Endelig nytår

Eller endelig NYT ÅR... Kunne man måske forestille sig jeg ville mene. For 2010 går fandme over i historien som svampens år. Og det gris er vi klar til at tage afsked med. Lægge låg på. Og bare komme videre!
Vi har boet i Emdrup, i Husumgade, i kolonihaven og nu i Kronborggade i 2010.
Året 2010 har også været præget af rakken rundt. Og vores sociale liv har været ikke eksisterende i lange perioder, hvor lejlighedsrenovering og hostende og hvæsende nætter dominerede.

I ved jo det meste - jeg har jo skrevet om det herinde.

Men selvom året har været kaotisk, stressende, hårdt og svampet. Så har det også været året hvor vi for alvor fandt vores ben som familie fire. Jeg famler ikke længere så meget i mit moderskab. Og det fylder heller ikke så meget for mig, hvordan hvad gøres bedst. Jeg er jo altså bare nogens mor. Og der er ikke helst så meget videnskab i det som jeg har tænkt det før. Og jeg har fundet ud af værdien i at være autentiske Linemor, fremfor at knokle min energi ind i perfekte Linemor - jeg vil hellere hygge med Raja og en disneyfilm, eller Sibille og en cookie, end forvirre mig selv i søgen efter det der helt rigtige.
Pigerne har deres eget bånd, og på kryds og tværs er der en masse relationer der skal plejes og passes. Også Thors og min.

Pigernes astma er der kommet ret godt styr på. Med massive mængder medicin. Og jævnlige tjeks af vores super børnelæge.

Studierne er ved at hænge os ud af halsen. Vi skal være færdige i år. Uden tvivl. Vi skal bare have papir på kompetencerne og ud i den virkelige verden.

Ironisk nok, slutter jeg året af i en karussel. I snart to måneder har jeg været temmelig svimmel og skidt (har dog fået det gradvist bedre). Drøn ærgeligt, for alt det andet begyndte lige at lette. Jeg tror ikke længere at det er stress. Og jeg vil forfølge afklaring indtil jeg får det. Eller får det godt igen.

Mit højeste ønske for 2011 er hverdag. Vi trænger til hverdag, hvor ingen er svimle, vågne det halve af natten eller kører i pendul fart til Hvidovre med hvæsere. Vi ønsker os ro, rytme og renlighed. Vi skal finde styrken i hverdagen.
Og jeg tror jeg er parat til at ofre min wuupti'itet og kaositet for rutinen.
Det meste ligger på vores bane, men vi skal nok også have lidt hjælp fra universet og bedsteforældrene...

Jeg tror faktisk på at det bliver et fremragende nyt år. Virkelig meget endda.

Juleaftens dag, 4½ år efter India

Ingen forestillinger havde jeg om fremtiden, den dag for 4½ år siden. Kun håb. Og frygt. Og her er vi. Og så er det bare sådan det er. Og du er med, det er bare sådan det er. For det er jo bare os.

Glædelig jul, mit lille Indiabarn...

Da julen blev lyserød

Det kræver sin mor og far at holde lyserøde prinsesser for døren. Og det er hvad vi har prøvet på indtil nu. Men er du gal denne jul må gå over i historien som den lyserøde jul!
Prinsesse dims på prinsessedims, lyserødt med glimmer på og andet (ækelt). Det er helt sikkert en kombination af flere ting, at det eksploderer i år.
For det første er Raja startet i børnehave, og med det følger inspirationen fra en masse lyserøde piger - hun giver udtryk for at prinsesser og lyserødt er spændende. For det andet har vi vist givet lidt op. Og for det tredje er der en klar forventning til Raja om at hun er tøseagtig, og en velvilje fra omgivelserne (og os) til at dyrke det, vi skrev jo selv hendes ønskeliste.
Hendes gode ven Carlo og hende har lavet en aftale (ikke med os forældres samtykke) om at Raja får en prinsesse ting med fra Carlo hver gang hun er der (han har arvet en bunke klæ' ud' ting). Og han får en bil med af hende hver gang han er her (Raja har mange biler). - Hendes lynet Mc-et-eller-andet får han dog ikke.
Jeg syntes det er svært hvor og hvor meget vi skal gribe ind. Jeg syntes ikke der er ret meget legeværdi i alt det lyserøde crap der er på markedet. Hvornår fik markedsføringen fat i mit barn, og hvordan stopper vi denne glidebane?
For fortsætter det i denne dur, så drukner vi i en lyserød suppedag, uden særligt meget legeværdi, men til tårnhøje priser...

Det er jo naturligt at hun spejler sig i sine omgivelser. At hun får andre forbilleder og indput end hendes brandkloge forældre.

Det jeg nok bare mener er, at med en pige på 3+ bliver det en udfordring i fremtiden at lære hende at skelne snot fra snot. Og at det faktisk ikke er muligt at have et taljemål på 2½ cm og smukhed ikke er en værdi i sig selv.

Glædelig jul. Vi har haft en ret så hyggelig en af slagsen... Begavet i allerhøjeste grad. Også med andet end lyserødt. Og 1. og 2. juledag er der blevet leget igennem. Det er børnefamiliernes 1. januar. Jeg elsker det!

De dejligste gaver at give

Jeg elsker at give gaver. For det meste. Nogle gang går der pligt i den, og så er det ik så fedt.
Der er nogle gaver jeg elsker at give mere end andre. Og dem jeg nok allerbedst kan li' at gi', er dem der ikke er forventet.


