Min lillebrors bedste ven blev for ti dage siden ramt af et lyn. Han døde, blev genoplivet og har indtil igår ligget i koma. Idag er han vågnet op, og jeg er lettet... Stærkt gået Jonas... Velkommen tilbage...
Idag har vi været til det fineste bryllup, hos dejlige mennesker. Og det gik over al forventning at være afsted med to børn. Raja sagde selv da hun var mæt af fest; "nu vil jeg gerne hjem til mig selv"... Vi er vist alle fire temmelig møre her til aften.
Det går (7-9-13) bedre med (7-9-13) Sibilles skrigeture (7-9-13)... Og imorgen (7-9-13) tror jeg vi tager springet op til vores (7-9-13) kolonihave. Nøj hvor jeg savner de glade (7-9-13) dage deroppe... Lad det vende nu (7-9-13)...
Raja har fra mandag til onsdag, i denne uge, været i sommerhus med mostre og mormor og fætter Frederik... Det gik fremragende. Raja Lys havde en fest. Og jeg savnede hende helt frygteligt. Det er et stort skred der er sket i hvordan jeg har det med at Raja bliver passet. Og især til overnatning.
Jeg tror stadig jeg grundlæggende har det sådan, at jeg helst selv vil være sammen med Raja hele tiden. Og at jeg egentlig føler det forkert når hun er væk. Jeg har ikke fået mine børn for at kaste dem i armene på andre...
Men lige nu er vi jo nærmest skygger af os selv, Thor og jeg... Ihvertfald ind imellem. Og så tror jeg faktisk at Raja har bedre af at få en på opleveren med dejlige mennesker hun holder af og som holder af hende. End at sidde her på 3. sal og give Omar ble på for 8. gang på en formiddag, eller læse alle 8 TOTTE bøger i Indias sækkestol- især ikke når det er hver dag...
Jeg er stolt af min lille store Raja Lys. Af at hun hviler så meget i sig selv. Kan sige til og fra. Og tør have tillid til andre, og vide at vi er lige her uanset hvad...
Jeg syntes også I skulle have del i opturene herhjemme. Selvom de måske synes små, så er de der.
fredag den 31. juli 2009
onsdag den 29. juli 2009
tirsdag den 14. juli 2009
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, men håber på det snart slutter...
For de sidste 3-4 uger har været svære. Sibille er her, og det opvejer jo det hele. Men det er svært lige nu. Så svært at jeg ind imellem ikke kan finde min egen næse og mund.
Den uge Sibille blev født husker jeg næsten ikke. Jeg husker ikke fødslen, da vi kom hjem fra hospitalet, dagene med ammeopstart og Rajas 40.5 i feber. Jeg kan genfortælle jer det hele, men det er min plade. Jeg husker det ikke... Det hele flyder sammen for mig... Og det er måske også okay...
SIBILLES & MIN FØDSELSDAG
Jeg vågnede mandag morgen, på min fødselsdag, ved at Raja hostede som en søløve og ikke kunne få vejret. Jeg satte mig i vinduet med hende, havde hørt noget om at man skulle give dem frisk luft... Mit hjerte bankede men jeg foregav at være temmelig rolig. Thor ringede til vagtlægen og efter ti minutter trak Raja Lys igen vejret uproblematisk. Og efter et kvarter var vagtlægen der. Vi blev beroliget, alt var okay nu. Og vi havde gjort alt det rigtige. Umiddelbart regnede lægen ikke med at hun ville få et nyt anfald. Alligevel var jeg meget meget betænksom ved at skulle føde netop denne dag. Jeg ville helst bare være hos min store lille syge pige. Jeg talte med en veninde i telefonen on formiddagen, og sagde at dete havde været den mest nervepirrende oplevelse som mor... Jeg glemte vist at sige 7-9-13...
Vi valgte trods alt at følge planen, at tage ud for at få sat fødslen igang. På den ene eller den anden måde. Rajas mormor var tryg ved at passe hende trods hendes sygdom.
De kørte os, efter fødselsdagsmorgenmad, på fødegangen hvor de mødte jordmoder Ragna, og ønskede os god arbejdslyst...
Jeg havde satme åbnet mig nok til at vandet kunne tages, så stikpiller (og cafe-brunch) blev aflyst. Lidt længere nede kan du læse hvor ualmindelig heldigt dette var... - Altså at jeg ikke blev sendt ud i verden med en stikpille og potentielle veer...
