Min lillebitten Sibille

På min fødselsdag i mandags fik vi den smukkeste, tykkeste og dejligste Sibille. Hun var 4200 tyk og 53 lang. Hun blev født ved et meget akut kejsersnit.

Hun er helt vidunderlig, smuk og dejlig.

Mens vi var på barselsgangen var Raja drøn-syg (igen igen igen igen), så vi ligger lidt vandret herhjemme.

Jeg vil stensikkert skrive romaner om min sidste uge om snart. Lige nu holder vi babymoon, prøver at få brysterne i samarbejde og Raja Lys på toppen... Men her er min Sibille...

Nådada...

Det er en stædig kamel der ligger i min mavse... Snart bor vi så fire stædige kameler herhjemme så!

Der skete ikke en fis igår... Småveer, men ikke det der lignede udvidelsesveer. Så vi tog hjem igen. Og jeg har grædt en del. Og været meget bange og nervøs.
Vi var på nippet til at få den pillet ud, men har nu valgt at udsætte yderligere igangsættelsesforsøg til på mandag. Så jeg ikke ender med en træt livmoder på narko...

Så stadig gravid og sur kamel herhjemme...

Sæt igang...

Makabert minde, med varme og glæde i mit moderhjerte...

Vi havde India hos os i fire dage. Så gav vi hende til en lille hvid kiste. Jeg føler stadig jeg gav hende væk. Vi valgte hvornår, vi vaægte at give slip.
Det var brændhed sommer. Ind imellem var hun på køl. Men for det meste var hun hos os, på hospitalet og hjemme i vores lille lejlighed på Amager.
Jeg husker hende som det fineste, smukkeste, lækreste lille menneskebarn. Men selvfølgelig kunne man se hun var død. Især til sidst.
Den sidste uge har India været her på en måde jeg ikke har kunnet beskrive. Hun har fødselsdag på onsdag, min termin med Lillebitten er meget tæt med den jeg havde med India. Og årstiden og de fine små skovjordbær på hendes grav er jo hendes.
Men det har ikke været det. Det har været på en hel særlig måde... En måde jeg ikke kunne sætte ord på, jeg mærker hende bare.

Thor løste mysteriet. Han sagde om jeg havde lagt mærke til at Raja lugtede af India ud af munden... Og det var lige netop det... Rajas mund-fod-hånd-syge lugter af lille fine stendøde India...

Sygdom, sygdom, suk...

Vi er ramt af sygdom igen. Jeg er snotforkølet. Og stakkels Bajaan har mund-fod-hånd-syge. Noget rigtig nasty stads, hvor hendes mund er fuld af blister. Hun kan ikke spise, og hun skreg sig i søvn igår aftes. 1½ time, så faldt det lille barn omkuld i mine arme... Jeg græd videre et par minutter mere.
Det er simpelthen så benhårdt at se sit barn blive ved at være syg. Heldigvis er jeg ikke så bekymret. Raja er sprællevende, og det er jeg stensikker på hun bliver ved med at være. Men jeg syntes hendes lille krop skal (for) meget igennem.

Vi tænker at tage konsekvensen af dette forår, der har været helt ude i skoven mht. sygdom. Vi overvejer at tage hende ud af vuggestuen. Og enten finde en privat børnepasser, eller at Thor bliver "ansat" til at passe Lillebitten og Raja hjemme.

Hvis nogle har erfaringer i den dur at dele ud af, er vi lutter øre. Vi er desperate. Og vi kan ikke bare lade stå til...

Om en uge...

Om en uges tid bliver jeg sat igang. Det er helt utroligt. Dejligt. Og abstrakt. Lige om lidt er vi en mere i familien...
Jeg er bombe-træt, tung og har ondt overalt (overdrivelse fremmer forståelsen). Jeg skal føde vaginalt, og jeg føler mig i trygge hænder. Men er også forberedt på at moderkagen sidder fast ligesom sidst, og at jeg skal opereres efter fødslen.
Alt i alt har vi det bare skide godt. Men vi har også en masse at se til, og tiden bare går og går. Lige om lidt skal mine piger være storesøstre. India har fødselsdag og vi skal være forældre igen.

Tænk engang som livet arter sig.... Hvem havde troet at vores skulle blive sådan her, så helt fantastisk...

Og pinsesolen dansede...

Og her er billeder fra vores lille paradis i kolonihaven. Vi elsker det. Raja Lys elsker det mest. Og vi kniber os selv lidt i armen!

Og her er et af Mama Samba. En veninde har været i Afrika og havde taget denne fantastiske gravidkjole med hjem. Den går de gravide i Bukina Fasu med... De ser stensikkert mere elegante ud, men nøj den er sej. Den kalder nærmest på et 4. barn... Eller...!


Jeg tænker og føler meget om Thilde og hendes død. Jeg håber jeg finder hoved og hale i det hele så jeg kan få skrevet lidt ned om hende. Det ville gøre mig godt. Lige nu udfører jeg en diciplin mine børn har lært mig. At leve lige nu, i lykke og glæde, selvom noget gør ondt i hjertet. Det er skørt som jeg kan navigere i det. Men det kan jeg godt. Thildes død fylder meget. Men det har sin tid og plads når der er rum til det...

Raja Lys og Lillebitten tager hvad de skal have. Det er jeg meget taknemmelig for!