EVAKUERING

Så sad man i Dødsur. En beslutning der blev taget meget pludseligt. Og vi rykkede på et par timer. Det er skørt, for vi havde lige besluttet at blive på Nørrebro. Vi var ikke parate til at forlade byen, og bliver det måske aldrig. Men nu sidder vi alligevel herude, 17 minutter på cykel fra vores Nørrebro. Det føles som galakser væk. Jeg har allerede hjemve.

Sidste fredag begyndte der at lugte kraftigt i vores soveværelse. Fra gulvet/muren mellem soveværelse og det badeværelse som nogle temmelig tvivlsomme håndværkere bankede op for 2½ år siden lige inden vi flyttede ind. Det er sån en våd indelukket, lidt sødlig lugt. Temmelig kvalm.
Vi kontaktede vores ejendomsadministrator, der administrerer vores ejendom. De var bestemt ikke samarbejdsvillige. Vi bor nemlig i et konkursbo, for vores gamle udlejer gik konkurs for et år siden. Nå... men bla bla bla, jeg kunne her opridse et sagsforløb så latterligt at det er til både at tude og grine over. Det er endt der hvor vi er rykket, for bag et fodpanel var der kulsort og lodent. Lugtede fælt, og gav 3/4 af os vejrtrækningsproblemer. Hvor nasty er det ik!?
- Thor der pillede fodpanelet ned fik akut røde øjne. Og det er bare så skummelt...
Og ja, alt tyder på at vi i vores SOVEVÆRELSE har skimmelsvamp.
Ja, jeg elsker jo sammenkædninger, og jeg er træt af svampe. Først på brysterne, I SIbilles mund og nu højst sansynligt i vores lille store hjem. Og så er Raja Lys begyndt at fable om en svampeBob, hvem det end må være.
Jeg æder aldrig mere en champinion, hvis de så lover at holde fingrende fra min familie i fremtiden!

Tænk hvis dette er koden der er knækket i forhold til sygdom på sygdom!? Tænk hvis det er grunden til jeg har følt mig "ved siden af mig selv" den sidste tid, næsrmest som i en osteklokke. Rajas astma. Sibilles snue i 7 måneder. Rajas eksem rundt om øjnene. Det er sgu da til at tude over. Om end jo ganske fantastisk hvis det kan udbedres og afhjælpe det i fremtiden.
Jeg har det allerede bedre. Efter en nat I dødsur.. Måske også fordi jeg er lettet over ikke at frygte om vi ved at bo, gør vores børn syge.
Men mærkeligt og sært er det altså at være på "ferie i Emdrup" (som vi har bildt Raja Lys ind det er). Det er sært at bo et sted der ikke er vores. Ikke at have alle vores ting, og ikke at have vores netværk og elskede Nørrebro i nærheden. Her er stille, og vi skal mærke efter helt ned i maven om stilhed er det der gør det for os.
Men måske får vi ikke noget valg. For hvis vores lejlighed er helt svampebefængt, og ejendomsadministratorene ikke vil gøre noget, ja så har vi intet valg andet end at flytte.
Jeg håber dog inderligt at valget bliver vores, så vi ikke føler os drevet herud. Men vælger herud eller derind.

Jeg savner min lille døde baby idag. Helt utroligt meget. Nok især fordi det er sværere at have hende med når det hele går stærkt. Hun kræver altså lidt dvæle. Men nok også fordi hun ikke er her. Vi kan ikke flytte India med. Hun er død og borte, og engang imellem går den erkendelse i marv og ben på mig.

Mega-sengen er med herude. Og mens jeg lå der igår og puttede pigerne (der lever) i den, fik jeg et særligt stik at lykke. Mange år er det siden at Thor og jeg sov i det værelse. Gymnasieelever var vi. Og nyforelskede. Og vi anede ikke hvad der lå derude i fremtiden og ventede på os. At vi en dag skulle ligge på det selvsamme værelse med et barn hver i favnen, og en der deles i hjertet. Gad vide hvad vi ville have valgt hvis vi havde kunnet se hertil, dengang?
Og gad vide hvad vi egentlig drømte om og forestillede os dengang? Vi drømte nok ikke ret meget længere end til rejsen rundt på jorden... Og den drøm er vist en evig drøm hva end man har gjort det et par gange allerede.
Måske er det egentlig helt okay at vi i dag fejrer bryllupsdag i kaosets tegn, her i Dødsur. For shit vi er blevet rutinerede i kaos. Så rutinerede at det virker og føles helt banalt når det skummer over.

