Jeg er ved bedre mod.
Egentlig går det ikke bedre, men modet er bedre. Og jeg syntes at opleve at modet er overordnet min situation.
Jeg har været ved lægen, der har sendt mig videre til en fysioterapeut, og jeg har meldt mig til noget meget gravidagtigt svømning.
Det er ikke fordi jeg har det dårligt med tykke maver, små babyer eller glade og frygtløse gravide. Tværtimod, finder jeg det meget livsbekræftende og smukt. Ikke engang da India lige var død gjorde det mig noget, at andre mennesker var glade og lykkelige og uvidende. Det er nemlig en tilstand og en følelse jeg under alle.
Men jeg har meget svært ved at håndtere min egen situation i deres nærvær. Eller nærmere være ærlig om den. Jeg er meget anser mig selv som meget åben om min India. Jeg føler ikke trang til at tie, og jeg elsker at tale om hendes dejlighed, og sørgeligheden i hendes død. Og skønheden i at hun kom.
Men jeg har meget meget svært ved at fortælle om hende til især gravide og børn. Men nogle gange er det for mærkeligt at lyve, og jeg bryder mig ikke om at lyve. Det er føles forkert og det er forkert. På den anden side syntes jeg ikke at børn behøver at vide at børn dør. Og højgravide behøver egentlig heller ikke vide det, lige når de selv har sprællevende børn i maven, på vej ud i deres arme. Men sådan er det jo, mit første barn er jo død. Og Deres børn dør jo ikke mere af at mit barn døde!?
I tiden efter Indias død fortalte jeg om hende til alle. Buschaufføren, bagerekspedienten og pizzamanden. Mange har tænkt at det rablede for den hvileløse mor, der farede om på Nørrebro nær Indias grav og sagde underlige ting.
I en rum tid har jeg egentlig ikke fortalt så meget om hende. Det er endda hændt at jeg har sagt jeg bare har Raja Lys (hvilket jeg ikke på nogle måder anskuer som bare)...
Men nu hvor jeg er temmelig gravid og følk spørger hvad nummer det er (noget stråler åbenbart ud af mig at det ikke er første gang, måske noget med størrelsen og panderynken ;O), så er det jo så nærliggende at fortælle at det er nummer 3. Og jeg føler det faktisk helt vidunderligt at kunne tælle mit Indiabarn med som noget naturligt og åbenbart...
Og når jeg så skal fortælle at India døde for 2½ år siden, så bliver jeg selv så forbandet overrasket. Det er jo lige sket. en så meget er sket siden. Og det føles som er det evigheder siden hun var her. Som at hun altid havde været her og alligevel ikke. Jeg kan stadig mærke et snert af duften af hende når jeg åbner hendes skuffe. Så tæt på det lille Indiabarn, og alligevel så langt væk. Meget er sket i mig siden hun kom. Men jeg mærker hende endnu... Måske i lidt særlig grad i disse dage hvor den lille baby bevæger sig, lissom hun gjorde. Og Min lugtesans er skærpet så skuffen dunser lidt ekstra. Og alle minderne om da hun levede i min mave blir vakt til live af en levende lillebitten... Mens Raja Lys river mig rigtig meget tilbage i nuet igen og igen og igen...
21 kommentarer:
Hej du, jeg glæder mig til du gør dit indtog til gravid-i-vand.
Hvad angår at fortie døden overfor specielt gravide og nybagte mødre, er jeg for nyligt blevet sat noget så grundigt på plads af en af Hvidovres utallige superjordmødre. Jeg pippede netop noget om ikke at skræmme andre, hvorpå hun bare kiggede tørt på mig og sagde: 'Ja, det er meget typisk, man i første omgang forsøger at overføre sin smerte til et hensyn til andre. Men de er jo ligeglade og har glemt det kort efter og du skal leve med'. Godt så.
Uh, der ramte du mig lige på kornet, Line. Du sætter tanker i gang med dine skarpsindige i dine betragtninger. Jeg er helt med hvordan det er for dig lige nu. Føler selv jeg kæmper med lige præcis samme dilemmaer.
Når jeg bliver spurgt om det er min første graviditet – et meget ofte stillet spørgsmål for øvrigt – er det mig fuldstændig umuligt ikke at sige at det er min anden, for det er det jo. Men jeg har også rigtig svært med at fortælle at mit første barn døde – især når det er gravide der spørger. Så nogen gange bliver det sådan noget mærkeligt forkrampet noget. Det er i grunden mærkeligt, for det er jo bare en del af min virkelighed og ikke deres. Hvem er det jeg prøver at beskytte?
