Min allerførste AMO-blanding

Jeg har været en tur ved lægen idag, fordi jeg igår fik mig en forskrækkelse. Jeg fik synsforstyrrelser og kunne ikke formulere det jeg skulle sige til Thor. JEg måtte lægge mig ind og sove midt om dagen, og jeg var ret rystet. Da jeg vågnede fra min lur havde jeg dumdrende hovedpine og kvalme(og nej, jeg er ikke gravid) Min læge sagde med det samme at jeg skulle have noget søvn. Og ikke bare en lur om formiddagen, men dyb søvn om natten. Hun var hård og kontant og sagde at det var den eneste vej frem. For ellers ville det bare blive værre.

Vi er rigtig hårdt spændt for i disse dage. Jeg har haft travlt med oplæg på studiet, Thor skal skrive opgave og snart til eksamen, vi flytter på næste lørdag og Raja sover kun 1-2 timer af gangen om natten. Så vi har meget at se til. Jeg forsøger ikke at klage, forsøger at holde hovedet højt. Vi har jo et levende raskt og helt vidunderligt barn. Men min krop har vist reageret nu... Alt for lang til har den ikke fået søvn, og når Raja kun kan sove ved at man traver land og rige rundt om dagen, så får jeg heller ikke hvilet om dagen...

Sjovt nok vil jeg helst ikke have så meget hjælp. Sjovt nok hiver jeg Raja ud af armene på Thor for selv at gå tur med hende. Og sjovt nok laver jeg aftaler hver dag og forbereder mig grundigt til undervisningen.

Jeg har tænkt meget over hvorfor jeg ikke tager den lette løsning oftere(ikke at jeg aldrig gør det, men jeg får fandme dårlig samvittighed over det når jeg gør det). Det gælder alle mulige vigtige og uvigtige aspekter af vores liv. Det er ikke engang fordi jeg føler jeg bør gøre det...

Jeg tror jeg er med i den klub hvor "jo hårdede jo bedre". Jo mindre søvn jeg kan klare mig jo bedre. Jo mindre smertestillende jo sejere. Jo mere jeg kan klare Raja alene jo bedre. Jo mere hjemmelavet jo bedre... Men altså. Jeg tager jo ikke skade af at slække lidt på kravene. Og Raja tager bestemt ikke skade af at jeg får en lur eller en time-out ...

For en måned siden bagte jeg min første AMO-blanding kage. Jeg troede aldrig dette ville ske. Jeg ser jo opskrifter som en skændsel mod kreativiteten, så en AMO-blanding; oh skræk oh ve. Men den blanding smagte faktisk udemærket... Og jeg kunne smage at jeg havde smagt den før, måske på besøg hos nogle mødre der havde meldt sig ud af jo-hårdere-jo-bedre-klubben for at være sammen med deres børn!

Og blandingen var bagt for at være overskudsagtig, til de stakkels polske håndværkere der knokler rundt til sent ud på natten i weekenderne i vores nye lejlighed... Og de er sikkert ligeglade med hvilken slags kage hormonella kommer anstigende med medlidenheds-tåre i øjnene.

Jeg melder mig ud af den klub, for Raja har brug for en mor der ikke bruger al sin energi på at kunne klare det hele... Men istedet bruger det på at være hendes mor. Og Thor har brug for en kone der ikke ser dobbelt når han er på arbejde og som er hyggelig at være sammen med. Og India iagttager mig et sted fra jeg ikke ved, og hun skal smile når hun ser mig... Men det er nok en langsom tilvænning.

Nå men det jeg måske også vil sige er at jeg i dette indlæg har tænkt højt, til alle jer der læser med. Tit møder jeg nogen der siger at de liiiiige har kigget med herinde, og det varmer. For tænk at noget har lyst til at læse med om mig og mines liv. At være en del af vores univers for en stund. Det syns jeg er stort...

Til alle jer der måske tænker at jeg ikke er så god til at få sendt sms'er, mails, ringet og drukket kaffe med jer i øjeblikket, så vil jeg bare sige at jeg kommer stærkt igen, når vi lige er kommet op til overfladen igen. Der er så mange ting vi gerne ville nå. At besøge en masse mennesker(døde og levende), komme til middage, kaffemøder og alle de der hyggelige ting og ting der gør andre og os selv glade. Vi skal nok finde melodien igen. Men den næste kage jeg byder på bliver måske en AMO-blanding.