Pigerne har sovet rigtig ringe i nat. Vi er alle fire trætte. Raja blev dog mægtig glad over at vågne op til lyden af kirkeklokker. Den eneste lyd vi hører udover lidt fuglekvidder og Lyngbyvej. Så hun overtalte Thor til at gå med i kirke og se på Jesus. En hel gudstjeneste blev det til. Jøsses. Sært barn!

Jeg har ikke været så nærværende her i cyberspace. Jeg har lissom haft travlt med livet. Men jeg savner at få sat ord på det hele. Også selvom det er kedelig læsning, er det sgu blevet en vigtig del af min løsningsvej at skrive her. Så jeg håber jeg får lidt mere overskud snart, nu hvor mit hovede føles lidt mindre i en osteklokke.

Give away

Se det er god karma!:

http://småøjeblikke.dk/2010/01/give-away/comment-page-2/#comment-67

Og jeg får selv lyst, jep jep!

Hvem vil bære deres lækkermøf i vores brune ringslynge, som vi næsten aldrig bruger længere? (fordi vi er kommet til at købe en Sibille ringslynge)

Skriv en kommentar, med en hilsen, hvis du vil have den. Og en mail... For det slog mig pludseligt; så mange af dem jeg kender læser med herinde, om hvordan jeg har det. Og nu vil jeg så meget gerne høre hvordan det mon står til på den anden side af skærmen...

GODMORGEN

Vores nætter er hæslige i øjeblikket. Derfor lidt stilhed på bloggen. Vi tror det er ørene. Begge pigers ører endda, det er nemlig kommet i forbindelse med en lidt drilsk forkølelse.

Nå, men Thor har morgentjansen. Og på sidste billede kan man se to trolde i hver sin ringslynge hos deres far, for mor sover og Raja Lys skal i dagpleje. Jep jep...

En finurlig tilfældighed

Sibille har et lille jordbærmærke. Det er helt uskadeligt, og går forhåbentlig væk af sig selv, ellers skal det fjernes. Den tid den sorg.
Inden India var blevet født, men vi vidste hun var død, "advarede" jordmoderen os om at huden lissom kunne være flosset lidt af nogle steder. Hun havde jo været død meget kort tid i maven inden hunblev født, så det var kun sket to små steder, af ca. ½ cm i diameter. Og lige præcis det samme sted som der hvor Sibille har sit jordbærmærke.
En lille finurlig tilfældighed. Og jeg syntes hverken det er ubehageligt eller underligt. Men måske endda lidt hyggeligt.

Trist forskning om spædbarnsdød

http://www.berlingske.dk/danmark/flere-boern-af-indvandrere-doer-spaede

Social ulighed er skræmmende på mange måder. Det her er da til at tude over. Jeg håber viljen til at afdække dette findes et sted. For alle børn har ret til bedst mulige leve-vilkår - i helt bogstavlig forstand...

Lad os ikke håbe at årets begyndelse skaber præcedens for resten af 2010

For tiden efter juleaften har været en dårlig genudsendelse af foråret. Med hostende nætter, rigtig meget dum astma... Krydret med en lungebetændelse. Ny astmamedicin der fremkaldte en allergisk reaktion, og sendte en panisk mor til tælling.
Denne blog er ved at udvikle sig til en sygdomsblog. Og jeg hader det. Jeg hader al den sygdom. Men mest hader jeg at det skal fylde så forbandet meget.
Dette er nytårsfortsættet. At det ikke skal fylde så meget, selvom det er så meget. At vi skal være tro mod vores idealer og værdier uden at sigte for højt over mål. Og at turde afvige, fordi ingen tager skade af det. - Ihvertfald ikke mere end vi alle tager skade af at sigte højere end vi kan ramme...
Så nu ringer jeg efter et par pizzaer, lissom igår!

Og så er der det med huset i Emdrup. Det der jo nok holder os mest tilbage, hvis vi skal skære helt indtil benet, er nok frygten for det ukendte. Og for at flytte fra India, der lige nu har en naturlig rolle i vores hverdag, fordi vi kører forbi hende hele tiden og mere til. Hun får en helt anden rolle når vi flytter. Og måske er det helt okay. At hun, hende, det lille Indiabarn, får en rolle i familien, der ikke blot er en plet på jorden med en bænk så fin så fin!?

(Men jeg skal satme have en ekspressomaskine derude i Dødsur. Der er jo ingen- som i INGEN - cafeer!)

Og jeg skriver 2010

Jeg er igang med en afvikling af forestillingen af den perfekte mor, det perfekte børneliv og den perfekte alt muligt. Det er nok en livslang proces. Men det er vist først gået op for Linemoren nu. Og jeg har sgu brug for at italesætte det lidt, tænker jeg.
Lad os bar kalde det et nytårsfortsæt. Eller bare et nytårs; AHA !