Jeg kan huske at den gang jeg ikke var blevet gravid igen, men gik og drømte om at blive det, var noget af det jeg glædede mig allermest til at fortælle andre at det altså var min ANDEN graviditet. Ved ikke hvorfor det var så
Men vel noget med at det om noget ville kunne understrege at jeg var den mor som jeg følte mig.
Jeg forestiller mig at det måske bliver lidt anderledes med en evt tredje graviditet. Måske.
Kram til dig Line.
PS: Mathildes ord fra en jordemoder vil jeg tage til mig.
Kære Line
Det er så dejligt at høre at du igen er ved godt mod - omend det er på et overordnet plan..
Jeg har ikke, og håber aldrig jeg kommer til at miste et dyrebart lille barn - men jeg ved at det sker - som det skete med jeres lille India (på 2½ år nu) men jeg føler at det vigtigste er at du er der hvor du skal være og at du skal fortælle om India til alle som vil lytte.
Jeg ved godt at det kan være svært for højgravide at høre din historie om India og jeg tænkte da selv utrolig meget på jer da jeg ventede Vila, men "heldigvis" er det ikke alle de små dyrebare børn som fødes som engle, hvis du forstår hvad jeg mener..
Jeg bliver hver gang dybt berørt når du skriver her på bloggen om dig og dine følelser og oplevelser med India. Det rummer så stor en sorg men også en bundløs kærlighed som man mærker i hvert eneste fiber i kroppen når du fortæller eller skriver.
Det er her jeg virkelig mærker den dybe kærlighed som jeg har fået som forældre til min pige og forstår hvor meget ens egne forældre virkelig elsker en.
Som jordmoderen sagde til Matilde så skal du først og fremest tage hensyn til dig selv.
Og mig skal du ikke bekymre dig om - Jeg er i dit og din families ringhjørne og vil altid gerne lægge øre til hvis der er behov for at fortælle om India, Raja, den lille i maven, din dejlige mand eller om hvordan du selv har det.
Du er en fantastisk kvinde Line!
Kram Mia (og Co.)
Du ved da godt, at jeg gerne vil snakke om India selvom jeg er gravid, ik?
Jeg har faktisk fortalt min jordemoder om hende fordi jeg på en eller anden måde også føler, at det er en del af 'min' historie - at jeg kender en mor og far hvis baby døde..
Jeg synes ikke, at jeg blir mere skræmt. Måske bliver jeg endda lidt mindre skræmt fordi... ja det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg altid har tænkt, at hvis Naja døde så ville mit liv definitivt ikke være værd at leve. Men I har lært mig noget andet..
Nåh det var vist bare lidt eftermiddags-blabla herfra. Babyen i din mave er jo indiskutabelt jeres 3. barn - det er jo bare sådan det er..
Pisse godt at du kom til lægen og skal til fys. Og hatten af for at du skal gå til graviditets-halløj. Jeg har altid haft angst overfor sådan noget - gravide kvinder i flok - fnis..
Kys
Forresten, vil du høre noget skørt og åndssvagt?
HVER GANG jeg skal skrive noget her på din blog kigger jeg det jeg har skrevet igennem 1000 gange inden jeg trykker send.
Fordi jeg er skrækslagen for at komme til at bytte om på India og Rajas navne. Som om det ville gøre en eller anden forfærdelig forskel..
Er det ikke dumt? Tsk tsk tsk..
Det er simpelt hen det mest akavet i hele verden, at være forældre til et dødt barn.
Da jeg blev sat i gang med Gustav, delte vi stue med en anden kvinde og hendes mand. Hun skulle også sættes i gang. Det var (også!) deres andet barn.
Ulrik og jeg startede med ikke at nævne Cirkeline, for det virkede umiddelbart ikke som det rette forum, men som igangsættelserne skred frem, så virkede det sgu også temmeligt amputeret at lade som ingen ting.
Så vi tog bladet fra munden. Undskyldte overfor dem, at vi ikke havde fortalt sandheden til at begynde med og at sandheden var, at vi skulle være forældre for anden gang og vi mistede Cirkeline, da hun var 10 dage gammel.
