India 4 år

Igår ville India være blevet 4 år. Hun blev 4 år igår. Hun har været død i 4 år. Jeg har været hendes mor i 4 år. Hun har været her & ikke været her i 4 år. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men hendes 4 års fødselsdag var det, det ved jeg, og det mærkede jeg.

Det var en hyggelig dag. Det var Indias dag på en lidt anden måde end tidligere. For det var også Rajas Indiadag. Hun er nemlig stor nok til at forstå en smule nu, og derfor bliver vi nødt til at indtænke hende i det hele. Planen var tivoli, Thors ryg udelukkede det temmelig meget.

Istedet var vi hjemme og en masse på kirkegården. Og jeg et smut i skin & bone med en veninde, der var rigtig god til at holde i hånd... Min lille stjernesol.

Jeg har tænkt det godt igennem. Og overvejet det nøje i 4 år. Min stjernesol...

(Og jeg har også overvejet om det var sån lidt cutting-agtigt at blive stukket i på Indias fødselsdag, det er det ik ;)

Vi startede dagen med at pynte op hos India. Og jeg blev ret så rørt da Raja Lys sad og satte flag og hjerter, mens hun sang "jeg har en flyvemaskine" - en sang vi sang hver aften for India. "En dag når solen skinner, så flyver du og jeg"...

Om aftenen spiste vi hos hende med dejlige venner. Og vi blev så glade i låget af alle de glade børnegrin og al den ballade der blev lavet hos India. Hold kæft hvor er jeg taknemmelig for at vi har så mange at dele India med. Ikke at fortælle til om India. Men at dele hende med. Og at Raja Lys har små venner og veninder der "kender" hendes døde storesøster, gør jo at det hele bliver hevet ned på jorden på en helt fantastisk måde!

Vi tændte stjernekastere og råbte hurra så højt at India kunne høre det. Men ungerne syntes det var for mærkeligt at synge fødselsdagssang når India er død... Det har de sgu da ret i! Der var lys, flag, liv og kærlighed ovenpå den lille døde fødselsdagspige. Vi sluttede af med is (i maverne og på stenen der idag er godt snasket).

Det var lige som det skulle være! Nemlig lige som kunne have forestillet sit at India ville have været med til, hvis hun altså ikke var så stendød.

Der var også plads til tårer. Men mange af dem var der ikke. Og hvor jeg de sidste år på Indias fødselsdag og dagene op til og efter, har savnet tårene. Rummet til tårene. Og følelsen af savn, sorg og hendes nærhed. Så var det i år anderledes. Dagen var som den var. Og jeg savner ikke savnet. Det er ikke længere væk end jeg kan genkalde det. Jeg bestemmer næsten selv hvornår - og den kontrol passer mig meget meget fint. Kun sjældent overmander tristheden mig. Så slår det måske også det hårdere.

Jeg ved at min kærlighed til India ikke kan gøres op i tårer eller besøg på kirkegården. Måske i kraft af mit moderskab overfor Sibille og Raja Lys er jeg blevet klogere og mere pragmatisk.

Jeg ved hun er hvor skal være, når nu hun ikke kan være i mine arme...