De sidste to måneder har det ringet rigtig meget på vores dør omkring kl. 10. De første mange gange fik jeg temmelig væmmelig koldsved, og frygtede uventet barselsbesøg... Besøg er fantastisk hyggeligt, bare ikke når man er så træt i ben og hoved som vi er i disse tider...
Nå, men ringeriet har været postmanden. Der igen og igen er kommet med pakker. Små pakker, store pakker. Bløde pakker og skøre pakker.
Mange har lagt gaverne hos India eller udenfor vores dør. Tænk hvor uselvisk, bare lige at dumpe en gave et sted, uden at forvente det mindste i gengæld...
Søstrene Svendsen (tak for den tante Heidi) og vi er blevet begavet i en sådan grad, at jeg ikke aner hvor jeg skal starte mit takkeri... I mit underskud og ammehukommelse er der en ting jeg husker. Hvad der er fra hvem og hvorfor. Og jeg bliver helt grundvarm i mit hjerte hver gang hver og en ting er i brug. Gaver er jo at sende en tanke og kærlighed i form...
Mange af gaverne er hjemmelavet og jeg er simpelthen rørt til tårer af at så mange har lagt så mange minutter og kræfter i det... Af de hjemmekøbte sager er det så utroligt så meget omtanke der er i gaverne. Tanker om hvad der skal til, til sån en familien Svendsen...
Af hjertet tak... Det er svært at falde helt dybt når så mange holder mig oppe! Jeg er en heldig snegl...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar