Jeg ønsker...

... at det næste år bliver lige så eventyrligt som 2008. For 2008 har uden sammenligning været mit livs bedste år. Og jeg glæder mig til fremtiden!

Jeg har nu været mor til et levende barn i et helt kalenderår. Og jeg føler jeg får fod på det. Jeg famler ikke længere nær så meget. Og jeg stoler på mig selv, min morhed og min morintuition. Den har endnu ikke fejlet med Raja Lys, som jeg følte den så faltalt gjorde med India.
Jeg stolede i de første mange mange måneder af Rajas liv faktisk slet ikke på at jeg var istand til at holde liv i et barn. Jeg stolede ikke på at jeg kunne læse hende, passe på hende. Jeg havde ikke den nødvendige tillid til Line-moren. Og det gjorde starten på mit liv som mor til en sprællevende bøf meget meget svær. Nok også for Raja og alle andre omkring mig.
Jeg stoler nu på mig selv. På at jeg er nok for Raja. Min kærlighed er nok. Og jeg har hendes ryg - hun ved det og jeg ved det.

2008 blev året hvor jeg vendte næsen mod verden igen, uden at miste fokuset på mig og mine. Men jeg kunne igen titte udaf.
Og min elskede kæreste, han bliver på mærkværdig vis dejligere og dejligere for hvert år der går, jeg undres over hvordan han gør...
Jeg føler at mit liv som det er nu er værd at leve, det er dyrebart at leve det her liv, og jeg ønsker at det skal være sådan her. At vi bare bliver fler og fler er jo bar fedt...

Det har fandme været fedt at være mig i år!

- Og et indlæg om julen kommer når den er kommet lidt mere på afstand -

Min farmor døde i går

Min gamle farmor sov stille ind natten til igår. Hun døde efter en uge i smertehelvede pga et fald. Hun havde ikke været ved bevidsthed i en uge, i to år har hun grædt og var forsvundet fra sig selv og omverdenen. Den følelse jeg har er overvejende lettethed. Jeg føler mig som en kold skid!

Jeg var ikke ret tæt på min farmor. Men jeg har gode minder med hende fra engang. Minderne fra hendes sidste tid er barske. Og jeg kan mærke at sorgen over min farmor ikke i særlig høj grad over hendes død (jeg føler mig som en kold skid). Nærmere er sorgen at se hende lide sådan, forsvinde sådan hen, og se et gammelt gammelt menneske blive så ulykkelig over livet og over sin svaghed.

Det er forunderligt som døden kan føles så forskellig. At denne død mest af alt føles som uundgåelig og som naturens gang, mens en andens død så urimelig og ødelæggende. Alles død er jo definitiv. Og jeg tænker om jeg vil opleve følelserne komme om noget tid, eller om mavefornemmelsen bare vil være at det var okay og lettelsen af fred...

Og igen er jeg forundret over at jeg fandt dødens billede smukt og fredsfyldt. Ikke det mindste skræmmende. Nærmest helt rigtig. De klogeste mennesker jeg har set, er de døde!

Vi skal til begravelse mellem jul og nytår (så Sveriges-turen bliver nok helt eller delvist aflyst). Og jeg er meget spændt på hvordan jeg reagerer på hendes begravelse. Jeg håber at holde fokus, dette skal helst ikke blive en smutvej tilbage i India-sorgen. Det er ikke hende det handler om. Selvom jeg nok ikke kan lade være at skrive på kortet til bårebuketten at hun skal hilse mit India-barn.

Kære farmor, flyv afsted...

Tak er fandme et fattigt ord...

... I denne jul har vi simpelthen mærket så meget kærlighed komme vores vej. Det er helt overvældende. Det er simpelthen så bekræftende at mærke at selvom vi er lidt "out of the game", så er vi alt andet end glemt.

Se den fantastiske julekjole en blomsterdame har syet til Raja.

Og alt det fantastiske svenske pynt hos India, fra både VerdensBedsteLene og en anden blomsterdame. Og Carl og co, og hemmelige nisser!

Vi får små gaver alle steder fra, hilsner og tanker, alle tider, det er fandme alle tiders.

TAK FORDI JER VI KENDER HAR GJORT DENNE JUL TIL DENNE BEDSTE, selvom morenmims ikke er i topform!

Den Lillebitten forskel

Der sker små ændringer.

Min kvalme letter. Så meget at jeg var stensikker på at Lillebitten var gået til i min mave. Det er helt abstrakt for mig at man kan være gravid uden at være dødsyg.

Men gravid er jeg, og igår så Thor og jeg Lillebitten sprælle rundt. En sød gynækolog forbarmede sig over os og lod os hilse på den, selvom vi har fravalgt nakkefoldsskanningen. Den er fandme sød den Lillebitten!

Raja Lys er bare blevet gladere i takt med at jeg er blevet friskere.

Vi juler den, med dejlige mennesker, dejlig mad, dejlig hygge og dejlige kalendergaver. Se bare den her, som er strikket af hende her:

Vi har fået den her:

Som betyder dem hersens stofbleer på Rajas numse:


Små ting der betyder en masse herhjemme. Ikke mindst at det nu går lidt fremad. For det har faktisk været en temmelig strid tid. Vi har for første gang siden vi er blevet forældre, levet på rutinen og sgu ikke haft os selv med. Det er bare ikke godt nok. Heller ikke selvom man er i undtagelsestilstand. Det skal kunne gøres anderledes.

Vi er forpligtet til at nyde livet og vores børn. For ikke alle har livet. Og nogen jeg holder rigtig meget af, har endnu tommere arme, på dem tænker jeg meget ekstra i disse dage. Mens en Lillebitten vokser i min mave og en bøvlebøf forstyrrer min nattesøvn, blot for at få et kram, hvor heldig kan man være.

Det er jul og det er dejligt. Julen bliver ikke kun for os tre. Vi har nemlig også de to andre børn med os. Den ene i maven den anden i hjertet. Og så fyldes huset med gæster, selvom vi havde planlagt det anderledes. Det viste sig at det betød mere for os at holde jul med vores nevø end alene...

Undtagelsestilstand

Jeg tror at det vi har erklæret herhjemme er, undtagelsestilstand. Vi er bare i underskud, og vi får ikke nået, gjort og husket alt det vi burde, og som vi ville ønske vi gjorde.
Jeg er kvalm og træt og forsøger at forsørge min familie (hvilket føles ret godt iøvrigt), Raja ofte små-vinter-syg, og Thor er hårdt spændt for at de skrappe svenskere, og hans status som næsten enlig far...

Det føltes lige somom om vi var på vej ind i kampen igen. Efter Raja var blevet et års tid følte vi overskudet vælte tilbage. Alle de små ekstra ting for hinanden og for andre der gør så godt blev gjort, og vi kunne overskue det der lidt mere...

Nu er det altså tilbage i tilstanden af undtagelse. Forskellen på denne og de andre gange er at den ikke er præget af sorg og frustration. Vel er vi trætte, underskudsagtige og dårlige til at huske alle de der ting man skal huske. Men vi har det fremrygende fantastisk imens. Jeg nyder at se "det lille hus på prærien" med Raja, vi nyder at spise leverpostejsmader til aftensmad. Og vi nyder at vi til sommer bliver en til.
Så selvom vi er underdrejet og småsyge, så flasker livet sig for os, og for det er jeg meget meget tilfreds. Det er alligevel en stor og heldig bedrift at være en lykkelig familie.

Jeg omstiller mig

Jeg begynder at omstille mig. Jeg har skiftet skidebog. Fra "Lonely planet Cambodia" til "Den store bog om graviditet". Jeg begynder at forstå at det er den her retning vores liv går, og jeg begynder at glæde mig lidt...

Mor sover

Jeg er en meget træt og meget dårlig-syg mor i disse dage. Kvalmen har ramt mig som et bumletog. Der er nogle gravide der klarer dagens skær med lidt ekstra besøg på kummen. Jeg er ikke blandt de seje. Jeg ligger brak, og jeg har det elendigt. Og har forbandet ondt af mig selv.

Endnu mere ondt gør det i mit moderhjerte. For Raja Lys fortæller alle at "mor sover". Og det er rigtigt. Mor ligger meget på sofaen, og hun sover meget. Og jeg frygter så frygteligt meget at jeg svigter min store pige, ved at have en lille i maven.

Det er ingen hemmelighed at vi først havde tænkt os en lillebitten om nogle år. Jeg er virkelig dårlig til at være gravid (men brænd-god til at føde). Og jeg har været bange for at skulle være gravid mens Raja var for lille. For jeg kan ikke være den mor jeg gerne vil være, når jeg er så skidt.

I sidste uge var Raja syg. Hun var forkølet og hostede som en sørøver. Raja og jeg sad op mange nætter og sov, for at afhjælpe hosten. Måske kan jeg godt når jeg skal, men jeg ville ønske jeg kunne lidt mere for hende for tiden.

Vi finder nye måder at være sammen på, Raja og jeg. Vi læser bøger. Vi putter. Og vi ser film af Raja på min telefon (min lille narcisitsbøf)...

Det er i grunden sjovt som alting forskyder sig. Min kvalme er ikke centreret om mig og hvor urimligt dårligt jeg har det. Det er centreret om hvordan det påvirker Raja Lys. Mit liv får nyt perspektiv igen og igen. Jeg er spændt på hvordan mit perspektiv er om et år, jeg har mod på det hele, og det begynder at bundfælde sig at vi skal have et barn mere. Jeg er dybt taknemmelig, for siden mine to andre graviditeter har jeg også lært at ikke altid kommer børnene dumpende, og i det perspektiv er jeg om muligt endnu mere taknemmelig over at en lillebitten har fundet vejen til min livetsmoder. Jeg frygter ikke noget denne gang. Andet end at Raja skal lide afsavn. Hun er jo det vigtigste i mit lille liv lige nu, sådan er det bar.

Så lettede hun

Hun har øvet sig i uger. Og i morges lettede hun. Raja Lys kan nu hoppe.

Drømme kan gå i opfyldelse

Idag så jeg nemlig det fineste lille hjerte blinke til mig. Jeg tror det sagde; "jeg er her lille mor". Tak for blinket lillebitten. Det var meget overraskende, lettende og glædende.
Vi ses d. 6. Juli...

Så er det imorgen

Vi samler ind til dem her: http://www.flygtning.dk/
HEP HEP, der mangler stadig indsamlere. Og selvom verdenssamfundet burde løfte i flok og skabe bedre forhold for flygtninge, så tænker jeg der er nogen der har brug for noget nu...
HEP HEP!

På gensyn lille drøm

For 2½ uge siden fandt vi ud af jeg var gravid. Det var helt uventet. Lad os kalde det en meget glædelig overraskelse.

Det tog os nogle dage før det bundfaldt. Så blev vi glade, om end stadig ret ængstelige for fremtiden. Raja er jo endnu så lille, økonomien er temmelig kulsort, uddannelserne skal jo gøres færdige indenfor snart. Og tre graviditeter på tre år er mange!
Vi anede ikke hvor langt jeg var henne, og som engleforældre har vi frit valg på obstetrikernes hylder. Så jeg blev idag skannet for at se om der var noget, og for at se hvor langt henne jeg var.
Som ved alle de andre skanninger kørte Thor mig i ladcyklen derud. Kun os to, ret romantisk. Lægen der skannede var en nød, måske syns jeg det mest bare fordi at han ikke fandt noget foster i min mave. Kun en graviditet, men intet foster.
Der er to muligheder. Enten er jeg ikke så langt henne, eller også er fosteret gået til grunde. Det er mest sansynligt med det sidste. Jeg græder. Og det selvom den kom helt af sig selv.

