I søndags var det allenhelgens dag. Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød arrangerer det fineste arrangement i Vor frue kirke. Vi har de foregående to år deltaget.
I år var vi istedet til KREA-dag med blomsterfamilierne. Man kan ikke være to steder samtidigt. Men at vi valgte at kreere og hygge, fremfor at mindes og synge i Vor frue kirke betyder ikke at India er glemt. Men det er nok lidt et udtryk for at hendes minde og min sorg ikke længere behøver være så udtalt. Og måske også et udtryk for at hun er hvor vi er, især når der er rigtig god karma omkring os...
Næste år vil vi nok deltage igen i Vor frue kirke. For det er så fint, hyggeligt og følsomt. Og der er så mange gode mennesker derinde, som bærer en stor del af æren for at vi står så fast og let som vi gør idag...
Men det går også mere og mere op for mig at jeg ikke aner hvordan vi har det næste år. De sidste 2½ år har vi taget den vildeste rejse. Vi er kastet rundt i livs-manegen, og jeg er blevet meget ydmyg over hvad fremtiden bringer. For selvom jeg tit og ofte siger "jeg vil altid...", så må jeg igen og igen sande, at jeg ikke ved en skid om altid. Og jeg aner ikke hvor vi er på Allenhelgens dag næste år.
Jeg håber dog at alle fik tændt, alle de lys, for dem de lige nu havde brug for at tænde lys for... Allenhelgens er en smuk tradition, og det selvom det kommer fra det store Amerika...
4 kommentarer:
Kære Line
Jeg var derinde og din Indias navn blev læst op.
Anette
Det lyder skønt at I havde en dejlig Krea-dag. Det vigtigste er nemlig lige præcis at være sammen i god karma. Jeg fandt i hvert fald ud af, at for mig handler den dag om, at være sammen med gode mennesker som har betydet noget for mig i forbindelse med Elisabeth. Måske ses vi til næste Allehelgens Dag i Vor Frue. :-)
PS: Allehelgens Dag er bevaret som højtid fra katolsk tid. Se evt. her: Allehelgen
Ja, jeg hørte også Indias navn derinde.
Du beskriver noget af det jeg synes har været sværest ved sorgen, nemlig usikkerheden og den nødvendige udvikling/konstante forandring. Nogle gange bliver jeg så forvirret og frustreret over det, men andre gange er det også præcis den åbning mod hele verden og livet som er nødvendig for at være virkelig levende. Og jeg fornemmer klart, at I sprudler af liv.
Er I i nærheden af Vor Frue næste år eller mon et helt andet sted i verden? ;)
Send en kommentar