Jeg fik kørt lidt CTG og fik taget vandet. Efter lidt tid fik jeg sat ve-drop på, og det begyndte så småt at gå op for mig at fødslen faktisk var sat igang. At det ville lykkedes nu, at jeg snart blev mor igen... - Og at jeg skulle føde igen - gisp...
Jeg fik små veer, der blev til gode veer på tyve minutter, og jeg var ikke selv i tvivl; der var gang i en lynfødsel lissom Rajas. Veerne var effektive og gode. Jeg skulle tisse, og Ragna skulle lige nusse ved lidt papirer ude i vagtstuen. Thor gik med på toilettet for at holde styr på droppet. Da vi kommer tilbage på fødestuen får jeg det rigtig rigtig dårligt. Jeg fik ubeskrivligt svære smerter i maven, mit hjerte er ved at hoppe ud af mit bryst og jeg er ved at besvime. Jeg skriger af smerte, og jeg bliver helt rød over hele kroppen. Thor trykker alarm. Vi er ikke i tvivl om at alt er galt. Det her er helt helt forkert.
Jeg skriger af smerte og stuen bliver fyldt af mennesker. De prøver at finde barnets hjertelyd, men kan ikke finde den med CTGen. Selvom jeg har så voldsomme smerter kan jeg stadig mærke i min mave, og jeg kan mærke stilhed, en stilhed jeg ulykkeligvis har mærket før.
Jeg råber de skal skære mit barn ud, at de skal redde den. Og plager dem om at putte mig i narkose, at slukke for mig. Jeg kan ikke holde smerten ud, og jeg kan ikke holde ud at jeg ikke kan gøre noget for mit barn i maven...
Heldigvis har jeg åbnet mig nok til de kan få en elektrode på barnets hoved, og de finder dens hjertelyd - på 50 - den skal ligge på omkring 140...
Der bliver kaldt til blåt kejsersnit, en kvinde tager Thor i hånden og siger han skal følge med hende, mens en masse mennesker kører afsted med mig. Jeg råber og skriger at de bare skal skære. Og jeg kigger alle omkring mig i øjnene og spørger om mit barn dør. Nogle siger nej, nogle svarer ikke.
Da vi når frem til opereationsstuen gøres jeg klar til at lægges i narkose. Jeg får øje på en jeg kender. Det er Thor der er klædt ud som læge. Han græder, og jeg spørger om barnet er død.
Jeg siger til lægen der skal operere at jeg ikke kan klare at miste et barn mere. Og han siger at det gør jeg heller ikke. For barnets hjertelyd har stabiliseret sig, og er nu på 140. Der bliver sadlet om, og jeg får istedet lagt en spinatblokade. Så jeg er vågen, men stemningen på stuen er stadig hektisk og det hele går meget stærkt...
De beroliger mig, og Ragna kigger mig i øjnene og siger at mit barn lever. Jeg bliver rolig.
Ti minutter efter vi har forladt fødestuen er vores lille barn født. Thor ser hende komme ud. Hun ser kæmpestor ud. Da jeg hører hendes gråd slapper jeg af. Herefter bliver jeg nærmest apatisk. Jeg er hverken glad, rørt eller lettet. Jeg er ligeglad. Og jeg stirrer bare ud i luften. Jeg ved mit barn er i gode hænder hos Thor. Jeg kan ikke rumme situationen.
Jeg spurgte dog om de havde fundet ud af hvad der var gået galt. Min moderkage havde løsnet sig, hvilket også var deres formodning. Og det er fandme ikke til at spøge med.
På opvågningen tog jeg min lille pige ind. Hun lignede India på en prik, hvilket jeg fandt meget meget besynderligt da jeg skulle amme hende. Men lige så langsomt smeltede hun mig. Og jeg tror at Sibille er den af mine børn jeg nemmest og hurtigst har knyttet mig til. Besynderligt nok, da jeg var så bange for at jeg ikke kunne rumme hende, inden jeg fødte. Jeg troede ikke der var plads i mig til hende også, jeg havde jo Raja Lys - og India -.
Sibille lignede India. Rigtig meget. Hun er født to dage før Indias fødselsdag. Og hun har fået et af de navne vi overvejede til India. Jeg er ikke det fjerneste bange for om jeg er sygelig og skør ved at sammenligne, sammenkæde og føle sammenhænge. For jeg har India så meget hvor hun skal være at det hele bare er rigtigt.
Thor valgte Sibilles navn, og han valgte for tredje gang helt helt rigtigt.
