Det er nu slået helt fast. Vi fik svar på prøverne i fredags. Jeg er på den ene side fuldstændigt tudefærdig over det. På den anden side vildt lettet... Usikkerheden og uvisheden var nærmest værre end selve udfaldet og afklaringen. Nu forholder vi os til det. Handler så godt vi nu kan. Og frustreres over nogle utrolig store røvhuller der ikke umiddelbart vil bevilge at der kommer gang i en afrensning og undersøgelserne af lejligheden... Fordi vi er så bund-uheldige at vores ejendom er et konkursbo, og kreditorene nogle nødder... Det var galden for idag. Hey hop!
Jeg har hjemve på den der virkelig knuende måde. Og udsigt til at være "hjemløs" (egentlig et unfair ord at bruge i denne sammenhæng, for nogle er bar rigtig hjemløse... Vi er luksushjemløse) en god rum tid endnu!
Raja reagerer ret voldsomt lige nu. Søger det trygge. Er genert, morsyg og irritabel. Det er hårdt det her! For os alle fire...
På den ene side længes jeg helt vildt efter at komme hjem. Hjem til det sted hvor vores familie for alvor blev formet. Hvor vi har levet vores liv. Vi har slet ikke gjort os færdige derinde. Vi flygtede på et par timer. Jeg mangler at sige farvel...
På den anden side hader jeg det sted. Jeg hader hvad den lejlighed har gjort ved mine børn. Ved mig selv. Og jeg kan slet ikke overskue kampen mod systemet, for at få fod på sagerne igen.
Begge piger er ret astmaplagede lige nu. Sibille har ydermere lungebetændelse og væske på ørene, og skal muligvis have dræn om et par uger (halleluja) Nætterne er temmelig rædselsfulde. Det holder hårdt. Og i dagens bitre anledning vil jeg ikke slutte dette indlæg af med en solstråle. For jeg er pisse vred, bitter og træt.
Og jeg har fået fantastisk meget luft nu. Tak for det blogspot... Håber ikke min vredeskarma fløj gennem cyberspace og ud i hovedet på mine læsere...
(Jeg kan alligevel ikke lade vær; måske vi får en solstråle i løbet af februar - vi er nemlig blevet tilbudt en ferie til de varme lande, for at få ladet batterierne op... Tænk engang. Måske skal familien Svendsen på deres livs første charterferie - yep yep!)
søndag den 31. januar 2010
torsdag den 28. januar 2010
De forbudte tanker
For satan!
Man blir også syg i Emdrup!
Raja har bare en virus - en af dem der gir 40 i feber og barn der bare slasker på maven af mor. Medmindre hun er på panodil junior (jeg har lært at elske Panodil Junior). Men puttet er hun. Og morsyg. Og bar syg.
Sibille har fandme både astmatisk bronkitis, lungebetændelse og så meget væske på ørene at hun får lagt dræn om 2 uger hvis det ikke er forsvundet.
Og jeg aner snart ikke mine levende råd. Jeg har tudet og pevet det sidste år over al den sygdom, og vi har forsøgt at handle os ud af det. Og jeg er bare så pisse træt af det. Træt af det -og så forbandet magtesløs.
Jeg bliver ikke længere så bange hver gang de er syge. Raja rammes altid hårdt, men det slår mig ikke nær så meget ud mere. Tilgengæld bekymrer det store billede mig. Rigtig meget faktisk. Faktisk så meget at jeg er rigtig bange.
Jeg har den sidste tid haft de der forbudte tanker. De der tanker hvor jeg ikke stopper, men tænker hende helt til kisten. Kan forestille mig det hele. Fra sten til farvel. Hvor ækelt det end ser ud på skrift og hvor forbudt jeg egentlig end syntes det er at skrive det højt (undskyld min skat). Så er det faktisk sådan jeg efterhånden har det. Jeg er røvbange for at noget er overset, og at jeg skal miste mit lille Lys. Bange på en måde jeg ikke har været siden hun var helt ny og spæd. På en måde der er så altædende at jeg næsten ikke kan rumme det...
