EVAKUERING

Så sad man i Dødsur. En beslutning der blev taget meget pludseligt. Og vi rykkede på et par timer. Det er skørt, for vi havde lige besluttet at blive på Nørrebro. Vi var ikke parate til at forlade byen, og bliver det måske aldrig. Men nu sidder vi alligevel herude, 17 minutter på cykel fra vores Nørrebro. Det føles som galakser væk. Jeg har allerede hjemve.

Sidste fredag begyndte der at lugte kraftigt i vores soveværelse. Fra gulvet/muren mellem soveværelse og det badeværelse som nogle temmelig tvivlsomme håndværkere bankede op for 2½ år siden lige inden vi flyttede ind. Det er sån en våd indelukket, lidt sødlig lugt. Temmelig kvalm.
Vi kontaktede vores ejendomsadministrator, der administrerer vores ejendom. De var bestemt ikke samarbejdsvillige. Vi bor nemlig i et konkursbo, for vores gamle udlejer gik konkurs for et år siden. Nå... men bla bla bla, jeg kunne her opridse et sagsforløb så latterligt at det er til både at tude og grine over. Det er endt der hvor vi er rykket, for bag et fodpanel var der kulsort og lodent. Lugtede fælt, og gav 3/4 af os vejrtrækningsproblemer. Hvor nasty er det ik!?
- Thor der pillede fodpanelet ned fik akut røde øjne. Og det er bare så skummelt...
Og ja, alt tyder på at vi i vores SOVEVÆRELSE har skimmelsvamp.
Ja, jeg elsker jo sammenkædninger, og jeg er træt af svampe. Først på brysterne, I SIbilles mund og nu højst sansynligt i vores lille store hjem. Og så er Raja Lys begyndt at fable om en svampeBob, hvem det end må være.
Jeg æder aldrig mere en champinion, hvis de så lover at holde fingrende fra min familie i fremtiden!

Tænk hvis dette er koden der er knækket i forhold til sygdom på sygdom!? Tænk hvis det er grunden til jeg har følt mig "ved siden af mig selv" den sidste tid, næsrmest som i en osteklokke. Rajas astma. Sibilles snue i 7 måneder. Rajas eksem rundt om øjnene. Det er sgu da til at tude over. Om end jo ganske fantastisk hvis det kan udbedres og afhjælpe det i fremtiden.
Jeg har det allerede bedre. Efter en nat I dødsur.. Måske også fordi jeg er lettet over ikke at frygte om vi ved at bo, gør vores børn syge.
Men mærkeligt og sært er det altså at være på "ferie i Emdrup" (som vi har bildt Raja Lys ind det er). Det er sært at bo et sted der ikke er vores. Ikke at have alle vores ting, og ikke at have vores netværk og elskede Nørrebro i nærheden. Her er stille, og vi skal mærke efter helt ned i maven om stilhed er det der gør det for os.
Men måske får vi ikke noget valg. For hvis vores lejlighed er helt svampebefængt, og ejendomsadministratorene ikke vil gøre noget, ja så har vi intet valg andet end at flytte.
Jeg håber dog inderligt at valget bliver vores, så vi ikke føler os drevet herud. Men vælger herud eller derind.

Jeg savner min lille døde baby idag. Helt utroligt meget. Nok især fordi det er sværere at have hende med når det hele går stærkt. Hun kræver altså lidt dvæle. Men nok også fordi hun ikke er her. Vi kan ikke flytte India med. Hun er død og borte, og engang imellem går den erkendelse i marv og ben på mig.

Mega-sengen er med herude. Og mens jeg lå der igår og puttede pigerne (der lever) i den, fik jeg et særligt stik at lykke. Mange år er det siden at Thor og jeg sov i det værelse. Gymnasieelever var vi. Og nyforelskede. Og vi anede ikke hvad der lå derude i fremtiden og ventede på os. At vi en dag skulle ligge på det selvsamme værelse med et barn hver i favnen, og en der deles i hjertet. Gad vide hvad vi ville have valgt hvis vi havde kunnet se hertil, dengang?
Og gad vide hvad vi egentlig drømte om og forestillede os dengang? Vi drømte nok ikke ret meget længere end til rejsen rundt på jorden... Og den drøm er vist en evig drøm hva end man har gjort det et par gange allerede.
Måske er det egentlig helt okay at vi i dag fejrer bryllupsdag i kaosets tegn, her i Dødsur. For shit vi er blevet rutinerede i kaos. Så rutinerede at det virker og føles helt banalt når det skummer over.

Pigerne har sovet rigtig ringe i nat. Vi er alle fire trætte. Raja blev dog mægtig glad over at vågne op til lyden af kirkeklokker. Den eneste lyd vi hører udover lidt fuglekvidder og Lyngbyvej. Så hun overtalte Thor til at gå med i kirke og se på Jesus. En hel gudstjeneste blev det til. Jøsses. Sært barn!

Jeg har ikke været så nærværende her i cyberspace. Jeg har lissom haft travlt med livet. Men jeg savner at få sat ord på det hele. Også selvom det er kedelig læsning, er det sgu blevet en vigtig del af min løsningsvej at skrive her. Så jeg håber jeg får lidt mere overskud snart, nu hvor mit hovede føles lidt mindre i en osteklokke.