Det var det eneste rigtige, - også taget i betragtning, at jeg skulle blive på hospitalet og de blev sendt hjem indtil der var fremskridt i fødslen.
De kom til verden sammen dag med knap 1 times mellemrum. De fik en pige og vi fik Gustav. Deres pige så var så meget lilla og der kom en børnelæge og kiggede på hende, - og det var med mit hjerte i halsen, at jeg var vidne til dette (vi delte endnu en gang stue) og følte, at jeg "havde smittet dem".
Hun fejlede heldigvis ikke noget.
Der er stadig nogle af mine kolleger, der ikke ved, at jeg har en død datter. Jeg har godt nok 2 billederne hængende på min opslagstavle ved mit skrivebord. Et af Cirkeline, der for altid er statisk og et af Gustav.
Når de spørger om det er Gustav begge dele, så siger jeg nej og fortæller historien. Spørger de ikke, så siger jeg ikke noget. Jeg vil skam gerne dele min historie med dem, men det er bare ikke altid at det lige "passer ind".
Jeg har talt om Cirkeline med en af mine kolleger, hun er gravid - men det faldt bar naturligt at nævne Cirkeline og hun tog det heldgivis med ophøjet ro.
Jeg synes ikke, at der er noget skrækkeligt i at dele din historie med det hold af mennesker, du skal være sammen med. Det er virkeligheden. Din virkelighed. Det er ikke noget, der smitter og dybest set er det jo en måde, hvorpå vi stille og roligt kan komme dette underlige tabu til livs.
Jeg forstår godt dine forbehold, men husk at du skal være tro mod dig selv, - og hvis du en dag går hjem fra svømning med følelsen af, at det ikke er o.k., så må du tage den derfra.
Knus
Hej Line
Hvis jeg fortæller nogen om jer, siger jeg altid, at I skal have barn nr tre - for det er jo det I skal. Men jeg kan rigtig godt forstå dit dilemma. Men det at du føler det som et dilemma, viser vel også, at du nu er i stand til, at se hvordan andre kan reagere på din historie og derfor tvivler du på hvad der er bedst at fortælle. Jeg synes det er både godt og naturligt, at du ikke foraltid skal gå omkring og fortælle alle, at du har en lille sød, men død datter! Fortæl det til dem der kan rumme det og til dem det føles rigtigt at fortælle.
Ang. om børn skal vide at børn dør, så synes jeg det er et ømt punkt. Men det er så utroligt vigtigt, at være åben om det når de (børnene) spørger og meget vigtigt at vi forældre bruger tid på at tale med vores børn om døden hvis/når de har behov. - Carl var i øvrigt meget 'glad' for at have set India: ' hun er en rigtig pige, men Raja er ked af at hun ikke kan lege' (ja det er da logik)
Kram Christina
Hvor er i skønne, altså. Jeg kan mærke at det betyder meget for mig at læse jeres kommentarer og jeg tænker rigtig meget over dem...
Anja: jeg VED GODT at jeg kan tale med dig om alt, også India... Det er jeg slet ikke i tvivl om!
Det er sån nogle semifremmede jeg føler jeg skal beskytte mod min historie :o)
Mia, skønt at løbe ind i dig, og tak fordi du har været med hele vejen :O)
Mathilde det er da en fantastisk sætning det der. Og jeg glæder mig også til at følge trop, håber bare at det blir i denne måned.
Sofie, måske er den eneste forskel på 2. og 3. gang at man tror man er så skide afklaret her 3. gang, så det kommer TOTALT bag på en når der er lisså mange skørligheder af følelser at håndtere...
Frederikke, du skriver så kloge ting... Gad vide om jeg ville sætte et billede af India op på mit kontor? Den tygger jeg sgu lige på :O)
Christina han er satme en følsom fyr ham lilleCarl... Så følsom og skøn...
JEg har kun fortalt mine elever det hvis der har været en anledning til det. Fx da jeg talte med en af dem om at hans far var død og om man nogensinde glemmer dem der dør. Så fortæller jeg det.
JEg tror faktisk du har ret i at jeg skal vurdere om folk rummer det eller ej. Men også stole mer på at mange kan rumme det :O)
Krammer
Fantastisk indlæg - og ditto kommentarer! Det er altså meget givende at læse om, hvordan nogen der ikke selv har døde børn opfatter det hele. (Uh, og jeg ønsker ikke at lave 'dem' og 'os', men...)
