til Tracy Chapman. Kiggede rundt i vores kæmpe 4værelses slot og stenede over at her kan rode så meget når vi kun bor tre her.
Og man hørte følgende samtale mellem forældrene: "Skal jeg lægge nyt lagen, på mine panodiler virker en halv time endnu - er dine begyndt at virke?"...

Og jeg savner at blogge. Og jeg savner at huske hvad jeg egentlig laver. Og jeg savner at dvæle lidt ved livet igen.

Jeg har et motto: "det er en fase, det er en fase"

Kærlighed på rejsen lille engel

En jeg kender er ved at føde sin lille baby. Den er død og jeg græder.
At det ikke stopper med India kommer aldrig til at give mening. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og gribe i. Så jeg græder og tænder et lille lys, for den lille baby.
Lykke på rejsen lille engel...