Indias fødselsdag

For to uger siden ville India være blevet 5 år. Dagen krøb på ingen måder ind under huden på mig. Det gjorde mig både lidt trist, overrasket og lettet.

- Overrasket fordi det jo ikke er blevet en millimeter mindre trist at hun er død...

- Trist fordi at sorgen og kærligheden vel er forbundet, og hvis sorgen ikke viser sig så ofte længere?!
Og fordi at det at have India tæt på har gjort mig trist tidligere - og glad... Og nu, er hun der tæt på på en ny både, eller er hun fløjet længere væk?

- Lettet for at det jeg havde brug for den dag, var en fridag med min familie og dejlige venner. Jeg havde læst i døgndrift i ugevis og jeg trængte til en dag hvor litteraturhistorie og begynderlæsning var ligegyldigt, men samvær, glæde og grin var vigtigt...
Og så fordi jeg elsker kontrol - og jeg hader når India tager røven på mig hver sommer...




I den blå kuffert står der ved udgangen; Livet er det bedste eventyr... Det ved jeg ikke om jeg er enig i. Men ihvertfald blev Indias dag helt rigtig. Fordi den blev fyldt med latter, hygge, glæde og kys... Fra alle dem der fulgte efter hende, og mange af dem der er fulgt med os hele vejen...


















Fra den øverste af luftgyngerne sendte Raja, Carl og Carlo (og Thor) en hilsen til himmels... Og de fik så også lige fortalt hele den lettere chokerede kø om deres ærinde... Ahr men, det er sgu da også sært, hun skulle jo hellere bare have været med... - Men det var hun altså på en måde også...








Det er svært at få et gruppebillede i kassen af mange voksne og en håndfuld 1-5årige, levende som døde...

Det var noget nær den perfekte dag, selvom hovedpersonen er dø. Det er jo vilkåret, og derfra tager vi vores udgangspunkt. Det har bundfældet sig, et sted hvor det blev det - der var det...