Jeg kan så godt genkende den der akavethed indadtil. Det er virkelig frustrerende, fordi jeg går og bilder mig selv ind, at jeg er så afklaret og ikke vil gøre mit døde barn til tabu. Men det handler vist ikke om tabu? Det er vist bare fordi det er så akavet at leve med uden.
Hvor var det dejligt at høre lidt om India igen. Som altid er hun også her hos os.. vi hører sågar 'Little India' på anlægget en gang imellem!
Tænker nr. 3 er på vej. Det er simeplthen så vidunderligt. Og I kommer nærmere og nærmere de 100 ;-) Falder igen over hvor smukt du kan dele dine tanker med os, Line. Tak!
Knus fra os til jer, Cathrin
Søde Line,
Ja tak for et godt indlæg.... Jeg kæmper også med, om og hvornår jeg skal sige, at jeg har to børn og at Klemens døde.
Jeg føler tit og ofte ubehag ved at skulle fortælle det - samtidig med at det er mig magtpåliggende, at Klemens og mit moderskab til ham eksisterer side om side og ligeværdigt med mit moderskab til Konrad.
Kort tid efter Klemens døde (og stadig ind imellem når jeg møder semifremmede jeg ikke har snakket med i ti år) så kan tårerne komme når jeg fortæller historien. Det synes jeg stadig er akavet. Jeg hader at stå der midt på Jagtvej- i Øresundstoget- på Strøget- eller i den nye mødregruppe og tude.
Men jeg har også oplevet det omvendte, som fx at jeg skulle trøste en bibliotekar da jeg ville låne bøger om spædbarnsdød og kommenterede på det ringe udvalg af litteratur og samtidig fortalte hvorfor jeg var interesseret i emnet.
Jeg har tit undret mig over, at akavetheden fortsætter. At det tilstadighed er svært at fortælle om mit døde barn. Jeg tror bestemt, at der er noget rigtigt i det Mathildes super jordemoder siger, men jeg tror også min usikkerhed kommer fordi jeg har behov for at beskytte mig selv. Der er nemlig ingen tvivl om, at jeg er bange for om mit barns eksistens, og mit moderskab til Klemens bliver anerkendt af den/dem jeg snakker med og det gør mig usikker og akavet. Jeg tror jeg er lige så bange for tavsheden fra det overraskede ansigt, der ikke ved hvad de skal sige.
Ind i mellem er jeg også blevet i tvivl om det skyldes, at jeg stadig er uafklaret med døden (jeg synes jo efterhånden, at den der død er godt bearbejdet efter at have levet så tæt med den i over et år...) eller at det bare ganske enkelt bliver hårdt at køre oplysningskampange om at døde børn findes.....
Midt i alt dette er jeg super usikker på hvor meget vi skal passe på gravide, børn og andre "svage" sjæle....for et eller andet sted er lærdommen om at død findes jo et nødvendigt livsvilkår som ingen kan blive forskånet for. Selv kunne jeg godt have haft brug for at have været klædt lidt bedre på inden Klemens døde....
Det var så lidt kaotiske tanker fra mig ;-)
Det er ret spændende med de her tanker synes jeg faktisk..
Mht børn tænker jeg, at de godt kan 'tåle' at høre om døden, men at det selvfølgelig kræver, at situationen er til det. At der er en voksen til at fortsætte samtalen, hvis barnet har brug for det osv. Hvis Naja fik noget sørgeligt at vide, ville jeg fx gerne selv være der for at sørge for, at hun kom 'helskindet' igennem fortællingen.. Og jeg synes også, at det er rimeligt nok - til en vis grænse - at skåne børn (især fremmede børn) for alt for forfærdelige historier. Sålænge det ikke betyder, at man er nødt til lodret at lyve..
Når I snakker om, at fremmede måske ikke kan rumme det.. Jeg ved det ikke.. Jeg tror måske bare, at folk reagerer forskelligt.
Hvis én af jer mødre som har mistet jeres barn mødte mig i bussen eller lign og fortalte mig jeres historie tror jeg altså sagtens at jeg kunne finde på at græde. Fordi det jo bare er så forfærdeligt og sørgeligt. Men det er ikke ens betydende med, at jeg ikke kan rumme det. Og ville heller ikke være ens betydende med, at det var jeres ansvar at trøste mig eller lign.
Jeg er vist bare sådan en som græder, hvis jeg hører sørgelige ting sådan generelt..