Læger og jordmødre rendte os på dørene på barselsgangen for at tale om forløbet. Og vi skal igen tale med både lægen der udførte kejsersnittet og jordmoder Ragna. De er meget opmærksomme på om vi er okay. Og om vi er traumatiseret af det meget akutte kejsersnit. Drama-moren her var vist også lidt hård ved dem allesammen.
Vi er okay med det hele tror jeg. Vi føler en overvældende taknemmelighed over at de redde vores Sibille.
Og samtidigt er det blevet så konkret, hvor kort der er fra et dødt til et levende barn. Minutter, og en blå knap på et hospital (selvom jeg stadig sværger til hjemmefødsler ;).
Hvor meget India er blevet en proces, en historie, et minde. Noget verbalt. Noget der føles og mærkes. Sibille er lige der. Lige derinde, så levende og vidunderlig - og der vil hun være til hun går sin egen vej. Så skide kontrastfyldt og skide forskelligt. Og så med så forbandede små marginaler!
EN STORESØSTER
Den første aften var vi bare os. Jeg var temmelig medtaget og havde allerede sår på brysterne og ondt overalt. Og vi skulle lige fordøje det hele.
Næste formiddag kom lille storesøster Raja Lys ud og besøgte os. Hun var blevet stor på en nat. Der sad hun med 39 i feber og var så brag, så stor og så glad for sin lillebitte baby Sibille. Man bliver ydmyg af at se sine børn sammen! Måske især når man har et barn man aldrig kommer til at se sammen med de andre...
Hun er vokset flere meter de sidste 4 uger. Hun leger med sig selv, kan alting selv. Er blevet så stor. Det var min største betænklighed og frygt ved et kejsersnit, at jeg ikke kunne bære Raja Lys. Det har også været slemt. At have så ondt i brysterne og maven, og ikke kunne passe hende som jeg plejer. Men hun forstår. "Du kan først bære mig når dit sår er gået af. Men du kan godt holde mig i hånden"... To år, og så forbandet dejlig...
ALDRIG MERE...
Da de løb afsted med mig råbte jeg at de skulle skære babyen ud NU, for jeg kunne ikke klare at miste et barn mere. Og jeg ved nu at det er rigtigt. Eller det aner jeg jo ikke om jeg kan, men det røg ud af mig. Og jeg tror også at jeg ville blive helt kuk kuk hvis jeg skulle opleve den ulykke igen. Tanken om at en af ens børn dør slår jo nok alle mødre og fædre ud.
Men faktum er nu engang at fødsler og graviditeter har et dramatisk udfald i familien Svendsen. De smerter der var så abstrakt voldsomme under fødslen, havde jeg i sidste del af graviditeten, i meget mild form. Jeg undrede mig, men skød skylden på mine vold-mange graviditeter. Jeg blødte også i midten af graviditeten. Og måske har dette været tegn på moderkageløsning.
30% af børnene dør når moderkagen løsner sig. Det er et ulækkert højt tal. Jeg har 10-20% riciko for gentagelse. Og selvom dette er tal jeg har fundet på nettet, og jeg ikke har talt med fødselslægen om det endnu. Så tør jeg ikke mere...
Sibille bliver vores sidste barn der kommer ud af min mave. Vi tør ikke mere... Selvom vores to levende børn er alt værd. Så tør vi ikke mere.
Det fylder ikke så meget lige nu, men det er noget jeg tænker over. At Sibilles tøj skal sendes videre i systemmet (og jeg kender en jeg voldsomt gerne vil og håber så ubeskrivligt meget på at kunne sende det videre til snart).
Det er sidste gang jeg har en baby på netop hendes størrelse. Jeg nyder hvert øjeblik med hende, og siger farvel til drømmen om en stor flok.
Jeg ved jeg er heldig jeg har to levende børn. Alligevel bliver det med tiden måske et afsavn at vi ikke får flere børn. På den anden side kan jeg ligge alle mine kræfter i at være en fantastisk mor for de to børn jeg har (hos mig)...
HJEMME IGEN
Hjemme på Nørrebro blev Raja Lys passet af sin moster Dorthe og mormor. Hun var drønsyg. Sån drønsyg med tårnhøj feber. Onsdag morgen 1½ døgn efter Sibille var blevet "født", ilede vi hjem, for Raja var blevet rigtig skidt. Og vi havde bare brug for at være hos hende.
De første dage hjemme husker jeg slet slet ikke. Jeg tror der kom og gik en masse for at hjælpe os med det praktiske. Mest sad vi med hvert vores barn i armene. Jeg prøvede at amme Sibille der suttede mig til blods. Og jeg havde pisse ondt i mit kejsersnit...
Raja har bare været så sej. Hun er så stærk og jeg er brændstolt af at være hendes mor.
Efter nogle dage blev hun gradvist rask, og har faktisk 7-9-13 haft to raske uger. Hvilket ikke er sket siden februar. Hun er lidt snottet, hoster lidt om natten, og har fået to tænder. Men ingen feber og hun er ikke sløj...
Raja er kommet i udredning hos en børnelæge. På onsdag får vi svar på en masse blodprøver. Jeg ved ikke hvad jeg håber på. Jo på at mit lille Lys forbliver rask i lang tid... Hun er den gladeste dejligste lilleste store trold. Hun fortjener medvind, ja hun gør...
INDIAS FØDSELSDAG
Vi kom hjem med Sibille på Indias 3års fødselsdag. Og India fyldte meget lidt. Vi kom jo hjem til en syg Raja, som jeg havde det så dårligt med at have været væk fra da hun var syg. Mælken løb så småt til i mine bryster den dag. Og der sad vi med armene fulde af levende(elendig)hed...
Jeg er meget meget taknemmelig for alle de hilsner vi fik den dag. Og at nogle af vores venner valgte at holde hendes fødselsdag for os. Det betyder mere end de aner!
SIBILLE PÅ BØRNEAFDELINGEN
Dagene gik, og vi kæmpede med amningen og med at få Raja på toppen igen. Da Sibille var 2½ uge blev hun snottet og fik feber. Vi ringede til vagtlægen. De kom, og de sendte os på børneafdelingen. Tante skod tog med mig og Sibille derud. Og jeg var så sprød, og så overrasket over at være sendt afsted på hospitalet. Gudskelov for tante skod...
Hun blev undersøgt på kryds og tværs. Og vejet mange gange om dagen... Efter et døgn kom vi hjem på orlov og har indtil imorgen en åben indlæggelse... Man kunne mene stor ståhej for ingenting. Jeg er nu ganske glad og lettet over at min lille Sibille blev taget så alvorligt. Det gør mig tryg at vide at der bliver passet godt på os...
Alle bedsteforældre og Moster Dorthe var på ferie, så Thor blev hjemme hos Raja Lys. Det er en ny situation for os ikke at gøre alting sammen. Thor og jeg har været meget fælles om alting altid, og det var helt forkert ikke at have ham ved min side på hospitalet.
Fra nu af er vores døre lukkede for snot-næser, og Raja Lys starter hos den skønneste private børnepasser d. 1. december, istedet for vuggestuen. Sådan må det være. Nu skal vi og vores børn have ro. Åbentbart er de nogle sarte nogle. Og det må være vores opgave som deres forældre at handle derefter...
SIBILLE GRÆDER
Sibille græder. Rigtig meget. Især om aftenen. Hun græder faktisk næsten ligeså meget som Raja Lys græd. Det er hårdt, og tærrer på energien og overskuet. Vi ved jo heldigvis fra Raja at det går over, indtil da holder vi om hende så meget hun har brug for, og hun sidder i viklen hos os det meste af tiden fra 20-01... Hun kan skrige så højt at hun vækker Raja gennem alle lejlighedens lukkede døre...
Den uge Sibille blev født husker jeg næsten ikke. Jeg husker ikke fødslen, da vi kom hjem fra hospitalet, dagene med ammeopstart og Rajas 40.5 i feber. Jeg kan genfortælle jer det hele, men det er min plade. Jeg husker det ikke... Det hele flyder sammen for mig... Og det er måske også okay...
SIBILLES & MIN FØDSELSDAG
Jeg vågnede mandag morgen, på min fødselsdag, ved at Raja hostede som en søløve og ikke kunne få vejret. Jeg satte mig i vinduet med hende, havde hørt noget om at man skulle give dem frisk luft... Mit hjerte bankede men jeg foregav at være temmelig rolig. Thor ringede til vagtlægen og efter ti minutter trak Raja Lys igen vejret uproblematisk. Og efter et kvarter var vagtlægen der. Vi blev beroliget, alt var okay nu. Og vi havde gjort alt det rigtige. Umiddelbart regnede lægen ikke med at hun ville få et nyt anfald. Alligevel var jeg meget meget betænksom ved at skulle føde netop denne dag. Jeg ville helst bare være hos min store lille syge pige. Jeg talte med en veninde i telefonen on formiddagen, og sagde at dete havde været den mest nervepirrende oplevelse som mor... Jeg glemte vist at sige 7-9-13...
