Rigtig god søndag

Lille syge pige

Stakkels lille Raja har været syg i nogle dage. Hun har hat feber og været ked og pyldret. I nat vågnede hun og var meget meget ked ca. en gang i timen.

Det er svært for os at holde hovedet koldt når hun er syg. Vi blev hjemme fra studiet begge to, for vi bliver bange, kede og trætte når Raja er syg. Der skal ikke meget til at vippe os af pinden, så får angsten sit grimme tag i os. Og vi kan ikke tøjle den angst, hvorend vi gerne ville. Især jeg kan ikke lade være med at holde rigtig meget øje med hende om natten, tvinge mad og væske i hende og lade hende hænge i slyngen så meget hun vil.

Nu har hun det fint igen, så nu hvor hun er fuld af energi igen er mor og far trætte og skal samle kræfter til endnu en omgang RaaaaajaaaaBaaajaaan...

Aj altså, en gang i timen er altså for meget for små piger at vågne

Så hvis nogen har nogle vidunder-råd til at få små bøffer til at sove igennem om natten , så kom an. Og dem der hvor de skal skrige i 12½ minut gælder ikke...

Hvis Raja ikke var så forbandet skøn, smuk, dejlig og blød, så havde vi nok ikke holdt til det her natteroderi... Eller dvs. jeg ikke holdt til det. Faren snork-bobler fra det hele.

Og så har Raja-Bajaan været til sin første koncert. Det var en
overraskelses-demo-torsdags-koncert med Mano Chao. Det var sjovt med højt.

Livet går jo videre...

Forleden dag sad jeg på Indias bænk og havde en stille stund med mig selv og mine tanker og min India.

Ned af hendes sti kom en vuggestue trillende, og den ene pædagog sagde højt og begejstret "heeeeej Line"... "Har du fået en ny?" Jeg var lidt desorienteret og kunne faktisk ikke huske hvor jeg kendte hende fra. Pinligt, men det kunne jeg altså ikke. Efter lidt tid fandt jeg ud af det var en studiekammarat jeg havde fag med da jeg ventede India. Hun fik mailen om Indias død lissom resten af holdet. Og derudover har vi nogle fælles bekendte. (en kort historie fra det virkelige liv er allerede blevet lang:-)

Hun sagde med det samme at det var godt at jeg havde fået en ny... Ved ikke hvorfor, men nogle gange skærer denne sætning i mine øre... Jeg svarede at ja det var virkelig dejligt at have fået Raja. Hun er et mirakel i sig selv, helt sin egen. Men det gør ikke savnet af India mindre. Det sagde jeg til hende, og hun mumlede lidt videre. Hun fortalte så at hun selv havde mistet en lillesøster der blev 15 dage. Hospitalet havde sørget for begravelse osv, og de havde aldrig set hendes grav. Det var hun meget ked af. Og moderes drømte stadig meget ofte om lillesøsteren. Om hvordan hun ville have været, hvordan hun var og om det der dengang skete.

Så spurtge hun hvad der egentlig var sket med India. Og jeg fortalte i korte træk. Og jeg fortalte at vi var rigtig glade for at vi havde hendes lille plet på jorden med den røde bænk hvor vi kunne give hende rum, og hvor vi kunne fortælle hendes søskende om hende... Herfter sagde min studiekammarat; "men Line, livet går jo videre"... Jeg blev ret mundlam fordi jeg fakrtisk syntes vi havde haft en meningsfyldt samtale. Vi havde talt om stort(hendes lillesøster, India, Raja, hendes børn) og småt (studie, arbejde osv) og så pludselig mente hun at måtte fortælle mig at livet gik videre.

En gang før er denne sætning blevet sagt til mig. Og også på kirkegården. Der blev den sagt af min praktiklærer jeg var i praktik hos da jeg ventede India. Og jeg havde lovet mig selv at jeg, heldt uden at fortrække en mine, ville sige noget i retningen af "jamen for uglen i hulen da... Er det rigtigt, jamen så er jeg helt glad igen. Vi nedlægger gravstedet og drikker mig plørefuld og danser på borde igen. TAK fordi du fortalte mig det, nu er jeg fjong"

For det er mig meget svært at forstå hvad den sætning skal siges for; "...men livet går jo videre Line..."

Hmmmm... Jeg fik jo ikke sagt noget smart eller kækt. Jeg fik sagt at "ja det gør det heldigvis, og man tager sine børn med sig, hvad enten de er levende eller døde". Men jeg undres stadig over hvorfor man vælger at sige det til en mor ved hendes datters gravsted. Og så når man endda er derude i periferien. Uden at kende til morens tanker og følelser...

Livet går videre. Jeg er her endnu. India var her. Livet går videre. Og det jeg mener med det er at livet går videre selvom India er død. På trods af min ene datter ikke er hos mig, så lever jeg endnu. Sammen med alle dem jeg holder af. Jeg lever endda godt. Har det godt. Men kun fordi jeg har India inden i mig. Kun fordi at hun kom med mig videre i det liv af mit der gik videre... Giver det mening? Havde jeg skøjtet videre, uden at tage India med mig var jeg aldrig blevet hel igen.

Og det er der ulykkevis mange englemødre der kan give mig ret i. Alle de englemødre der ikke fik den hjælp og støtte og opbakning til at tage deres små børn med videre...

Alle dem der bare fik af vide "at livet jo går videre" inden de trådte ud af kapellet...

Nu ved jeg jo ikke hvad min studiekammarat egentlig mente med hendes sætning. Jeg kan kun gætte og ligge i den hvad jeg forstod... Og jeg tror desværre at hun mente hvad alt for mange nok mener og tænker om os engleforældre... "Nu må det da snart stoppe og blive som før. Nu må vi da snart få de gamle unge glade mennesker tilbage. Nu har de jo fået en ny. Så nu bliver det da at sumpe i sorgen"...

Men måske er det bare det der er min aller aller største frygt at nogen skal mene om mig og mit forhold til min døde datter. For hvis nogen tænker dette... Hvad gør det så India til?

Jeg havde lovet mig selv aldrig...

... at fremhæve og offentliggøre grødbilleder af mit barn. De er ganske enkelt ulækre. Og det er kun moren og faren der syns det er sjovt og sødt at se på. Alle der har hjemmesider, blogs osv. sætter stolte billeder af putten der spiser grød online lige så snart de har smagt den første bid. Jeg har aldrig forstået det.



Men det gør jeg nu... Tsk tsk, jeg er blevet en af dem der syns at Raja er det kæreste selv når hun har grød overalt. Og jeg forstår simpelthen ikke dem der ikke er enige!

Kulturnat hos India

Igår aftes var vi til kulturnat hos India. Man måtte egentlig kun være på nogle afmærkede stier på kirkegården, men vi stak af over til India med Moster Dorthe, Fætter Frederik, Overmosteren og mormor. (de kan fandme løbe hurtigt kan de)





Vi havde tændt et hav af lys hos India, og hendes lille gravsted lyyyyste op helt nede fra den anden ende af stien. Det var så smukt og hyggeligt.















Raja var på sin første natterend, og den klarede hun sgu ikke så godt. Hun vågnede i barnevognen og ville ikke derned igen og sove. (læs evt. nedenstående indlæg og sol og måne og mæhhhh)... Vi har snart opgivet at foretage os noget med hende om aftenen. Sådan er det altså åbenbart bare med Raja. Det er også ok... Men det er KUN fordi hun er så dejlig, at det er ok.

Det har været dejligt med nogle mindedage og arrangementer for India(vi var også til arrangement på Rådhuspladsen d. 9., se evt;http://kvinder.bt.dk/index.php?id=1415) . Så bliver hun lidt mere nærværende, og giver et sprængbræt til at tale om hende lidt igen. Det er dejligt. Og dejligt at der er nogle begivenheder der tydeliggør India. Og så så Raja kan være med i India-universet.