Jeg skal skannes igen om to uger for at se hvordan alting har udviklet sig, selvom min mavefornemmelse fortæller mig løbet er kørt. Jeg syns det er råt. Jeg er rigtig kvalmesyg, banke træt og skide følsom.

Jeg har det sidste år været i tvivl om vi overhoved skulle have flere børn. Ihvertfaldt foreløbigt. Alt er jo perfekt lige nu. Men jeg mærker nu efter og siger "på gensyn lille drøm"...

Allenhelgens dag

I søndags var det allenhelgens dag. Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød arrangerer det fineste arrangement i Vor frue kirke. Vi har de foregående to år deltaget.
I år var vi istedet til KREA-dag med blomsterfamilierne. Man kan ikke være to steder samtidigt. Men at vi valgte at kreere og hygge, fremfor at mindes og synge i Vor frue kirke betyder ikke at India er glemt. Men det er nok lidt et udtryk for at hendes minde og min sorg ikke længere behøver være så udtalt. Og måske også et udtryk for at hun er hvor vi er, især når der er rigtig god karma omkring os...

Næste år vil vi nok deltage igen i Vor frue kirke. For det er så fint, hyggeligt og følsomt. Og der er så mange gode mennesker derinde, som bærer en stor del af æren for at vi står så fast og let som vi gør idag...
Men det går også mere og mere op for mig at jeg ikke aner hvordan vi har det næste år. De sidste 2½ år har vi taget den vildeste rejse. Vi er kastet rundt i livs-manegen, og jeg er blevet meget ydmyg over hvad fremtiden bringer. For selvom jeg tit og ofte siger "jeg vil altid...", så må jeg igen og igen sande, at jeg ikke ved en skid om altid. Og jeg aner ikke hvor vi er på Allenhelgens dag næste år.

Jeg håber dog at alle fik tændt, alle de lys, for dem de lige nu havde brug for at tænde lys for... Allenhelgens er en smuk tradition, og det selvom det kommer fra det store Amerika...

Raja Lys 1½ år

Igår blev Raja Lys 1½ år. Nu er hun vist en tudler, men det har hun selv syntes hun var længe.

Det har været en rejse at være mor til Raja Lys i 1½ år. En helt eventyrlig og vidunderskøn rejse.
Det lille barn er vokset sig stor og er helt sig selv. Det føles nogle gange somom at jeg er vokset ligeså meget som hende på de 1½ år. For det kræver sin kvinde at være RajaBajaaans mor.
Jeg ved hvem Raja er nu, og hun ved hvem vi er, og det sidste halve års tid har vi fundet en dejlig ro herhjemme. Jeg vakler og famler ikke længere i forhold til mor-heden. Det falder mig meget naturligt. Og Raja Lys viser os vejen, hvilket bestemt også gør det nemmere at være hendes forældre.
Det bedste vi har gjort for os selv og vores for vores Raja er, at lukke bøgerne og mundende på velmendende (selvdøbte) "børneeksperter", og gøre hvad der var rigtigt for Raja Lys og for os.

Raja var en skrappedisse da hun var bette og hun har altid haft et ekstremt behov for at være tæt på os. Hun har ikke haft de åbne abne mod resten af verden i lange tider.
Mange vil nok mene det var noget Thor og jeg der havde skabt. Men sådan er det ikke. Jeg tænker det tværtimod som at vi har rummet at Raja Lys er sådan, vi har givet hende lov til at være som hun er, også selvom det måske kunne have været afrettet tidligt. Men det har vi ikke ment var det rigtige. Raja Lys har fået lov at være Raja-putte-Lys indtil hun selv har vendt sig mod verden og mødt den på sine to tykke ben.
Vi har sovet sammen med Raja Lys, (vi har dog taget konsekvensen og udvidet sengen så den nu er 2½ meter bred) vi har båret hende i slynge, og vi har forsøgt at hun er så tæt på os som hun har haft brug for. Også i de situationer hvor det har betydet at vi har måtte vende os fra noget af verden der også krævede os.

Jeg tror vi har gjort det rigtige for hende. Vi har egentlig ikke mødt særlig meget fordømmelse, nærmere medfølende blikke og kommentarer om at det da må være hårdt med sådan en lille "sart" pige. Og stakkels os at vi mister vores frihed til at sove, gå ud osv. Og at andre er blevet lidt skuffede over vores manglende deltagelse i mangt og meget.
Men det ville ikke være en frihed hvis det var noget vi gjorde mens Raja var ked. Vi er jo glade hvis Raja Lys er glad. Ligesom hun er glad hvis vi er glade. Og at melde fra har været nødvendigt hvis vi skulle anderkende Rajas behov, også selvom det har skuffet omverdenen engang imellem.
Det har ikke været et stort afsavn eller kompromis for os, at det er blevet sådan her. Tvært imod, er det jo en kæmpe gave at vi har en datter der nu føler sig tryg og tilpas i en verden der tidligere synes at skræmme hende fra vid og sans... Og jeg tvivlede aldrig på om det var det rigtige at blive hos Raja Lys, selvom noget og nogle andre måske hev i den anden ende.

Jeg har da selvfølgelig været meget opmærksom på ikke at miste mig selv helt i alt det her. Jeg tænker også at mange har tænkt at meget af Line er forsvundet i søvnmangel, ammekriser, cykelferier og blomsterbarns-møder.
Men det er så kort tid af mit liv jeg har små bitte børn, og jeg ville ikke kunne gøre det anderledes end jeg har gjort. Jeg ville have efterladt for stor en del af mig selv og mit hjerte hjemme hos Raja Lys mens jeg dansede på borde eller var et godt familiemedlem alligevel...

Jeg har haft et stort behov for at forsvare mig, at forsvare mine prioriteter. I virkeligheden har det nok været mere for at overbevise mig selv om at det var okay jeg var så meget vendt mod hjemme. For jeg har meget sjældent hørt det kritiseret. Det har nok bare ligget dybt i mig at man skal kunne det hele. Være den man var før, i det man er i nu.
Måske jeg i retro-perspektivet får det hele mere på plads, lige nu nyder jeg virkelig virkelig virkelig at være i det. Også selvom der er røget noget Line og nogle venskaber og forhold på vejen.

Raja Lys er blevet en lille modig pige. Hendes yndlingsord er kram. Dem deler hun ud til mange. Hun er vendt mod verden, men stadig en putte-trold. Hun er klodset og tålmodig utålmodig som sin far, og hun taler ligeså meget (om sig selv) som sin mor.
Hun elsker at se film af sig selv på min telefon. At kramme og danse. Sin sut og mad. Og hun elsker stadig at sidde i viklen eller mei tai'en. Hun er ligeså sprællevende som for 1½ år siden, og hun ved hvad hun vil altid. Så det er stadig med at holde tungen lige i munden, når man er forældre til Raja Lys Svendsen.

Gud hvor er jeg pisse taknemmelig over at det var lige netop hende der kom til lige netop mig...

Græskar til India

Vi laver også græskar disse dage... Det er hyggeligt og smager godt. Og de blir måske ikke helt ligeså kønne som de plejer fordi Frederik og Raja Lys insisterer på at være med, men de blir fandme særlige. Endda med et kamel-monster på...

Lidt lettere Line har nu lært at strikke

Jeg er en visdomstand fattigere

Jeg har lige fået fjernet en vildtvoksende visdomstand. Jeg blev holdt i hånden af assistenten, og jeg havde musik med til ørene. Men det tog kun 15 sekunder og gjorde slet ikke ondt.
Men det var den ækleste lyd jeg i mit liv har hørt... Eller det passer ikke, den ækleste er helt sikker lyden af et dødt barn der fødes. Eller det er måske nærmere den ækleste stilhed.

Generalprøve på GLÆDELIG JUL

Vi skal igen i år holde jul herhjemme. Det har vi faktisk gjort siden India døde. India er jo født 24. juni, og at juleaften også er hende halvårsdag er bare lidt særligt. Især når hun jo har en mor der er rigtig meget fan af julen.

Det føles rigtigt at holde det selv. Så bliver det roligt som vi ønsker det og uden stres og putning af Raja Lys i fremmede senge. Og vi kan alle de gange vi vil, smutte over til India.

Nogen tænker måske det er trist at vi bare skal være os. Men det føles ikke spor trist. Det føles faktisk meget rigtigt. De store juleaftners tid skal tidsnok komme til familien Svendsen.

Når man sådan skal holde jul selv, så skal maden være perfekt. Så vi holdt igår generalprøve på herlighederne. Mens moster Dorthe og fætter Frederik havde Raja Lys med i zoologiskhave, lavede jeg julemad, mens Thor skrev på sin opgave...

Det blev en glædelig jul, fantastisk mad og fantastiske gaver...

Jeg længes...

Jeg mindes den tid hvor India var tæt på. Ikke kun fysisk men også i hjertet. Jeg savner at fortælle om hende, og være i det der var dengang. JEg fortæller sjældent mere. Når jeg gør er det som at tænde en plade, jeg fortæller, men jeg mærker ikke.
Dengang i Indias sommer ønskede jeg mig så frygteligt meget frem til nu. Eller tilbage til før. Nu længes jeg efter at mærke min lille døde piges nærvær. Ikke sorgens fæle tag, men Indias nærvær (selvom de to ting jo er så tæt tæt forbundet).
Hun forsvinder lidt for mig, og jeg mærker hende ikke som før når jeg sidder på den røde bænk, tænder hendes lys foran Budda eller kigger på hendes billede. India er bare der hvor hun er og var. Og jeg tænker om det var det?
Og skræmmende at jeg nu savner den tid hun var nær i hjertet mere end jeg savner hende. Måske er det fordi jeg lidt har glemt hvem hun egentlig var da hun var her?

Efterårsferie hinsidan

Vores kamera løb tør for batteri efter to dage, det var nu ganske okay, for ellers havde jeg nok bare spammet endnu mer. Ferien var skøn, Raja er en dejlig børste når vi er på ferie.

Imorgen skal vi hjem

Vi har haft en skøn og vidunderlig ferie, selvom jeg stadig er træt.
Men det bliver også fint at komme hjem. Til vante omgivelser, bachelor skrivning, børnesikret lejlighed og Indias plet.

Jeg kan mærker jeg er igang med at ændre mit forhold til Indias plet. Jeg er ved at løsrive mig lidt fra det. Indias plet på jorden er vigtig. Men den er ikke vigtigere end India. Den erkendelse er jeg først nu ved at blive parat til at komme frem til.
Det er okay, men også råt. For jeg har brugt hendes have til at komme af med den kærlighed jeg brænder så inde med til hende. Nu får verden, og i særdeleshed Raja Lys, den istedet. Det er okay. Ihvertfald når man holder efterårsferie så tæt her på himlen...

Vi nyder den friske luft, mens vi lever af æbler, vi er nemlig blevet venner med en vaskeægte bondemand

Så vi spiser alle de æbler vi kan, vi har fået lov til at plukke løs. Vi bager æblekage(også til den søde skånske bondemand), laver kylling med æbler i, bager brød og leverpostej, og traller rundt som vi nu lyster. Livet er simpelt heroppe. Det gør godt.
Jeg tror nemlig at jeg var ved at knække nakken lidt derhjemme på al den hverdag. Hverdag skal være godt. Men jeg kæmper med at alt skal være lidt for godt. Jeg er stadig lidt meget sårbar, jeg vil ikke knække igen. Jeg fortjener at stå oprejst fra nu af. Ligesom Thor og Raja Lys fortjener det. En mor der ligger ned er ikke sjov at lege med!

Man kan godt blive forelsket i stilheden heroppe. Men Raja Lys har nu også nydt at vi tog et afhop til Brumulla og besøgte skønne mennesker, der ville lege. Raja er stadig meget sensitiv og utålmodig disse dage. Men pist væk var det da vi ramte en by, med mennesker der kunne hilses på... Hun er vist som sine forældre, det lille tyttebarn.