Vi valgte trods alt at følge planen, at tage ud for at få sat fødslen igang. På den ene eller den anden måde. Rajas mormor var tryg ved at passe hende trods hendes sygdom.
De kørte os, efter fødselsdagsmorgenmad, på fødegangen hvor de mødte jordmoder Ragna, og ønskede os god arbejdslyst...
Jeg havde satme åbnet mig nok til at vandet kunne tages, så stikpiller (og cafe-brunch) blev aflyst. Lidt længere nede kan du læse hvor ualmindelig heldigt dette var... - Altså at jeg ikke blev sendt ud i verden med en stikpille og potentielle veer...
Jeg fik kørt lidt CTG og fik taget vandet. Efter lidt tid fik jeg sat ve-drop på, og det begyndte så småt at gå op for mig at fødslen faktisk var sat igang. At det ville lykkedes nu, at jeg snart blev mor igen... - Og at jeg skulle føde igen - gisp...
Jeg fik små veer, der blev til gode veer på tyve minutter, og jeg var ikke selv i tvivl; der var gang i en lynfødsel lissom Rajas. Veerne var effektive og gode. Jeg skulle tisse, og Ragna skulle lige nusse ved lidt papirer ude i vagtstuen. Thor gik med på toilettet for at holde styr på droppet. Da vi kommer tilbage på fødestuen får jeg det rigtig rigtig dårligt. Jeg fik ubeskrivligt svære smerter i maven, mit hjerte er ved at hoppe ud af mit bryst og jeg er ved at besvime. Jeg skriger af smerte, og jeg bliver helt rød over hele kroppen. Thor trykker alarm. Vi er ikke i tvivl om at alt er galt. Det her er helt helt forkert.
Jeg skriger af smerte og stuen bliver fyldt af mennesker. De prøver at finde barnets hjertelyd, men kan ikke finde den med CTGen. Selvom jeg har så voldsomme smerter kan jeg stadig mærke i min mave, og jeg kan mærke stilhed, en stilhed jeg ulykkeligvis har mærket før.
Jeg råber de skal skære mit barn ud, at de skal redde den. Og plager dem om at putte mig i narkose, at slukke for mig. Jeg kan ikke holde smerten ud, og jeg kan ikke holde ud at jeg ikke kan gøre noget for mit barn i maven...
Heldigvis har jeg åbnet mig nok til de kan få en elektrode på barnets hoved, og de finder dens hjertelyd - på 50 - den skal ligge på omkring 140...
Der bliver kaldt til blåt kejsersnit, en kvinde tager Thor i hånden og siger han skal følge med hende, mens en masse mennesker kører afsted med mig. Jeg råber og skriger at de bare skal skære. Og jeg kigger alle omkring mig i øjnene og spørger om mit barn dør. Nogle siger nej, nogle svarer ikke.
Da vi når frem til opereationsstuen gøres jeg klar til at lægges i narkose. Jeg får øje på en jeg kender. Det er Thor der er klædt ud som læge. Han græder, og jeg spørger om barnet er død.
Jeg siger til lægen der skal operere at jeg ikke kan klare at miste et barn mere. Og han siger at det gør jeg heller ikke. For barnets hjertelyd har stabiliseret sig, og er nu på 140. Der bliver sadlet om, og jeg får istedet lagt en spinatblokade. Så jeg er vågen, men stemningen på stuen er stadig hektisk og det hele går meget stærkt...
De beroliger mig, og Ragna kigger mig i øjnene og siger at mit barn lever. Jeg bliver rolig.
Ti minutter efter vi har forladt fødestuen er vores lille barn født. Thor ser hende komme ud. Hun ser kæmpestor ud. Da jeg hører hendes gråd slapper jeg af. Herefter bliver jeg nærmest apatisk. Jeg er hverken glad, rørt eller lettet. Jeg er ligeglad. Og jeg stirrer bare ud i luften. Jeg ved mit barn er i gode hænder hos Thor. Jeg kan ikke rumme situationen.
Jeg spurgte dog om de havde fundet ud af hvad der var gået galt. Min moderkage havde løsnet sig, hvilket også var deres formodning. Og det er fandme ikke til at spøge med.
På opvågningen tog jeg min lille pige ind. Hun lignede India på en prik, hvilket jeg fandt meget meget besynderligt da jeg skulle amme hende. Men lige så langsomt smeltede hun mig. Og jeg tror at Sibille er den af mine børn jeg nemmest og hurtigst har knyttet mig til. Besynderligt nok, da jeg var så bange for at jeg ikke kunne rumme hende, inden jeg fødte. Jeg troede ikke der var plads i mig til hende også, jeg havde jo Raja Lys - og India -.
Sibille lignede India. Rigtig meget. Hun er født to dage før Indias fødselsdag. Og hun har fået et af de navne vi overvejede til India. Jeg er ikke det fjerneste bange for om jeg er sygelig og skør ved at sammenligne, sammenkæde og føle sammenhænge. For jeg har India så meget hvor hun skal være at det hele bare er rigtigt.
Thor valgte Sibilles navn, og han valgte for tredje gang helt helt rigtigt.
Læger og jordmødre rendte os på dørene på barselsgangen for at tale om forløbet. Og vi skal igen tale med både lægen der udførte kejsersnittet og jordmoder Ragna. De er meget opmærksomme på om vi er okay. Og om vi er traumatiseret af det meget akutte kejsersnit. Drama-moren her var vist også lidt hård ved dem allesammen.
Vi er okay med det hele tror jeg. Vi føler en overvældende taknemmelighed over at de redde vores Sibille.
Og samtidigt er det blevet så konkret, hvor kort der er fra et dødt til et levende barn. Minutter, og en blå knap på et hospital (selvom jeg stadig sværger til hjemmefødsler ;).
Hvor meget India er blevet en proces, en historie, et minde. Noget verbalt. Noget der føles og mærkes. Sibille er lige der. Lige derinde, så levende og vidunderlig - og der vil hun være til hun går sin egen vej. Så skide kontrastfyldt og skide forskelligt. Og så med så forbandede små marginaler!
EN STORESØSTER
Den første aften var vi bare os. Jeg var temmelig medtaget og havde allerede sår på brysterne og ondt overalt. Og vi skulle lige fordøje det hele.
Næste formiddag kom lille storesøster Raja Lys ud og besøgte os. Hun var blevet stor på en nat. Der sad hun med 39 i feber og var så brag, så stor og så glad for sin lillebitte baby Sibille. Man bliver ydmyg af at se sine børn sammen! Måske især når man har et barn man aldrig kommer til at se sammen med de andre...
Hun er vokset flere meter de sidste 4 uger. Hun leger med sig selv, kan alting selv. Er blevet så stor. Det var min største betænklighed og frygt ved et kejsersnit, at jeg ikke kunne bære Raja Lys. Det har også været slemt. At have så ondt i brysterne og maven, og ikke kunne passe hende som jeg plejer. Men hun forstår. "Du kan først bære mig når dit sår er gået af. Men du kan godt holde mig i hånden"... To år, og så forbandet dejlig...
ALDRIG MERE...
Da de løb afsted med mig råbte jeg at de skulle skære babyen ud NU, for jeg kunne ikke klare at miste et barn mere. Og jeg ved nu at det er rigtigt. Eller det aner jeg jo ikke om jeg kan, men det røg ud af mig. Og jeg tror også at jeg ville blive helt kuk kuk hvis jeg skulle opleve den ulykke igen. Tanken om at en af ens børn dør slår jo nok alle mødre og fædre ud.
Men faktum er nu engang at fødsler og graviditeter har et dramatisk udfald i familien Svendsen. De smerter der var så abstrakt voldsomme under fødslen, havde jeg i sidste del af graviditeten, i meget mild form. Jeg undrede mig, men skød skylden på mine vold-mange graviditeter. Jeg blødte også i midten af graviditeten. Og måske har dette været tegn på moderkageløsning.
30% af børnene dør når moderkagen løsner sig. Det er et ulækkert højt tal. Jeg har 10-20% riciko for gentagelse. Og selvom dette er tal jeg har fundet på nettet, og jeg ikke har talt med fødselslægen om det endnu. Så tør jeg ikke mere...
Sibille bliver vores sidste barn der kommer ud af min mave. Vi tør ikke mere... Selvom vores to levende børn er alt værd. Så tør vi ikke mere.
Det fylder ikke så meget lige nu, men det er noget jeg tænker over. At Sibilles tøj skal sendes videre i systemmet (og jeg kender en jeg voldsomt gerne vil og håber så ubeskrivligt meget på at kunne sende det videre til snart).
