I det store hele går det fremad for mig. To skridt frem, et tilbage.
Jeg er jo lissom bare et marathon bagud alle jer andre - bilder jeg mig ind.
I går aftes var jeg til netværksmøde om en elev. Sammen med hendes familie, hendes almindelige lærere (en af dem min mor :) og mig. Og på et tidspunkt blev jeg svimmel og bordet vi sad ved kørte rundt som en karrusel. Mødet gik skide godt. Vi fik lagt en god plan, til stor lettelse for pigen, hendes familie og os selv. (Har jeg mon nogensinde nævnt hvor meget jeg bøjer mig i støvet for mine elever? At komme til et nyt land i den allersværeste tid i et menneskes liv, og så gå til udfordringen med krum ryg? Godt det ikke er mig!).
Mødet var godt, alt var godt. Ingen opdagede at bordet snurrede, andet end mig. Er I klar over hvor meget man skal kaste op, når et bord snurrer rundt? Og hvor svært det er at skjule, til et vigtigt møde? Pis mig i øjet...
Jeg bekymrer mig om fremtiden. Om min fremtidige arbejdssituation. Om min evne til at være en rigtig mor - uden fysiske begrænsninger i denne kaliber. Om vores fremtidige økonomi, hvis jeg ikke kan arbejde (nok). Eller ikke få arbejde (nok). Og jeg er pisse bange for at få nederlag, i form af at begynde på noget jeg ikke kan gennemføre. Et job fx. Det er nemlig noget af det jeg er aller aller dårligst til. At måtte give op...
Og så mærker jeg en spirende bitterhed. Over at det her skulle ramme mig. Og det selvom jeg ved at bitterhed aldrig har gjort nogensomhelst noget som helst godt.
4 kommentarer:
Kære Line
Det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg tror heller ikke jeg ville kunne lade være med at bekymre mig hvis jeg var i dit sted. Jeg bekymrer mig i det hele taget meget. Engang satte jeg mig ned og tænkte over mine erfaringer med bekymringer. Jeg kom frem til følgende. Ofte blev mine bekymringer ikke til noget, og de havde været spild af energi, der kunne bruges på noget andet. Nogengange blev mine bekymringer til noget, her var min erfaring, at jeg altid klarer det alligevel, og at min bekymringer på forhånd overhovedet ikke hjalp en dyt når jeg var i situationen, altså konklusion bekymringer er spild af god energi. Men hvis jeg skal være ærlig. Så bekymrer jeg mig stadigvæk. Mærkelig eftersom min konklusion er, man kan ikke bruge dem til en dyt.
Kram fra Anette
Kære Line
Er der ikke mulighed for at blive u-svimmel? Nu hvor du har fået diagnosen, kunne det virkelig være dejligt med helbredelses-støv din vej :-)
Jeg kan virkelig godt, desværre, sætte mig ind i det, du skriver om bitterhed... total uproduktiv følelse. Men den gør os til mennesker.
Kram fra Stine
Anette, det er ret så klogt. Skønne kvinde. Tak for det, det havde jeg brug for.
Stine, jo det er der... Forhåbentligt. Men sygdommen er kronisk, på den måde at jeg altid vil kunne få anfald, og varigheden er ikke til at forudsige. JEg er ret sikker på at min er udløst af bevægelse og også når jeg har lidt for travlt. Hvorfor jeg bliver nødt til at indtænke det i mit fremtidige liv...
Men FORHÅBENTLIG bliver jeg usvimmel snart!
Hmm... minus stress og minus bevægelse? Løsning: Du flytter permanent på silent retreat! :-D Håber på at du får det bedre. Pis at det skal være kronisk.
Send en kommentar