Ved bedre mod

Jeg er ved bedre mod.

Egentlig går det ikke bedre, men modet er bedre. Og jeg syntes at opleve at modet er overordnet min situation.
Jeg har været ved lægen, der har sendt mig videre til en fysioterapeut, og jeg har meldt mig til noget meget gravidagtigt svømning.
Det er ikke fordi jeg har det dårligt med tykke maver, små babyer eller glade og frygtløse gravide. Tværtimod, finder jeg det meget livsbekræftende og smukt. Ikke engang da India lige var død gjorde det mig noget, at andre mennesker var glade og lykkelige og uvidende. Det er nemlig en tilstand og en følelse jeg under alle.

Men jeg har meget svært ved at håndtere min egen situation i deres nærvær. Eller nærmere være ærlig om den. Jeg er meget anser mig selv som meget åben om min India. Jeg føler ikke trang til at tie, og jeg elsker at tale om hendes dejlighed, og sørgeligheden i hendes død. Og skønheden i at hun kom.
Men jeg har meget meget svært ved at fortælle om hende til især gravide og børn. Men nogle gange er det for mærkeligt at lyve, og jeg bryder mig ikke om at lyve. Det er føles forkert og det er forkert. På den anden side syntes jeg ikke at børn behøver at vide at børn dør. Og højgravide behøver egentlig heller ikke vide det, lige når de selv har sprællevende børn i maven, på vej ud i deres arme. Men sådan er det jo, mit første barn er jo død. Og Deres børn dør jo ikke mere af at mit barn døde!?

I tiden efter Indias død fortalte jeg om hende til alle. Buschaufføren, bagerekspedienten og pizzamanden. Mange har tænkt at det rablede for den hvileløse mor, der farede om på Nørrebro nær Indias grav og sagde underlige ting.
I en rum tid har jeg egentlig ikke fortalt så meget om hende. Det er endda hændt at jeg har sagt jeg bare har Raja Lys (hvilket jeg ikke på nogle måder anskuer som bare)...
Men nu hvor jeg er temmelig gravid og følk spørger hvad nummer det er (noget stråler åbenbart ud af mig at det ikke er første gang, måske noget med størrelsen og panderynken ;O), så er det jo så nærliggende at fortælle at det er nummer 3. Og jeg føler det faktisk helt vidunderligt at kunne tælle mit Indiabarn med som noget naturligt og åbenbart...

Og når jeg så skal fortælle at India døde for 2½ år siden, så bliver jeg selv så forbandet overrasket. Det er jo lige sket. en så meget er sket siden. Og det føles som er det evigheder siden hun var her. Som at hun altid havde været her og alligevel ikke. Jeg kan stadig mærke et snert af duften af hende når jeg åbner hendes skuffe. Så tæt på det lille Indiabarn, og alligevel så langt væk. Meget er sket i mig siden hun kom. Men jeg mærker hende endnu... Måske i lidt særlig grad i disse dage hvor den lille baby bevæger sig, lissom hun gjorde. Og Min lugtesans er skærpet så skuffen dunser lidt ekstra. Og alle minderne om da hun levede i min mave blir vakt til live af en levende lillebitten... Mens Raja Lys river mig rigtig meget tilbage i nuet igen og igen og igen...

Graviditeten der løb lidt af sporet...

... Det er den graviditet jeg ligger krop, til jeg taler om... Den er ikke nem, og jeg ville ønske jeg kunne nyde og være taknemmelige og glæde mig. Men gosh det her er ikke nemt...

Kvalmen er mindre slem. Ikke væk (havde jeg heller ikke foventet) men mindre slem. Jeg har døjet med lidt for mange plukveer, mit bækken gør så stjerne ondt, og siger fandme lyde, hvor gustent er det ikke lige?
Og prikken over i'et må være at jeg begyndte at bløde i onsdags. Mange kender sikkert historier om gravide der bløder gennem hele graviditeten uden der sker noget slemt. Jeg kender bare også alle historierne hvor det ender rigtig slemt. Så panikken fik sit lede tag i mig. Jeg blev skannet, alt var så fint, så fint ud. Livmoderhalsen er intakt, der er ingen fare på færde. For andet end at Linemor bliver skør af bekymring, og opgivenhed over ikke at kunne særligt meget mere end en amøbe.

3 graviditeter på 3 år er åbentbart ikke peanuts for min krop. Og jeg beundrer mine formødre for at føde børn hele deres voksne liv...
Jeg håber deres familier forkælede og elskede dem ligeså meget som min gør.
Imorges blev jeg vækket af duften af brunch og nybagt brød. der var gaver på sengen og tulipaner i vasen. Det er vores 2års bryllupsdag.
Og selvom jeg ligenu bander graviditetsgener langt væk, så ved jeg hvad jeg har i vente. Endnu et familiemedlem der stensikkert kommer til at passe lige præcis ind i lige præcis vores familie... Det glæder jeg mig til...