Nå, det blev lidt sludder fra den svenske skov.

Sikke en dejlig dag at blive født på

Tillykke med livet kære lille Sigurd. Vi tænker på dig, og glæder os til at møde dig. Med din ankomst er din storesøsters mangelhed uundgåeligt meget tydelig. Idag tænder vi jer begge en røgelsespind i haven. Ja vi er de tanter der inspirerer med hippie-hed, vi glæder os. Mie og Adam, tillykke med at I idag er blevet forældre endnu engang.

De første dage med sit lille barn er særlige. Aldrig glemmer jeg Raja Lys duft, grynt og levendehed, de smukke forårsdage i maj...

Prøv at gæt hvad Raja siger i søvne mange gange hver nat?

Med et saligt smil på læben, mens hun ligesom smager tilfreds på ordet?

Igår var jeg på date med min kæreste, efter en hård uge med frustreret tytte...

Vi var ude at spise og hos India i månens skær igår . Det var kulturnat og det var så romantisk og dejligt. Tosomheden var skøn, men ikke noget vi dyrker vildt meget. Vi behøver det ikke så meget. Vi elsker tresomheden. Og aftenerne, når Raja Lys er puttet, er meget kærestedejlige for os.
Det var dog sjovt at prøve at være på date igen, og måske vi gør det igen. Jeg tror Thors og min kærlighed blomstrer vidunderligt uden fine middage, og at få børn har kun gjort os tættere og mere sikre på hinanden. Om end det da selvfølgelig også er rart med en tjener og fire hænder til lidt græsk mad...
Raja Lys sov ikke da vi kom hjem. Næ, når man sådan er sammen med sin dejlige mormor, skal man da ikke fordrive tiden med at sove.

Idag skulle vi have været til Sverige, men Raja kastede op på vej ud af døren. Hun har det dog ganske fint nu, så fint at hun stak af fra sin mor i fakta.
Hun har været feber-tand-forkølet i denne uge, så endnu en uge har vi haft lidt for meget travlt. Jeg føler at hvert minut er planlagt og fyldt ud, og jeg er så træt.

Det har været svært at være Raja Lys den sidste uge. Og det har været svært at være hendes mor. Raja har være frustreret og meget meget krammende. Og alligevel skubbet mig, slået mig og revet mig i håret når jeg bar hende. Hun har ikke villet lege selv, være på gulvet eller sove. Hun har ville være på mig.
For første gang har jeg haft svært ved at rumme mit barn. Og det har været meget meget hårdt at have det sådan. Jeg har kulsort samvittighed overfor Raja over det.
Men jeg har fået så mange tæv af hende, og haft hende så meget på arm at jeg bare var så brugt.
Raja er ved at blive mere og mere sin egen. Jeg tror det er det der stikker hende. Hun vil så gerne være helt hos mig (og Thor nogle gange), og alligevel vil hun så gerne være sin egen. Kan selv, vil selv.
Vi har grædt en del alle tre denne uge. For Thor har så brænd-travlt på sit stræber-studie, jeg er lige startet arbejde og prøver at arbejde på min bachelor-opgave. Og Raja Lys udvikler sig så meget, og er hårdt ved mig. Og ak, den nattesøvn er jo en saga blot.

Jeg er begyndt at tænke meget over Rajas behov VS mine behov. Jeg tænker meget at jeg ikke helt kan give hende alt det hun har brug for nogle gange. At det skal en mor kunne.
Men at jeg, eksempelvis, ikke holder til at bære hende i viklen flere timer om dagen mens hun bruger mig som boksepude (jeg har helt seriøst et rødsprængt øje). Men at jeg er helt afklaret med at hendes behov ikke bunder i udspekuleret børne-adfærd. Men nærmere i lyst og behov hun har, og som jeg dybest set syns jeg er forpligtet til at opfylde, - det er jo lissom mig der har sat hende i verden. Ihvertfald er jeg forpligtet til, og ønsker at anderkende hendes behov, og hjælpe hende til en måde hvor hun bliver glad og fyldt op, uden at jeg bliver slidt ned...

Det er hvad mine tanker kredser om disse dage...
En uge i Sverige kommer til at gøre mig godt...

Nu ved jeg hvorfor jeg har københavner-krise

Det er fordi at over halvdelen af jer ikke bor her!. Kan i så flytte teltpælene til Nørrebro, så den gode gamle bro får sit tag i mig igen... -Fra egomig til dig...

Nummer 10 på Catbirds "Among us"...

...er "little India"... Vi hører cd'en lige nu, den er så smuk, benene er slået væk på Linemoren. Thor var ude hos Billie og Frank idag og fik albummet med hjem, det udkommer imorgen. Jeg er så glad. Så stolt. Så rørt.
Af hjertet tak Billie og Frank, ingen kunne have vist alle de følelser vi rummer om vores India bedre end i har gjort det i "little India"...

Ud over det er det også et knaldfedt album! Shit det er svedigt... Må verden tage godt imod jeres "Among us", der er nemlig en mening med galskaben og en historie at fortælle, og det ikke kun min Indias, men også jeres egen...

Tanker om at besøge vores Indiabarn

Heidi har skrevet et vanvittigt inspirerende indlæg om at besøge hendes Laurits. Det har sat gang i tankerne om hvordan og hvorfor jeg besøger min India.

Inden vi mistede India tænkte jeg gravsteder var sån noget 80årige direktøre, der var lidt for glade for sig selv, fik... Det var Thor der gerne ville have et gravsted til India, han mener det var mig, måske var det os begge.

Vi har brugt Indias gravsted rigtigt meget. Og skal jeg være ærlig havde det ligget mere til højrebenet at vi havde fået India spredt over vandet eller noget andet abstrakt og flippet. Men som tiden går, bliver jeg mere og mere glad for at vi har et helt konkret gravsted, en plet på jorden der er Indias.

Tiden lige efter Indias død blev også brugt på hendes sted. Det gav mening at have hendes jord at pusle om. Det gav lidt mere mening end noget andet, og alle i vores omgivelser ved at Indias plet er vigtig for os. Så mange kommer der også og har altid gjort det. Det er vanvittigt dejligt for os. Ikke længere nødvendigt, men varmer os stadigt så meget. At vide at hun har haft besøg gør min India-morhed så godt. Det er stadig en stor anerkendelse af Indias eksistens (eller nærmere mangel på samme), og en stor anderkendelse af at vi er Indias forældre, at India stadig er, ikke kun var.

Jeg tænker ikke så meget over at hun ligger dernede i jorden. For det tænker jeg ikke hun gør, føler hun er med mig. Med Thor og med alle andre der holder af hende. Faktisk er hun mere og mere med mig, hvorfor behovet for at komme på den røde bænk måske ikke bliver ved at være det samme!?

Som tiden er gået, og India ikke længere (udtalt) fylder så meget, så er det så vigtigt for mig at have et rum der er hendes. Et rum hvor India har pladsen. Og pletten derovre på Assistensen er Indias, også selvom det går op i at redde morgenfruerne fra Rajas små pølsefingre, jordbærplukning og vanding med hendes fine lille røde vandkande når vi er der med Raja Lys. Alligevel giver et lille besøg hos India ofte afløb, og det er så rigtigt for os.

Jeg søger den røde bænk når jeg har det svært, når jeg er trist. Også selvom tristheden ikke har med India at gøre. Måske fordi at India er blevet symbolet på ærligheden og følsomheden for mig. Det er på hendes røde bænk jeg har hele mig selv med når jeg tænker tanker om ting og tingester.

Det er ikke så meget India jeg besøger på hendes røde bænk. Men det er her jeg lukker hende helt ind, her jeg giver hende plads og rum som der ikke altid er i en dynamisk skæg og dejlig hverdag.