Vi er hjemme. Og herfra hvor jeg sidder, kan jeg kigge ud over mit hood. Vi er hjemme. Vi håber vi kan blive. Tiden må vise hvordan det ender. Men lige nu er vi hjemme, efter en uge i Emdrup. Vi er hjemme fordi...
Vi simpelthen ikke rummede mere rakkeri. Vi har afrenset det svamp her var, og vi sætter alle vores penge på at andelsboligbestyrelsen sørger for at det ikke kommer igen (og lapper det der tag ASAP). Vi havde hjemve.
Måske får vi aldrig ro her. Måske bliver det svært at få helt ro nogen steder igen. For når man har fået så raffineret en viden om fugtproblemer og svamp - så er hjem ikke længere bare hjem. Og boliger kan gøre dig og dine unglinger syge.
Og det er egentlig lidt ligesom den der angst der bare altid lurer iforhold til vores unger, fordi vi engang for 4½ år siden sad med vores lille døde Indiabarn i armene. Det kom bare lige dernede fra helvede det der død. Og vi har nu den mest abskurte raffinerede viden om hvordan små børn kan dø. - Og vi får bare aldrig helt den samme ro som andre i forhold til vores unger. Sådan er det bare. Det kan vi ikke lave om på. Men vi kan tage hånd om det.
Og vi kan lære at skelne mellem frygt, angst og realisme - og så igen, hvem fanden kan det!?
5 kommentarer:
Velkommen hjem;-)
Det skal gå godt!
Velkommen hjem alle sammen - håber der kommer styr på det!
Fedt!!
Kh. Sidse
Kære Line
Jeg har ikke været her før, men ville bare sige hej. Jeg læste din historie om India, og den rørte mig dybt. Jeg ved ikke hvad der er "rigtigt" at sige, men jeg ønsker dig og dine al tænkelig ro i flytte-ind-og-flytte-ud cirkus.
Send en kommentar