Denne her ferie, er det man kalder en lorteferie... Det virker åndssvagt at remse op, fordi det på en aller anden måde skaber en sammenligning/sammenholdning af begivenheder og omstændigheder.
Men altså...; Ferien blev skudt igang med et 12tal til en eksamen jeg som sædvanligt havde frygtet jeg ville dumpe (og det giver jo i sig selv et perspektiv på det hele; nogen er gode til at frygte det værste).
Da havde jeg været moderen der var i sin egen verden længe, og jeg så denne ferie som den mest kærkomne længe. Dagen før min eksamen begyndte jeg at få rigtig ondt i mit øre igen. Det blev langsomt værre og værre, og for 1½ uge siden begyndte jeg at svimle slemt igen. Det har slået mig ud i to forstande. Slået mig fysisk ud, og sofaen er min bedste ven. Men absolut også slået mig mentalt ud. Det er 8½ måned siden det hele startede. Som lyn bla. bla. bla. Jeg har på intet tidspunkt siden følt mig helt rask.
Jeg kunne efterhånden mange ting, men bestemt også mange ting jeg kunne. Men at det gik fremad betød at jeg kunne se en ende på det, og jeg kunne mere og mere. Dette tilbagefald er så nedslående.
Møgferie. Med Thor og pigerne på tur. Mig på sofaen. Og nej, jeg nyder slet slet ikke sofaen. Jeg ville nyde at være med på legeplads i Valbyparken en million gange mere...
Jeg kan mærke, at mens jeg ligger på sofaen, så indhenter alle tankerne, om alle mine begrænsninger mig. Og alle tankerne om alt det jeg ikke er for andre, især Thor og mine børn. Jeg bliver så ked. Og jeg syntes at jeg er ramt af meget... Men er også godt klar over, at alting ser sortere ud fra min sofa. Selvom min udsigt er til den dejligste familie. Der på alle mulige måder rummer mig, også mens jeg ligger og hvaler den på sofaen.
For et par uger siden fik min far konstateret prostatakræft. En hyppig og forholdsvis "fredelig" kræftform. Bare ikke hans type, for den er middel-aggressiv. Hvad det betyder får vi snart svar på. Vi krydser alt, mens jeg - lige nu fra sofaen - prøver at støtte ham. Så godt jeg kan.
Det er svært at se sin far være så bange. Lidt som at høre "de voksne kan også være bange" for første gang. Jeg holder fast I at han løb maraton for to måneder siden, og selv den mest stædige og determinerede 57årige mand kan nok næppe løbe maraton med metastaser i rygsøjlen!
Og så et dødsfald i den perifere familie. En gammel mand. Men en skøn gammel mand...
Og så alt det der betyder meget for stemning og nemning, men som jo egentlig ikke kan tilskrives direkte forbindelse til os... Som ville være lidt patetisk at remse op i sammenhæng med ovenstående... Også fordi at nogen så kunne få fornemmelsen af at den er gået helt i egosort for Linen... Møgferie...
Mens vi venter på solen...:
