Satans da os'

Okay, hvad er det værste der kunne ske nu hvor vi er flyttet fra svampebo - og har købt en lejlighed?!

Sidste mandag flyttede vi. I 30 graders varme fra 3. sal og tre gader hen og op på til 4. sal. Vi har verdens stærkeste og modigste venner og familie!
Det er på mange planer hårdt at flytte. Jeg syntes ihvertfald det er hårdt. At sige farvel til et sted og goddag til et andet.
Vi glædede os helt vildt. Vores nye lejlighed var blevet så lækker. Og det var VORES (og måske lidt bankens).

Første nat i lejligheden hostede Raja helt vildt. Hun havde astmatisk vejrtrækning og vi sad oppe med hende i timer og gav hende hendes anfalds-spacer. Da det ikke havde hjulpet indenfor et par timer blev jeg ret utryg og ringede til vagtlægen. Det blev bedre idet han kom, og hun sov.
Næste dag var hun i børnehave, og da hun kom hjem i den nye lejlighed begyndte hosten og den astmatiske vejrtrækning igen.
Hva gør en klog mor og far så? Dagen efter gik vi på opdagelse. Vi er jo efterhånden trænet i det med at lede efter skimmel - og rigtigt nok - bag tapetet i 3 ud af 4 værelser, samt køkkenet er der smækfyldt med skimmelsvamp! Det er fandme til at tude over (og tro mig det har jeg gjort).
Vi pakkede vores sager og fes op i kolonihaven, hvor vi bor nu.
Raja har en gang været i lejligheden efter der er blevet revet tapet af. Der fik hun astmaanfald det øjeblik hun trådte ind af døren. Vi har produceret en sprællevende skimmeltest! Og det er ikke rart for hende (eller os).

Der skal nok komme has på svampen. Det er som følge af dårligt indeklima og isolering og for lidt opvarmning i lejligheden. (og til alle der læser dette; det er ikke for sjov man siger luft ud 3-5 gange om dagen og husk at tænde for varmen om vinteren - også i soveværelset)...
Men halvdelen af køkkenet skal rives ned for at kunne komme til på væggen der er inficeret, vi skal have fjernet radiatorer, tapet, træværk. Et svampefirma kommer så og afrenser. Herefter skal vi isolere, pudse op, male... Og først herefter pakke de 120 flyttekasser ud.
(Så i slutspurten på min bacheloropgave smuldre!? Og den Linetid jeg havde lovet mig selv i løbet af sommeren!?)
Og det er en vanvittig pebret sommeraktivitet, sån noget skimmelsanering.

Det er faktisk ret så dejligt at bo her i kolonihaven. Og når det nu skulle være (selvom jeg hader det der med "så var det jo godt at...") så er det jo fedt vi har denne plet.
Men omkuld er jeg slået. Eller er vi slået. Jeg skal lige samle kræfterne igen. Derfor bliver det nok også til en pause herfra bloggen. Jeg er træt af at være den evigt trælse historie. Og det ved jeg godt jeg ikke altid er. Der er så meget dejligt i mit liv. Jeg har bare ikke så meget at dokumentere lige nu, som gør mig glad at se på skrift (okay det lyder meget dystert, det er bare ret så svært at forklare!)...

Men altså... Vi ses på den anden side. Yeahr.

Satans da os'.

Sibille 1 år (og et par dage)

Jeg er stadig træt

Det er virkelig omstændigt at flytte, når man har huset fuld af unger. Og flytter til sin egen lejlighed, hvor man lissom selv skal skrue på det hele.
Og jeg er ualmindelig mør og sprød... Og jeg glæder mig til det hele er overstået.
Idag ser jeg lidt lysere på det, men jeg har godt nok været nede i kulkældren over projektet der kræver de kræfter vi ikke har. Jeg mærker meget tydeligt hvordag det sidste 1½ år har slidt på mig.
Jeg skal have gjort noget alvorligt ud af det der med Line-oaser når alt det her er overstået - hvis altså ikke vi så bare står overfor nye udfordringer der kræver os.

Tempoet er svært at vænne sig til... Jeg vænner mig garanteret først til det når det er ved at være overstået... AHA! Det er DERFOR bedsteforældre har så forbandet meget energi!

Træt

Jeg er simpelthen træt som et alderdomshjem i øjeblikket. Det er somom at depoterne er sluppet op, og jeg bare ikke orker det der natteroderi i øjeblikket. Der er natte-astma, babytænder, ammebaby, 3 årig med mareridt og en snorkende mand. Ved ikke lige hvad jeg skal starte med at gøre noget ved, eller om det lissom er op til alle de andre der ligger i min seng at... komme til nattefornuft - Suk!
Jeg skal have mig noget mere søvn. Ellers blir jeg bims. Og en bitterfisse. Og en endnu surere mor og kæreste end jeg er nu, hvor jeg er... træt!
Det er simpelthen det der fylder det hele for mig idag. Halleluja, hvor denne blog dog gir mening...

Godnat...

India 4 år

Igår ville India være blevet 4 år. Hun blev 4 år igår. Hun har været død i 4 år. Jeg har været hendes mor i 4 år. Hun har været her & ikke været her i 4 år. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men hendes 4 års fødselsdag var det, det ved jeg, og det mærkede jeg.

Det var en hyggelig dag. Det var Indias dag på en lidt anden måde end tidligere. For det var også Rajas Indiadag. Hun er nemlig stor nok til at forstå en smule nu, og derfor bliver vi nødt til at indtænke hende i det hele. Planen var tivoli, Thors ryg udelukkede det temmelig meget.

Istedet var vi hjemme og en masse på kirkegården. Og jeg et smut i skin & bone med en veninde, der var rigtig god til at holde i hånd... Min lille stjernesol.

Jeg har tænkt det godt igennem. Og overvejet det nøje i 4 år. Min stjernesol...

(Og jeg har også overvejet om det var sån lidt cutting-agtigt at blive stukket i på Indias fødselsdag, det er det ik ;)

Vi startede dagen med at pynte op hos India. Og jeg blev ret så rørt da Raja Lys sad og satte flag og hjerter, mens hun sang "jeg har en flyvemaskine" - en sang vi sang hver aften for India. "En dag når solen skinner, så flyver du og jeg"...

Om aftenen spiste vi hos hende med dejlige venner. Og vi blev så glade i låget af alle de glade børnegrin og al den ballade der blev lavet hos India. Hold kæft hvor er jeg taknemmelig for at vi har så mange at dele India med. Ikke at fortælle til om India. Men at dele hende med. Og at Raja Lys har små venner og veninder der "kender" hendes døde storesøster, gør jo at det hele bliver hevet ned på jorden på en helt fantastisk måde!

Vi tændte stjernekastere og råbte hurra så højt at India kunne høre det. Men ungerne syntes det var for mærkeligt at synge fødselsdagssang når India er død... Det har de sgu da ret i! Der var lys, flag, liv og kærlighed ovenpå den lille døde fødselsdagspige. Vi sluttede af med is (i maverne og på stenen der idag er godt snasket).

Det var lige som det skulle være! Nemlig lige som kunne have forestillet sit at India ville have været med til, hvis hun altså ikke var så stendød.

Der var også plads til tårer. Men mange af dem var der ikke. Og hvor jeg de sidste år på Indias fødselsdag og dagene op til og efter, har savnet tårene. Rummet til tårene. Og følelsen af savn, sorg og hendes nærhed. Så var det i år anderledes. Dagen var som den var. Og jeg savner ikke savnet. Det er ikke længere væk end jeg kan genkalde det. Jeg bestemmer næsten selv hvornår - og den kontrol passer mig meget meget fint. Kun sjældent overmander tristheden mig. Så slår det måske også det hårdere.

Jeg ved at min kærlighed til India ikke kan gøres op i tårer eller besøg på kirkegården. Måske i kraft af mit moderskab overfor Sibille og Raja Lys er jeg blevet klogere og mere pragmatisk.

Jeg ved hun er hvor skal være, når nu hun ikke kan være i mine arme...

Jeg er klar

Til imorgen. Der er det et år siden jeg fødte Sibille, og 30 år siden min mor fødte mig.

Jeg har virkelig været træt af min fødselsdag siden India døde. Og måske egentlig også før det. Den ligger bare rigtigt dårligt, midt mellem eksamenshelvede og sommerferien (og jeg har nok været til mindst 5 eksamner på min fødselsdag i tidernes løb).

Jeg var syg den dag for 4 år siden. To dage før India blev født. Og selvom det at jeg havde halsbetændelse ikke blev kædet sammen med hendes død, så har det bare været en scene i filmen, der kører hvert år. Faktisk tror jeg at bundpunktet af Indias historie starter på min fødselsdag. Med at jeg vågnede, var syg, mærkede hende lidt mindre, havde tante skod med til lægen fordi Thor var til eksamen, var ked ked ked. Havde småveer/kraftige plukkeveer. Hørte Indias hjerte banke, men var ked ked ked...

Dagen efter, stadig ked, sankt hans aften og duften af bål, jordmoder Charlotte der prøvede at trøste, hjertelyd, kraftige spark. For livet, og for døden. Slut prut helt stille. Død var hun og det var den 24. Mens jeg havde veer. Det er svært at skille tingene ad, hvad der skete de dage før og dagene efter.

Indtil nu. For nu er der pludselig en Sibille, der kravler omkring vores ben og er sprællevende. Og det gør fandme min fødselsdag til verdens dejligste. For det er også hendes. Og imorgen blir hun 1 år. Og det er noget helt særligt.

Og jeg har fået købt (en masse) gaver. Og vi holder ferie i kolonihaven. Og jeg syns bare det er mega fedt (som Raja ville have sagt det) at have fødselsdag sammen med sin datter!

Imorgen blir Sibille 1 år og jeg bliver 30 år. Og festen er aflyst for Thor har hold i ryggen. Men jeg blir stadig 30 og Sibille 1 år. 1 år, det er jo for vildt. Sådan her så vi ud den dag hun blev født og jeg fik hende i verdens bedste fødselsdagsgave:

Jeg har brug for jeres hjælp

Jeg er ramt af rigtig dårlig samvittighed!

Sibille bliver fantastiske 1 år på tirsdag... Og dengang Raja var 5 dage fra 1 år, havde jeg alt på plads til den fineste fest - og de fineste gaver.
Jeg har INTET klar til Sibille. Jeg aner ikke engang hvad hun skal have i gave. Hun har alt fra Raja. Vi har legetøj overalt. Men man kan da ikke blive 1 år uden at få en eneste gave af sin mor, far og storesøster!?

Hjælp mig... Jeg sidder her i min egen bachelor-stressede verden, og mangler simpelthen et par links der kan lette min samvittighed... Så jeg kan få det ekspederet herfra pinden, og ikke behøver at bevæge mig ud i den der virkelige verden!

Hvad giver man lillebitten Sibille. Der har alt. Og mere til!