Klimaforandringer!?

Ihvertfald super sej funktion jeg lige fandt på vores kamera. Og super sej tur i kolonihaven. Er dog temmelig taknemmelig for at vi har rindende vand på Nørrebro.

Dejlige børn jeg har. Og rod er hyggeligt. Ik!?

Og hjemme igen på Nørrebro, efter en weekend i det grønne:

FANDEN TAG MELLEMØRESBETÆNDELSE! #2

Skål Sibille. Tillykke med de 5 måneder. Nu med jordbærsmag :O(

Sibille 5 måneder

Og hun er, uden sammenligning, det bedste uheld jeg nogensinde har haft...

FANDEN TAG MELLEMØRESBETÆNDELSE!

Dagene der går

Sygedage, med bekymret mor og tårnhøj feber. Omar har fået en storesøster. Sibille blir så stor. Afsted til dagpleje.
Og det slår mig. Dagene bare går og går. For os.
Da India døde forstod jeg ikke at Roskilde Festival blev gennemført et par dage efter. Havde de ikke hørt tragedien? Eller at studentervognene kørte (altid vil deres lyd af jublende studenter minde mig om veer i Charlottes bil, med bumstille baby i maven)!? Eller at metroen kørte som igår, under vores hus, hvor alting bare aldrig nogensinde blev som igår!?
Nu går vores dage bare, en efter en. Næsten som igår. Og alligevel sker der så meget. Mens dagen idag, bare slet ikke er som dagen forleden hos nogle andre...

Det skøre liv. Det er bare så relativt. Og mon man nogensinde ligger det fra sig, følelsen af at når der er stilhed, er det før stormen. Når man altså har den erfaring som jeg har?
Og I det næste glimt, så alligevel kun at tro på det bedste. For som en klog kone sagde til mig, så er der ikke noget ved sorger på forskud.

Jeg håber ihvertfald at vi snart glæder os lidt på bagskud. Måske i julen. Glæder os over alt det India var, og bidrog med til vores liv. Inden det blev storm. For der var smuk stilhed før den grimme stilhed.

Se det var også tankespind, på en højhellig mandag formiddag. Hvor halsen snørrer, og lidt feber er på vej. Og min Sibille ligger og sover i slyngevuggen. Og min Raja er i dagpleje med Thor. Og jeg har slet ikke lyst til kaffe idag.

Et nyt kapitel

Idag stoppede Raja i vuggestuen. Hun vidste godt at der skulle siges farvel. Da Thor og hun drog derned klokken 14.
Jeg blev hjemme med lille febersyge Sibille. Raja er efterhånden på toppen igen efter en uges febersyge med tilstødende mellemøresbetændelse.
Hendes yndlingspædagog fik mange kram. De andre børn fik guf. Og de voksne gaver. Og jeg var egentlig lidt glad for at slippe for afslutningen. For jeg ville have været en meget pinlig mor der sad og pev. For netop det sted og de voksne var dem der tog imod Raja, da vi puffede hende lidt ud af reden for halvandet år siden. Og de har spillet en stor rolle i hendes og vores liv.

På mandag skal hun ned til den skønneste "dagplejemor". Og jeg er stensikker på at beslutningen om at tage hende ud er den rigtige. Der er bare for mange baktusser i de institutioner! Og jeg undrer mig faktisk lidt over at der ikke er mere debat om hvordan man kunne forringe baktusseklimaet og ændre smittekutume. Jeg syntes jeg hører rigtig mange fortælle, at deres børn ikke kan tåle at gå i institution.

Jeg tror det næste kapitel blir godt. For os alle fire.

Tankespind om den døde i det levende

En kommentar første til følgende tanker. Kald det tankespind eller ren volapyk. Jeg syntes faktisk at spørgsmålet var så meget på kornet, at det kræver sit helt eget indlæg...

Jeg tror sgu at India i øjeblikket er et lidt åbent sår. Og hun er jo meget mere end sorg. Når jeg giver hende lov til det. Men lige nu er hun sgu bar skide meget kontrasten til den fantastiske levendehed.
Ja, egentlig tror jeg gennemlever den der anden sorg lige nu. Den der mange beskriver som følge af det forløsende barn nummer to(altså den efter den døde).
Sibilles og også Raja Lys levende fantastiskhed sætter fut i Indias dødhed (ja fut var der ihvertfald i hende, så meget at hun nu er helt støv)... Alt det hun ikke bliver, er og aldrig kommer til at vise mig. Jeg kommer aldrig til at opleve hendes smil. Hendes grin. Amme hende. Ikke engang hendes øjne har mødt mine. Så meget nåede hun ikke. Så meget nåede jeg ikke med hende. Jeg ville ønske. Jeg havde fået bare lidt. Lidt mere. Aldrig havde jeg fået nok. Gid. Gid jeg havde nået. Bare lidt mere.

Der er ikke meget tid og rum til at dyrke det der er summen af India. Nemlig alt det smukke. Kærligheden som hun kom med. Og som hun var og som hun fik. Som ikke kan som ikke kan måles i minutter, dage eller øjeblikke.
Når hun ikke dyrkes efter behov, jamen så tror jeg at hun gør ondt i mig. Nej ikke hun. Men det. Altså at hun er død. For de to ting er ikke det samme. Det India gør ved mig. Og det hendes død gør ved mig.

Giver det mening?

Og måske var jeg så vildt opmærksom på at India aldrig måtte blive noget "lort i vores liv" i starten, at jeg har holdt fast i det gode. Nu smuldrer hun mellem mine fingrer, for der er ikke ret meget tid til hende. Og for at gøre noget stendødt til levende nærvær, så skal jeg have overskud. - Og det overskud bruger jeg lige nu på de levende... - Som igen måske ville være rigtig godt tjent med at få del i den døde!
- Se det her er tankespind ;)