En kommentar første til følgende tanker. Kald det tankespind eller ren volapyk. Jeg syntes faktisk at spørgsmålet var så meget på kornet, at det kræver sit helt eget indlæg...
Jeg tror sgu at India i øjeblikket er et lidt åbent sår. Og hun er jo meget mere end sorg. Når jeg giver hende lov til det. Men lige nu er hun sgu bar skide meget kontrasten til den fantastiske levendehed.
Ja, egentlig tror jeg gennemlever den der anden sorg lige nu. Den der mange beskriver som følge af det forløsende barn nummer to(altså den efter den døde).
Sibilles og også Raja Lys levende fantastiskhed sætter fut i Indias dødhed (ja fut var der ihvertfald i hende, så meget at hun nu er helt støv)... Alt det hun ikke bliver, er og aldrig kommer til at vise mig. Jeg kommer aldrig til at opleve hendes smil. Hendes grin. Amme hende. Ikke engang hendes øjne har mødt mine. Så meget nåede hun ikke. Så meget nåede jeg ikke med hende. Jeg ville ønske. Jeg havde fået bare lidt. Lidt mere. Aldrig havde jeg fået nok. Gid. Gid jeg havde nået. Bare lidt mere.
Der er ikke meget tid og rum til at dyrke det der er summen af India. Nemlig alt det smukke. Kærligheden som hun kom med. Og som hun var og som hun fik. Som ikke kan som ikke kan måles i minutter, dage eller øjeblikke.
Når hun ikke dyrkes efter behov, jamen så tror jeg at hun gør ondt i mig. Nej ikke hun. Men det. Altså at hun er død. For de to ting er ikke det samme. Det India gør ved mig. Og det hendes død gør ved mig.
Giver det mening?
Og måske var jeg så vildt opmærksom på at India aldrig måtte blive noget "lort i vores liv" i starten, at jeg har holdt fast i det gode. Nu smuldrer hun mellem mine fingrer, for der er ikke ret meget tid til hende. Og for at gøre noget stendødt til levende nærvær, så skal jeg have overskud. - Og det overskud bruger jeg lige nu på de levende... - Som igen måske ville være rigtig godt tjent med at få del i den døde!
- Se det her er tankespind ;)
5 kommentarer:
Det giver rigtig god mening og er faktisk noget af det samme som jeg går og roder med i forhold til Elisabeth. Måske skulle vi snart finde tid til den der kop te? Kram til dig!
Hehehe, Line. Kun os mor-til-døde-børn må komme med de der vitser... fniser lidt endnu. Brændt barn skyr ilden ;)
Men ja, det giver god mening! Meget god mening endda!
Det er jo bare heller ikke i orden, at jeres ældste datter er død. Man får aldrig nok af sine børn... det er jo dem, der burde være her altid, vores altid.
Det er da en masse mening, i det du skriver.
Jeg kan huske, at Jonas tog mig med storm, som den lille fantastiske dreng han var og stadig er, men han blev da også billedet på det jeg aldrig fik med Mie.
Og tro mig - det har også givet anledning til tankespind.
Send en kommentar