Jeg er bange, men vi har været på en fantastisk kælketur...

Idag var vi ude og kælke. Eller jeg drak varm saft og kiggede på. Og det slog mig at det kun var fædrene der kælkede med børnene. Og jeg var lige ved at give dem baghjul i bar trods, men turde sgu ikke engang en lille bitte tur.
Jeg er blevet en forsigtigper. Især efter sidste skanning for et par uger siden...

Vi var til skanning i 20. uge, for to uger siden. Egentlig havde vi besluttet at vælge gennemskanningen fra. Ligesom vi har valgt nakkefoldsskanningen fra.
Jeg ved dette kan skære i nogens øre (og øjne), men for os var det det rigtige. Vi tager det barn der kommer til os. I vores hjerter er det her allerede.
Og vores barn i min mave skal have fred, ro og go karma at vokse på. Og da vi ved at enhver form for krummelure-mistanke vil kunne gøre os rigtig bekymrede = skabe rigtig dårligt mave-miljø... Ja så valgte vi ikke at blive fortalt noget. Babyen er lige der. Vi tror på at den er rask. Eller ihvertfald tror vi på at den er lige som den skal være, fordi den er lige præcis den...

Men da jeg jo har blødt ville vi rigtig gerne have et kig derind alligevel. Især et lille kig på livmoderhalsen og moderkagen (der sad forbandet godt fast med både India og Raja)...
Der var både gode og dårlige nyheder. De gode var at de kunne give os en forklaring på min blødning. En blodindsamling i moderkagen.
Den dårlige nyhed er at min moderkage er ret eksotisk. Ligner en lang medisterpølse, og ligger nede foran livmoderåbningen. Jeg skal skannes jævnligt resten af graviditeten, for at holde øje med moderkagen og med at barnet vokser. Jeg er taknemmelig over at der bliver holdt øje med mig. At der bliver passet på mit barn, og vi vælger selvfølgelig ikke disse skanninger fra, da der er en grund til dem.
Men jeg er bange. Jeg er bange for hvad jeg skal få af vide ved næste skanning. Jeg er bange for at barnet ikke vokser så den skal ud før tid. Jeg er i splitsekunder bange for at miste barnet i maven. Og det er en følelse jeg ikke har følt før...
Jeg var aldrig bange for at Raja skulle dø i min mave... Men denne graviditet har udviklet sit ret angsfremkaldende syntes jeg. Og jeg er bange.

Det er ret grænseoverskridende for mig at sætte ord på min frygt. For jeg føler at jeg skylder barnet i maven at have den stærkeste tiltro til den. Det har jeg også, mit lille barn. Jeg tror, håber og ønsker, men jeg frygter også lidt...