Mine tanker kredser meget om hvordan mon Raja får det med India. Bliver India hendes hemmelige usynlige ven der får skylden for de spiste småkager? Bliver India hendes storesøster der bor i en jordhule? Bliver India en sjov og farverig have? Bliver India nogensinde Rajas storesøster? Eller er det kun for os i vores hjerter at India er storesøster til Raja?






Jeg håber og ønsker og beder til at Raja vil kunne forstå bare en lille smule af den dejlighed India er. For selvom hun mangler og altid vil være savnet, så var hun en gave at hun var her...

PS. Hvis man vil skrive en kommentar/hilsen skal man trykke på kommetarer, så kan man skrive. Det er lidt sjovt hvis i gør det, så man kan se i har været her... Men det behøves skam ikke...

PPS. Hvis nogen er nævnt ved navn og ikke ønsker at være det, så skriv med det samme til mig; mosterline@hotmail.com

Indias historie

Nogen har skrevet til mig om hvad der egentlig skete med India... Hvorfor hun døde og hvad hendes lille historie mon er... Her er noget jeg skrev til Heidi, Laurits mor, et par måneder efter India var død. Vi gik til efterfødselsgymnastik sammen, og hun ville gerne høre Indias historie, men skulle ud og rejse den gang jeg skulle fortælle om mig selv...



Kære Heidi

Du kan tro jeg gerne vil fortælle om min datter India. Tak fordi du spørger. Det bliver jo nok en lidt forkortet version, men du kan jo evt. ringe når du kommer hjem fra ferie.

India er et lille kærlighedsbarn. Vi ville gerne have børn, vi ville have begyndt at prøve et par måneder efter. Men pludselig var jeg gravid og vi var jo vildt glade.
Jeg fik dog hurtigt den grumme kvalme, som varede helt indtil en måned før jeg fødte. Jeg prøvede alt, men det eneste der hjalp var sengen og mad. Det resulterede i en vægtstigning på 35 kg. Og et dårligt selvværd, da det eneste jeg kunne var at være gravid og dårlig hjemme bag lukkede døre.

Af forskellige årsager valgte vi at vi ville føde hjemme. Vi lejede et 1000 liters fødekar og var klar med både fødeudstyr og babyudstyr, da jeg var i 38. uge.
Jeg læste intensivt til eksamen indtil 2 uger inden termin, og da eksamen var overstået, åndede vi lettet op, og indstillede os på en lang sommerferie med vores lille barn(vi kendte ikke kønnet).

Da jeg var gået 4 dage over tid (d. 24.juni) vågnede jeg om formiddagen med småveer. Vi ringede efter jordmoderen, der kom, men hun kunne ikke finde hjertelyden med sit træstetoskop. Vi kørte på hospitalet, og Thor og jeg havde ingen mistanke om at noget skulle være galt på det tidspunkt(måske kaldes det benægtelse). Men da vi kom til hospitalet kunne min jordmoder heller ikke finde hjertelyden med doptonen, så en læge skannede mig. Glad og fro sagde jeg: ”kan du ikke lige sige at hjertet slår”(havde stadig ikke fattet en skid af alvoren) og lægen svarede: ”det er jo det jeg lige skal finde ud af om det gør”. Det gjorde det ikke. Vores lille barns hjerte var holdt op med at slå inde i min mave. Så kort før vi skulle møde den. Jeg råbte og skreg og vi satte os ned i et hjørne i lokalet på gulvet og holdt om hinanden og græd. Vi ringede efter vores forældre.

