Vi har skabt traditioner, relationer og sikkerhed i vores forhold til vores første elskede barn. Snart en af tre.
Det giver mig ro, glæde, lykke og forelskelse at hun er inddraget i mange af vores mærkedage, højtider og i det hele taget i vores liv...
Jeg har ind imellem spekuleret på om jeg har vænnet mig til at sådan er det med India. Hun er stendød, og hun for dødsting, og er i dødsting...
I sidste weekend var det fastelavn. Tredje fastelavn som mor. Til et dødt barn.
India har hvert år fået et fastelavnsris. I år fik Raja Lys et og hendes to venner Carl og Carlo fik et. Og jeg havde lavet et (uden rosiner og figenstang) til India.
Jeg har altid elsket at pusle om hendes lille plet på jorden. Gøre det påske i påsken, jul i julen, og lysende i mørkets tid.
I år kunne jeg ikke sætte fastelvnsriset hos hende. Jeg kunne ikke. Det var for svært i år. Jeg fik hendes far til det.
Og jeg tænker at det er et skridt tilbage. Og alligevel så tænker jeg at det er meget godt. JEg er ikke så skingrende vanvittig som nogle har tænkt jeg var. Jeg fandt ikke i år glæde, lykke og forelskelse ved at stille et fastelavnsris og en kattekrone på min datters gravsted. For det er nemtlig helt forkert at det skal stå der.
Glæden, lykken og forelskelsen er i at Raja Lys slog far i hovedet med hendes fastelavnsris og råbte "BOLLER NU" ind i hovedet på ham, mens lillebitten havde hikke i min mave.
Det er forkert at India er død. Det er dødforkert. Det er skide sørgeligt og pisse langt ude. Og det følte jeg helt ned i min mave den dag i februar, hvor kujonmoren sendte sin mand over til sin døde datter, for der var for dejligt under dynen, og jeg kunne ikke rumme den del af min virkelighed.
Nogle dage er det for svært at det endte her.
Nogle dage er det for svært at det endte her.Andre dage er der minder og kærlighed nok i billedet til et helt liv...
6 kommentarer:
Kære lille kujonmor.
Totalt heldigt at I er to forældre som er fælles om det hele. For det er sateme helt ok at trække 'Det kan jeg simpelthen ikke i dag. Nu.'-kortet engang i mellem!
Naja fik sit første fastelavnsris i år. Og var så bange for det, at alle tingene måtte afmonteres, før hun ville have noget at gøre med dem. Hydr :-D
Køs
Hvor jeg kender de to yderpunkter...
Måske er en af de gode ting ved jeres traditioner også, at så har I noget at reagere ud fra og sige NEJ overfor en gang i mellem?
Kram fra Heidi
Jeg sidder her i Sydney med blødende hjerte og tårer i øjnene. Du er absolut ikke en kujonmor Line og når det er sagt så hader jeg selv når andre giver mig misforstået trøst og siger ting som jeg lige har skrevet til dig. For det fjerner jo ikke de følelser man har og føler, at andre fortæller en at det ikke er rigtigt. Jeg tror bare lige i det her tilfælde at jeg ikke mener at du er en kujonmor fordi at du skriver det du gør. Du fortæller så smukt om livet med de levende OG med India,din og jeres meget fine balance mellem livet og døden. Nu er du jo ved at blive mor for 3. gang og samtidig er du mor til Raja (og hvor er hun heldig), og det fylder, LIVET fylder og det er jo rigtigt og godt! Og det tror jeg også at India syntes.
Ved ikke om det overhoved gav mening, men det er hvad jeg fortæller mig selv når jeg flytter mig fra Irma i perioder.
Kæmpe varmt kram fra dowm under (her er varmt skulle jeg hilse at sige)
Det er længe siden du har fået mig til at pive. Nu pev jeg lidt igen.
Tre år med og uden India. Sikke tiden flyver.
Knus
Kujon??? Så stopper du...
Du er simpelthen så skide sej. Jeg fatter slet ikke, at du har kunnet komme videre. Jeg forstår ikke, at I engle-forældre ikke kommer til at ligge i fosterstillig og græde resten af jeres liv. Og Line, du er så altfavnende, at det er en ren fryd at læse om dine tanker og følelser.
Og så er det da helt okay, at man ikke altid kan rumme sit døde barn. Jeg kan altså heller ikke altid rumme mine to levende (og så er det, at jeg tager en tur på ryggen af én af mine islandske heste, og så kan jeg igen!).
Knus
Sine
Kære Line,
Hvor er jeg glad for at jeg lige kom på besøg her på din blog, og endnu engang fik læst dine tanker som du så helt fantastsik beskriver med din hudløse ærlighed.
Og endnu engang græder jeg med dig, fordi det bare er så pissehamrende sørgeligt.
Jeg kender dig først og fremmest som mor. Jeg ved godt du er også er andre ting, men moderrollen fylder ufattelig meget. Der er teorier om at naturen sørger for at vi kvinder bliver så trætte og navlebeskuende i graviditeten at vi kun kan overskue at passe på os selv og barnet i maven. Jeg er overbevist om at India er lykkelig for at du passer på dig selv og hendes nye lilesøster(jep , jeg tror det bliver endnu en pige)
Både India og alle andre ved at du elsker og savner din lille pige uanset om du besøger hende på hendes grav, hviler dig derhjemme eller går en tur med hends søster og far.
Hvor er hun smuk lille Raja, og jeg syntes det er helt skønt hvis hun også dunker sin mor lidt oven i hovedet med fastelavsriset hvis så noget af al den skyldfølelse kan blive skiftet ud med fastelavnsballade. Det griner India sikkert også af, hvorend hun er.
masser af kram Therese
Send en kommentar