En veninde sagde at hun troede det var noget alle forældre tænkte. Altså kunne tænke og frygte at miste. Måske er det tanker alle forældre kan have. Men jeg tror altså at det er forbeholdt os der har prøvet at se døden i vores barns ansigt (eller også prøver jeg bare at finde et fællesskab for det forbudte:), at se det hele for os. Det er ikke en udefineret, hjemløs frygt. Den er meget konkret, fyldt med billeder og erindringer for mit indre øje. Det er ikke blot en forestilling. Det er minder og billeder og erfaringer fra det inderste indre. Måske lidt lissom jeg egentlig forestiller mig Sibilles første skridt, på en billedlig måde, fordi jeg har oplevet det med Raja.
Jeg kan nærmest mærke lugten af kapel og syntetisk betræk i kisten, når de forbudte tanker får sit grimme tag i mig.
Forsvind forsvind. Bare jeg havde en ramse lissom Alfon Åbergs. Stik du stygga spøgel. For du fins inte (eller noget svensk-agtigt lignende). Men for satan, mit lig fandtes engang, og engang imellem bliver hun mit spøgelse...
Og hvorfor er dette så så forbudt? Det er sgu fordi at Raja ikke skal gøres mere dødelig end alle andre børn. Hun skal ikke føle sig mere dødelig.
Og hvorfor er dette så så forbudt? Det er sgu fordi at Raja ikke skal gøres mere dødelig end alle andre børn. Hun skal ikke føle sig mere dødelig.
For selvom jeg i min erfaring mærker dødens ånde i nakken engang imellem, så er det ikke Rajas erfaring. Rajas ånden i nakken, det er mit shit - og må aldrig blive hendes... Mit store ønske for mine børn, at døden praller af på dem, lissom på alle de andre der ikke har mistet børn. Nemlig som noget der ligger derude i fremtiden om 110 år.
Herudover har vi hjemve! Raja Lys siger mange gange om dagen at hun vil hjem i Husumgade. Spørger hvorfor vi er i farmors hus (selvom vi har købt den mest ækle dukke-klapvogn og dukkegynge til Omar som vi har bildt hende ind er farmors og som kun hører til her i dette hus ;).
Vi savner vores hjem! Det er bare ikke sjovt at være syg et andet sted end der hvor man plejer at være. Derhjemme...
Mon man altid forsøger at finde nøglen til svaret på egen bane? Jeg gennemtæsker nemlig hele tiden alting for at forsøge at knække koden. Hvorfor bliver vores børn så syge hele tiden? Er vores tilvalg af natur og økoprodukter i virkeligheden årsag til at de små pus slet ingen urenheder kan tåle? Mon vi sover for koldt? Mon, mon, mon... Bare vi knækker koden. For den var måske ikke kun lejligheden. Måske er koden bare tiden...
Jeg forventer ikke det skal være nemt. Altså livet. Livet med to små levende trolde og alt det andet. Jeg forventer bare at det skal være nemmere. Jeg har ikke lyst til at få hård hud på hjertet. Eller det skal ihvertfald ikke gå hen og blive en kronisk tilstand. Jeg kan ikke holde ud at leve med følelsen af at lige om lidt kan jeg ikke holde sammen på det hele mere, så braser korthuset.
- Og så igen; så var det sgu nok brast for længe siden. Det blir sgu nok stående. Vi holder nok til mere endnu. Fordi vi jo har en masse der vejer på den lækre side af vægtskålen...
Jeg har lige været oppe og genputte Raja. Der i sin febertåge satte hun sig pludselig op, kyssede mig på munden og sagde; "så så lille mor". Jeg tror godt Raja Lys kan mærke at jeg er lidt ude af den. Og det er jeg sgu også. Men at give helt slip og hejse det hvide flag, det gør man nok ikke når man har to (syge) levende lækre trolde. Og jeg tror også jeg har fået en fighter i hjertet efter Indias død. Satme nej om jeg vil lade mig slå (helt) omkuld...
Jeg vil bare så gerne have det hele bliver lidt mere kedeligt og hverdagsagtigt. Og lidt mindre dramatisk... Vil i ikke nok sende lidt kedelighed-raskhed-antidrama-karma vores vej?
Nåhr ja... Og så er der alt det banale. At vi er pisse trætte fordi vi ikke får sovet om natten. At jeg har spist chokoladekiks til aftensmad to dage. At vi helt har glemt at kysse hinanden i forbifarten idag. Det vil jeg brokke mig over når feberen er væk og vi igen har et hjem...
