Rajas tjans

Raja er begyndt gerne at ville hjælpe til. Det er sådan cirka de ord hun selv bruger. Så hendes tjans er blevet borddækning. Og hun har en fetish for bordpynt. Her er blevet lidt festligere til måltiderne på det sidste.
Og så glemmer hun næsten hver dag én!?
Men det er vigtigt ikke at dræbe hendes hjælpsomhed, ja det er så...



Raja er begy

Dumme myg...

På sådan en ferie

Nok har vores ferie været skod. Men hold da fest hvor mine unger rykker sig når vi tilbringer al vores tid sammen. Eller næsten. For Raja har været sammenlagt 8 dage med sin flyvende mormor. Fordelt på 3 omgange i hendes 4½ uges lange ferie. Det er sådan noget jeg kan syntes er alt for meget, men også alt for nødvendigt...

Nå men, Raja er blevet så sej til at forstå ordet nej, stop og lad vær... Og det selvom hun får dem af vide i overflod, fordi hende og Sibille jo leger. Hele tiden. Voldsomt. Og hele tiden.
En frø i et akvarium blev nøglen. Der er skruet gevaldigt ned for konflikterne og op for samværet, eller var det ikke omvendt?!

Sibille har smidt bleen. Og middagsluren. Det er fabelagtigt!

Min far fik gode svar på sin skanning. Det er i allerhøjeste grad fabelagtigt. Så har han kun lidt kræft...

Lorte sommerferie

Denne her ferie, er det man kalder en lorteferie... Det virker åndssvagt at remse op, fordi det på en aller anden måde skaber en sammenligning/sammenholdning af begivenheder og omstændigheder.
Men altså...; Ferien blev skudt igang med et 12tal til en eksamen jeg som sædvanligt havde frygtet jeg ville dumpe (og det giver jo i sig selv et perspektiv på det hele; nogen er gode til at frygte det værste).
Da havde jeg været moderen der var i sin egen verden længe, og jeg så denne ferie som den mest kærkomne længe. Dagen før min eksamen begyndte jeg at få rigtig ondt i mit øre igen. Det blev langsomt værre og værre, og for 1½ uge siden begyndte jeg at svimle slemt igen. Det har slået mig ud i to forstande. Slået mig fysisk ud, og sofaen er min bedste ven. Men absolut også slået mig mentalt ud. Det er 8½ måned siden det hele startede. Som lyn bla. bla. bla. Jeg har på intet tidspunkt siden følt mig helt rask.
Jeg kunne efterhånden mange ting, men bestemt også mange ting jeg kunne. Men at det gik fremad betød at jeg kunne se en ende på det, og jeg kunne mere og mere. Dette tilbagefald er så nedslående.
Møgferie. Med Thor og pigerne på tur. Mig på sofaen. Og nej, jeg nyder slet slet ikke sofaen. Jeg ville nyde at være med på legeplads i Valbyparken en million gange mere...
Jeg kan mærke, at mens jeg ligger på sofaen, så indhenter alle tankerne, om alle mine begrænsninger mig. Og alle tankerne om alt det jeg ikke er for andre, især Thor og mine børn. Jeg bliver så ked. Og jeg syntes at jeg er ramt af meget... Men er også godt klar over, at alting ser sortere ud fra min sofa. Selvom min udsigt er til den dejligste familie. Der på alle mulige måder rummer mig, også mens jeg ligger og hvaler den på sofaen.

For et par uger siden fik min far konstateret prostatakræft. En hyppig og forholdsvis "fredelig" kræftform. Bare ikke hans type, for den er middel-aggressiv. Hvad det betyder får vi snart svar på. Vi krydser alt, mens jeg - lige nu fra sofaen - prøver at støtte ham. Så godt jeg kan.
Det er svært at se sin far være så bange. Lidt som at høre "de voksne kan også være bange" for første gang. Jeg holder fast I at han løb maraton for to måneder siden, og selv den mest stædige og determinerede 57årige mand kan nok næppe løbe maraton med metastaser i rygsøjlen!

Og så et dødsfald i den perifere familie. En gammel mand. Men en skøn gammel mand...

Og så alt det der betyder meget for stemning og nemning, men som jo egentlig ikke kan tilskrives direkte forbindelse til os... Som ville være lidt patetisk at remse op i sammenhæng med ovenstående... Også fordi at nogen så kunne få fornemmelsen af at den er gået helt i egosort for Linen... Møgferie...

Mens vi venter på solen...:

Summertime

Vi har ferie. I tre uger. Vi hænger ud i hytten og her og der. Og det er så nydeligt.
Sibille bliver så stor. Hver dag undres jeg, hvor blev min baby af? Det er lidt sværere at tage "afsked" med denne baby, for der kommer ikke flere herfra. Det er jeg ret så sikker på.
Imorgen tager Sibille og Raja i sommerhus med mormor og bedstefar. Og for første gang i næsten 4½ år skal vi prøve at være alene i et døgn. Vi skal i biffen. Til den sene forestilling. Og så skal vi bare være alene hjemme. Jeg forestiller mig at vi får den samme følelse som man havde når ens forældre var væk da man var ung teenager...

Vi hygger. Helt vildt. I regnvejret og i solen. Og vejret virker bare bedre når man er i godt selskab i en hytte.

Raja er SÅ fire år. Vi har nogle ture hvor jeg reagerer som jeg aldrig havde troet - hun ligeså. Den lille skid kvitterer ofte med; "jeg gør det aldrig", eller "fandme nej"... Og jeg blir sån lidt; "What??!!??" og "AHHHHRRRRGGGHHHH"...
Det er helt klart et fokusområde i ferien, at få alle mand til at gi den lidt mere giraf og lidt mindre tiger... Er virkelig spændt på om det lykkedes inden hun bliver 6 - og Sibille så overtager stafetten! Jøsses...

- Og nåhr ja - så er Raja Lys ved at foretage et human experiment... Hun skal se om man kan overleve som menneske på hvidt brød, hvid pasta og sukker!?! - Og nåhr ja, rose-fuldkornspastaer (som ER løver!) går også an - men ikke giraffer og elefanter, fra PRÆCIS samme pose. Jøsses...

Ferieidyl!? - Det findes ikke, det er kun noget der findes på film. I den virkelige verden, der er vi hele mennesker der både skider og bruger 3 kvarter på at diskutere om det er en rose eller en løve pasta...

Indias fødselsdag

For to uger siden ville India være blevet 5 år. Dagen krøb på ingen måder ind under huden på mig. Det gjorde mig både lidt trist, overrasket og lettet.

- Overrasket fordi det jo ikke er blevet en millimeter mindre trist at hun er død...

- Trist fordi at sorgen og kærligheden vel er forbundet, og hvis sorgen ikke viser sig så ofte længere?!
Og fordi at det at have India tæt på har gjort mig trist tidligere - og glad... Og nu, er hun der tæt på på en ny både, eller er hun fløjet længere væk?

- Lettet for at det jeg havde brug for den dag, var en fridag med min familie og dejlige venner. Jeg havde læst i døgndrift i ugevis og jeg trængte til en dag hvor litteraturhistorie og begynderlæsning var ligegyldigt, men samvær, glæde og grin var vigtigt...
Og så fordi jeg elsker kontrol - og jeg hader når India tager røven på mig hver sommer...




I den blå kuffert står der ved udgangen; Livet er det bedste eventyr... Det ved jeg ikke om jeg er enig i. Men ihvertfald blev Indias dag helt rigtig. Fordi den blev fyldt med latter, hygge, glæde og kys... Fra alle dem der fulgte efter hende, og mange af dem der er fulgt med os hele vejen...


















Fra den øverste af luftgyngerne sendte Raja, Carl og Carlo (og Thor) en hilsen til himmels... Og de fik så også lige fortalt hele den lettere chokerede kø om deres ærinde... Ahr men, det er sgu da også sært, hun skulle jo hellere bare have været med... - Men det var hun altså på en måde også...








Det er svært at få et gruppebillede i kassen af mange voksne og en håndfuld 1-5årige, levende som døde...

Det var noget nær den perfekte dag, selvom hovedpersonen er dø. Det er jo vilkåret, og derfra tager vi vores udgangspunkt. Det har bundfældet sig, et sted hvor det blev det - der var det...

På sådan en helt almindelig fredag

Hvor resten af Danmarks børnefamilier ser disney-sjov, men vi er de nederen forældre der ikke har TV... Så er vi nødt til at lave det sjov vi selv vil have...

Jeg har masser på hjertet... Men ikke så meget jeg vil ud med lige nu... Men ferietiden nærmer sig, og jeg scorede tip top til eksamen igen sidste uge, og vi hænger ud i hytten når det ikke regner for meget...