Mine pir' på fir'

Om Raja var blevet født i april 2007 hvis India var blevet født levende i juni 2006, ved jeg ikke. Det vil jeg slet slet ikke tænke på. Altså at jeg kunne ikke-have-haft Raja.
Men var de begge hos mig, ville jeg lige nu have to døtre på fire år. Der ikke er tvillinger. Og den regnede Raja også lige ud forleden.
Trippet nok...

Ojs kreablogs ojs

Mens jeg sidder her og er lidt for lidt effektiv med en eksamen der sgu bare slet ikke fanger mig som de andre har gjort... Så har jeg opdaget koncept kreablogs. Ojs, sikke dygtige mennesker der findes derude. Og de må også have en hemmelig opskrift på overskud allesammen, for de har jo også børn og jobs!? Ojs...

Under mørket

Min veninde kom forbi med hendes afgangsfilm "Under mørket" som vi er med i. Vi så den, og den er så smuk. På ingen måder en klassisk dokumentarfilm. Men det ville bestemt heller ikke ligne hende at lave noget som helst mainstreamet. Rebelsk er den heller ikke. Bare Anitask.

Jeg er glad for at vi valgte at være med. Selvom jeg syntes at hende den stakkels døde pige er blevet lige lovligt eksponeret efterhånden. Men jeg er glad fordi...
Anitas historie om India er slet ikke min. Og det er livsbekræftende at Indias historie bliver en andens fortælling. Det er vel i grunden hele summen af minder. Hun lever videre i dem. Og ikke kun vi har patent på den. India er i mange afskygninger. Nu også i Anitas fortælling om det der er under mørket...

Trippet er det også at vi skal betræde vores første røde løber i juni. Og på vores måske femte date på fem år... Wup wup...

Lang vej

Idag tog det mig 55 minutter at komme på arbejde. Fra Nørrebro til Vesterbro. For først mødte jeg Valther, så Simon. Så Stine med lille Emma og Noah. Og så Fransica og hendes mand som jeg ikke ved hvad hedder. Og vi havde jo rigtig meget at tale om...
Så jeg kom for sent. Men jeg var altså taget afsted i god tid hjemmefra...
Og jeg må altså snart lære at komme til tiden!

For fire år siden

På lørdag er det fire år siden at jeg blev mor til Raja Lys. Hun er mit første levende barn, og hun gør mig glad hver eneste dag. Og gal i skralden, næsten også hver eneste dag.

Hold kæft hvor var jeg lykkelig, den dag for 4 år siden da hun lå der, sprællevende... Og var levende.

Livet som børnefamilie bliver ikke bare lykkeligt hele tiden, som følge af liv. Jeg tænker at det var forventningen, fordi at det måtte være kontrasten til det døde. Til tomheden og sorgen. Men at være mor til sprællevende Raja Lys, er mangfoldigt. Det er både hårdt, råddent, angstfremkaldende, livligt, fantastisk, morsomt og benhårdt. Men lykkeligt, det er det sgu også...

Foråret blev sprunget over

Og vi sprang lige til sommeren. Vi har nydt det i hytten. Nu er Thor i Sverige med pigerne, mens jeg skriver opgave. Og nyder roen. Jeg har efter lidt tilvænning lært at sætte pris på roen, uden at have den mindste snert af dårlig samvittighed. Jeg skylder mig selv ro og fordybelse. Det er et behov, og det kan lade sig gøre, so be it...

Sibille er ikke spor skræmt eller forskrækket efter sidste uges fald. Dagen efter mit indlæg her på bloggen, hørte jeg alarm ordene fra stuen, da jeg var ude i køkkenet "se miiiig", og oppe på Onkel Godtfreds skab var den lille fis. Hun er så vild. Vild og sej. Og lidt udmattende at være forælder til.
Af sind ligner Raja mig. Men det nederste billede af Sibille i hyggehulen, kunne være mig som 1½ årig.

Håber alle har en fabelagtig påske...

Mon det gør mest ondt på hende eller mig?

I går kom jeg hjem fra arbejde, til to meget kede piger. Jeg havde taget mig gooooooo' tid på vejen, og købte 11 kjoler og 6 nederdele i Børnestafetten.

På vej hjem fra børnehaven var Sibille kommet mega (ifølge mig) ret (ifølge Thor) meget slemt til skade. Raja og Sibille løber tit med hinanden i hånden. Det er sån en ting de har. De bliver glade og løber. Og er glade. Vi prøver lissom at hjælpe dem til at gå istedet, for Raja kan ikke styre at Sibille ikke løber ligeså stærkt som hende, og Sibille tror hun er mange år og super Sibille. Og så er hun ret mega (ifølge os begge) fuld af krudt og frygtløs...
Nå, men igår løb de, Sibille snubler/bliver hevet af Raja der er hurtigere på benene. Med hovedet først hen af asfalten og Raja lige ovenpå.
Og jeg tror Raja græd højest da hun så alt blodet i Sibilles hovede... Og Sibille slog sig. Og desværre også hendes små tænder. Nøj manner. Så fik vi også prøvet tandlægevagten. Og den lille trold der hun har satme fået sig skrammer. Og nok et par "døde" tænder. Og ihvertfald en løs.
Og NØJ mand. Jeg tror helt fysisk at jeg havde ligeså ondt som hende. Av av av...
Der skal ikke gøres så meget, men hun skal spise flydende og blødt i et stykke tid. Men then again, hun lever jo i forvejen af the med mælk, så det klarer hun nok.

Og lille Raja der bare er så omsorgsfuld men jo godt ved at en del af det der skete var, at hun løb lidt hurtigere end Sibille, det er helt tydeligt at det tynger hende det der er sket.

I dag var vi hos egen læge for at få kigget på de andre skrammer og for at få en ekstra stivkrampe. Og selvom det lige er sket, så har det rykket noget i den lille Sibille, ihverfald or en stund. Det er nok en blanding af forskrækkelsen og så at det gør ondt ikke mindst i tænderne, men hun vil hele tiden sidde på arm. Sidde stille og se Kaj, med os lige i nærheden. Hun er stille. Mut, og der er ikke så meget fis og ballade...

Der gik virkeligheden lige op for hende; nok frygtløs, men ikke usårlig. Jeg håber hun snart glemmer virkeligheden igen og forbliver sit frygtløse og barnlige Sibille. Se det paranoide og ængstlige holder jeg helst for mig selv...