Lidt stemningsbilleder (og det slår mig at det sgu da trods alt ser meget hyggeligt ud!):
Det der er feberkinder!
Og det slår mig at vi ligner hinanden...
(bemærk lige ammeindlæggene ;O)
onsdag den 27. januar 2010
tirsdag den 26. januar 2010
Nåhr ja...
Og så går jeg aldrig mere forbi en Husfobi -sælger igen uden at købe det (altså med mindre jeg har købt det nummer allerede;)...
HJEMVE
Vi har vist alle 4 hjemve på hver vores måde. Raja savner sit legetøj (eller sine dukker. Kun Omar er med, og han er jo ikke en dukke, han er jo en blød bamse. Og hendes barn).
Sibille er natteskør, men hun er også snotforkølet. Og er begyndt at spise leverpostejmadder, rod-fritter og andet tyggeligt, supleret med masser og masser af amning. Og så er hun begyndt at tage nogle ordentlige skrabbere om formiddagen.
Thor savner bare vores hjem. Og det gør jeg også. Og erkendelsen af at vi måske aldrig kommer tilbage til det sted hvor vores familie for alvor blev formet, er altså en der tager tid. Og sådan en akut-flytning er altså ikke til at spøge med...
Og mens jeg sad og beklagede netop denne nød til én. Ja, så fik jeg lige en tanke om, at det er ret imponerende at vi med et par timers varsel kan flytte og blive installeret et nyt sted. At vi har så stærkt og dejligt et netværk at der står et lille hus, og masser af arme til at pakke, bære og kramme...
Ja, jeg tænker at dem på Haiti havde sgu ikke lige et lille rækkehus med fuldt udstyret køkken og en lille have med sprællevende fugle stående klar, da jorden skælvede og hjemmet sank i grus...
Nej, det er noget lort at vi har svamp, eller ihvertfald fugtskade derhjemme. Men vi er satme forgyldte på andre måder...
Nu får vi prøvet af at bo i Dødsur. Og allerede nu står det klart for os, at livet (lige) udenfor byen er et helt andet end midt i beatet. På godt og ondt...
Jeg savner Skodfamilien og alle de andre fantastiske mennesker i gården derhjemme i Husumgade. Udsigten til Indias plet - bevidstheden om hun er lige der -. CoffeeCollective, takeaway, hele tiden at møde nogen man kender på gaden, ikke at vide hvor vi skal spise i aften og hjem.
Jeg savner ikke larmen, osen, trapperne til 3. med to små børn på armene. Fugten. Og så nyder jeg faktisk at kigge ud på himlen, græsset og træerne. Og her er et badekar så stort at vi alle fire var i bad sammen i går aftes...
Det er altså en stor omvæltning at flytte fra broen. Det er det altså... Og det er sgu ret vigtigt at være helt klar over at det er en stor omvæltning...
Sibille er natteskør, men hun er også snotforkølet. Og er begyndt at spise leverpostejmadder, rod-fritter og andet tyggeligt, supleret med masser og masser af amning. Og så er hun begyndt at tage nogle ordentlige skrabbere om formiddagen.
Thor savner bare vores hjem. Og det gør jeg også. Og erkendelsen af at vi måske aldrig kommer tilbage til det sted hvor vores familie for alvor blev formet, er altså en der tager tid. Og sådan en akut-flytning er altså ikke til at spøge med...
Og mens jeg sad og beklagede netop denne nød til én. Ja, så fik jeg lige en tanke om, at det er ret imponerende at vi med et par timers varsel kan flytte og blive installeret et nyt sted. At vi har så stærkt og dejligt et netværk at der står et lille hus, og masser af arme til at pakke, bære og kramme...
Ja, jeg tænker at dem på Haiti havde sgu ikke lige et lille rækkehus med fuldt udstyret køkken og en lille have med sprællevende fugle stående klar, da jorden skælvede og hjemmet sank i grus...
Nej, det er noget lort at vi har svamp, eller ihvertfald fugtskade derhjemme. Men vi er satme forgyldte på andre måder...
Nu får vi prøvet af at bo i Dødsur. Og allerede nu står det klart for os, at livet (lige) udenfor byen er et helt andet end midt i beatet. På godt og ondt...
Jeg savner Skodfamilien og alle de andre fantastiske mennesker i gården derhjemme i Husumgade. Udsigten til Indias plet - bevidstheden om hun er lige der -. CoffeeCollective, takeaway, hele tiden at møde nogen man kender på gaden, ikke at vide hvor vi skal spise i aften og hjem.
Jeg savner ikke larmen, osen, trapperne til 3. med to små børn på armene. Fugten. Og så nyder jeg faktisk at kigge ud på himlen, græsset og træerne. Og her er et badekar så stort at vi alle fire var i bad sammen i går aftes...
Det er altså en stor omvæltning at flytte fra broen. Det er det altså... Og det er sgu ret vigtigt at være helt klar over at det er en stor omvæltning...
søndag den 24. januar 2010
EVAKUERING
Så sad man i Dødsur. En beslutning der blev taget meget pludseligt. Og vi rykkede på et par timer. Det er skørt, for vi havde lige besluttet at blive på Nørrebro. Vi var ikke parate til at forlade byen, og bliver det måske aldrig. Men nu sidder vi alligevel herude, 17 minutter på cykel fra vores Nørrebro. Det føles som galakser væk. Jeg har allerede hjemve.
Sidste fredag begyndte der at lugte kraftigt i vores soveværelse. Fra gulvet/muren mellem soveværelse og det badeværelse som nogle temmelig tvivlsomme håndværkere bankede op for 2½ år siden lige inden vi flyttede ind. Det er sån en våd indelukket, lidt sødlig lugt. Temmelig kvalm.
Vi kontaktede vores ejendomsadministrator, der administrerer vores ejendom. De var bestemt ikke samarbejdsvillige. Vi bor nemlig i et konkursbo, for vores gamle udlejer gik konkurs for et år siden. Nå... men bla bla bla, jeg kunne her opridse et sagsforløb så latterligt at det er til både at tude og grine over. Det er endt der hvor vi er rykket, for bag et fodpanel var der kulsort og lodent. Lugtede fælt, og gav 3/4 af os vejrtrækningsproblemer. Hvor nasty er det ik!?
- Thor der pillede fodpanelet ned fik akut røde øjne. Og det er bare så skummelt...
Og ja, alt tyder på at vi i vores SOVEVÆRELSE har skimmelsvamp.
Ja, jeg elsker jo sammenkædninger, og jeg er træt af svampe. Først på brysterne, I SIbilles mund og nu højst sansynligt i vores lille store hjem. Og så er Raja Lys begyndt at fable om en svampeBob, hvem det end må være.
Jeg æder aldrig mere en champinion, hvis de så lover at holde fingrende fra min familie i fremtiden!
Tænk hvis dette er koden der er knækket i forhold til sygdom på sygdom!? Tænk hvis det er grunden til jeg har følt mig "ved siden af mig selv" den sidste tid, næsrmest som i en osteklokke. Rajas astma. Sibilles snue i 7 måneder. Rajas eksem rundt om øjnene. Det er sgu da til at tude over. Om end jo ganske fantastisk hvis det kan udbedres og afhjælpe det i fremtiden.
Jeg har det allerede bedre. Efter en nat I dødsur.. Måske også fordi jeg er lettet over ikke at frygte om vi ved at bo, gør vores børn syge.
Men mærkeligt og sært er det altså at være på "ferie i Emdrup" (som vi har bildt Raja Lys ind det er). Det er sært at bo et sted der ikke er vores. Ikke at have alle vores ting, og ikke at have vores netværk og elskede Nørrebro i nærheden. Her er stille, og vi skal mærke efter helt ned i maven om stilhed er det der gør det for os.
Men måske får vi ikke noget valg. For hvis vores lejlighed er helt svampebefængt, og ejendomsadministratorene ikke vil gøre noget, ja så har vi intet valg andet end at flytte.
Jeg håber dog inderligt at valget bliver vores, så vi ikke føler os drevet herud. Men vælger herud eller derind.
Jeg savner min lille døde baby idag. Helt utroligt meget. Nok især fordi det er sværere at have hende med når det hele går stærkt. Hun kræver altså lidt dvæle. Men nok også fordi hun ikke er her. Vi kan ikke flytte India med. Hun er død og borte, og engang imellem går den erkendelse i marv og ben på mig.
Mega-sengen er med herude. Og mens jeg lå der igår og puttede pigerne (der lever) i den, fik jeg et særligt stik at lykke. Mange år er det siden at Thor og jeg sov i det værelse. Gymnasieelever var vi. Og nyforelskede. Og vi anede ikke hvad der lå derude i fremtiden og ventede på os. At vi en dag skulle ligge på det selvsamme værelse med et barn hver i favnen, og en der deles i hjertet. Gad vide hvad vi ville have valgt hvis vi havde kunnet se hertil, dengang?
Og gad vide hvad vi egentlig drømte om og forestillede os dengang? Vi drømte nok ikke ret meget længere end til rejsen rundt på jorden... Og den drøm er vist en evig drøm hva end man har gjort det et par gange allerede.
Måske er det egentlig helt okay at vi i dag fejrer bryllupsdag i kaosets tegn, her i Dødsur. For shit vi er blevet rutinerede i kaos. Så rutinerede at det virker og føles helt banalt når det skummer over.
Pigerne har sovet rigtig ringe i nat. Vi er alle fire trætte. Raja blev dog mægtig glad over at vågne op til lyden af kirkeklokker. Den eneste lyd vi hører udover lidt fuglekvidder og Lyngbyvej. Så hun overtalte Thor til at gå med i kirke og se på Jesus. En hel gudstjeneste blev det til. Jøsses. Sært barn!
Jeg har ikke været så nærværende her i cyberspace. Jeg har lissom haft travlt med livet. Men jeg savner at få sat ord på det hele. Også selvom det er kedelig læsning, er det sgu blevet en vigtig del af min løsningsvej at skrive her. Så jeg håber jeg får lidt mere overskud snart, nu hvor mit hovede føles lidt mindre i en osteklokke.
Sidste fredag begyndte der at lugte kraftigt i vores soveværelse. Fra gulvet/muren mellem soveværelse og det badeværelse som nogle temmelig tvivlsomme håndværkere bankede op for 2½ år siden lige inden vi flyttede ind. Det er sån en våd indelukket, lidt sødlig lugt. Temmelig kvalm.
Vi kontaktede vores ejendomsadministrator, der administrerer vores ejendom. De var bestemt ikke samarbejdsvillige. Vi bor nemlig i et konkursbo, for vores gamle udlejer gik konkurs for et år siden. Nå... men bla bla bla, jeg kunne her opridse et sagsforløb så latterligt at det er til både at tude og grine over. Det er endt der hvor vi er rykket, for bag et fodpanel var der kulsort og lodent. Lugtede fælt, og gav 3/4 af os vejrtrækningsproblemer. Hvor nasty er det ik!?
- Thor der pillede fodpanelet ned fik akut røde øjne. Og det er bare så skummelt...
Og ja, alt tyder på at vi i vores SOVEVÆRELSE har skimmelsvamp.
Ja, jeg elsker jo sammenkædninger, og jeg er træt af svampe. Først på brysterne, I SIbilles mund og nu højst sansynligt i vores lille store hjem. Og så er Raja Lys begyndt at fable om en svampeBob, hvem det end må være.
Jeg æder aldrig mere en champinion, hvis de så lover at holde fingrende fra min familie i fremtiden!
Tænk hvis dette er koden der er knækket i forhold til sygdom på sygdom!? Tænk hvis det er grunden til jeg har følt mig "ved siden af mig selv" den sidste tid, næsrmest som i en osteklokke. Rajas astma. Sibilles snue i 7 måneder. Rajas eksem rundt om øjnene. Det er sgu da til at tude over. Om end jo ganske fantastisk hvis det kan udbedres og afhjælpe det i fremtiden.
Jeg har det allerede bedre. Efter en nat I dødsur.. Måske også fordi jeg er lettet over ikke at frygte om vi ved at bo, gør vores børn syge.
Men mærkeligt og sært er det altså at være på "ferie i Emdrup" (som vi har bildt Raja Lys ind det er). Det er sært at bo et sted der ikke er vores. Ikke at have alle vores ting, og ikke at have vores netværk og elskede Nørrebro i nærheden. Her er stille, og vi skal mærke efter helt ned i maven om stilhed er det der gør det for os.
Men måske får vi ikke noget valg. For hvis vores lejlighed er helt svampebefængt, og ejendomsadministratorene ikke vil gøre noget, ja så har vi intet valg andet end at flytte.