Det er sidste gang jeg har en baby på netop hendes størrelse. Jeg nyder hvert øjeblik med hende, og siger farvel til drømmen om en stor flok.
Jeg ved jeg er heldig jeg har to levende børn. Alligevel bliver det med tiden måske et afsavn at vi ikke får flere børn. På den anden side kan jeg ligge alle mine kræfter i at være en fantastisk mor for de to børn jeg har (hos mig)...
HJEMME IGEN
Hjemme på Nørrebro blev Raja Lys passet af sin moster Dorthe og mormor. Hun var drønsyg. Sån drønsyg med tårnhøj feber. Onsdag morgen 1½ døgn efter Sibille var blevet "født", ilede vi hjem, for Raja var blevet rigtig skidt. Og vi havde bare brug for at være hos hende.
De første dage hjemme husker jeg slet slet ikke. Jeg tror der kom og gik en masse for at hjælpe os med det praktiske. Mest sad vi med hvert vores barn i armene. Jeg prøvede at amme Sibille der suttede mig til blods. Og jeg havde pisse ondt i mit kejsersnit...
Raja har bare været så sej. Hun er så stærk og jeg er brændstolt af at være hendes mor.
Efter nogle dage blev hun gradvist rask, og har faktisk 7-9-13 haft to raske uger. Hvilket ikke er sket siden februar. Hun er lidt snottet, hoster lidt om natten, og har fået to tænder. Men ingen feber og hun er ikke sløj...
Raja er kommet i udredning hos en børnelæge. På onsdag får vi svar på en masse blodprøver. Jeg ved ikke hvad jeg håber på. Jo på at mit lille Lys forbliver rask i lang tid... Hun er den gladeste dejligste lilleste store trold. Hun fortjener medvind, ja hun gør...
INDIAS FØDSELSDAG
Vi kom hjem med Sibille på Indias 3års fødselsdag. Og India fyldte meget lidt. Vi kom jo hjem til en syg Raja, som jeg havde det så dårligt med at have været væk fra da hun var syg. Mælken løb så småt til i mine bryster den dag. Og der sad vi med armene fulde af levende(elendig)hed...
Jeg er meget meget taknemmelig for alle de hilsner vi fik den dag. Og at nogle af vores venner valgte at holde hendes fødselsdag for os. Det betyder mere end de aner!
SIBILLE PÅ BØRNEAFDELINGEN
Dagene gik, og vi kæmpede med amningen og med at få Raja på toppen igen. Da Sibille var 2½ uge blev hun snottet og fik feber. Vi ringede til vagtlægen. De kom, og de sendte os på børneafdelingen. Tante skod tog med mig og Sibille derud. Og jeg var så sprød, og så overrasket over at være sendt afsted på hospitalet. Gudskelov for tante skod...
Hun blev undersøgt på kryds og tværs. Og vejet mange gange om dagen... Efter et døgn kom vi hjem på orlov og har indtil imorgen en åben indlæggelse... Man kunne mene stor ståhej for ingenting. Jeg er nu ganske glad og lettet over at min lille Sibille blev taget så alvorligt. Det gør mig tryg at vide at der bliver passet godt på os...
Alle bedsteforældre og Moster Dorthe var på ferie, så Thor blev hjemme hos Raja Lys. Det er en ny situation for os ikke at gøre alting sammen. Thor og jeg har været meget fælles om alting altid, og det var helt forkert ikke at have ham ved min side på hospitalet.
Fra nu af er vores døre lukkede for snot-næser, og Raja Lys starter hos den skønneste private børnepasser d. 1. december, istedet for vuggestuen. Sådan må det være. Nu skal vi og vores børn have ro. Åbentbart er de nogle sarte nogle. Og det må være vores opgave som deres forældre at handle derefter...
SIBILLE GRÆDER
Sibille græder. Rigtig meget. Især om aftenen. Hun græder faktisk næsten ligeså meget som Raja Lys græd. Det er hårdt, og tærrer på energien og overskuet. Vi ved jo heldigvis fra Raja at det går over, indtil da holder vi om hende så meget hun har brug for, og hun sidder i viklen hos os det meste af tiden fra 20-01... Hun kan skrige så højt at hun vækker Raja gennem alle lejlighedens lukkede døre...
Vi har fået ualmindeligt mange gode råd. Om ting der får gråden til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Med Raja afprøvede vi alle råd. Vi havde et stort behov for at gøre noget for hende. Tilsidst gav vi op. Gav hende ro, og prøvede at rumme sådan som netop hun var. Jeg tror vi skipper de fleste mirakelkure denne gang. Ikke fordi vi ikke vil hjælpe vores Sibille. Men fordi jeg tror det skaber mere uro end hvad godt er, at hive hende rundt til alle mulige behandlere, omlægge kosten på 7 forskellige måder eller amme og svøbe på hovedet... Folks gode råd er givet i den største kærlighed og medfølelse. Men jeg tror Sibille har mere brug for ro lige nu, end forældre der forsøger at "løse gåden", lissom tusinder af andre kolikforældre har gjort det - uden held...
Vi har desuden indstillet os på 3 måneder i undtagelsestilstand. Denne gang har jeg det ikke dårligt med det. Eller jo, med at Raja Lys har et lidt kedeligt og kaotisk liv lige nu... Men jeg ved også at det er en begrænset periode. Måske endda min største hjælp her i mit andet moderskab til et levende barn; jeg ved at alting er en fase.
OG SÅ ALT DET LØSE
Og ellers har vi det fantastisk - ti hø! Aj, amningen fungere nogenlinde nu, det er en stor sejr for mig. Jeg er svært stolt. Sår og betændelse overvandt jeg, og jeg ammer Sibille, og jeg elsker det!
Måske kunne jeg huske mere end jeg troede. Måske kom jeg i tanke om mere end jeg troede jeg kunne huske. Måske har du ikke kunnet tykke dig igennem dette tosse-lange indlæg. Hvis du har og er min ven ved du hvorfor jeg ikke lige har svaret på dine beskeder, eller inviteret på barselsbesøg...
Heldigvis løber Sibille ingen vegne, og vi ses derude på den anden side...
fredag den 3. juli 2009
Jeg skal lige vænne mig til det...
Der er nogle ting jeg lige skal vænne mig til som mor til to levende dejlige børn... Jeg skal for eksempel lige vænne mig til at jeg ikke kan være helt så nærværende en mor for Raja som jeg var før Sibille blev født. Sibille skal ammes rigtig meget, og det er jo mig brysterne sidder på...
Det giver jo Raja og Thor mulighed for at få et endnu tættere forhold, uden blandemaskinen kigger med over skulderen.
Jeg skal dog lige vænne mig til det. Til at tingene bliver gjort på en anden måde end jeg ville have gjort dem. Til at Thor idag efter Rajas bad klippede to knuder af hendes fine krøllede smukke lyse dejlige Raja Lys hår - for det var nemmere end at rede dem ud!
Og så er jeg træt som et alderdomshjem... Og er måske også ramt lidt af det nogen kalder babyblues... Og måske er jeg begyndt at reagere på fødslen.
Jeg skal lige vænne mig til det hele. Men det skal nok gå, jeg har jo fandme verdens dejligste familie!
lørdag den 27. juni 2009
Min lillebitten Sibille
På min fødselsdag i mandags fik vi den smukkeste, tykkeste og dejligste Sibille. Hun var 4200 tyk og 53 lang. Hun blev født ved et meget akut kejsersnit.
Hun er helt vidunderlig, smuk og dejlig.
Mens vi var på barselsgangen var Raja drøn-syg (igen igen igen igen), så vi ligger lidt vandret herhjemme.
Jeg vil stensikkert skrive romaner om min sidste uge om snart. Lige nu holder vi babymoon, prøver at få brysterne i samarbejde og Raja Lys på toppen... Men her er min Sibille...
fredag den 19. juni 2009
Nådada...
Det er en stædig kamel der ligger i min mavse... Snart bor vi så fire stædige kameler herhjemme så!
Der skete ikke en fis igår... Småveer, men ikke det der lignede udvidelsesveer. Så vi tog hjem igen. Og jeg har grædt en del. Og været meget bange og nervøs.
Vi var på nippet til at få den pillet ud, men har nu valgt at udsætte yderligere igangsættelsesforsøg til på mandag. Så jeg ikke ender med en træt livmoder på narko...
Så stadig gravid og sur kamel herhjemme...
Der skete ikke en fis igår... Småveer, men ikke det der lignede udvidelsesveer. Så vi tog hjem igen. Og jeg har grædt en del. Og været meget bange og nervøs.
Vi var på nippet til at få den pillet ud, men har nu valgt at udsætte yderligere igangsættelsesforsøg til på mandag. Så jeg ikke ender med en træt livmoder på narko...
Så stadig gravid og sur kamel herhjemme...
onsdag den 17. juni 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)