Selvom det er lidt hårdt nu, så er jeg varm om hjertet

Her er stille. Snart kommer ordene nok væltende, indtil da tænker og føler jeg blot.
Jeg har det godt, er ved godt mod. Men har ond ond kvalme, forbandet ondt i mit bækken. Og jeg har svært ved at være den mor jeg gerne vil være. For mine tre børn, i tre så vidt forskellige livsstadier...

Mens jeg er eftertænksom og stille, så nyder jeg godt af alle dem omkring mig der holder deres vinger og gryder over mig. Jeg kniber mig i armen over alle dem der gang på gang står på spring for at hjælpe, guide og støtte mig (og mine). Og det slår mig hver dag at så mange (overvejende kvinder) tager del i mit liv. Fremmede som tætte, og alle dem midt imellem.
Ligesom der er et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden, så er der stensikkert et særligt sted i mit hjerte til alle dem, der gør det så taknemmeligt at være mig, også når jeg ligger med hovedet i en spand, med smerter fra nakke til fod, mens jeg græder lidt over at være mig...
Det er en gave aldrig at behøve at græde eller grine alene, med mindre det er det man vil...

Raja og jeg var på biblioteket idag

Og RajaBajaan ville kun læse alle de bøger hun også har herhjemme... Fnis...

Måske er konceptet bibliotek for abstrakt til en 1½ årig. - Jeg tænkte bar at når hun nu kan synge og alt muligt - Nu har hun ihvertfald fået sit eget lånerkort...

Der er stadig plads til en heldig kartoffel i nedenstående pyramidespil...

En rigtig god ide

Det her gir go mening... Frederikke har sat noget igang (hende med Gustav, Cirkeline og de gode ideer):

Lad os forkæle hinanden. Det gider jeg godt. Idéen er sød. Set hos Pia og andre steder og jeg synes, at du skal være med. Jeg deltager i hvert fald gerne.

1. Jeg lover at sende en fin hjemmelavet gave til de første 3 personer, som skriver en kommentar her, og som vil være med til at sende gaver på vandring.

2. Jeg ved endnu ikke hvad gaven vil være og jeg kan ikke love, at du får den i morgen eller i næste uge, men du får den inden der er gået 365 dage - det lover jeg!

3. Det eneste jeg beder dig om at gøre til gengæld, er, at du selv sender 3 gaver på vandring ved at give det samme løfte på din egen blog.

Er du frisk? Så sæt i gang!

Godt nytår

Det blev den bedste aften og dag.

Vi skulle have holdt en stille og rolig nytårsaften med Anna (Tante Skod) og Kristian, men Anna fødte igår eftermiddags deres lille søn, efter to dage i fødsel. Vi skal møde ham i eftermiddag, og jeg glæder mig så frygteligt til at møde ham, han har været rigtig meget længe ventet!

Vi holdt istedet en stille og rolig nytårsaften, næste alene. Vi dansede, spiste dejlig dejligt mad, skød raketter op til India (og Klemmens og Nor), sammen med deres forældre fra Assistensen. Vi havde fine hatte på, brændte 40 stjernekastere af, drak frugt-drinks og alt muligt andet festligt.

Vi sluttede hos vores genbo på 4. med udsigt over hele Nørrebro. Og med lækre chokolade-pizzaer.

Her til formiddag har vi spist brunch og råhygget.

- Det lyder måske helt normalt og trivielt, men jeg siger jer det var et brag af en fest -

Jeg ønsker...

... at det næste år bliver lige så eventyrligt som 2008. For 2008 har uden sammenligning været mit livs bedste år. Og jeg glæder mig til fremtiden!

Jeg har nu været mor til et levende barn i et helt kalenderår. Og jeg føler jeg får fod på det. Jeg famler ikke længere nær så meget. Og jeg stoler på mig selv, min morhed og min morintuition. Den har endnu ikke fejlet med Raja Lys, som jeg følte den så faltalt gjorde med India.
Jeg stolede i de første mange mange måneder af Rajas liv faktisk slet ikke på at jeg var istand til at holde liv i et barn. Jeg stolede ikke på at jeg kunne læse hende, passe på hende. Jeg havde ikke den nødvendige tillid til Line-moren. Og det gjorde starten på mit liv som mor til en sprællevende bøf meget meget svær. Nok også for Raja og alle andre omkring mig.
Jeg stoler nu på mig selv. På at jeg er nok for Raja. Min kærlighed er nok. Og jeg har hendes ryg - hun ved det og jeg ved det.

2008 blev året hvor jeg vendte næsen mod verden igen, uden at miste fokuset på mig og mine. Men jeg kunne igen titte udaf.
Og min elskede kæreste, han bliver på mærkværdig vis dejligere og dejligere for hvert år der går, jeg undres over hvordan han gør...
Jeg føler at mit liv som det er nu er værd at leve, det er dyrebart at leve det her liv, og jeg ønsker at det skal være sådan her. At vi bare bliver fler og fler er jo bar fedt...

Det har fandme været fedt at være mig i år!

- Og et indlæg om julen kommer når den er kommet lidt mere på afstand -