Hvis jeg var en malkeko var jeg nok blevet slået ned

Amningen af Sibille er kørt ret meget af sporet (igen)… Så meget at der nu er ammestop-piller, jeg kan ringe efter hvis det bliver nødvendigt. Og det gør jeg måske.

For et par uger siden gik mit svampe-angreb fra at være "udholdeligt" til "mega slemt". Jeg kom i systemisk behandling (med tabletter), som jeg blev temmelig dårlig af. Vi måtte tilkalde forstærkning i form af bedsteforældre der kunne underholde Raja. Og hun var til overnatning to gange på en uge. Okay, hun hyggede sig, men det var af nød og for min skyld...
Jeg fik det bedre og havde for første gang HELT smertefrie amninger. Jeg kunne sove fra amningerne om natten (og nu forstår jeg hvad nogle mener med at man bare kan amme i søvne)… I slutningen af min kur blev begge piger syge. Og Sibille kom på penicillin to gange. Om det var det der trickede det igen. Eller om det var stress og uro og bekymring hos mig, ved jeg ikke. Men tilbage kom svampen for fulde hammer. Og for en uge siden gik der hul på min ene brystvorte. Så der sad jeg med 5½ måneders gammel baby og havde sår på brysterne igen . Det slog mig pænt meget ud…

Jeg har lige nu en følelse i maven af; "hvor længe skal det gøre ondt at være mor?"… Sådan helt konkret og bogstavligt. Jeg har fandme haft ondt i 4½ år, alle mulige steder. Jeg har bare snart fået NOK!
- Til jer der har ammet med svamp og sår, I ved sgu nok hvor meget det fylder… Det er nasty…
En ammerådgiver (fra forældre og fødsel GUDSKELOV for dem!) sagde til mig at jeg kunne ændre min kost nok så meget, tage hundredevis af systemiske kure (Sibille og jeg har smurt os nærmest siden hun blev født med sån noget anti-svampe-halløj)… Men så længe jeg var stresset og presset ville det bare komme igen og igen. Hun foreslog en kur bestående af aflastning, systemisk behandling og søvn… I en måned (YEAHR, midt her i december)…
Nå, men sagen er den… Vi er sgu en enhed mig og min familie. Og selvom amningen er rigtig vigtig for Sibille. Så skal det store familieregnestykke gå i plus.

Raja har betalt en (for) høj pris for at blive storesøster. Det er nok uundgåeligt, men jeg syntes at omstændighederne omkring Sibilles fødsel og kolik har gjort det lige unødigt hårdt for den lille Raja Lys. Hun har været så brav. Og hun er sgu blevet kastet rundt i armene på alle mulige, for mor og far var ved at blive kuk kuk af Sibilles kolik… Og jeg syntes ikke hun skal betale for dette også. Så bliver jeg for skidt af pillerne, eller går det hele for meget op i ammestue herhjemme, så jeg vurderer det går for meget ud over Raja, så er det bar slut.
For mange kvinder er et ammeforløb på ½ år ganske fint og der føles det "færdigt". For det har jeg respekt, forståelse og anerkendelse. Men for mig har det været anderledes. Jeg havde forestillet mig, og håber stadig på et langt ammeforløb. Jeg har tænkt det som hyggeligt og dejligt, for både mor og barn at amme længe. Og rigtig sundt tilmed.
Men ikke altid bliver tingene som man havde forestillet sig...

Forleden skubbede jeg Raja. Sån helt instinktivt. Hun kastede sig krammende om halsen på mig, og jeg skubbede hende væk fordi det gjorde så pisse ondt at hun omfavnede mig og trykkede mit bryst… Og det er bare ikke iorden. Hun er 2½ og forbandet dejlig. Og hun skal ikke føle sig afvist fordi at jeg har en forestilling om hvad der er den bedste Sibille-mor, hvis det får Raja til at føle sig afvist, og gør mig en ringere Raja-mor…

Sibille er i begyndt at få noget grød. For mine bryster skal have fred nogle gange. Jeg kan ikke sidde og bide sammen hele tiden (pillerne denne gang virker dog allerede så jeg har ikke så ondt længere). Sibille er vild med grød.
Jeg havde troet at jeg var blevet mere dogmatisk, bevidst, klog og ideologisk af at have været mor til en Raja i 2 år, inden jeg fik Sibille. MEn jeg er blevet møg-pragmatisk. På godt og ondt. På godt fordi det fungerer (fnis). På ondt fordi jeg sgu faktisk mener at det er ret vigtigt at have nogle værdier at pejle efter, trods alt!
Det er fedt nok og okay at det hele er pragmatisk lige nu. For det skal funge. Og jeg kender mine børn bedst. Og jeg kan tage mig selv i at forstå mange af dem jeg tidligere har fordømt, eller ihvertfald været meget forundret over… Sibille har givet mig en visdom, fået mig til at forstå. Ligesom India har. Og Raja Lys har. Jeg har kloge børn, eller jeg er blevet klogere af mine børn.

Nå, men det har sgu slået benene lidt væk under mig, alt det her. Blandt andet fordi jeg er blevet konfronteret med, at det fandme har konsekvenser når man er for presset. Jeg har hele tiden tænkt det som at det bare går ud over mit sind, krop og situation på lang sigt. At jeg måske blir en lidt mere bitterfisse af at der bliver drevet rovdrift på Linen. Eller at jeg mister et par tænder, får et par hæmorider, lidt tics eller andet. Altså at konsekvensen var sån ikke-akut. Det her er jo et totalt kropsligt signal der er umuligt at ignorere…

Og så at jeg syntes at vi er ramt af ualmindeligt meget uheld…
På den anden side vil jeg sgu også gerne begynde at afdramatisere tingene lidt. Nåhr ja, så får jeg lidt svamp, har lidt syge børn, og sån. Pyt, om en uge er det bedre. Og vi har det sgu godt nok… Og hva så om jeg giver Sibille flaske istedet, hun lever og er en ÜBER skøn baby… SÅ fårk det… Det har jeg besluttet at øve mig lidt på. For det lader til at vi har udfordringer på stribe, og derfor bliver vi nok nød til at indstille os på at det er sådan det er at være os. Og selvom jeg er en drama-kvinde af næste-natur... Så ville det måske nok klæde mig og os at få hevet det hele lidt ned på jorden igen.
Det kan blive et selvopfyldende profeti, gang på gang at italesætte vores uheld. Vores gå'en istå… Vores stakkels børn. Stakkels os. Og stakkels det skide hele
Jeg vil gerne ud af den der trommerum. Selvfølgelig allerhelst som følge af at uheldene bliver færrere ;O), men hvis vi istedet ser alle "uheldende" som vilkår! Jamen hallo, så er det jo vores afsæt, og det tror jeg bare ville være godt for vores liv nu og her…

Jeg er træt, men jeg tar mig en kop kaffe. Og jeg sender ingen julekort, for (igen) i år får jeg en masse uden at gi en skid. For sådan er det bare. Jeg går måske snart i karma-minus. Og så må jeg jo svede i helvede, den tid den sorg!

Indtil da vil jeg nyde mit liv, og gøre det der er nødvendigt for at vi har det så godt som muligt. Også hvis det indebærer et par ammestop-piller. Eller et par overnatninger for Raja hos sin dejlige mormor eller moster Dorthe!

Og så lige til afslutning et citat fra Anja, på min overskrift: "men du ville være blevet nogle herre lækre bøffer" … Yeahr!