Jeg håber dog inderligt at valget bliver vores, så vi ikke føler os drevet herud. Men vælger herud eller derind.
Jeg savner min lille døde baby idag. Helt utroligt meget. Nok især fordi det er sværere at have hende med når det hele går stærkt. Hun kræver altså lidt dvæle. Men nok også fordi hun ikke er her. Vi kan ikke flytte India med. Hun er død og borte, og engang imellem går den erkendelse i marv og ben på mig.
Mega-sengen er med herude. Og mens jeg lå der igår og puttede pigerne (der lever) i den, fik jeg et særligt stik at lykke. Mange år er det siden at Thor og jeg sov i det værelse. Gymnasieelever var vi. Og nyforelskede. Og vi anede ikke hvad der lå derude i fremtiden og ventede på os. At vi en dag skulle ligge på det selvsamme værelse med et barn hver i favnen, og en der deles i hjertet. Gad vide hvad vi ville have valgt hvis vi havde kunnet se hertil, dengang?
Og gad vide hvad vi egentlig drømte om og forestillede os dengang? Vi drømte nok ikke ret meget længere end til rejsen rundt på jorden... Og den drøm er vist en evig drøm hva end man har gjort det et par gange allerede.
Måske er det egentlig helt okay at vi i dag fejrer bryllupsdag i kaosets tegn, her i Dødsur. For shit vi er blevet rutinerede i kaos. Så rutinerede at det virker og føles helt banalt når det skummer over.
Pigerne har sovet rigtig ringe i nat. Vi er alle fire trætte. Raja blev dog mægtig glad over at vågne op til lyden af kirkeklokker. Den eneste lyd vi hører udover lidt fuglekvidder og Lyngbyvej. Så hun overtalte Thor til at gå med i kirke og se på Jesus. En hel gudstjeneste blev det til. Jøsses. Sært barn!
Jeg har ikke været så nærværende her i cyberspace. Jeg har lissom haft travlt med livet. Men jeg savner at få sat ord på det hele. Også selvom det er kedelig læsning, er det sgu blevet en vigtig del af min løsningsvej at skrive her. Så jeg håber jeg får lidt mere overskud snart, nu hvor mit hovede føles lidt mindre i en osteklokke.
tirsdag den 19. januar 2010
Give away
Se det er god karma!:
Og jeg får selv lyst, jep jep!
Hvem vil bære deres lækkermøf i vores brune ringslynge, som vi næsten aldrig bruger længere? (fordi vi er kommet til at købe en Sibille ringslynge)
Skriv en kommentar, med en hilsen, hvis du vil have den. Og en mail... For det slog mig pludseligt; så mange af dem jeg kender læser med herinde, om hvordan jeg har det. Og nu vil jeg så meget gerne høre hvordan det mon står til på den anden side af skærmen...
onsdag den 13. januar 2010
GODMORGEN
Vores nætter er hæslige i øjeblikket. Derfor lidt stilhed på bloggen. Vi tror det er ørene. Begge pigers ører endda, det er nemlig kommet i forbindelse med en lidt drilsk forkølelse. Nå, men Thor har morgentjansen. Og på sidste billede kan man se to trolde i hver sin ringslynge hos deres far, for mor sover og Raja Lys skal i dagpleje. Jep jep...
fredag den 8. januar 2010
En finurlig tilfældighed
Sibille har et lille jordbærmærke. Det er helt uskadeligt, og går forhåbentlig væk af sig selv, ellers skal det fjernes. Den tid den sorg.
Inden India var blevet født, men vi vidste hun var død, "advarede" jordmoderen os om at huden lissom kunne være flosset lidt af nogle steder. Hun havde jo været død meget kort tid i maven inden hunblev født, så det var kun sket to små steder, af ca. ½ cm i diameter. Og lige præcis det samme sted som der hvor Sibille har sit jordbærmærke.
En lille finurlig tilfældighed. Og jeg syntes hverken det er ubehageligt eller underligt. Men måske endda lidt hyggeligt.
Inden India var blevet født, men vi vidste hun var død, "advarede" jordmoderen os om at huden lissom kunne være flosset lidt af nogle steder. Hun havde jo været død meget kort tid i maven inden hunblev født, så det var kun sket to små steder, af ca. ½ cm i diameter. Og lige præcis det samme sted som der hvor Sibille har sit jordbærmærke.
En lille finurlig tilfældighed. Og jeg syntes hverken det er ubehageligt eller underligt. Men måske endda lidt hyggeligt.
tirsdag den 5. januar 2010
Trist forskning om spædbarnsdød
http://www.berlingske.dk/danmark/flere-boern-af-indvandrere-doer-spaede
Social ulighed er skræmmende på mange måder. Det her er da til at tude over. Jeg håber viljen til at afdække dette findes et sted. For alle børn har ret til bedst mulige leve-vilkår - i helt bogstavlig forstand...
Social ulighed er skræmmende på mange måder. Det her er da til at tude over. Jeg håber viljen til at afdække dette findes et sted. For alle børn har ret til bedst mulige leve-vilkår - i helt bogstavlig forstand...
Lad os ikke håbe at årets begyndelse skaber præcedens for resten af 2010
For tiden efter juleaften har været en dårlig genudsendelse af foråret. Med hostende nætter, rigtig meget dum astma... Krydret med en lungebetændelse. Ny astmamedicin der fremkaldte en allergisk reaktion, og sendte en panisk mor til tælling.
Denne blog er ved at udvikle sig til en sygdomsblog. Og jeg hader det. Jeg hader al den sygdom. Men mest hader jeg at det skal fylde så forbandet meget.
Dette er nytårsfortsættet. At det ikke skal fylde så meget, selvom det er så meget. At vi skal være tro mod vores idealer og værdier uden at sigte for højt over mål. Og at turde afvige, fordi ingen tager skade af det. - Ihvertfald ikke mere end vi alle tager skade af at sigte højere end vi kan ramme...
Så nu ringer jeg efter et par pizzaer, lissom igår!
Og så er der det med huset i Emdrup. Det der jo nok holder os mest tilbage, hvis vi skal skære helt indtil benet, er nok frygten for det ukendte. Og for at flytte fra India, der lige nu har en naturlig rolle i vores hverdag, fordi vi kører forbi hende hele tiden og mere til. Hun får en helt anden rolle når vi flytter. Og måske er det helt okay. At hun, hende, det lille Indiabarn, får en rolle i familien, der ikke blot er en plet på jorden med en bænk så fin så fin!?
(Men jeg skal satme have en ekspressomaskine derude i Dødsur. Der er jo ingen- som i INGEN - cafeer!)
Denne blog er ved at udvikle sig til en sygdomsblog. Og jeg hader det. Jeg hader al den sygdom. Men mest hader jeg at det skal fylde så forbandet meget.
Dette er nytårsfortsættet. At det ikke skal fylde så meget, selvom det er så meget. At vi skal være tro mod vores idealer og værdier uden at sigte for højt over mål. Og at turde afvige, fordi ingen tager skade af det. - Ihvertfald ikke mere end vi alle tager skade af at sigte højere end vi kan ramme...
Så nu ringer jeg efter et par pizzaer, lissom igår!
Og så er der det med huset i Emdrup. Det der jo nok holder os mest tilbage, hvis vi skal skære helt indtil benet, er nok frygten for det ukendte. Og for at flytte fra India, der lige nu har en naturlig rolle i vores hverdag, fordi vi kører forbi hende hele tiden og mere til. Hun får en helt anden rolle når vi flytter. Og måske er det helt okay. At hun, hende, det lille Indiabarn, får en rolle i familien, der ikke blot er en plet på jorden med en bænk så fin så fin!?
(Men jeg skal satme have en ekspressomaskine derude i Dødsur. Der er jo ingen- som i INGEN - cafeer!)
lørdag den 2. januar 2010
Og jeg skriver 2010
Jeg er igang med en afvikling af forestillingen af den perfekte mor, det perfekte børneliv og den perfekte alt muligt. Det er nok en livslang proces. Men det er vist først gået op for Linemoren nu. Og jeg har sgu brug for at italesætte det lidt, tænker jeg.
Lad os bar kalde det et nytårsfortsæt. Eller bare et nytårs; AHA !
Lad os bar kalde det et nytårsfortsæt. Eller bare et nytårs; AHA !
Abonner på:
Opslag (Atom)