Jeg havde jo sådan set veer og var i fødsel, men efter beskeden om at barnet var død, syns jeg ikke at veerne gjorde ondt mere. Jeg blev tilbudt og opfordret til at få lagt en epidoralblokade, men den afslog jeg til at starte med. Jeg tror stadig jeg forestillede mig en fødsel i et kæmpe kar og uden smertelindring. Heldigvis kendte min jordmoder mig godt, jeg var med i kendt jordmoderordningen, så hun tog en hurtig beslutning og tilkaldte en narkoselæge alligevel. Jeg blev jo nød til at få lidt ro til at fordøje det hele!

Ret hurtigt blev sorgen alligevel vendt til glæde. Det var jo lige ved at vi skulle se det barn vi havde ventet så længe på! Og selvom vi ville miste vores længe ventede og højt elskede barn, så fik vi denne dag et barn. Vi ville blive nogens mor og far, og intet skulle stoppe eller sætte skår i denne glæde. Jeg tror at denne indstilling har hjulpet os utrolig meget med at tage India til os. Hun var vores barn, smuk, dejlig og lige præcis så fantastisk som vi havde forestillet os, faktisk endnu dejligere end vi havde forestillet os. Og følelserne over at være blevet forældre, endda til sådan et dejligt og fantastisk meneskebarn, overskyggede meget af tiden sorgen over at vi ikke fik lov til at beholde hende.

Jeg lå og var bedøvet og mærkede ingenting, og fik ringet rundt til alle mine nærmeste og bedt dem om at komme til dåb dagen efter. Min familie er venner med en præst, der ville komme og døbe vores barn dagen efter. 30 mennesker blev der ringet efter. Vi ville dele vores barn med alle dem der havde ventet hende i spænding og som allerede holdt af hende.

Efter 7-8 timers veer fik jeg presseveer, og var helt åben. Jeg pressede i ca. tre kvarter. Kun Thor, jeg og vores, engel af en jordmoder, Charlotte var på stuen. Det var fuldstændig udramatisk og det der med at føde faldt mig meget naturligt. Så ud kom vores smukke, skønne, dejlige og meget store datter ud. En stor tyk pige på 4318 gr. og 55 cm.

Selvom vi havde regnet med at hun ikke skulle hedde noget af det vi havde talt om på forhånd(situationen havde ligesom ændret sig), var der ingen tvivl ligeså snart vi så hende. Hun var simpelthen bare en India. Vores lille tykke datter, India.
Jeg mistede en del blod og hendes skuldre sad fast, og moderkagen ville ikke ud. Desuden måtte jeg ind og have fjernet rester fra moderkagen en uge efter fødslen. Men jeg husker fødslen som en vidunderlig oplevelse og som total ukompliceret. Denne opfattelse var helt sikkert meget vores jordmoders fortjeneste. Hun roste mig og os til skyerne og simpelthen tog sig af os, så det blev en god oplevelse alligevel. Så på det punkt var jeg heldig!

Vi var bare så glade og stolte. Thor gjorde hende ren og pæn, vores familier kom ind på stuen og vi fejrede Indias fødselsdag, mens hun lå i vores arme. Kun Thors og mine. Ingen andre fik lov. Hun hørte til hos os, de andre kunne kigge og røre, men ikke holde, tænk hvis de tabte hende!
Kl. sent om aftenen kom vi op på en stue hvor vi fik sovet, grædt, grint, nusset India og hinanden. Men mest lå vi bare og kiggede på hende. Vi vidste vi ikke ville have hende så længe, så vi sugede India til os. Hun var bare perfekt.
Dagen efter kom nogle stykker på besøg, bla. vores nevø, der havde glædet sig utrolig meget til at hun kom ud. Han har været meget med i hele forløbet. Han blev meget glad for at se hende, og var mere skuffet over at hun var en pige, end at hun var død. Hun var jo så sød selvom hun var død, mente han, men dårligt arbejde af mig at jeg ikke kunne lave en dreng...

Kl. to mødtes alle vores 30 nærmeste udenfor afdelingen. Vi talte med præsten og alle kom ind på vores lillebitte stue. Vores lille pige blev på smukkeste vis døbt, "India Svendsen", og der var en utrolig intim og smuk stemning. Alle fik hilst på India. Nogle bare kiggede, mens andre rørte og talte til hende eller kyssede hende. Vi var denne dag så stolte og glade. Vi holdt fast i disse følelser og denne indstilling, for vi vidste vi ville have uendelig lang tid til at sørge over hendes død. Så nu gjaldt det om at nyde hende mens hun var der.

Om eftermiddagen og aftenen græd, grinte, nussede og kiggede vi igen. Om natten kom India ned ”på køl”. Vi ville nemlig gerne have hende med hjem dagen efter, og da det jo var sommer, blev vi nød til at give lidt slip på hende. Det var nu også rart at kunne græde igennem den nat da hun ikke var der.
Lige da jeg havde født hende havde meget svært ved at knytte mig til hende. Det var så opslidende at have hende hos os, hvorefter ”de tog hende”, til alle mulige undersøgelser. Det betød at jeg knyttede mig og gav slip hele tiden. Ind imellem tænkte jeg at jeg helst bare ville lade være med at knytte mig til hende. For så kunne vi jo bare lave et andet barn der var levende, og så var India en sen abort: slut-færdig.

Men gudskelov for Thor. Han hjalp mig med at knytte mig til hende. Han var bare smask-forelsket i hende fra han så hende første gang. Han satte sig hos mig når jeg skulle sidde med hende. Han talte til hende, viste mig hendes fingre, aede hende og talte til mig om hvor dejlig hun var. Når jeg skulle holde hende spurgte jeg også de første mange gange ham om lov. For jeg havde brug for at han havde kontrollen og at han hjalp mig. ”Må jeg ikke sidde lidt med hende” sagde jeg!
Thor fik talt med mig om hvorfor jeg ikke ville knytte mig til hende. Det var jo bare fordi det gjorde så pisse ondt at skulle give slip hvis jeg først havde knyttet mig! Men selvfølgelig knyttede jeg mig til hende… For hun er jo mit barn. Mit første barn. Min smukke, store, dejlige, rolige datter. Selvfølgelig skulle jeg knytte mig til hende. Jeg skal have hende så tæt hos mig altid. Jeg kan måske ikke have hende hos mig fysisk. Men hun er så tæt på. Og der vil hun altid være.
At knytte sig til nogen er jo at elske. Og sorgen er kærlighedens spejl, som vores præst sagde. Så vi knytter og sørger og elsker rigtig meget i øjeblikket.

To dage efter fødslen havde vi India med hjemme det meste af dagen. Det var simpelthen bare det bedste. Hun så alle hendes ting. Vi puslede og puttede og holdt og krammede hende, herhjemme hvor hun både skulle have startet livet og hvor hun skulle have boet med os.

De fem-seks timer hun var herhjemme er de bedste i mit liv. Vi var en lille familie. Thor, Line og India.

Om aftenen afleverede vi hende på hospitalet, for hun skulle obduceres dagen efter. Og vi tog hjem. Uden vores elskede datter. Ubeskriveligt. Burde ikke overgå nogen.

Efter obduktionen lagde vi India i kisten. Det var ikke så slemt som vi havde forventet. Vi var klar til at give slip. Men hvad jeg dog ikke ville give for at holde hende i mine arme, bare fem minutter igen! Vores drømme for India var store, og at vi ikke kan vise hende verden og at hun aldrig vil vokse sig stor og sej af vores kærlighed, er næsten ikke til at begribe. Vi har prøvet at forstå og acceptere det i to måneder nu, men jeg tror aldrig at det vil ske. Men det kender du jo selv alt for godt!

Jeg trækker det med den korte version i mig igen, tror jeg! Puhadada en smøre!

Kære Heidi. Jeg håber du får en rigtig dejlig tur til Sydafrika. Og at du finder glæde i din nevø.

Mange kærlige hilsner fra Line