Men der er jo selvfølgelig forskel på, hvordan folk reagerer..
Hej Line
Havde faktisk min niece med i sommers forbi India, hun er 8 år.Overvejde meget om det var en god ide, men de bor i forvejen lige ved siden af Asminderød kirkegård, så de har altid været vant til at komme der. Udpenslede heller ikke historien men sagde bare at en af Noras veninder har en død storesøster og så kiggede vi lidt på de fine ting på India grav. Snakkede med min søster bagefter, men hun havde ikke sagt noget, så .....
Tror det er vigtigt at børn også læren om døden, så den ikke bliver et tabu, som den oftes er for mange voksne. Men selvfølgelig på en ordentlig måde, tror dog desværre at det kan svært at gennemskue nogen gange, hvad der gør børn bange. Oftes er det nok slet ikke det vi tro det er - så, ja det er sgu ikke nemt at være mor, men en dejlig udfordring, som jeg beundre dig meget for dine måde at takle på.
Blev vist et lidt langt og rodet indlæg - håber det gav mening.
Knus Mia
Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med... Ja, sådan er det altså!
Kære Line, du skal da fortælle om India, når du har lyst, for som du selv siger, at dør en højgravid kvindes barn altså ikke af at høre Indias historie.
Og det forhold du har til den gravide kvinde, du taler med, bliver da også noget underligt noget, hvis du ikke fortæller sandheden?!
Knus
Sine
Skørt, men det er lidt rart at akavetheden ikke er noget jeg er alene om, Stine og Heidi...
Og jeg undres og glædes over at akavetheden ved at fortælle om India INTET har med mine følelser for hende at gøre... Det er noget med mig og kun mig :O)
Men Anja det der er jo netop at kunne rumme det... At turde og ville høre og vise at man hører...
KYS til dig...
Mia, hvor er det hyggeligt at vide at Noras kusine var med forbi hos India... JEg elsker simpelthen tanken om at dig og Nora hygger på den røde bænk ind imellem, og det selvom det er med mcd ;O)
Nej det er jo netop det at man måske ikke behøver at udpensle det forfærdelige... For jeg vil faktisk også rigtig meget gerne have at der bliver holdt fast i det smukke og dejlige ved INdia, fremfor det skrækkelige...
Cathrin, du skal sgu bar have et kæmpe kram... Og helst her i København snart ;O)
Sine, måske har du bare ret, du får det ihvertfald til at lyde meget såre simpelt, hvilket det jo noki faktisk også bare er :O)
Jeg bliver lige nød til at sige lidt mere til dette emne: Hvis jeg for 3 år siden havde mødt en forældre der fortalte om deres døde barn, tror jeg ikke jeg ville havde reageret på samme måde som i dag -
1: ville nok ikke helt havde taget det til mig, fordi jeg ikke kendte forældre-følelsen/kærligheden og dermed ikke kendte omfanget af det tab de har lidt.
2: jeg ville ikke havde turde tale om barnet, - hvilket jeg ville i dag, også med en jeg ikke/dårligt kender. Denne udvikling er klart er jer engle-forældres fortjeneste!
India fylder meget hjemme hos os for tiden, Carl er meget optaget af hende. For et par dage siden spurgte han "men hvor er India?" Dette var et meget svært spørgsmål at svare på - jeg har faktisk ikke givet et ordentligt svar endnu - er 'desværre' ikke religiøs, så den slags forklaringer kan jeg ikke bruge. Hvad fortæller I andre børn, når de spørger om den slags? (det er trods alt også begrænset hvad en 2½ årig kan forstå).
Kram Christina
Kære skønne Christina,
Raja er jo endnu mindre. Og vi siger faktisk at hun er nede i jorden.
Frederik mener selv alt muligt fantastisk om hvor India er og kan engang imellem fortælle lange historier der vist også handler lidt om spiderman og sån...
Men jeg tænker faktisk nu hvor Raja er så lille at det er vigtigt at hun "forstår" at India er i jorden nu, og ikke kommer tilbage...
Senere vil vi stensikkert fortælle om at hun måske er et andet sted og passer på sin lillesøster derfra, men jeg tror at det hun forstår nu og nogle år frem er, at hun er i jorden...
Forresten er jeg ikke i tvivl om at du ville have sagt noget helt fantstisk til de engle-forældre du havde mødt på din vej, også selvom du ikke kendte min India ;O)
KYS fra Line
Send en kommentar