Hvert år giver vi en gave til dem der tager sig af vores børn (i de timer vi skal noget andet. (Selvfølgelig er det en gave i sig selv at de får lov at have fornøjelsen af vores lækre unger ;) - Men en gave fortjener de. Jeg syntes faktisk at vi er ret så privilligerede at vi kan aflevere vores unger i armene på dejlige mennesker. Og være trygge ved det.


Nå, men en gave er særlig for mig at give hvert år. (Det er det man kalder win/win, tror jeg... )

Jeg pakker den og nusser om den. Og jeg bliver glad i maven. Det er gaven til Indias gartnere. Et par timer hvert år, står der tre gaver på ræd og række på mit køkkenbord. Og jeg er mor til tre piger, i konkret form. Det er er der bevis på, i et kort øjeblik.

Jeg ved godt jeg ikke er mor til dem på samme måde - årk, det mindes jeg om igen og igen. Alligevel jagter jeg følelsen af og situationer, hvor det er tydeligt at jeg er mor til tre. En dag bundfælder det sig nok at jeg er det. At jeg er det så meget i maven at udtrykket ikke er nødvendigt for mig længere - sådan syntes jeg at det går, støt og roligt, i det tempo det nu engang går. Tingene bundfælder sig, og det falder i hak, selvom det i sit udgangspunkt er riv rav ruskende forkert.

Og det slår mig, at gaverne ikke er ens; der er alko-gløg i gartnernes, og æblegløg i pædagogernes - man er vel fornuftige forældre.

Om lidt kommer disse to hjem



Vi skal pynte det hjemmefældede svenske juletræ. Og skyde juleferien igang. Mens vi krydser fingrene og kniber ballerne, og håber at mave-omgangen har været på sidste omgang her hos os. Dog desværre sendt videre til stort set alle besteforældre; hermed en offentlig undskyldning!

Jeg er helt alene hjemme

Jeg sidder her og drikker min kaffe. Den er varm endnu. Og der er ingen der forstyrrer mig.

Thor og pigerne er taget til Sverige, og jeg er helt alene hjemme, indtil på søndag. Jeg er ved at gøre rent, og jeg skal nyde at der ikke er beskidt igen efter 20 minutter. Jeg skal tage alting i mit eget tempo. Og jeg skal savne mine piger og min Thor.
Det er første gang i 5 år jeg er alene hjemme en nat. Og selvom jeg virkelig har brug for det - ikke mindst for at få skrevet en opgave, så syntes jeg alligevel at det var meget besynderligt og vemodigt da de tre, med smil på læben og glade forventninger i øjnene, trissede ned af trappen i morges.

Det er og bliver bare dobbelt at være adskilt fra mine levende børn. Jeg både trænger til det, og hader det... (og springer den sikring ikke bare alt for meget når ens kæreste er på ferie?)

Juleblues

Den kommer snigende hvert år. Og jeg er stensikker på det er helt klassisk. Og har noget at gøre med urealistiske forventninger og romantiske forestillinger.
Jeg er pisse følsom. Og i anden i øjeblikket.
Og så det, at en lille pige på 4½ mangler. Og det selvom alle mine arme er fulde, og mit mantra er blevet; 2 børn er mange nok .
Og så måske noget med noget med et nytår, og en kiggen tilbage på det gamle. Et år der stank, af mug og svamp og kaos. Og at vi nok langt ind i det nye år tager os af efterdønningerne.

Jeg har simpelthen så meget brug for at putte mig. Gad vide om alle småbørnsmødre føler de vågner på et tidspunkt. Og føler sig brugt og udmattet - og ukendt. Jeg bruger ihvertfald en tid på at samle mig selv op. Og selvom det er corny, så prøver jeg at finde ud af hvem hulen hende Line er nu, fem år og tre børn efter. En begravelse. Et bryllup. 5 flytninger. Og to astmatikere senere. Men desværre ingen dimmension.

Der er en ting der er stensikkert i 2011. Og det er at jeg skal være færdig med mit studie. Nu skal det være, jeg gider simpelthen ikke at det trækker ud længere. Heller ikke selvom jeg bliver færdig til en folkeskole der fyrer lærere pga. besparelser. Hellere arbejdsløs end evighedsstuderende.

Der fik jeg taget hul på noget...

Vi elsker at bo her

Jeg har ikke så meget andet på hjertet end, at vi virelig elsker at bo her hvor vi bor. Vi er bare blevet top glade for det. Det føles helt rigtigt at vi blev på broen. Og helt rigtigt at vi forlod skimmelboet, til fordel for skimmelboet der kunne afrenses af os selv, fordi vi ejer lejligheden.
Vi ELSKER vores lejlighed. Vores nye gård. Vores hood. Og vi har rimlig nattero, aftenro til hygge og ro og renlighed.
Og når man så stopper op, et lille år efter det hele brød løs. Så er de blevet så store, de små. De leger sammen, bygger hule under bordet og det hele går lidt i idyl. Indtil Sibille får nok af Raja der kommendere, og bider hende i armen som kvittering for at skulle trækkes rundt fordi hun er hunden i legen, for 3. dag i træk. Og hvem trøster en klog mor først?

Og så er der lige den der stress diagnose, som jeg stadig tygger på. Mens jeg langsomt går igang igen med livet udenfor sofaen. I takt med at svimmelheden aftager.
Jeg tror på fremtiden, det gjorde jeg faktisk ikke for et halvt år siden. Der føltes det mere som; Er det virkelig det her vi drømte om? Hvad hvis det ikke bliver bedre?