Englemødre og englefædre

Igår var en skøn dag. Vi fik et nyt super flot skab til alt vores l... Der er kun 10 dage til at Tante SKOD kommer hjem fra Canada. Og jeg var ude at bytte julegaver og drak kaffe med Heidi (http://laurtussen.blogspot.com/). Og talte i telefon i timevis(det var dog ikke særligt for igår) med bla. Mie og Adam...Med både Heidi, Mie og Adam fik jeg en dejlig dyb, relevant, aktuel snak om at være Line. Der blev lige taget temperaturen på humøret, på mavefornemmelsen og snakket fremtid og fortid. Gud hvor det lettede!

Mie og Adam, Heidi, Sofie, Sandra, Dorthe og mange andre er andre forældre der har mistet deres små børn. De er også englemødre og englefædre. Og vi kender dem fra forældregruppen gennem landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, gennem sorggruppen på Hvidovre, gennem efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet, fra kirkegården og bare fra rundt omkring.
Det er mennesker vi ikke kendte før India døde. Det er mennesker som vi kun har det til fælles med, at vi har oplevet det aller aller værste man kan opleve, nemlig at miste sit barn.
Jeg mistede ikke kun India den dag i juni. Jeg mistede også meget af mig selv. Jeg mistede den grundlæggende tro på mig selv. Som mor og som Line. Og den grundlæggende tro på at det nok skulle gå alt sammen. For der var intet godt tilbage i mit liv for en tid.
Stille og roligt fandt jeg tilbage til det gode ved mit liv, men for en tid var alt bare mørkt.

TomKjær( http://www.kirkenherlevsygehus.dk/Artikler.aspx) der er sygehuspræst sagde i sin prædiken ved allehelgens aften sidste år; forældre der mister deres barn lever i mørke for en tid(efterfølgende sagde han så; og danskere er mørkeræd).
Gudskelov er vi kun få der har mistet et barn. Så gudskelov er vi kun få der kan mærke det helt ned i det nederste af maven hvordan det er. Og hvor ville jeg ønske at Thor og jeg INGEN havde haft at dele den fornemmelse med, men det har vi ulykkevis... Med alle de andre englemødre og englefædre.

For gud hvor har vi delt alting med dem. I 2007 har jeg krænget mine inderste tanker, følelser og fornemmelser ud til alle disse mennesker der før var så fremmede. Nu er de mine fortrolige på en måde jeg aldrig havde forestillet mig jeg skulle blive med nogen så hurtigt. Det har været en rejse at følge alle disse dejlige mennesker. At lære deres børn at kende gennem deres fortællinger. Ved at besøge deres pletter på jorden. Ved at købe små nipsting til dem selvom de er så døde, så døde. Ved at tale med deres levende forældre om deres glæder, sorger og frustrationer.

Mange af dem forsøger så inderligt at lave en lillebror eller lillesøster. Og i 2007 har jeg næsten haft styr på hvornår de allesammen havde ægløsning, skulle tage deres hormonnæsespray eller hvornår de skulle skannes næste gang. Vi har et fællesskab og en tæthed som er helt unik. Fordi vi har fulgt hinanden i den tid hvor det var nødviendigt at have nogle at spejle sig i. Så man kunne se man reagerede normalt i en ekstrem situation.
Og Thor og jeg havde behov for at dele vores paradokse forældreskab til India med nogle der forstod helt nede fra maven. At man i det ene øjeblik kan grine og græde af lykke over den orange morgenfrue på graven der står helt til december eller medaljonen med Indias billede i, for hun var der jo dengang i juni. Men i det næste øjeblik ligger man hulkende i hendes sækkestol, for hun er der jo ikke mere, og kommer aldrig tilbage.

Alle engleforældrene kan selvfølgelig ikke erstatte vores netværk fra før India døde. Og det gør de heller ikke. Nu har vi bare dobbelt så mange at ringe til når det hele brænder på. Men det brænder jo også mere på end nogensinde før. Men det er så vildt at vide at der bare er så mange derude omkring os der kan rumme os... Rumme vores India. Og nu også rumme vores RajaBajaan(hun er nu ikke svær at rumme, bare se hendes smil).

Jeg ved ikke hvad jeg vil sige med dette, andet end jeg ulykkeligvis deler skæbne med en masse vidunderlige forældre. Og jeg har lykkeligvis fået lov til at dele det hele med dem. Og jeg deler stadig med dem... Både de glædelige dage og de triste dage. Dem og deres fylder meget i mig og mines liv.
Jeg håber at vi får lov at følge med dette år også... Og jeg håber at 2008 bliver året hvor alle laver en lillebror eller lillesøster. Undtagen mig. For jeg har besluttet at 2008 skal være et graviditetsfrit år!

Om morgenen hos India den dag jeg jeg blev sat igang. Vi kaldte Raja for Lillen. Det var inden vi vidste at der gemte sig en lille Bajanpige derinde...